Viser opslag med etiketten Wahid Sui Mahmoud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wahid Sui Mahmoud. Vis alle opslag

torsdag den 15. november 2018

Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad



Det særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne” foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til denne forestilling om flugt og hjemløshed.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Blanke spejlflader, mobile lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå” på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at  det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro og orden i et flydende og fritstrømmende univers. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sandra Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor”, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen, ”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge. 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet. Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og det var  smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med ”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og vigtige emner som de kredser om. Det virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.    
 

NYE HISTORIER – NYE VINKLER

Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs, giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen, når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke længere elsker ham og vil have ham?
Der er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.
Det er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været. De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem, der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte.  I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede – og ventede på slutningen.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor ”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i et helt nyt land tæt på dig selv.


DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik

I kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen en liste over de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne, men mange er også født her, så også dét er i forandring.  danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.

Historierne bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker – og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse, og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er. Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud. Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte? Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed i land.
Her er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.

TEATER:

”Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.).  Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det  at give os den følelse via forestillingen.

”Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili)  6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse.

”Fortællinger på flugt” (Bremen Teater, 2017) Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.

”HOOYO!” (Edison, C:NTACT, 2016) Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

”ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.

”EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen.

”Ondt blod” (Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt pistol i hånden. 

BØGER:

Vibeke Marx: ”En god flygtning” (Modtryk, 2017) Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men  romanen  fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin. 

Kristian Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman ud af.

Aleksandar Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er uafrystelige!

Saida Benakrich: ”Rejsen” (Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske.


---------------------------------
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
UDVANDRERNE

danskdansk & Teatergrad

70 min.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk



Spilleperiode & sted/billetsalg:
14. november kl. 19 (Premiere): Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
15. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
16. november kl. 10: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
17. november kl. 14: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
19. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
20. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Danmarksturné 2018:
21. november kl. 20: Baltoppen LIVE, Ballerup
28. november kl. 20: Kokkedal på vej, Helsingør Teater
29. november kl. 16 + kl. 19.30: Helsingør Teater
05. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus
06. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

tirsdag den 11. september 2018

Dobbeltanmeldelse: HERFRA MIN VERDEN GÅR på Riddersalen og RUSTUREN på Edison

 
Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)
 

Det var en stor og berigende oplevelse at se de to teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen” på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige, og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om, at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande. Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.
I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag over næsen

HERFRA MIN VERDEN GÅR
 
Fotograf: Simon Jeppesen

Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen ”Herfra min verden går” at give os den følelse.
Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord- og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien – og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”
Vi satte os på hver vores pude – på hver vort kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem, men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen. Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud – og familien rejste med i sympati.
Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige, flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun stadig var flygtning.  Vi hørte hendes egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen. Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over, hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte til og kunne huske, var dansk. Hun måtte leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde – på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive. 
Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere: Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen  brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.

----------------------------
RUSTUREN
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse. ”Men det er jo bare for sjov!” På mange måder er det en forestilling, der handler om grænser og smertepunkter inde i os og imellem os. Dem, som vi støder os på, når vi søger hinanden, for det er let at komme til kort i teatertekstens labyrintiske blindgyder.
Rammen med de 6 unges rustur er perfekt, for i den ligger det implicit, at det er jo bare en leg, som en af de medvirkende gentager flere gange: ”Det er jo bare en leg. Slap af!” Men det bliver en dødelig leg. For hvem overlever psykisk? Hvem har privilegier og benytter sig af dem?
Som typer var de 6 personer både stærke og kraftfulde, og først og fremmest fuldt troværdige.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson


Samir (Lior Foighel) er den første, der bliver præsenteret i en af de 6 monologer, som forestillingen også rummer. Han er Avedøre-drengen, der flytter til Østerbro. Han føler sig hjemme, der hvor han kommer fra, men ikke der, hvor han kommer hen, og alligevel klarer han sig igennem på sine gadedrenge-manerer. Han kan i og for sig spille og tale alle sprog, men har tabt sig selv på den sociale opstigen. For selv om at han får alle til at tro, at han er frisk på en slåskamp, og i hvert fald ikke går af vejen for en, så har han ikke været ude for at slås siden han var 12 år. Når han er tilbage i barndomskvarteret, nikker han måske nok til barndomsvennerne, men han er ikke mere en del af det fællesskab, der tidligere gav ham hans sikkerhed og tryghed. Nu er han hjemløs. Det er de andre 5 personer som udgangspunkt ikke. Eller måske er de alligevel?

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
 
Emad (Wahid Sui Mahmoud) er muslim af arabisk herkomst. Han går måske lidt for langt med på de andre drenges narrestreger for ikke selv at stikke for meget ud. Rigtig interessant bliver det, når han går op imod stykkets arabiske pige, Aliyah (Amina Tornak), for er hun dansker eller araber? Selv siger hun, at hun er dansker OG araber. Men kan man være begge dele - og så trække det mest fordelagtige frem, alt efter den sammenhæng man befinder sig i? Det er et godt spørgsmål, som teksten efterlader os med.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
Michael (Nicklas Søderberg Lundstrøm) er mand, hetero, lyshåret og dermed særligt privilegeret, og det er da også ham, der styrer løjerne sammen med Aliyah. De er en slags vejledere på turen, selv om de også er med på samme vilkår som de andre. Det er de to, der for så vidt sætter spillereglerne. Men de andre har en pointe, når de peger Michael ud og siger, at han egentlig aldrig siger, hvad han selv mener. Han slår det altid hen og tilbage på dem, der spørger. Men hvad mener han selv?
Så er der Sarah (Molly Egelind), der måske/måske ikke bliver voldtaget til rusfesten. Ville hun eller ville hun ikke? Var hun for fuld til at sanse noget. Hvad var det egentlig, der skete?

Klara (Julie Jeziorski) er uden for fællesskabet og ønsker heller ikke at være en del af det. Ikke for enhver pris. Hun havde håbet, at eftersom de alle læser statskundskab ville niveauet være højere, også på rusturen, så det ikke bare ville handle om pik og patter. Hun er lesbisk eller er i hvert fald draget af det. For så vidt er hun stykkets syndebuk. Til gengæld tager hun til genmæle i stykkets epilog, hvor hun gør op med sin egen tekst og rolle.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 
Det er en fantastisk tekst, der er stramt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Efter forestillingen var der stående applaus. Jeg ved ikke, hvorfor de andre klappede, men jeg gjorde det pga. den geniale tekst udsat for 6 personer, der hver især ydede en flot præstation, men allerbedst var deres sammenspil. Sproget hidsede, bed og gnavede helt ind til knoglen, og nogle gange bed den sig så fast, at knoglerne brast. Det er en fornøjelse, når sproget er så tæt, at de mindste nuancer svirpede ud over scenekanten, og rammer publikum lige i panden – for der blev det siddende, det sved, sådan som det gør, når der virkelig er noget på spil – og i spil, når dramatikerne Zaki Youssef og Babak Vakili selv har noget i klemme, og spiller hårdt ud med det. Ikke mindst i den afsluttende epilog, der ikke skal røbes her, men som står bankende flot og pulserer – og svier, når forestillingen er ovre, og vi forlader vore pladser i teatret og går ud til vort liv. Måske troede vi, at forestillingen bare var en pause fra vore egne problemer. Men vi skulle blive klogere og opdage, at det, der var pausen, viste sig at være det essentielle. At det var dér at vi med vores medliden i det der skete på scenen ramte det centrale i vore liv, dér hvor det gør ondt, fordi vi selv er i tvivl om, hvor vi selv er, og hvor grænsen går.
Det er en inciterende rustur vi er inviteret med på. Alkoholen og rusen får problemerne op til overfladen. Scenen mellem den frigjorte danske pige og den snerpede arabiske pige er måske stykkets stærkeste scene, fordi det langsomt bliver tydeligt, at de hver især spiller op mod den, de TROR den anden er – og det er måske, det som teksten og forestillingen først og fremmest kredser om. Den viser os billeder af hinanden og det, vi tror om hinanden. For vi tror så meget, og ved så lidt. Det er en værdifuld pointe.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
 

Det er noget vi hele tiden taler om, og alligevel får vi aldrig rigtig fat. Som om vi med vores almindelige talesprog ikke kan gribe og holde fast i det. Det smutter hele tiden fra os. Vi er for kluntede, for bange og for svage. Det kræver simpelthen noget andet værktøj. Og der kan vi f.eks. gå i teatret og nogle gange blive rusket og mindet om, at verden og livet har mange flere facetter af noget, vi troede vi for længst havde debatteret til døde. Det er som om sproget giver op og synker dødt til bunds i det floskelfyldte politikersprog fyldt med lette og hurtige slagord, der tilflyder os i en lind strøm i jagten på stemmer til det kommende folketingsvalg. Det er sørgeligt, at vore liv ligger i hænderne på politikere, der har så dårligt fat og greb om det vigtige. De burde gå mere i teatret. For ved at traske af de almindelige og udtrådte diskussionsstier kommer vi ingen vegne, der skal simpelthen banes helt nye stier og veje for at få den nødvendige indsigt, der kan løfte debatten.
 
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 
-----------------------------------------------------
HERFRA MIN VERDEN GÅR
Varighed: 40 min. uden pause
Koreografi, iscenesætttelse og koncept:
Ingrid Tranum Velásquez,
Anette Asp Christensen,
Alexandra Hallén,
Annika Nilsson
Medvirkende:
Ingrid Tranum Velasquéz,
Anette Asp Christensen
Alexandra Hallén
Producent: NextDoor Project
Komponist: Alexandra Hallén
Scenograf: Annika Nilsson
Interviews og lydoptagelser:
Maj Horn & Eduardo Abrantes
Idé og kunstnerisk ledelse:
Ingrid Tranum Velásquez
Støttet af:
Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne Scene, Århus Kulturudviklingspuljen, BUPL.
Om NextDoor Project:
”NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion skabes et rum hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske begivenheder møder med og mellem sine omgivelser - lokalt såvel som globalt. Koreograf Ingrid Tranum Velásquez er kunstnerisk leder.”
 
 
RUSTUREN
Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili
Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
 
Medvirkende:
Nicklas Søderberg Lundstrøm, 

Wahid Sui Mahmoud, 
Molly Blixt Egelind, 
Julie Jeziorski,
Amina Tornak
Lior Foighel
 
Instruktørassistent & forestillingsleder:
Jovana Zoric
Scenografi: Benjamin la Cour
Komponist: Troels Kampmann Kjær
Producent: C:NTACT
Spiller indtil den 14.9. 2018 på Edison
 
*
Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
 
HOOYO! (2016)
Ondt blod (2012)
Tidligere anmeldte forestillinger af
Kamilla Bach Mortensen:
 
Ondt blod (2012)
Turister (2015)
***