Anmeldelse: LABYSS på Den Frie og TAB & VIND i Krudttønden

Fotos: Thorbjørn Hansen (TAB & VIND) & Christian Brems (LABYSS).

TAB & VIND i Krudttønden er en børneforestilling for de 5-12 årige og deres voksne, mens LABYSS på Den Frie er en mindeindsamling kun for voksne, men det handler om det samme. Det er kampen om virkeligheden. Lever vi i taberland eller i vinderland? Det er kampen mellem mennesket og maskinen - om vore minder. Om at blive mest mulig perfekt - og vinde.

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

9. marts - 5. april 2023

I TAB & VIND af Methe Bendix & Tomas Lagermand Lundme lever Familien Madsen og Familien Jensen i ”Vinderland” i evig frygt for at blive ”tabere”. Vennerne Mads og Jessica er ude af trit med deres familier, for de vil hellere danse deres egne danse og egne trin i stedet for at konkurrere med hinanden. Ja, faktisk går det helt galt, da uheldet er ude, og de i skolen bliver udtaget til at konkurrere mod hinanden.  Mads vinder, fordi Jessica lader ham vinde, men da dommeren finder ud af, at hun gjorde det med vilje, kontaktes forældrene, og Jessica skal på træningsskole. Da Mads  ikke længere må besøge hende, drager han  ud i verden.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Da han begiver sig afsted, letter forestillingen i Methe Bendix´ instruktion. I Jacob Langaa-Senneks scenografi begiver han sig til Ingenmandsland, hvor han møder Jessicas farfar, der er trådt over i en anden dimension, og kan se det hele lidt fra oven. Det har han vist altid kunnet. Siden er han blevet den, der aldrig bliver talt om, for han gjorde som Jessica. Det er det værste, når man ikke længere synes, at det er så vigtigt at konkurrere og vinde...

Det er i disse scener, at forestillingen falder til ro, men det er lidt sent i forløbet.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Alle fire skuespillere er skønne. Birgitte Prins og Folmer Gry Kristensen kunne indspille stumfilm sammen. Familiernes børn spilles af Peter Schlie Hansen og Theresa Lange Olesen. De damper af danseglæde. Det går lige i kroppen på publikum, så vi får lyst til at danse med.

Normalt er enkelhed det sværeste, men enkelheden bliver i TAB & VIND lidt for enkel. I bestræbelserne på at pille alt det overflødige af, bliver kun skelettet tilbage, hvilket går igen i det visuelle, og det synes jeg er synd. Jeg savner det store vingefang, som Teater Hund & co. har forkælet publikum med i deres tidligere forestillinger, såsom "Hvor svært kan det være?" (2022), "Tænk engang!" (2021) og "Den store jagt på lykke" (2017), der fører direkte tilbage til dengang, hvor teatret også lavede voksenforestillinger, såsom den prisvindende forestilling "Drømme om noget andet" (2019) - der er noget af det bedste, jeg har set.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Spillet imellem de fire er forrygende - og det hele værd, men det er længe at skulle vente på rejsen til Ingenmandslandet, før forestillingen flyver afsted, men indtil da er der vidunderlige dansescener, og det er smukt set, at alting kan laves om til dans. At alting kan fortælles via dans. Livet er en dans. Dans med hunden på Østerbro!

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

50 min.

9. marts - 5. april 2023

MEDVIRKENDE: 

Birgitte Prins, Folmer Gry Kristensen, Peter Schlie Hansen, Theresa Lange Olesen

MANUSKRIPT: Methe Bendix, Tomas Lagermand Lundme

INSTRUKTION: Methe Bendix

SCENOGRAFI: Jacob Langaa-Sennek

KOREOGRAF: Erik Pold

LYDDESIGN: Jonas Vest, Brian Larsen

TEKNIKER & AFVIKLER: Brian Larsen

LYSDESIGN: Mikkel Magnus Olesen

KOSTUMIER: Sofie Fribo og Camilla Lind

PARYKKER: Annika Nelson

PRODUKTIONSLEDER: Anna-Kathrine Madelung Fries

GRAFIKER: Robin Hart

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER: Rikke Petersen

FOTO: Thorbjørn Hansen

TRAILER: Sofie Svendsen Jensen

TEATERMALER: Fredrik Damsgaard

MILJØTEKNOLOG-PRAKTIKANT: Annette Havemann Linnet

REGISSØR-PRAKTIKANT: Alma Skjelmose

PRODUCENT: Kenneth Gall

-------------

Forestillingen blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg i 2010

Produceret med støtte fra:

Kunstrådets Scenekunstudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, 

Bikubenfonden og Tuborgfondet

Hjemmeside & billetter

*

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Jeg anede ikke, hvad det var, da jeg trådte indenfor gennem caféen under udstillingsbygningen DEN FRIE, Oslo Plads 1 ved Østerport Station. Jo, en teaterinstallation om indsamling af minder.

Min eneste reference var de science fiction-film, jeg har set: "Gattaca" (1997) af Andrew Niccol med Etan Hawke, Uma Thurman og Jude Law, hvor det handler om at være perfekt, om at vinde og besejre de andre og sig selv. Men også "Bladerunner" (1982) og "Bladerunner 2049" (2017), der handler om indsamling af forældede replikanter. Dybest set handler det om kampen mellem mennesker og maskiner. Eller om maskinerne kamp for at overtage de menneskelige drømme og minder. 

Foto: Christian Brems.

En af mine venner sendte mig tidligere på dagen et link til en artikel om at man brugte menneske-simulerende dukker i uddannelsen på hospitalerne. De kan simulere alle sygedomme - ovenikøbet fødsler. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre. Men det er også skræmmende. Det er samme følelse, jeg dumper ned i, da jeg træder ind i receptionen til LABYSS. Det er som at træde direkte ind i en film. Er det en virtuel virkelighed, eller er det virkeligheden - meget snart? Måske allerede nu?

Foto: Christian Brems.

Det er sådan set kun drømme og minder, der afskiller os fra maskinerne. I LABYSS tages der hånd om vore minder. Vi bliver inviteret til at dele dem - før de forsvinder.

Jeg fyldes af forundring, for drømmer jeg, eller er jeg vågen - og jeg ækles ved, at jeg nu står på tærsklen til morgenlandet, der allerede omgiver mig.

Det føles som at komme ind i en bank og skulle oprette en ny konto. Jeg bliver modtaget af smilende og tjenstvilligt personale, der venligt kommer mig i møde og gør mig klar til at møde maskinen, der vil udsuge mine minder. Nej, bare møde mig og låne mine minder, før de forsvinder.

Foto: Christian Brems.

I pjecen står der:

"Information on digital amnesia. Find answers to some of the questions you may have about digital amnesia. Danes are among those hardest hit in all of Europe. Nearly half of all 15-29 year olds in Denmark feel their smartphone constitutes their memory. The same goes for every third 30-60 years old. Three out of four use the internet as an online extension of their memory and brain. More than half of us do not remember the number of our partner or workplace."

Foto: Christian Brems.

Det er en vild oplevelse. Skridt for skridt ledes jeg indenfor i en digital virkelighed, der er iscenesat til perfektion omkring mig. Jeg ledes fra spørgeskema til samtale, til illustration og til iscenesættelse. Det hele afsluttes i mindeteltet, hvor jeg iført høretelefoner kan høre, hvordan mine minder indgår i den samlede mindebrønd, hvor jeg - eller et hvilket som helst andet menneske - kan gendannes. 

Faktisk er det også lige i det punkt, maskinerne kan plukkes og høstes, som var vi trådt ind i "Matrix" (1999) og var blevet til mennesker. En slags mennesker.

Foto: Christian Brems.

Igen er det centrale dele af de førstnævnte sci-fi-film, der ruller frem i underbevidstheden. Grænserne mellem menneske og maskine udviskes, når maskinerne husker de implementerede minder. De ved, at minderne ikke er deres egne,  alligevel er det den mest menneskelige del af dem. Det er den del, der gør dem menneskelige. Det er den del, der gør dem virkelige - og det er de minder,  jeg lige har afleveret til dem!

Foto: Christian Brems.

Vi har selv givet bolden op til det. Det er både fascinerende og skræmmende. Jeg ved ikke længere, om jeg kan lide eller ikke lide det. Problemet er, at vi kan opfinde og opfinde, men aldrig af-opfinde. Vi bliver hele tiden skubbet længere og længere ud.

"Frankenstein" er måske nok en gammel Mary Shelley-roman fra 1818, men det er allerede sket. Uhyret ER født og indsat imellem os, men det ligner ikke længere et uhyre. Det ligner os til forveksling - og nu er det ved at overtage os helt. Det kører som parallelle spor inde i mig. Igen overtager det filmiske kommentarspor. Det er også "Abernes Planet", hvor aberne, der oprindelig var vore kæledyr, nu har overtaget os og gjort os til kæledyr. Det er hele dette filmunivers, der har taget bolig i kroppen og og er med til at føre os og forme vores oplevelse af mindeindsamlingen på Den Frie på Oslo Pads 1 ved Østerport Station.

Det hele er dygtigt iscenesat af Det Algoritmiske Teater med tekst og iscenesættelse af Kristian Byskov og Kristian Husted. Pernille Kragh har været dramaturg. Lisbeth Sonne Andersen, Christian Rossil og Erik Medeiros er de menneskelige guider i dette renskurede univers. En hel hær af teknisk personel har været inde over for at få alt dette til at virke overbevisende og virkelighedstro. Esbern Torgard Kaspersen har stået for den kreative programmering. Kaspar AI har stået for teknologi og interaktionsdesign. ALOH STUDIO har stået for installationsdesignet. Sideløbende med mindeindsamlingen kører der på forskellige skærme film og spots, der illustrerer og understøtter illusionen, som vi via teaterinstallationen bevæger os stadig dybere ind i. Det hele er en co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER. Med en samlet bevilling på 10 millioner fra Statens Kunstfond skal Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning udvikle og drive den kuraterede gæstespilsscene TOASTER, der siden august 2021 har tilbud teater- og udstillingsrum til nationale og internationale kompagnier og kunstnere.

Foto: Christian Brems.

Jeg kan stadig ikke finde ud af, om nålen peger på forundring eller rædsel. Nok fordi det går i begge retninger på samme tid. Bagefter står jeg med den engelsksprogede pjece i hånden og ser mig forvirret omkring. Mine skridt virker tøvende. Det er som om virkeligheden støder mig væk. Det er ikke længere den samme verden, jeg træder ud i. Noget er der sket...

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Medvirkende:

Idé og koncept: Det Algoritmiske Teater

Tekst og iscenesættelse: Kristian Byskov og Kristian Husted

Dramaturg: Pernille Kragh

Performer: Lisbeth Sonne Andersen

Performer: Christian Rossil

Afvikler: Erik Medeiros

Kreativ programmør: Esbern Torgard Kaspersen

Teknologi og interaktionsdesign: Kaspar AI

Installationsdesign: ALOH STUDIO

Grafisk design: Heidi Maribut

Video: Émile Sadria

Musik og lyd: Kristian Hverring

Video grafik: Agne Siupsinskaite

Video-performere: Ida Ellinor Hermansen og Jesper Friis

Video voice over: Eleanor Griffiths

Lyd voice over: Charlotte Elizabeth Munksgaard

3D print: Kristoffer Ørum

Diskursivt program: Tina Ryoon Andersen

Co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

245 andre anmeldelser

*

Anmeldelser: THE SANTALAND DIARIES og CHAPPERS DECEMBERØNSKE

Skæve, men dejlige juleforestillinger uden sne

To charmerende soloforestillinger på Teater Vestvolden med Tomas Lagermand Lundmes ”Chappers decemberønske” og David Sedaris´ ”The Santaland Diaries” i Krudttønden tager begge livtag med julen på utraditionelle måder. ”Chappers Jul” er for de 5 årige og deres forældre, mens ”The Santaland Diaries” er en gay comedy, for de voksne. I den første kommer vi så langt væk fra julen som muligt, mens vi i den anden kommer meget tæt på. Det er flotte præstationer af de to skuespillere, der begge investerer betydelig varme og charme i de to meget forskellige roller, der begge bæres igennem af deres ligefremme nærvær og tilstedeværelse. For vi befinder os i yderzonerne, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til nogen hvid jul, men det bliver der måske alligevel. Både i Hvidovre og på Østerbro, hvor historierne gled ned med henholdsvis lagkage og gløgg til de to premierer.

CHAPPERS DECEMBERØNSKE 
på TEATER VESTVOLDEN

Chapper ønsker sig slet ikke noget til jul. Han ønsker sig ingenting. Da han efter flere år alligevel ikke har fået det han ønsker sig, tager han konsekvensen af det og boycotter julen. Hans mor er mere nærværende og tilstede i de evindelige og uendelige samtaler med veninden, end hun formår at være i forholdet til sønnen. I hvert fald har han fornemmelsen af slet ikke at blive set. Han forsøger at tegne sin ønskeseddel for moren, men hun forstår ikke hans tegninger og interesserer sig heller ikke for dem, og vil meget hellere tale i telefonen med veninden. Chapper fantaserer om, hvordan han lader hendes mobiltelefon forsvinde. For grunden til at han ingen ønsker har, er, at han drømmer om selv at føle sig ønsket. Tomas Lagermand Lundme er en god, varm og loyal skildrer af den menneskelige varme, der går som en åre gennem hans værker. Han er god at holde i hånden, for han har hjertet på rette sted – også i Chappers decemberønske.

                                                                                                                  Fotograf: Søren Meisner

Chapper spiller rollen med stort nærvær. Vi er med ham på fodboldbanen, og bagefter da han trækker sig ind i sig selv og opsøger ingentinghuset, hvor han med kridt tegner sig til noget af alt det, han ikke har. Han er nøjsom og stærk i sine fravalg, og fremtryller en forunderlig verden fuld af ingenting i ingentinghuset. Det er en leg med de muligheder som vi stadigvæk har, selv med tomme hænder, for fantasien har vi altid – og den er rigere end alt andet. Det er en sød og charmerende pointe i en juleforestilling, der er befriende fri for sne og jul, og som gør en dyd ud af at fortælle en nødvendig historie om nærvær og fællesskab. Det handler ikke om ønskesedler, men om selv at være ønsket.

Historien udfolder sig i en stemningsfuld scenografi af Annika Nilsson smukt lyssat af Gert Christoffersen. Anders Lundorph har instrueret Chapper og fået det hele til at virke hjemligt og rart – selv i ingentinghuset.

Fotograf: Søren Meisner

Hjemmeside og billetter

Spilleperiode: 24,11-15.12.2019

Spilledage: 
Tir. – fre. kl. 9.30 & 11.30, 
lør. – søn. kl. 10 & 12.

5 år og opefter

45 minutter

MEDVIRKENDE
Chapper

ISCENESÆTTELSE
Anders Lundorph

MANUSKRIPT
Tomas Lagermand Lundme

SCENOGRAF
Annika Nilsson

MUSIK/SANG
Chapper og Pharfar

LYD
Jonas Jørgensen

LYS
Gert Christoffersen

VÆRKSTED/AFVIKLING
Mikkjal Galan

IDÈ, KONCEPT OG PRODUKTION
Teater Vestvolden Hvidovre

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teater Vestvolden:

Et mærkeligt skib (2017)

*

THE SANTALAND DIARIES af HIT i KRUDTTØNDEN

Der er kun én ting, der er værre end at blive ansat som fulltime alf i stormagasinet Macy, og det er ikke at blive det. For som voksen at skulle være klædt ud som alf er ydmygende. Forestillingen falder i to dele, for først kommer vi med til den skarpe udvælgelse af de kommende julemænd og alfer, der skal igennem flere interviews og en drugtest, før de ”heldige” kommer i juletræning som julemænd og alfer. David Barrett er rørende både i sit normale tøj, men endnu mere i sit alfe-outfit. Hans overdrevne gestik passer fint til caféforestillingen, hvor han i højt tempo bevæger sig rundt foran scenen, mens han beskriver sin transformation fra arbejdsløs kunstner til alf.  Hans imitationer af de øvrige ansøgere er umådelig morsomme. Selv er han tillidsvækkende og opnår hurtig en fin kontakt til publikum, der bærer monologen igennem.  I anden del bliver scenetæppet trukket fra, og vi befinder os sammen med ham i Santaland i stormagasinet Macy, hvor ydmygelserne ikke bliver mindre.

Det er et forfærdeligt sted, hvor det vrimler med plastikjul, julemænd og alfer. Det er enhver julehaders mareridt. Samtidig er det den perfekte måde at udstille menneskeligt armod på. Teksten er skrevet af David Sedaris ud fra egne alfe-supermarkedserfaringer, og scenisk bearbejdet af Joe Mantello. Det er gribende beretninger om julekunder, udklædninger og skingre børn, der føles som om det er ydmygelsernes yderste holdeplads for de fastansatte alfer og julemænd, men alt som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at der ingen grænser er for ydmygelserne.  De er uendelige – og uhyrlig morsomme.

David Barrett tager både børnene og publikum ved hånden og fører os gennem juleræset med afvæbnende charme og højt tempo.  At det bliver iblandet struttende hormoner de mandlige alfer og julemænd imellem gør det kun endnu mere festligt. Det balancerer på kanten uden at tippe over. Det er dygtigt og godt instrueret af Jeremy M. Thomas, der sørger for at historien eller rettere den menneskelige deroute formidles ligetil og rørende, for vi befinder os i en menneskelig yderzone, eftersom de ansatte alle er arbejdsløse kunstnere og drop-outs med drømme om det store kunstneriske gennembrud, selv om de dagligt må kæmpe sig gennem deres egne menneskelige nederlag frem mod julen, alt mens de hærges af hektiske børn med udslidte fotograferende forældre. Det gør de, mens strømmen af børn og forældre bliver stadig større, mere intens, skinger og hektisk alt som julen nærmer sig. Det MÅ ende galt...

Ofte undervejs tænkte jeg på den vidunderlige anti-julefilm BAD SANTA (2003) med Billy Bob Thornton, der også er ansat som julemand i et stormagasin. BAD SANTA 2 (2016) skulle eftersigende være mindst lige så god – og grovkornet. God Jul!

Billetter

Facebook:

Spilleperiode: 28.11.-1.12.2019

Spilledage: Fredag kl. 20, lørdag kl 12 (ekstra forestiling) & kl. 20, søndag kl. 17.

15 år og opefter

Engelsksproget forestilling af HIT, House of International Theatre

80 minutter

David Barrett as Crumpet

Karl Heding on guitar

Lakeisha Salto on vocals

Directed by: Jeremy Thomas-Poulsen

Playwright: David Sedaris, adapted by Joe Mantello

Produced by: HIT

Co-producer: Down the Rabbit Hole Theatre

*

 Tidligere anmeldte HIT-forestillinger:

The Lover (2019)

Sex and betrayal (2018)

Venus in Fur (2017)

Else and Norms Macbeth (2016)

 *

Glimt fra Festival omfortællinger & livshistorier - festivalafslutning

Fotos: David Blazek

Lotte Arnsbjerg sang "Musens sang" og "Det var en lørdag aften" akkompagneret af Martin Valsted.

Ole Bundgaard spille saxofon og leverede HAIKO-digte.

Pia Sigmund og Charlotte Clante fortalte om en serie på 10 bøger (snart 11) som de sammen har lavet, der skildrer børn og deres vilkår op igennem Danmarkshistorien.

Pia Raug gik længere tilbage, og fortalte om hvordan tiden er evig, og hvordan vi kommer tilbage, sådan som hun skildrer i sangen "Husker du?" som vi sluttede med at lytte til.

 Tomas Lagermand Lundme fortalte om de tre monologer om LIV som han har skrevet til festivalen.

Charlotte E. Munksgaard fremførte 1. del af monologen om LIV. En monolog om kærlighed, kasser og tændstikker...

Jeppe Bang Khalil Krappe er lige kommet tilbage fra Lesbos, hvor han har stået i vandkanten og hjulpet flygtningene sikkert i land. Jeppe fortalte om, hvorfor det er umuligt for ham at gøre andet.

Et uddrag fra "Bare en flygtning", en monolog af Michael Svennevig, baseret på Bozenna Partykas liv, blev fremført at hende selv.

Jytte Abildstrøm bar slutningen igennem med sine fortællinger om at spille Norma i "Sonja fra Saxogade" og senere  farmor i "Flyvende Farmor", som vi viste, men fik også talt om bæredygtighed - ja, om alt det som bærer igennem. Også på en festival som denne. Vi sluttede med at skåle i champagne og sige farvel til hinanden efter 9 tætte og nærende festivaldage.

TAK SKAL I HA´ - som er slutsangen i "Flyvende Farmor" var en passende sang at runde af med.

Først og fremmest tak til at de medvirkende, men også en hjertelig tak til Betaniahjemmet for at lægge hus til. Det gælder forstanderparret Laust & Kirsten, men også David der har stået for alt det tekniske - selv billederne her - og senere bliver filmoptagelserne fra festivalen også tilgængelige på YouTube. Også tak til Jette på kontoret og alle de andre, der har hjulpet til. Ikke mindst alle de frivillige, der har lagt en skøn stemning med deres store hjælp og entusiasme. Tak skal I ha´.....

Se flere billeder fra Festivalafslutningen.

Se også fotos fra:

Festivalåbningen

Dag 2 & 3

Dag 4 & 5

Dag 6, 7 & 8

Anmeldelse: JEG GAV DIG AVISEN på Bådteatret

 

Gæstespil af Teater Hvis.

Dramatiker Tomas Lagermand Lundme fortæller at alt hvad han skriver er noget han drømmer om natten. Det tror man gerne efter at have set JEG GAV DIG AVISEN, der er et dramatiseret scenedigt for to stemmer. De står allerede stivnede og forstenede foran os, da vi kommer ind i Bådteatrets sorte lukkede teaterrum. Det er to kvinder. Begge iført sorte pageparykker og art deco-kjoler (af Maria Louise Suhr).

 

 

 

Deres gentagne robotlignende armbevægelser bliver til en trinvis sang, der accelererer til et skrig, for den ene af de to kvinder. Hun bryder af og bryder ud. Men kommer egentlig aldrig videre. Hun er holdt fast i et fintmasket net af intethed og stilstand. Den har taget bolig i hende og knuger sig tættere og tættere om hende. De to stemmer i det øde scenerum taler op imod hinanden. Nogle gange som et ekko af hinanden. Andre gange er de hinandens modstandere, mens mest er de lidelsesfæller i et spil som de ikke kender, og som udspiller sig i og omkring dem uden at de har indflydelse på det. De er hverken børn eller voksne, men snarere menneskebørn. Hovedrollen spilles egentlig af instruktøren Lotte Arnsbjerg, der med sine fine sceniske arrangementer hermed får en glimrende instruktørdebut. Hun er selv langtfra uvant med at optræde og skrive. Men dette ligger godt for hende. Allerførst synes teksten at være overinstrueret, men den bæres alligevel overbevisende igennem af Anja Nielsen og Anne-Sofie Krogh Jensen, og danner en smuk helhed, hvor tekst, instruktion og spil passer sammen. Det er en visuelt stærk forestilling, hvor de to kjoler langsomt mister deres farver og næsten forsvinder. Sjældent har Bådteatrets lille scene været smukkere, og alligevel er der næsten intet, men der er det der skal være. På forscenen to sorte vaskebaljer. En tørresnor i loftet, hvor vasketøjet hænges til tørre, skaber forbindelsen til den grå hængesofa på bagscenen. Det er trøstesløst, men virker poetisk dragende. Det er alt og intet.

 

 

Teksten er luftig, men fungerer godt som trampolin for både spillere og instruktør. Ordene er som edderkoppespind, der klistrer til kroppen. Som de blødende knoer under den ene af de to medvirkendes tvangsmæssige og endeløse vaskerutiner. Ikke engang sneen i haven bringer lindring. Sneen nærmest klæber til kroppen. Der sker ingenting og alting, mens luften langsomt presses ud af rummet. Der er mindelser til Strindbergs ”Et Drømmespil”, hvor døre og vinduer klistres til og personerne gisper for at få vejret og til Sartres ”Lukkede døre”, hvor helvede er at befinde sig i et limbo, hvor ingenting ændres og hvor alting bare fortsætter uden at der alligevel sker noget, men i JEG GAV DIG AVISEN er der alligevel et lille håb, en lille åbning om at vi alligevel kan nå hinanden til sidst. Ikke meget, men lige akkurat nok til at vi har noget at gå hjem med, mens vi bærer smerten med os videre. Det gør ondt og det svier, men det er scenisk smukt og visuelt spændende forløst i JEG GAV DIG AVISEN.

  

Foto: Jonas Krogh Jensen

 

 

JEG GAV DIG AVISEN

Spilleperiode: 9.-12. juli 2015 på Bådteatret 

Dramatiker: Tomas Lagermand Lundme

Instruktør: Lotte Arnsbjerg
Medvirk.: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekniker: Christoffer Pihl
Kostumer: Maria Louise Suhr

Varighed: Cirka 50 min.

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K

Læs mere.

 

TEATER HVIS i samarbejde med BÅDTEATRET/UBÅDEN 2015