Det, som Nina Harboe bruger knap 500 sider på at beskrive, ville sagtens kunne siges på 100 sider, og så alligevel ikke, for som bogens undertitel siger, er det en personlig beretning. Det skal vi være glade for. Hvis vi vitterlig gerne vil forstå de dilemmaer, man befinder sig i som pårørende til en demensramt, kræver det meget mere end de knap 500 sider. Nina Harboe træder os åbenhjerteligt i møde med sin beretning, der nok er omstændelig – og sine steder kunne være kortet betydeligt ned, når der fx tales om forskellige film med demens-tema (for det kan man læse om andre steder). Til gengængæld giver omstændigheden fuld mening, når der også berettes om ægtemandens sidste svære tid. Det er svært ikke at fælde en tåre, når vi tages med ind i de sidste overvejelser i forbindelse med liv og død. Det sættes endnu mere på spidsen, eftersom demens-sygdommen har det særlige, at den går og kommer som en tyv om natten, indtil den slår sig permanent ned i den syges hjerne og faktisk æder hjernen op indefra. Det er ubehagelige ord, og fakta er, at forløbet ikke er smukt. Det er brutalt og barbarisk, men ikke desto mindre er det kun ved at gå ind i det, at det er muligt at håndtere. Håndtere det? Kan man overhovedet? Muligvis ikke, men bogen er samtidig en smuk og barsk beskrivelse af den sidste tid, der pludselig indtræffer, når vejen ender for en demensramt.
Nina Harboe
skriver godt. Selv om bogen i store træk består at dagbogsnotater, er det
harmonisk smeltet sammen med hendes overvejelser, der er mere generelle og
hævet over dagbogsnotaternes øjebliksregistreringer. Dertil er hun heldig og
særdeles privilegeret i og med, at hendes mands barndomsven, Martin, indgår i
en livlig og veloplagt mailkorrespondance, der fylder lige så meget som
dagbogsnotaterne, hvis ikke mere. Det er de to, der primært er omkring Steen,
som Nina Harboes mand hedder. De har selvfølgelig forskellige forhold til Steen.
Steen har været gift én gang tidligere, før han bliver gift med Nina. Han er
psykolog, og hun er socialrådgiver. I flere tilfælde arbejder de samme. De
rejser meget. De er interesserede i klassisk musik og opsøger
Wagner-forestillinger flere forskellige steder i Europa. Steen er også
radio-entusiast og har en stor samling af radioer og lydanlæg – og har
indrettet et særligt rum i kælderen til det. Martin er hans barndomsven. De
fulgtes ad i skolen og også i årene efter. Men Martin var aldrig hans
fortrolige – og det er egentlig rystende, når Nina siger det samme. Det er
derfor et ret komplekst billede, vi får af Steen. For han beskrives også som
en, der meget tit placerede sig i centrum af et selskab, med stor
diskussionslyst og sin ofte ret ukompromisserende adfærd. Der er ingen tvivl om,
at han har være yderst beleven og spændende at tale med, men at han også
samtidig må have været ret reserveret.
I en latinamerikansk
børnebog blev demens beskrevet som en rist oppe i hovedet på en påfugl. Når den
rystede hovedet, faldt filteret på plads, så tanker, ord og følelser uhindret
kunne passere igennem, men når filtret sad fast, var alting kaos.
Især Martin
er god til at gengive samtaler med Steen, hvor vid og lune trænger igennem i
korte frysende og særdeles ærlige ordvekslinger. Det ene øjeblik kigger vi lige
ind i sjælen, og det næste øjeblik er alting absurd som i ”Slutspil” af Samuel
Beckett. Måske er Beckett en god reference, for der er ingen mening, og
samtidig er der masser af mening, men vi skal selv finde den. Det gælder også
for læseren af Nina Harboes personlige beretning KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?
Nina Harboe:
KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?
– en personlig beretning.
Forlaget mellemgaard, 2018.
495 sider
.jpg)
