Foto: Søren Meisner.
DØDEDANS MED ET KØLESKAB
På Teater Får302 i Toldbodgade ved Nyhavn kan man opleve LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3).
Idékvinden bag antologien LOVE IS ENOUGH er den tyske koreograf og danser Andriana Seecker, der senere på året kan opleves i LOVE IS ENOUGH PART 1 på Teater FÅR302.
2. og 3. del er to én-aktere, der handler om kærlighed og manglen på kærlighed. Andrianna Seecker og den svenske instruktør Andreas Catjar har instrueret.
I den første (der altså er 2. del) møder vi Charlotte Elizabeth Munksgaard og det er kort fortalt "en dødedans med køleskab". Hun er klædt ud som en menneskelig mynde (skønt kreeret af Amalie Aunsbjerg Jørgensen). En masse langhårerede parykker er fastgjort til hendes kropsnære hudfarvede dragt. Hun kunne også være en vandgoble eller slet og ret "en stor bunke gammel tang, som havet ikke længere vil vide af". En naturkraft, men også den subsistensløse, flygtningen og "en død måge". Det er surrealistisk. Vi befinder os i et Beckett-univers, hvor tiden er gået i stå eller måske rettere af led. Det handler om eksistens. Om væren.
Foto: Søren Meisner
UDE PÅ ET VERBALT OVERDREV
Vi er skyllet helt ud på et verbalt overdrev, hvor det er svært at bunde, men det er der heller ikke brug for i denne overraskende én-akter, hvor vi befinder os i selskab med et køleskab, en stor bunke tang og en død måge.
Charlotte Elizabeth Munksgaard er på scenen med en sammenklappelig campingstol og et blåtmalet køleskab - i samme farve som resten af det ellers tomme rum.
Der er ypperlig live-musik til begge en-aktere af den yderst kompetente Camilla Bang, der på næsten ingen plads formår at trylle et mangestrenget akkompagnement frem til de to skuespillere.
Den første tekst er skrevet og fremført smukt, hvæsende, drømmende og helt frontalt af Charlotte Elizabeth Munksgaard. Hun stiller sig an i positur, og så står hun der og bare står. Hun er vibrerende, men kan også se ud som var hun hugget ud af sten. Hendes skarpe profil skærer det hele ud for os. Hun kan skifte fra at være hvæsende, snerrende og fandenivoldsk til at være drømmende og syngende - og lige godt er det. Hun er åleslank og ligner en menneskelig karikatur, og har et uomtvisteligt komisk talent. Hun står bare - og står. Og bliver ved med at stå sådan. Som en øgle i et terrarium. Eller måske snarere som en menneskelig eremitkrebs. Faktisk indgår der også et væddeløb mellem tre eremitkrebs i forestillingen.
Foto: Søren Meisner
EREMITKREBS
På et opslag i foyeren kan man læse om eremitkrebsen:
"En hjemløs skabning, der kommer til verden, nøgen og med blød bagkrop, uden skal. Må så drage ud i verden som en anden BZ´er, og finde sig et sneglehus. Eremitkrebs kæmper oftes indbyrdes om egnede sneglehuse..."
Opslag i teatrets foyer. Foto: Michael Svennevig
Langsomt bevæger hun sig over mod køleskabet, rækker hånden frem og griber om køleskabets håndtag. Da hun åbner, kommer der musik og hun bryder ud i Bee Gees-hittet "How deep is your love"... ude på overdrevet er alting muligt!
SOME EN GEKKO
Kommer til at tænke på en gekko som jeg lå og stirrede op på i et indisk logi, hvor den var den eneste, der holdt mig med selskab under heden midt på dagen. Af og til blinkede dens store øjne, men ellers rørte den sig ikke. Den sad bare der oppe øverst på væggen - med hovedet nedad. Hvis Charlotte havde kunnet, havde hun også gjort det, men i stedet måtte hun nøjes med at krybe op oven på køleskabet og nærmest sive ud over dets sider. Hun er som en bølge - nej, mere som tang og døde måger.
Det ender med, at hun selv kravler ind i køleskabet og lukker døren efter sig, - og dermed afslutter én-akteren. Det er urkomisk, fordi det er så tragisk. Det varer 50 minutter, men jeg kunne blive ved med at sidde og kigge på hende. Der er ikke meget tekst. Mest bare denne dobbelttydige og skæbnesvangre stilhed.
Foto: Søren Meisner
BESØGENDE I HINANDENS UNIVERSER
Kærlighedens fravær er det, der kendetegner den første én-akter i modsaætning til 3. del efter pausen, hvor Birgitte Prins indtager scenen iført sølvglitrende bukser og jakke. Hun ligner en hel lyseksplosion, når scenelyset indrammer hende, mens lysreflekserne farer rundt i rummet som sædceller, der bevæger sig i alle mulige retninger (som min ledsager bemærkede). Teksten er skrevet af Merete Byrial, Birgitte Prins, William Morris (1834-1896) og Martin Sham, men mest central står Morris´ digtsamling "Love is Enough", der har givet navn til forestillingen. Den er lige så kærlig og drømmende som aftenens første tekst IKKe er det.
Birgitte Prins bevæger sig igennem en drøm. Der er kærlighed over det hele. Det er næsten for meget.
De to skuespillere dukker op som besøgende i hinandens universer. Det er tanken, at alle personer fra de planlagte 5 dele forhåbentlig skal mødes til sidst. Men på Teater Får302 er teater en alvorlig leg. En meget nærværende leg. Teatrets foyer ligger i kælderen, hvorfra man begiver sig ud på gaden og ind i opgangen ved siden af, og op til lejligheden på 1. sal. Fra opgangen træder man direkte ind i teatersalen, der er en ombygget lejlighed. Det er utroligt nærværende, og publikum og optrædende er meget tæt på hinanden. Man sidder næsten på skødet af hinanden, og det skaber nogle helt betagende teaterøjeblikke, når det fungerer, og det gør det næsten altid. Birgitte og Charlotte er garanter for det. For de indgår i teatrets kunstneriske ledelse. Charlotte var medstifter af teatret i 1987, mens Birgitte har været en del af ensemblet side 2001.
Det er en spændende tanke, at de to én-aktere er skabt uafhængigt af hinanden - og uden kendskab til hinandens materiale. Det er stadig sådan at de to én-aktere tit byttes rundt, så det er slet ikke sikkert at de kan opleves i den rækkefølge som de her er beskrevet i.
Foto: Søren Meisner
FYR & BI
Når de to optræder sammen er de som Fyr & Bi eller Gøg & Gokke. De har optrådt sammen gennem så mange år, at deres stumspil er ganske betagende. De klæder hinanden på en fuldstændig absurd måde - det er også tydeligt i de to én-aktere, hvor de er gæster i hinandens virkelighed - eller måske rettere drømme.
Jeg sover altid oven på mine indtryk, før jeg nedskriver mine tanker, for det er som om at tankerne bearbejdes i nattens løb. Det giver også mulighed for, at det usagte kan nå at komme op til overfladen. Ofte er jeg gået begejstret fra en teateroplevelse, men allerede næste dag er det som en duft, der forlængst er forsvundet og ikke har efterladt andet end en svag erindring. Andre gange er jeg gået omtumlet fra en forestilling, der i nattens løb samler sig for mig, så jeg næste morgen kan tyde og nyde forestillingen fuldt ud.
Da jeg vågnede i morges - efter LOVE IS ENOUGH - følte jeg mig både forfrisket og vitaliseret. Jeg vågnede med et utroligt overskud. Som om jeg havde stukket fingrene ind i en stikkontakt og selv var blevet lige så vibrerende som de to skuespillere på scenen.
Jeg aner ikke, hvad jeg har oplevet, men jeg er vild med det. Måske forstår jeg det, hvis jeg genser det - og det vil jeg gerne. Men man behøver ikke forstå alting. Teatret er en rejse, og teaterrejsen tager mig med til ukendte steder indeni. Det er stærkt i sig selv, bare at føle sig bevæget og berørt. Det er den perfekte måde at starte en ny teatersæson på.
*
LOVE IS ENOUGH (Part 2 & 3)
Premiere den 21. august 2021
Spiller indtil 17. september 2021
på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.
Produktion: Teater FÅR302
På scenen: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins
Iscenesættere: Andriana Seecker (D) og Andreas Catjar (SE)
Scenograf: Andriana Seecker (D)
Lys: Balder Nørskov
Komponist: Camilla Bang
Dramaturg: Tine Byrdal Jørgensen
Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen
Afvikler: Camilla Bang
*
