Anmeldelse: QUEENS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en teatergruppe under Teatergrad. De har altid følt sig hjemløse, men nu virker det som om at har taget bolig i denne hjemløshed. Det har ændret deres fokus, for fra at skælde ud på danskerne, er blikket gledet hen på dem selv, sådan så de nu fortæller historier om sig selv.  

QUEENS er historien om tre unge kvinder og deres ankomst til livet, sådan som det er set fra hver deres perspektiv. Det er tre danskeres historier om at være i live, i splid med sig selv og hinanden, og om de begrænsninger som de oplever at det giver. Først og fremmest er det et indblik i at være dansker, sådan som det ser ud, når man har afrikansk, kurdiske eller egyptisk familiebaggrund.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv om Danmark og danskernes liv ser moderne ud på overfladen, er vi et traditionelt bondesamfund. Det betyder at tilflyttere aldrig kommer til at høre til, hvis de ikke er født ind i den by, hvor de nu bor. Fremmede er dem, der ikke er født samme sted altid, så derfor er tilflyttere fra andre kulturer dobbelt fremmede. Det er den dobbelthed som forestillingen tager afsæt i.

Rent sprogligt kan vi afhjælpe det ved at kalde dem, der bor i Danmark for danskere (ligesom fransmænd, der bor i Frankrig, er franskmænd - så enkelt er det!). Det fjerner ikke de problemer, der er ved at høre til og ved at føle at man bliver set ned på og diskrimineret. Men vi er bondske i vor optik, og selv om vi lever moderne liv, er vi stadigvæk bondske og enøjede. Sådan er det bare. En for alle og alle for en!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Nia (Marie-Lydie Meloni Nokouda) er queer og aktivist. Hun arrangerer aktioner og demonstrationer - og arbejder med børn og unge. Hun er også edderspændt rasende og har en direkte adgang til et nedarvet had, der for hende hænger sammen med at være sort og føle sig udenfor. Det giver hende en identitet, selv om hun mest af alt ønsker sig at være den foruden.

Aisha (Amira Jasmina Jensen) har en master i økonomi, og har forældre, der har nurset hende og hendes faglige ambitioner fra barnsben af. Hun er privilegeret, og er vokset op i velstand med en støttende familie, men har ikke set så meget af livet som sine to veninder.

Det er i hvert fald det som den tredje veninde, Imen (Ellaha Lack), klandrer hende for, for selv er hun opvokset med forældre som hun har måttet tage sig af. Hun er tidligt blevet voksen og er spiret op af en barsk social baggrund. Hun er splittet mellem sit musikalske talent og nødvendigheden af at give tilbage til den mor, der har ofret alt for hende, og som ikke mindst har givet hende en dansk opdragelse, selv om familien oprindelig er kurdisk. Hun har valgt at læse medicin, for at brødføde familien. Et sabbatår er ingen mulighed for hende.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I Camara Lundestad Joofs QUEENS er der plads til det hele, men i de tre veninders venskaber er der mindst lige så meget social kontrol som de oplever udenfor. For de er meget ømtålelige og fintfølende, og hvert ord imellem dem bliver vejet og målt. For så meget søstersolidaritet er der heller ikke. I Sandra Yi Sencindivers skarpe instruktion bliver det pres de hver især føler, ikke anderledes end det alle føler, selv om det er dobbelt op for dem.  Den eneste identitet som de føler, er én som de ikke kan være i. Det med at finde sig selv er noget vi alle skal igennem og det kan tage mange år, for nogle er det et livslangt projekt. Det er faktisk noget af det der først melder sig – og det tager tid. Sådan er det for alle.

Forestillingen har en fin balance mellem alvor og humor. Teksten er god og fyrig, og de tre giver ordene både krop og sjæl. De danser, skriger og hvisker. Det er stærkt spillet. Hvis man kan undgå at slå sig på de skarpe kanter, er det vidunderligt at blive skiftevist underholdt med sang og musik, og sat til vægs af forestillingens mange fine monologer. 
Bagefter til premieren blev der budt på lyserøde bobler og flødeboller. Det burde måske snarere have været jordmoderkaffe og honningmåne, for det er nødvendigt med noget at stå imod med, for det er svært at være dansker og menneske. Men skål og velkommen i klubben!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk´s achilleshæl er, og har altid været (siden starten i 2009), at de er i krig med omverdenen. De er i krig med sig selv og deres omgivelser. Det er den krig, der er deres brændstof, og det falder tilbage på dem selv, for den anderledeshed som de ønsker at blive kvit, er samtidig deres berettigelse for at have en stemme og bruge den til at kreere teater med. Det er uholdbart i længden. For hvem laver de egentlig teater for? Jeg synes, at det nu må være på tide at komme ind i kampen. For det er aktivistisk teater, men det fastholder dem samtidig i deres egen ekskludering af sig selv. Det er ikke nok at stå og råbe fra en scene. Men det er en begyndelse og en overgang, men jeg synes at det må være på tide at komme videre. Det skylder de både sig selv og publikum, for det er teater med saft og kraft, der bobler med fantasi og talent. Der er en frodighed over det, der burde kunne bruges til meget andet end denne protest, for det bliver statisk og er udtryk for stagnation, når teater nu på 11 år drager i krig, for tænk på, hvad al denne talentmasse kunne bruges til, hvis det ikke bare skulle bruges til protest. Der er en tid til protest, og der er en tid til at bygge op og bygge nyt. Men nu skal vi videre. Det må være på tide... hvis ellers teatret tør!

QUEENS

Tre kvinder  *  Tre liv  *  Én aften

70 minutter

4.-22. februar kl. 19.00 i Osramhuset 

*

Dramatiker:  Camara Lundestad Joof

Instruktør:  Sandra Yi Sencindiver

Skuespillere: Marie-Lydie Meloni Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Karen Duelund Guastavino

Kreativ producent: Christine worre Kann

Co-producent: Teatergrad

Ide & koncept: danskdansk

*

Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 Kbh. N.

Metro: Skjolds Plads

Øvrige spillesteder

*

Teatergrad-hjemmeside

danskdansk-hjemmeside

Billetter

*

*

Øvrige anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019: 

Beatroots

Dødsdansen 3.00

2018:

Udvandrerne

2017:

Skjult nummer

2016:

Forført

2015:

Husker du

*

Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad

Det særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne” foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til denne forestilling om flugt og hjemløshed.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Blanke spejlflader, mobile lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå” på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at  det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro og orden i et flydende og fritstrømmende univers. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sandra Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor”, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen, ”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet. Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og det var  smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med ”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og vigtige emner som de kredser om. Det virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.    
 

NYE HISTORIER – NYE VINKLER

Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs, giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen, når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke længere elsker ham og vil have ham?

Der er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.

Det er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været. De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem, der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte.  I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede – og ventede på slutningen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor ”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i et helt nyt land tæt på dig selv.

DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik

I kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen en liste over de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne, men mange er også født her, så også dét er i forandring.  danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.

Historierne bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker – og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse, og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er. Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud. Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte? Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed i land.

Her er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.

TEATER:

”Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.).  Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det  at give os den følelse via forestillingen.

”Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili)  6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse.

”Fortællinger på flugt” (Bremen Teater, 2017) Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.

”HOOYO!” (Edison, C:NTACT, 2016) Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

”ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.

”EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen.

”Ondt blod” (Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt pistol i hånden. 

BØGER:

Vibeke Marx: ”En god flygtning” (Modtryk, 2017) Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men  romanen  fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin. 

Kristian Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman ud af.

Aleksandar Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er uafrystelige!

Saida Benakrich: ”Rejsen” (Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske.

---------------------------------

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

UDVANDRERNE

danskdansk & Teatergrad

70 min.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk

trailer

 Hjemmeside

Spilleperiode & sted/billetsalg:

14. november kl. 19 (Premiere): Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

15. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

16. november kl. 10: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

17. november kl. 14: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

19. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

20. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Danmarksturné 2018:

21. november kl. 20: Baltoppen LIVE, Ballerup

27. november kl. 19.30: Rotary, Skive Fjord Morgen, Dantherm A/S

28. november kl. 20: Kokkedal på vej, Helsingør Teater

29. november kl. 16 + kl. 19.30: Helsingør Teater

30. november kl. 19.30: Teaterforeningen Bøgestrømmen, Vordingborg Teater

05. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

06. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

10. december kl. 19.30: Vejleegnenes Teaterforening, Vejle Musikteater

Anmeldelse: IKKE UDEN MIN MOR i Verdenskulturcentret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

76 kvinders beretninger om mor/datter-forholdet er samlet og bearbejdet til teater af Camara Christina Lundestad Joof (1988) i danskdansks dokumentariske forestilling IKKE UDEN MIN MOR. Med sin direkte henvendelse har det form af vidnesbyrd, der er lavet om til små spil og tableauer. Helt fritaget enhver patos og ganske uprætentiøst. Det er befriende nært og fortalt i øjenhøjde. Tilsat en neddæmpet musikalitet, der går lige til hjertet, værdigt og nærværende. Som små bekendelser, der vokser ud af intet, men som rummer meget liv.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

De fire medvirkendes spil er varmt og registrerende. Anne-Vibeke Mogensen (1953), Lotte Munk og Siir Tilif (1986, Tyrkiet) går gnidningsfrit i spil med musikeren, komponisten og sangskriveren Marie Louise von Bülow (1975). Man føler sig godt tilpas i deres selskab. Også selv om jeg som mand ikke ligefrem tilhører kernepublikummet til en forestilling om forholdet mellem mødre og døtre.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Den fri abort kom først i 1973. Det er utroligt at det ikke er længere siden. Generationerne spilles ud over for hinanden. Ærindet er at få sagt det hele. Alt det som vi normalt ikke hører om – eller selv taler om. Alligevel er det vigtigste det usagte. Ikke mindst som det kommer til udtryk i scenen mellem moren og datteren. Moren er tydeligvis skuffet over at datteren ikke læste videre og blev læge. At datteren ikke har udnyttet sine muligheder bedre, for moren vægter ikke datterens arbejde som PR-ditten og datten som noget særligt. Det usagte hænger tungt i luften mellem dem, at moren har ofret sig, for at datteren kunne gøre det, som moren ikke selv evnede at gøre. Det resulterer i, at datterren bliver led og ked af konstant at blive målt og vejet – og fundet for let: ”Hvor meget mælk skal du have, før det er betalt tilbage?” Der er regnestykker som aldrig går op, og derfor løber mælken over og havner på gulvet imellem dem.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Forestillingens tematik og musik kunne have været indspillet på en Trille-plade. Det er meget smukt sunget i forestillingen. Renfærdigt og blottet for en  hver sentimentalitet. Det er som at være tilbage i 70´erne, og det føles varmt og stærkt – og på en måde nostalgisk, selv om de skildrede konflikter og dilemmaer er tidsløse. Dog er meget blevet lettere. Fosterfordrivelser hos tvivlsomme kvaksalvere hører fortiden til, og godt for det. Når etnicitet bliver bragt på banen står tiden stille i scenen, hvor den somaliske mor ikke længere kan kende og vil kendes ved sin danske datter. De er ikke længere til stede i det samme univers. De rækker ud efter hinanden, men er adskilt af et florlet stykke stof. Det er en scenografisk smuk visualisering af deres adskillelse (af Sir Grand Lear). I det hele taget er det visuelle set-up imponerende enkelt. Det er en forestilling, der kan sættes op og spilles hvor som helst. Det er byrumsteater, sådan som Teatergrad definerer deres virke – og danskdansk er en del af Teatergrads vidtfavnende paraply.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Sandra Yi Sencindiver (medstifter af danskdansk i 2009 og Teatergrad i 2014) debuterer her som voksen-instruktør, og sørger for en varm stemning fra start til slut. Også når tematikken problematiseres. For hvordan er det at være mor, og tør man sige højt at moderskab slet ikke er for alle? At nogle børn hader deres forældre og nogle forældre hader at være forældre? Her er der rum og plads til alle fortællinger, og ingen er på forhånd dømt bedre end andre. Dermed munder fortællingen også ud i en forsoning, om ikke andet så i døden. Liv og død. Fødsel og død. Mor og datter træder dansen i Verdenskulturcentret. Det er så smukt at jeg selv som en mand bliver (be)rørt.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

IKKE UDEN MIN MOR

Premiere den 1.3.2018 i Verdenskulturcentret

danskdansk i samarbejde med Baltoppen LIVE, Helsingør Teater, Aarhus & Malmø

 

Medvirkende:

Anne-Vibeke Mogensen, Lotte Munk, Siir Tiif og Marie Louise von Bülow

Dramatiker: Camara Lundestad Joof

Instruktør: Sandra Yi Sencindiver

Dramaturg: Sosha Teperowska

Komponist: Marie Louise von Bülow

Scenograf: Sir Grand Lear

Ide & koncept: danskdansk

Co-producenter:

Baltoppen LIVE og Helsingør Teater

 *

Spilleperiode og steder: 1. - 17. marts 2018 + 31. maj – 9. juni 2018

1. & 2. + 14. & 15. marts 2018: Verdenskulturcentret

16. & 17. marts: Grannys House i Søborg

5., 7. & 10. marts: Baltoppen LIVE

6., 8. & 9. marts: Helsingør Teater

+ juni spilles i Aarhus & Malmø + CPH Stage

 Hjemmeside og billetter

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Trailer 

*

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

Skjult nummer

Husker du?

Forført

En landsby på højkant

*