Tredobbelt anmeldelse: SPRÆKKER i Hal9 i Roskilde, TIL UNGDOMMEN på Teater V. og PERMANENT MIDLERTIDIG på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen.

SPRÆKKER

”Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie må vi nærme os livets skjulte hemmeligheder.”

Vi bliver ført indenfor i den store tomme lagerhal og placeret på træstubbe i en halvcirkel og får udleveret hver sin varme sten. Det er nødvendigt med en varm sten, for det er koldt både inde og ude. Vi kigger mod hallens midte, hvor store stenblokke ligger belyst og ligner  Stonehenge. Skikkelser danser rundt om som var vi indbudt til at overvære urgamle ritualer i danseforestillingen SPRÆKKER af kunstnerduoen Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. De har allerede skabt adskillige forestillinger sammen, hvoraf fem har været Reumertnominerede. De er alle blevet til under Aaben Dans, der er egnsteater i Musicon i Roskilde. Ved at følge Rabalderstræde kommer man ned til Lydmuren, hvor Hal9 er stedet, hvor ritualerne udspiller sig i vores midte.

Foto: Ditte Valente.

Thomas Eisenhardt er grønlandsk/dansk danser og koreograf og til daglig leder af Aaben Dans. Catherine Poher er fransk iscenesætter.

Gentagne gange kom jeg til at tænke på min tid som stenaldermand i Sagnlandet Lejre, hvor vi gik i offerprocessioner ned til den nærliggende mose, for også i SPRÆKKER er vi ude i en tilbedelse af naturen og dens elementer. Vi bliver placeret i en magisk virkelighed, hvor mennesker, dans og urelementer smelter sammen. Det er frydefuldt at bliver placeret uden for tid og rum, for i den time som forestillingen varer, forsvinder alt andet. Der er kun dette nu som vi deler.  Alle særpræg forsvinder i mørket, og vi er ladt tilbage i en tilstand, hvor alt er flydende. SPRÆKKER hvisker til os og minder os om det vi er rundet af.

Foto: Ditte Valente.

I begyndelsen bliver vi som publikum inddelt i to grupper, og jeg er alt for optaget og opslugt af det, der udspiller sig omkring os, til at jeg kan oveskue, hvad den ANDEN gruppe oplever. Hallen er 90 meter lang, og virker så enorm og så lang, at de sagtens kan opleve en del af det samme, nærmest spejlvendt – og alligevel overrasker det gang på gang, når de pludselig træder ind igennem de to endevægge og går i procession frem mod os med grønne grene og  lysende papirlamper. Eller endnu mere abstrakt, når de kommer gående gennem hallen for at ende på et tæppe bærende på alskens abstrakte objekter også med lys i. Der står de helt stille, meget koncentreret og afventende. Ja, de står tæt sammen, mens vi cirkler rundt om dem. Ikke en eneste af dem flakker i blikket. De står dybt koncentrerede, og jeg tænker: Er det virkelig anden del af publikum, unge som gamle, der formår at indleve sig så intenst i oplevelsen? Hvordan kan det lade sig gøre? Bagefter bliver jeg opmærksom på, at der også medvirker et hav af statister, men i øjeblikket virker det overvældende, fordi jeg forføres til at tro, at det er de øvrige publikummer, der lever sig så intenst ind i stemningen.

Foto: Ditte Valente.

Teknisk er det en kompliceret forestilling, men det afvikles så gnidningsløst, at teknikken helt forsvinder og blot lader oplevelsen stå tilbage, der, lysende i mørket, omgivet af et brus af lyde og musik. 

Danserne er iført tidløse dragter i afdæmpede jordgrønne nuancer. De kunne være trådt ud af en science fiction-film, hvor menneskeligheden er reduceret til ansigtsløse arbejdere. Deres udtryk er nærmest udviskede, og de udviser ingen emotioner. De er så at sige gået i ét med naturen. Dansen imellem dem centreres omkring naturens elementer, og de er ikke længere til stede som individer, men mere som repræsentanter for en uddøende eller måske netop en opblomstrende race. Selv om deres dans til tider rummer en vis grad af inderlighed, gør dragterne og deres manglende ansigtsudtryk, at de fremstår som de store stenblokke midt i rummet, der belyses på forskellig vis. Nogle gange som ren magi i et urgammelt ritual. Andre gange blodrødt og pulserende. Eller som det sker mod slutningen, med små omkringvimsende celler, sædceller eller slanger fulde af liv, der breder sig og snart efter også aftegner sig på gulvet og vimser hid og did i deres søgen efter at undfange liv.

Foto: Ditte Valente.

Vi går derfra med et håb for artens overlevelse. For vor overlevelse. Der er trods alt stadig håb for os og vor klode. Og hvornår er der ellers mulighed for at opleve det orkestreret til et så fuldendt hele, hvor rum, bevægelse, musik og lyd smelter så perfekt sammen?

Godt nok er det ikke det letteste at finde frem via Rabalderstræde og gennem Lydmuren til Musicons Hal 9, men det er det hele værd.

Det sidste jeg hører, strømmende ud fra en højtaler placeret udenfor, er ordene: 

”Der er tre fænomener som vi alle kender, men som videnskaben ikke kan forklare: Tyngdekraften, livet og bevidstheden.”

SPRÆKKER 

HAL9, Musicon, Roskilde

En danseperformance og -installation

Af Thomas Eisenhardt og Catherine Poher

16.-26. november 2021

60 min.

Koncept, koreografi, instruktion, scenografi: 

Thomas Eisenhardt og Catherine Poher

Dansere: 

Antoinette Helbing, Nanna Hanfgarn Jensen, Fabio Liberti og Ole Birger Hansen

Komponist/lydproducent: Mads Emil Nielsen 

Lysdesign: Carina Backman

Projektioner: Olive Guillemain

Kostumedesign: Franciska Forslund Toubro, 

praktikant ved Stockholms Konstnärliga Högskola

Tekniker/afvikler: Elke Laleman

Publikumsværter: 

Merete Dam, My Lindblad Szlavik, Lars Bjørn Hansen og Thomas Nørskov

Sang: Alfred Halfdan Murray / Benjamin Skjoldager Fangel

Vokal indstudering: Michael Min Knudsen

Percussion: Victor Dybbroe

Produktionsleder: Madeleine Lind Hoppe

Scenemester: Rose Marie Juul Lerstrup

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Grafisk designer: Line Thornberg

Statister (skiftende grupper): 

Gunilla Rasmussen, Bjarni Sørensen, Mette Kristensen, Malthe Eilersen, Niels Eilersen, Cecilie Post Kjærulf, Lucca Hermind Nørregren Mogensen, Merete Krabbe, Signe Kristine Hermind, Annie Nilsson, Flemming Hornskov, Matilde Christiansen, Matilde Keiniche Green, Helle Berggren Balslev, Nana Gammelgaard, Louise Faurholt Maiboe, Birgitta Dehn, Marianne Jørgensen, Peter Byrholt, Eve Eisenhardt, Sven Molin, Alaia Alonso-Rabade, Lisbet Nielsen og Eya Hildebrand Larsen.

Producent: Aaben Dans

Hjemmeside & billetter

Læs mere om Catherine Poher

Se filmintroduktion til SPRÆKKER (via Facebook)

Husk varmt tøj!

 *

 

Foto: Martin Høyer.

TIL UNGDOMMEN

Linn Skåbers roman ”Til ungdommen”, der består af autentiske ungdomsstemmer og historier, er bearbejdet til teater og instrueret af Pelle Koppel på Teater V. Det er dejligt forfriskende at se nye og unge ansigter på scenen: Lue Støvelbæk, Malaika Berendt Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen, hvoraf de tre er debutanter. Det er svært ikke at blive forelsket i dem alle fem, for de sigter med deres historier lige efter hjertet - og rammer rent. Så enkelt kan det siges. Instruktionen er fortræffelig, ligesom deres spil. Meget er givet på forhånd, for med deres unge alder bærer de en masse energi og historier med sig, og som sættes fri på scenen, men det bedste er, at forestillingen formår, med sine mange stemmer uden nogen sammenkædende historie, at beskrive de mange forskellige liv og følelser, så det samler sig til en fællesberetning, der meget sigende har beholdt romanens titel. Det er en hyldest til den tid, hvor alting er nyt og ukontrolleret. Det er en tid og en periode, hvor alting prøves af. De enkelte historier er meget rørende, rå og direkte, men rummer samtidig en blødende blufærdighed, hvor et enkelt ord fra den elskende, kan få hele verden til at bryde samen. Det er en verden holdt sammen af kærlighed – eller manglen på samme. Verden bliver hele tiden skabt og brudt ned på sekunder. Det er både tidens og periodens fortryllelse og forbandelse.

Foto: Martin Høyer.

De fem medvirkende er sammen eller hver for sig på den ellers tomme scene. På baggrunden opprojiceres fotos af de lokaliteter, hvor historierne foregår. De vises op mod en fritstående bagvæg, der lige så godt kunne være et bustop eller muren ved en tunnel. Et sted, hvor man sidder og venter. Venter på virkeligheden for at kunne undslippe barndommen og ungdommen. For at give sig i kast med voksenlivet. Det er det de alle længes efter, men selv om det er en forfærdelig, meget berigende og krævende periode, ved de endnu ikke at for mange vil det være den periode som de senere i livet længes tilbage mod. Det er det jeg hører fra mange. For mig er det nærmest modsat. Jeg var lykkelig for at lægge barndom og ungdom bag mig. Men det er jo individuelt. 

Foto: Martin Høyer.

Det er også en forestilling om drømme. Drømme, der kan blive så store, at de opsluger én helt. Drømme, der knuses og aldrig mere bliver sig selv igen. Allermest banalt og rørende er det gengivet i den drømmende scene om at være renovationsarbejder. At stå der bag på skraldebilen i bar overkrop og smile og småsnakke med morgenkækkke piger i vinduerne. Men sådan skulle det ikke blive, for faren ønsker, at sønnen ”skal blive til noget”, og han får i stedet et job, hvor han skal have jakkesæt og slips på. Det lyder ikke af meget, og teksten er også virkelig banal. Men det lever og ånder der på scenen – ligesom alle de øvrige, og følelsesmæssige meget mere komplicerede scener. Det hele er skildringer af levet liv, der gløder og ofte også gør ondt – og minder os om alt det, der ligger bag os. TIL UNGDOMMEN er en uhyre smuk rejse tilbage til et land, der ligger lige under overfladen hos os alle. Stort tillykke til de fem skønne unge skuespillere og til Pelle Koppels flotte orkestrering af ordene og følelserne i TIL UNGDOMMEN. Tak for forelskelsen!

TIL UNGDOMMEN

Teater V

16. 11.- 4. 12. 2021

Medvirkende: 

Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen

Manuskript: Linn Skåber

Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdning: 

Pelle Koppel

Producent: Teater V

Foto: Martin Høyer

Varighed: Ca 80 minutter

 Hjemmeside & billetter.

 

*

 

Foto: Jón Bjarni Hjartarson.

PERMANENT MIDLERTIDIG

11 unge stiller op med deres flygtningehistorier. De er i alderen fra 15-19 år og kommer fra bl.a. Syrien, Iran, Irak og Colombia. Tre af dem er i mellemtiden blevet hjemsendt, de resterende otte fortæller om flugt og tilpasning i det nye land, Danmark. Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam fortæller om at høre til og om de drømme, som de har haft med sig – og også om, hvor svært det er at få drømmene til at gå i opfyldelse. Fælles for dem alle er, at det må have krævet umådelig styrke at stille op med deres historier hos C:NTACT, der har til huse på Betty Nansen Teatrets intimscene Edison på Frederiksberg.

”C:NTACT skaber levende møder mellem mennesker. I C:NTACTs forestillinger kan du opleve mennesker fortælle deres historier fra scenekanten. Vi giver stemme til marginaliserede grupper i samfundet for at opløse fordomme og skabe dialog.”

Forestillingen er instrueret af Babak Vakili og Zaki Youssef. Fortællingerne er bearbejdede til lydfortællinger.  Det er første gang, at jeg har oplevet, at de ikke fortælles live fra scenen, men i stedet på forhånd er indtalt og klippet sammen, og afspilles som et lydspor, mens personen selv stiller sig tavst frem på forscenen. Fotos af dem projiceres imens op på bagvæggen. Under deres fornavne er deres flygtningestatus beskrevet med ordene: ”Afvist opholdstilladelse”, "Midlertidig opholdstilladelse” eller ”Hjemsendt”.

16-årige Ana fra Iran danser, og sikke en dans! Det var ganske betagende og også et nødvendigt åndehul mellem beretningerne. Da hun griber mikrofonen, bliver det hele endnu mere nærværende.

”I mit hoved eksisterer muligheden for, at vi bliver sendt tilbage til Iran ikke. Jeg har valgt ikke at tænke på det. Min mor har 94 piskeslag til gode i Iran. Det ved Danmark godt.” (Ana, 16 år)

Fælles for dem er, at de fortæller med et ungdommeligt gåpåmod, der gør indtryk.

Forestillingen begynder med, at alle otte sidder i én række i hver side af scenen, skrånende ind mod midten, hvorefter de på skift rejser sig og går ind på midten, mens vi hører deres ord. De har været i Danmark fra 2-5 år og taler flot dansk. Der står tomme stole, hvor tre af de medvirkende skulle have siddet, hvis de da ikke i mellemtiden var blevet hjemsendt.

“Nogle gange det er svært at være ny her. Men jeg kan gå i skole. Der er sport. Jeg går til boksning med mine venner. Der er mange muligheder. Mange flere end i Syrien.” (Ahmad A., 15 år)

I filmede klip på bagvæggen forklarer en jakkesætsklædt beslipset nyhedsoplæser forgæves asylsystemet i Danmark. Det bliver gjort nøgternt, men det er svært at få det til at lyde naturligt, for det hænger ikke sammen – og giver ingen mening.

Asylreglerne er det første vi møder. De glider ned over bagvæggen til lyden af en sørgmodig salme. Indtrykket, der står tilbage er, at det er pinligt, at vi ikke bare lukker dem indenfor i vores fællesskab, men i stedet lader dem rådne op i afrejsecentre rundt i landet. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan er det kommet dertil? Vi kalder det et velfærdssamfund, men det er tydeligt at velfærden ikke gælder alle.

”Jeg så demonstrationer, tusinder mennesker var samlet. De råber frihed frihed - for dem var frihed noget fremmed. Men så hørte jeg skud, så hørte jeg skrig. Snart var der krig” (Mohamad, 16 år)

Der er et stort varmt bifald efter hver beretning. Vi klapper af deres mod, og klapper også et håb frem, om at det alligevel skal lykkes for dem, og at de ikke bare skal vedblive med at være her permanent midlertidigt.

PERMANENT MIDLERTIDIG

Af C:NTACT på Edison

15. – 24. november 2021

70 min.

Medvirkende: Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam

Forestillingen er et samarbejde mellem C:NTACT og Red Barnet Ungdom.

Efter forestillingen er der en Q&A, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende.

Hjemmeside & billetbestilling.

 --------------

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

En som dig (2021)

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Se oversigten over de 

201 andre anmeldelser

*

 

Dobbeltanmeldelse: HERFRA MIN VERDEN GÅR på Riddersalen og RUSTUREN på Edison

 

Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)

 

Det var en stor og berigende oplevelse at se de to teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen” på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige, og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om, at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande. Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.

I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag over næsen

HERFRA MIN VERDEN GÅR

 

Fotograf: Simon Jeppesen

Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen ”Herfra min verden går” at give os den følelse.

Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord- og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien – og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”

Vi satte os på hver vores pude – på hver vort kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem, men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen. Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud – og familien rejste med i sympati.

Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige, flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun stadig var flygtning.  Vi hørte hendes egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen. Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over, hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte til og kunne huske, var dansk. Hun måtte leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde – på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive. 

Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere: Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen  brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.

----------------------------

RUSTUREN

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse. ”Men det er jo bare for sjov!” På mange måder er det en forestilling, der handler om grænser og smertepunkter inde i os og imellem os. Dem, som vi støder os på, når vi søger hinanden, for det er let at komme til kort i teatertekstens labyrintiske blindgyder.

Rammen med de 6 unges rustur er perfekt, for i den ligger det implicit, at det er jo bare en leg, som en af de medvirkende gentager flere gange: ”Det er jo bare en leg. Slap af!” Men det bliver en dødelig leg. For hvem overlever psykisk? Hvem har privilegier og benytter sig af dem?

Som typer var de 6 personer både stærke og kraftfulde, og først og fremmest fuldt troværdige.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

Samir (Lior Foighel) er den første, der bliver præsenteret i en af de 6 monologer, som forestillingen også rummer. Han er Avedøre-drengen, der flytter til Østerbro. Han føler sig hjemme, der hvor han kommer fra, men ikke der, hvor han kommer hen, og alligevel klarer han sig igennem på sine gadedrenge-manerer. Han kan i og for sig spille og tale alle sprog, men har tabt sig selv på den sociale opstigen. For selv om at han får alle til at tro, at han er frisk på en slåskamp, og i hvert fald ikke går af vejen for en, så har han ikke været ude for at slås siden han var 12 år. Når han er tilbage i barndomskvarteret, nikker han måske nok til barndomsvennerne, men han er ikke mere en del af det fællesskab, der tidligere gav ham hans sikkerhed og tryghed. Nu er han hjemløs. Det er de andre 5 personer som udgangspunkt ikke. Eller måske er de alligevel?

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

 

Emad (Wahid Sui Mahmoud) er muslim af arabisk herkomst. Han går måske lidt for langt med på de andre drenges narrestreger for ikke selv at stikke for meget ud. Rigtig interessant bliver det, når han går op imod stykkets arabiske pige, Aliyah (Amina Tornak), for er hun dansker eller araber? Selv siger hun, at hun er dansker OG araber. Men kan man være begge dele - og så trække det mest fordelagtige frem, alt efter den sammenhæng man befinder sig i? Det er et godt spørgsmål, som teksten efterlader os med.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Michael (Nicklas Søderberg Lundstrøm) er mand, hetero, lyshåret og dermed særligt privilegeret, og det er da også ham, der styrer løjerne sammen med Aliyah. De er en slags vejledere på turen, selv om de også er med på samme vilkår som de andre. Det er de to, der for så vidt sætter spillereglerne. Men de andre har en pointe, når de peger Michael ud og siger, at han egentlig aldrig siger, hvad han selv mener. Han slår det altid hen og tilbage på dem, der spørger. Men hvad mener han selv?

Så er der Sarah (Molly Egelind), der måske/måske ikke bliver voldtaget til rusfesten. Ville hun eller ville hun ikke? Var hun for fuld til at sanse noget. Hvad var det egentlig, der skete?

Klara (Julie Jeziorski) er uden for fællesskabet og ønsker heller ikke at være en del af det. Ikke for enhver pris. Hun havde håbet, at eftersom de alle læser statskundskab ville niveauet være højere, også på rusturen, så det ikke bare ville handle om pik og patter. Hun er lesbisk eller er i hvert fald draget af det. For så vidt er hun stykkets syndebuk. Til gengæld tager hun til genmæle i stykkets epilog, hvor hun gør op med sin egen tekst og rolle.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Det er en fantastisk tekst, der er stramt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Efter forestillingen var der stående applaus. Jeg ved ikke, hvorfor de andre klappede, men jeg gjorde det pga. den geniale tekst udsat for 6 personer, der hver især ydede en flot præstation, men allerbedst var deres sammenspil. Sproget hidsede, bed og gnavede helt ind til knoglen, og nogle gange bed den sig så fast, at knoglerne brast. Det er en fornøjelse, når sproget er så tæt, at de mindste nuancer svirpede ud over scenekanten, og rammer publikum lige i panden – for der blev det siddende, det sved, sådan som det gør, når der virkelig er noget på spil – og i spil, når dramatikerne Zaki Youssef og Babak Vakili selv har noget i klemme, og spiller hårdt ud med det. Ikke mindst i den afsluttende epilog, der ikke skal røbes her, men som står bankende flot og pulserer – og svier, når forestillingen er ovre, og vi forlader vore pladser i teatret og går ud til vort liv. Måske troede vi, at forestillingen bare var en pause fra vore egne problemer. Men vi skulle blive klogere og opdage, at det, der var pausen, viste sig at være det essentielle. At det var dér at vi med vores medliden i det der skete på scenen ramte det centrale i vore liv, dér hvor det gør ondt, fordi vi selv er i tvivl om, hvor vi selv er, og hvor grænsen går.

Det er en inciterende rustur vi er inviteret med på. Alkoholen og rusen får problemerne op til overfladen. Scenen mellem den frigjorte danske pige og den snerpede arabiske pige er måske stykkets stærkeste scene, fordi det langsomt bliver tydeligt, at de hver især spiller op mod den, de TROR den anden er – og det er måske, det som teksten og forestillingen først og fremmest kredser om. Den viser os billeder af hinanden og det, vi tror om hinanden. For vi tror så meget, og ved så lidt. Det er en værdifuld pointe.
 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Det er noget vi hele tiden taler om, og alligevel får vi aldrig rigtig fat. Som om vi med vores almindelige talesprog ikke kan gribe og holde fast i det. Det smutter hele tiden fra os. Vi er for kluntede, for bange og for svage. Det kræver simpelthen noget andet værktøj. Og der kan vi f.eks. gå i teatret og nogle gange blive rusket og mindet om, at verden og livet har mange flere facetter af noget, vi troede vi for længst havde debatteret til døde. Det er som om sproget giver op og synker dødt til bunds i det floskelfyldte politikersprog fyldt med lette og hurtige slagord, der tilflyder os i en lind strøm i jagten på stemmer til det kommende folketingsvalg. Det er sørgeligt, at vore liv ligger i hænderne på politikere, der har så dårligt fat og greb om det vigtige. De burde gå mere i teatret. For ved at traske af de almindelige og udtrådte diskussionsstier kommer vi ingen vegne, der skal simpelthen banes helt nye stier og veje for at få den nødvendige indsigt, der kan løfte debatten.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

-----------------------------------------------------

HERFRA MIN VERDEN GÅR

Varighed: 40 min. uden pause

Koreografi, iscenesætttelse og koncept:
Ingrid Tranum Velásquez,
Anette Asp Christensen,
Alexandra Hallén,
Annika Nilsson

Medvirkende:
Ingrid Tranum Velasquéz,
Anette Asp Christensen
Alexandra Hallén

Producent: NextDoor Project

Komponist: Alexandra Hallén

Scenograf: Annika Nilsson

Interviews og lydoptagelser:
Maj Horn & Eduardo Abrantes

Idé og kunstnerisk ledelse:
Ingrid Tranum Velásquez

Støttet af:
Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne Scene, Århus Kulturudviklingspuljen, BUPL.

Om NextDoor Project:
”NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion skabes et rum hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske begivenheder møder med og mellem sine omgivelser - lokalt såvel som globalt. Koreograf Ingrid Tranum Velásquez er kunstnerisk leder.”

Læs mere:
http://nextdoorproject.dk/da/produktioner/herfra-min-verden-gar

 

 

RUSTUREN

Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili

Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
 
Medvirkende:
Nicklas Søderberg Lundstrøm, 

Wahid Sui Mahmoud, 
Molly Blixt Egelind, 
Julie Jeziorski,
Amina Tornak
Lior Foighel
 

Instruktørassistent & forestillingsleder:
Jovana Zoric

Scenografi: Benjamin la Cour

Komponist: Troels Kampmann Kjær

Producent: C:NTACT

Spiller indtil den 14.9. 2018 på Edison

Se hjemmeside 

og billetter.

 

*

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
 

Mærket af livet (2018)

Der skal mod til (2016)

HOOYO! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ikk´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

Tidligere anmeldte forestillinger af
Kamilla Bach Mortensen:
 

Ondt blod (2012)

Sympati for djævelen (2014)

Turister (2015)

Fritz Hansen Folket (2017)

***

 

Anmeldelse: EN LILLE BÅD DER GYNGER på Edison.

 

 

Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer og ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da en flagstang med Dannebro bæres ind og lige akkurat kan stå oprejst i det højloftede rum, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen. Bamses landeplage synges både fra scenen og blandt publikum. Det kommer til at virke som en sukret bitter pille efter alle de livshistorier som vi har været vidne til denne eftermiddag på Edison.

Der er den syriske officer, der med skarptskårent ansigt som mejslet i sten, beretter om at han gik ind i militæret for at forsvare landet og kæmpe for det gode, men da hæren bliver sat ind mod befolkningen og dræbte hans egen familie efterlod det ham med bare to muligheder: at blive i hæren eller at desertere og risikere livet ved at flygte.

 

Når de træder frem til mikrofonen aflæser vi dem intuitivt. Vi ser det i deres ansigter, vi hører det i deres stemmer. Det behøver ingen oversættelse. Det ligger som en trækning i kroppen og en skygge hen over ansigtet. Vi ser og fornemmer deres kamp. Det er overlevere vi er sammen med. Det er dem der klarede flugten. Dem der rejste sig og gik videre. Dem der aldrig nåede frem er også med. Som skygger er de der. Men det er også et møde med os selv. Vi, publikum, kigger på dem, som ser vi ind i et spejl. Vi sidder trygge og velnærede i salen, mens flygtningene på scenen optræder som sig selv. De danser, synger og agerer. Deres historier kræver ingen dramatisering, men et blik for, hvordan man bygger et forløb op for så mange mennesker, sådan så den 5 ugers workshop, der har ligget til grund for forestillingen, leder frem mod det vi nu kan se og opleve på scenen.

         

Det 50-årige ægtepar, Amal og Khalid, er statsløse palæstinensere fra Syrien. De fortæller om hvordan de mødtes. En historie, der kunne have foregået alle steder og til alle tider. Deres tre døtre musicerer til forestillingen. Den 16-årige datter rejser sig fra sit strengeinstrument for at synge en rørende smuk arabisk sang. Teksten bliver samtidig vist på bagvæggen. Den handler om Sara. Lille Sara med et skudhul i hovedet. Sara som snigskytten får ram på.

Maher fra Syrien er i 20´erne og ville være flygtet alene, men naboen betalte ham for at tage den 15-årige søn med. Det havde han ikke råd til at sige nej til. Før sejladsen blev de tilbudt at købe redningsveste til 50 euro stykket, men det havde de ikke råd til. De var 20 i gummibåden. Ham der styrede var elendig til det, så de kom ud af kurs og havnede, hvor der var en ekstra tæt og streng kystbevogtning. De måtte punktere gummibåden, da de blev opdaget og et kystfartøj nærmede sig, for hvis de var ved at drukne ville kystpatruljen være forpligtet til at bjerge dem i land. Alle i området havde fået strenge instrukser om ikke at hjælpe flygtningene.

18-årige Hafiz fra Afghanistan er gudesmuk, og ligner mest af alt en mørklødet Prins Valiant. Han drømmer om at blive enten skuespiller eller politibetjent. Det skal nok lykkes. Sammen med Shirin, en jævnaldrende ligeså smuk pige, illustrerer de muntert ”Kærlighed i Afghanistan”, hvor fyren lader en seddel falde på jorden til pigen, der skjult og rødmende samler den op. I ”Kærlighed i Syrien” er det pigen, der kaster en seddel til fyren, der triumferende griber den. Mens i ”Kærlighed i Danmark” var de begge vildt dansende og drikkende – og helt uden sedler.

Mohannad er 24 år og fra Syrien. Han hjalp med at købe medicin og bringe det til de belejrede områder udenfor Damaskus. Da hans kontaktperson blev afsløret er Mohannad nødt til at flygte. Han taler efter 9 måneder er overraskende flot og nuanceret dansk, og drømmer om at tage en PHD i kemi i Danmark. Hans elegante danske sprogbeherskelse viser med al tydelighed at det nok skal lykkes for ham. Men han savner sin kat og håber og længes efter at få en ny kat som uden tvivl også ville kunne bliver verdens klogeste kat i kemi.

Den transkønnede Brenda blev fængslet 9 gange i Uganda for at være den hun er. Mens hun var fængslet den sidste gang blev loven om at forbyde homoseksualitet vedtaget og derfor måtte hun flygte. Men hun er glad for at være i DK og især for hotellet, hvor hun er indkvarteret, hvor hun oven i købet bliver behandlet godt. I hendes hjemland er det forbudt for en som hende overhovedet at bo på hotel.  

Alle 60 medvirkende har været i Danmark fra 2 måneder til 1½ år. Det er overvældende så godt flere af dem taler dansk. De er fra Eritrea, Syrien, Afghanistan, Congo, Uganda og Iran og har tilbragt de seneste fem uger i selskab med professionelle instruktører og coaches inden for teater, rap, sang of dokumentarfilm. Mange frivillige har medvirket for at det praktisk har kunnet ladet sig gøre. De dygtige workshopledere har været Zaki Youssef, Wahid Mahmoud, Young, Helle Rossing, Jonas Rohold og Torben Simonsen. Josephine Nørring var skuespillercoach. For instruktørerne Kasper Sejersen og Mia Lipschitz er det en personlig sejr og en professionel bedrift at det er lykkedes at få forestillingens mange medvirkende og deres endnu flere historier til at blive til et organisk samlende hele.

EN LILLE BÅD DER GYNGER er en forestilling, der sætter ansigter, navne og historier på de nyankomne. De drømmer om demokrati og menneskerettigheder. Om at få et liv uden krig, hvor de kan studere og arbejde, forelske sig og stifte familie. De drømmer om at blive en del af Danmark.

Som en af de medvirkende sagde i den efterfølgende Q&A, så stoler de på os, men det er svært at finde vej ind i et for dem helt nyt samfund. Det kan de ikke gøre alene. Vi er nød til også at stole på dem.

 

Summercampen for flygtninge i 2015 og forestillingen EN LILLE BÅD DER GYNGER er skabt i et samarbejde mellem C:NTACT og Integrationsnet. C:NTACT er en selvstændig fond, der med den personlige historie i fokus har skabt levende møder mellem mennesker siden 2004. Integrationsnet har specialiseret sig i at laver sommerskoler for flygtninge. Er en del af Dansk Flygtningehjælp og har de sidste 3 år med stor succes afholdt sommercamps. Projektet er støttet af Bikubefonden, Gentofte, Tårnby og Frederiksberg kommune. Sideløbende med teaterprojektet er der blevet produceret 3 film, der blev vist før og efter forestillingen i et tilstødende lille filmlokale, hvor man kunne høre endnu flere personlige beretninger.

 

Forestillingen kunne opleves ved 2 forestillinger den 30. og 31. juli 2016 på Edison.