Anmeldelse: HVID USKYLD på Teater Får302

Fotograf: Søren Meisner

”Nå, det gik da meget godt!”

Bemærkningen falder off-stage efter det afsluttende black-out. Det er typisk noget man siger for at overbevise sig selv om, at det forhåbentlig er gået bedre, end man har turdet håbe på. Det siges også én gang tidligere i forestillingen, hvor det falder efter et statement, der heller ikke rigtig holder vand.

”Man har løjet for os!” er et andet statement fra forestillingen.

HVID USKYLD er rent visuelt en nydelse. Der er strøet hvid sukker ud på scenen, så det også agerer strandsand. Flere gange undervejs drysser der sukker ned over de medvirkende. Det er som om der kommer sukker ud af alle kropsåbninger.



Fotograf: Thomas Cato

Den sjoveste scene er også den mest nøgne. De to veninder er taget til Dansk Vestindien eller De Amerikanske Jomfruøer, som det hedder nu, hvor vi ikke længere ejer dem, men har videresolgt dem til USA. De sidder på stranden, og der er ingen som Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der bare kan sidde og sidde. Det har de gjort i utallige forestillinger – og det bliver det kun bedre af. Deres timing er utrolig. De kan trække den, så det næsten ikke kan mere, og så hugger de til. De er som typer trådt lige ud af Nikoline Werdelins tegneserie ”Homo Metropolis”. Når de er på scenen sammen med Mikkel Trier Rygård virket det, som om de lige er trådt ud af Michael Kviums malerier. På én gang helt afklædte, urkomiske og tragiske. Der er ingen tvivl om, at enhver fornyelse i hvert fald ikke kommer fra dem. Ikke som de scenepersoner de spiller.

Der er sukker allevegne. De bogstavelig talt vader i sukker.

 

Fotograf: Thomas Cato

Mikkel Trier Rygård er Ernst Schimmelmann, der var den første der på kongens befaling sejlede til det, der blev til Dansk Vestindien. Men der kommer ingen undskyldning fra ham. Heller ikke da vores nuværende statsminister senere besøger øerne i forbindelse med "fejringen" af 100 års dagen for det danske salg af øerne til USA. I stedet for bliver det til noget sludder om at han gerne – som privatperson – ville undskylde, mens han som statsminister må nøjes med at ”beklage”.

Fotograf: Thomas Cato

Det er utroligt som teatrets intime scenerum forestilling efter forestilling udnyttes på de mest opfindsomme måder. Nærmest som om begrænsningerne udvider grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Men sjældent så raffineret som denne gang – med scenografi af Siggi Óli Pálmason og kostumer af Amalie Aunsbjerg Jørgensen. Samtidig er der en betagende enkelhed over det sceniske udtryk, der går igen i teksten, der er skabt i fællesskab af holdet med Rose Sand som medforfatter og med Tine Byrdal som dramaturg. Det hele er holdt stramt i tømme af Lene Skytt som instruktør, der har evnet at tilføre det hele en ro, der får nuancerne til at træde klarere frem.

 

Fotograf: Thomas Cato

 

To forestillinger trænger sig på. Lucas Svenssons ”Et hus på sand og håb” skrev i sidste sæson teatrets 30 års jubilæumsforestilling om huset, der huser Teater Får302. Det var ligesom ”Hvid Uskyld” et tværrids ned igennem historien, der går 100 år tilbage. Nu fortsætter de historieundervisningen med ”Hvid Uskyld”. Den anden forestilling er Kunstkollektivet Familiens doku-drama ”En landsby på højkant”, hvor kollektivet rykkede ind i et nedrivningsmodent højhus på Amager, og lykkedes med at få beboerne til selv at fortælle deres individuelle historier. Det var et gribende og meget personligt møde. ”Hvid Uskyld” er et lykkeligt og inspireret samarbejde mellem Familien og Får203. Jeg havde inden forestillingen svært ved at forestille mig, hvordan et sådant samarbejde ville kunne spænde af og hvilken form det ville tage, så forskellige som de to parter er. Men forskelligheden har tydeligvis animeret og beriget samarbejdet. For det er blevet historieundervisning på et højt og velkvalificeret niveau. For de har ganske ret, når de antager at danskerne er gået smånynnende igennem dette historiske efterspil. Peter von Scholten husker vi (ikke mindst pga. nyligt afdøde filminstruktør Palle Kjærulff–Schmidts film af samme navn, fra 1987), men Ernst Schimmelmann?
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.

 

Fotograf: Emma Sejersen

 

På vejen til og fra teatret passerer jeg den syv meter høje statue ”I am Queen Mary” af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle opstillet påskelørdag uden for Vestindisk Pakhus. Kvinden sidder og spejder over mod rensningsanlægget Lynetten og tænker måske, at der er meget i debatten, der trænger til at blive renset op. Teater Får302 og Kollektivet Familien har i hvert fald gjort deres med den vellykkede forestilling ”Hvid Uskyld”.

Fotograf: Søren Meisner

HVID USKYLD

En humoristisk selvransagende forestilling om danskernes historiske selvforståelse

af Teater Får302 og Kunstkollektivet Familien

Spilleperiode:

12.4.-12.5, på Får302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

75 min.

På scenen:

Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard

Instruktør: Lene Skytt

Tekst: Holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Koreografi: Maria Saaby Noer

Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rose Sand

Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen

Lysdesigner: Maria Pi

Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll

Instruktørassistent: Isa Justesen

Hjemmeside og billetter

Fotograf: Thomas Cato

Iben Hendel Philipsen (skuespiller, instruktør og cand. mag. i engelsk litteratur med speciale i postkolonial repræsentation) skriver afslutningsvis i forestillingens rammende præcise programtekst:

”Men det burde ikke handle om skyld og uskyld. Post-kolonialisme, afkolonisering og hvad man ellers kan finde af utilstrækkelige akademiske udtryk, handler ikke om – som nogen fejlagtigt tror – at skælde ud og grave grøfter. Faktisk er dette et solidaritetsprojekt. Det handler om at ville forstå fortiden og ikke mindst dens konsekvenser, således at vi ikke blindt gentager fortidens mangler, men i stedet bliver i stand til at agere mere hensigtsmæssigt i nutiden. For verden er lille og bliver ”mindre og mindre” og dermed mere og mere kompleks.

Det kræver, at der både er plads til de undertryktes vrede – for den skal ud – og til samtale og dialog, så vi sammen kan finde en vej videre. Jø før vi accepterer, at Det Globale Nords privilegerede dage er forbi, jo før kan vi begynde at samarbejde om de løsninger, der skal til, for at vi alle sammen kan være her. Verden har aldrig været rigere – og der er nok til os alle sammen.

I sidste ende er det nutiden, der afgør fortidens relevans. Nutiden bygger på fortidens systematiske magtstrukturer, og om vi vil det eller ej, er vi alle sammen produkter og medopretholdere af disse strukturer. Så uanset om man helst ser en bibeholdelse af status quo, eller om man søger de store forandringer er udgangspunktet det samme. Forskellen ligger i, om vi har lyst til at lukke eller åbne øjnene for den besværlige viden, vi finder i vores fortid, vores fælles globale historie.

I 2018 er der ikke megen koloni-snak tilbage i det offentlige rum, og holdningen synes at være: Så, nu har vi gjort det dér kolonihalløj! Men vi er kun lige begyndt.”

 

Fotograf: Thomas Cato

*
 

Artist talk: INGEN UNDSKYLDNING
– den 17.4. efter forestillingen

*