”Nå,
det gik da meget godt!”
Bemærkningen
falder off-stage efter det afsluttende black-out. Det er typisk noget man
siger for at overbevise sig selv om, at det forhåbentlig er gået bedre, end man
har turdet håbe på. Det siges også én gang tidligere i forestillingen, hvor det falder
efter et statement, der heller ikke rigtig holder vand.
”Man
har løjet for os!” er et andet statement fra forestillingen.
HVID
USKYLD er rent visuelt en nydelse. Der er strøet hvid sukker ud på scenen, så
det også agerer strandsand. Flere gange undervejs drysser der sukker ned
over de medvirkende. Det er som om der kommer sukker ud af alle kropsåbninger.
Fotograf: Thomas Cato
Den
sjoveste scene er også den mest nøgne. De to veninder er taget til Dansk
Vestindien eller De Amerikanske Jomfruøer, som det hedder nu, hvor vi
ikke længere ejer dem, men har videresolgt dem til USA. De sidder på stranden,
og der er ingen som Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der bare
kan sidde og sidde. Det har de gjort i utallige forestillinger – og
det bliver det kun bedre af. Deres timing er utrolig. De kan trække den, så det
næsten ikke kan mere, og så hugger de til. De er som typer trådt lige ud af
Nikoline Werdelins tegneserie ”Homo Metropolis”. Når de er på scenen sammen med Mikkel Trier Rygård virket
det, som om de lige er trådt ud af Michael Kviums malerier. På én gang helt
afklædte, urkomiske og tragiske. Der er ingen tvivl om, at enhver fornyelse i
hvert fald ikke kommer fra dem. Ikke som de scenepersoner de spiller.
Der
er sukker allevegne. De bogstavelig talt vader i sukker.
Fotograf: Thomas Cato
Mikkel Trier Rygård er Ernst Schimmelmann, der var den første der på kongens befaling sejlede til det, der blev til Dansk Vestindien. Men der kommer ingen undskyldning fra ham. Heller ikke da vores nuværende statsminister senere besøger øerne i forbindelse med "fejringen" af 100 års dagen for det danske salg af øerne til USA. I stedet for bliver det til noget sludder om at han gerne – som privatperson – ville undskylde, mens han som statsminister må nøjes med at ”beklage”.
Fotograf: Thomas Cato
Det
er utroligt som teatrets intime scenerum forestilling efter forestilling
udnyttes på de mest opfindsomme måder. Nærmest som om begrænsningerne udvider
grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Men sjældent så raffineret som denne
gang – med scenografi af Siggi Óli Pálmason og kostumer af Amalie Aunsbjerg
Jørgensen. Samtidig er der en betagende enkelhed over det sceniske udtryk, der
går igen i teksten, der er skabt i fællesskab af holdet med Rose Sand som
medforfatter og med Tine Byrdal som dramaturg. Det hele er holdt stramt i tømme
af Lene Skytt som instruktør, der har evnet at tilføre det hele en ro, der får nuancerne
til at træde klarere frem.
Fotograf: Thomas Cato
To
forestillinger trænger sig på. Lucas Svenssons ”Et hus på sand og håb” skrev i
sidste sæson teatrets 30 års jubilæumsforestilling om huset, der huser Teater
Får302. Det var ligesom ”Hvid Uskyld” et tværrids ned igennem historien, der
går 100 år tilbage. Nu
fortsætter de historieundervisningen med ”Hvid Uskyld”. Den anden forestilling
er Kunstkollektivet Familiens doku-drama ”En landsby på højkant”, hvor kollektivet
rykkede ind i et nedrivningsmodent højhus på Amager, og lykkedes med at få beboerne
til selv at fortælle deres individuelle historier. Det var et gribende og meget
personligt møde. ”Hvid Uskyld” er et lykkeligt og inspireret samarbejde
mellem Familien og Får203. Jeg havde inden forestillingen svært ved at
forestille mig, hvordan et sådant samarbejde ville kunne spænde af og hvilken
form det ville tage, så forskellige som de to parter er. Men forskelligheden
har tydeligvis animeret og beriget samarbejdet. For det er blevet
historieundervisning på et højt og velkvalificeret niveau. For de har ganske
ret, når de antager at danskerne er gået smånynnende igennem dette historiske
efterspil. Peter von Scholten husker vi (ikke mindst pga. nyligt afdøde
filminstruktør Palle Kjærulff–Schmidts film af samme navn, fra 1987), men Ernst
Schimmelmann?
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.
Fotograf: Emma Sejersen
På
vejen til og fra teatret passerer jeg den syv meter høje statue ”I am Queen
Mary” af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle opstillet påskelørdag uden for
Vestindisk Pakhus. Kvinden sidder og spejder over mod rensningsanlægget
Lynetten og tænker måske, at der er meget i debatten, der trænger til at blive
renset op. Teater Får302 og Kollektivet Familien har i hvert fald gjort deres
med den vellykkede forestilling ”Hvid Uskyld”.
HVID USKYLD
En humoristisk selvransagende forestilling om danskernes historiske selvforståelse
af Teater Får302 og Kunstkollektivet Familien
Spilleperiode:
12.4.-12.5, på Får302, Toldbodgade 6,
1253 Kbh. K.
75 min.
På scenen:
Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og
Charlotte Elizabeth Munksgaard
Instruktør: Lene Skytt
Tekst: Holdet
Dramaturg: Tine Byrdal
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Koreografi: Maria Saaby Noer
Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rose Sand
Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Lysdesigner: Maria Pi
Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll
Instruktørassistent: Isa Justesen
Fotograf: Thomas Cato
Iben Hendel Philipsen (skuespiller, instruktør og cand. mag. i engelsk litteratur med speciale i postkolonial repræsentation) skriver afslutningsvis i forestillingens rammende præcise programtekst:
”Men
det burde ikke handle om skyld og uskyld. Post-kolonialisme, afkolonisering og
hvad man ellers kan finde af utilstrækkelige akademiske udtryk, handler ikke om
– som nogen fejlagtigt tror – at skælde ud og grave grøfter. Faktisk er dette
et solidaritetsprojekt. Det handler om at ville forstå fortiden og ikke mindst
dens konsekvenser, således at vi ikke blindt gentager fortidens mangler, men i
stedet bliver i stand til at agere mere hensigtsmæssigt i nutiden. For verden
er lille og bliver ”mindre og mindre” og dermed mere og mere kompleks.
Det
kræver, at der både er plads til de undertryktes vrede – for den skal ud – og til
samtale og dialog, så vi sammen kan finde en vej videre. Jø før vi accepterer,
at Det Globale Nords privilegerede dage er forbi, jo før kan vi begynde at
samarbejde om de løsninger, der skal til, for at vi alle sammen kan være her.
Verden har aldrig været rigere – og der er nok til os alle sammen.
I
sidste ende er det nutiden, der afgør fortidens relevans. Nutiden bygger på
fortidens systematiske magtstrukturer, og om vi vil det eller ej, er vi alle
sammen produkter og medopretholdere af disse strukturer. Så uanset om man helst
ser en bibeholdelse af status quo, eller om man søger de store forandringer er
udgangspunktet det samme. Forskellen ligger i, om vi har lyst til at lukke
eller åbne øjnene for den besværlige viden, vi finder i vores fortid, vores
fælles globale historie.
I
2018 er der ikke megen koloni-snak tilbage i det offentlige rum, og holdningen
synes at være: Så, nu har vi gjort det dér kolonihalløj! Men vi er kun lige
begyndt.”
Fotograf: Thomas Cato
*
*