Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer og ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da en flagstang med Dannebro bæres ind og lige akkurat kan stå oprejst i det højloftede rum, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen. Bamses landeplage synges både fra scenen og blandt publikum. Det kommer til at virke som en sukret bitter pille efter alle de livshistorier som vi har været vidne til denne eftermiddag på Edison.
Der er den syriske officer, der med skarptskårent ansigt som mejslet i sten, beretter om at han gik ind i militæret for at forsvare landet og kæmpe for det gode, men da hæren bliver sat ind mod befolkningen og dræbte hans egen familie efterlod det ham med bare to muligheder: at blive i hæren eller at desertere og risikere livet ved at flygte.
Når de træder frem til mikrofonen aflæser vi
dem intuitivt. Vi ser det i deres ansigter, vi hører det i deres stemmer. Det behøver ingen oversættelse. Det ligger
som en trækning i kroppen og en skygge hen over ansigtet. Vi ser og fornemmer deres kamp. Det er overlevere vi er sammen med. Det er dem der klarede flugten. Dem der
rejste sig og gik videre. Dem der aldrig nåede frem er også med. Som skygger er
de der. Men det er også et møde med os selv.
Vi, publikum, kigger på dem, som ser vi ind i et spejl. Vi sidder trygge og
velnærede i salen, mens flygtningene på scenen optræder som sig selv. De
danser, synger og agerer. Deres historier kræver ingen dramatisering, men et
blik for, hvordan man bygger et forløb op for så mange mennesker, sådan så den
5 ugers workshop, der har ligget til grund for forestillingen, leder frem mod
det vi nu kan se og opleve på scenen.
Det
50-årige ægtepar, Amal og Khalid, er statsløse palæstinensere fra Syrien. De fortæller om hvordan de mødtes. En
historie, der kunne have foregået alle steder og til alle tider. Deres tre
døtre musicerer til forestillingen. Den 16-årige datter rejser sig fra sit
strengeinstrument for at synge en rørende smuk arabisk sang. Teksten bliver samtidig
vist på bagvæggen. Den handler om Sara. Lille Sara med et skudhul i hovedet.
Sara som snigskytten får ram på.
Maher
fra Syrien er i 20´erne og ville være flygtet alene, men naboen betalte ham for
at tage den 15-årige søn med. Det havde han ikke råd til at sige nej til. Før
sejladsen blev de tilbudt at købe redningsveste til 50 euro
stykket, men det havde de ikke råd til. De var 20 i gummibåden. Ham der styrede var
elendig til det, så de kom ud af kurs og havnede, hvor der var en ekstra tæt
og streng kystbevogtning. De måtte punktere gummibåden, da de blev opdaget og
et kystfartøj nærmede sig, for hvis de var ved at drukne ville kystpatruljen være
forpligtet til at bjerge dem i land. Alle i området havde fået strenge instrukser om
ikke at hjælpe flygtningene.
18-årige
Hafiz fra Afghanistan er gudesmuk, og ligner mest af alt en mørklødet Prins
Valiant. Han drømmer om at blive enten skuespiller eller politibetjent. Det skal
nok lykkes. Sammen med Shirin, en jævnaldrende ligeså smuk pige, illustrerer de muntert
”Kærlighed i Afghanistan”, hvor fyren lader en seddel falde på jorden til
pigen, der skjult og rødmende samler den op. I ”Kærlighed i Syrien” er det pigen,
der kaster en seddel til fyren, der triumferende griber den. Mens i ”Kærlighed
i Danmark” var de begge vildt dansende og drikkende – og helt uden sedler.
Mohannad
er 24 år og fra Syrien. Han hjalp med at købe medicin og bringe det til de belejrede
områder udenfor Damaskus. Da hans kontaktperson blev afsløret er Mohannad nødt
til at flygte. Han taler efter 9 måneder er overraskende flot og nuanceret
dansk, og drømmer om at tage en PHD i kemi i Danmark. Hans elegante danske sprogbeherskelse
viser med al tydelighed at det nok skal lykkes for ham. Men han savner sin
kat og håber og længes efter at få en ny kat som uden tvivl også ville kunne bliver
verdens klogeste kat i kemi.
Den
transkønnede Brenda blev fængslet 9 gange i Uganda for at være den hun er. Mens hun
var fængslet den sidste gang blev loven om at forbyde homoseksualitet vedtaget og derfor måtte hun flygte. Men hun er glad for at være i DK og især for hotellet, hvor
hun er indkvarteret, hvor hun oven i købet bliver behandlet godt. I hendes
hjemland er det forbudt for en som hende overhovedet at bo på hotel.
Alle
60 medvirkende har været i Danmark fra 2 måneder til 1½ år. Det er overvældende
så godt flere af dem taler dansk. De er fra Eritrea, Syrien, Afghanistan, Congo, Uganda og Iran og har tilbragt de seneste fem uger i selskab med professionelle instruktører og coaches inden for teater, rap, sang of dokumentarfilm. Mange frivillige har medvirket for
at det praktisk har kunnet ladet sig gøre. De dygtige workshopledere har været Zaki Youssef, Wahid Mahmoud, Young, Helle Rossing, Jonas Rohold og Torben Simonsen. Josephine Nørring var skuespillercoach. For instruktørerne Kasper Sejersen og Mia Lipschitz er det
en personlig sejr og en professionel bedrift at det er lykkedes at få
forestillingens mange medvirkende og deres endnu flere historier til at blive til et organisk samlende
hele.
EN LILLE BÅD DER GYNGER er en forestilling, der sætter ansigter, navne og historier på de nyankomne. De drømmer om demokrati og menneskerettigheder. Om at få et liv uden krig, hvor de kan studere og arbejde, forelske sig og stifte familie. De drømmer om at blive en del af Danmark.
Som en af de medvirkende sagde i den efterfølgende Q&A, så stoler de på os, men det er svært at finde vej ind i et for dem helt nyt samfund. Det kan de ikke gøre alene. Vi er nød til også at stole på dem.
Summercampen
for flygtninge i 2015 og forestillingen EN LILLE BÅD DER GYNGER er skabt i et
samarbejde mellem C:NTACT og Integrationsnet. C:NTACT er en selvstændig fond,
der med den personlige historie i fokus har skabt levende møder mellem
mennesker siden 2004. Integrationsnet har specialiseret sig i at laver
sommerskoler for flygtninge. Er en del af Dansk Flygtningehjælp og har de
sidste 3 år med stor succes afholdt sommercamps. Projektet er støttet af
Bikubefonden, Gentofte, Tårnby og Frederiksberg kommune. Sideløbende med
teaterprojektet er der blevet produceret 3 film, der blev vist før og efter
forestillingen i et tilstødende lille filmlokale, hvor man kunne høre endnu
flere personlige beretninger.
Forestillingen kunne opleves ved 2 forestillinger den 30. og 31. juli 2016 på Edison.
