Ørkendrømme: 07/11/24

torsdag den 11. juli 2024

Anmeldelse: EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED af Orhan Dogru, digtsamling (2024)

Forsideillustration: Kirkan, İlos İlyas Elias. Layout og grafik: Dizgimizanpaj.com

I Orhan Dogrus debuterende digtsamling, ”En stikling af min kærlighed”, slås temaet fast allerede i de første indledende linjer:

"Jeg tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom mine digte også udfoldes på alle disse sprog. For mig er det største håb at væve en verden af drømme på disse fire sprog og en dag at kunne drømme på alle disse fire sprog i den samme drøm."

Nydanskerens dilemma er at drømme på ét sprog, tale på et andet og skrive på et tredje, så det hele ramler sammen i et fjerde sprog – sådan som det sker i teksten i denne digtsamling, hvor sproget klinger med en fremmed eksotisk tone, der måske nok skurrer lidt på dansk, men samtidig tilfører det også det danske sprog nogle tiltrængt nye dufte og følelser. Jo, det humper lidt, men det eksotiske giver det vinger, og så er det en smagssag, hvor langt man som læser har lyst til at gå med, men jeg synes, at det er en sproglig berigelse, selv om der også slås nogle skærver undervejs.

Det er som at lytte til lyrik læst op på dansk af andre tungemål. Det ærgrer, når der er noget, der lyder så fremmed at det kan være svært at tyde og forstå, men samtidig er det også en fornyelse af sproget. Jeg mener, at det er en tiltrængt fornyelse, for sproget er en levende størrelse og når det stivner, bliver følelserne også for glatte, for pæne og nogle gange også ganske ligegyldige. Det er en smagssag, men jeg tager imod de fremmede digte med stor og åben favn:

Mine digte er et fletværk

mit sprog er vævet af trævlede tråde

mine øjne græder tårer og blod,

min forladte hjemby stiger op i øjnene

min sjæl er splittet i tusind stykker.

HIMLENS PIGTRÅD

Alt, der berøres på jorden, er ejet,

Selv månen og Mars er underlagt ejerskab

Men himlen, den er endnu ikke ejet,

spontant fri, ville jeg sige, men;

selv den er ejet af dem,

der har trukket pigtråd hen over vores hoveder.

FRA TRÆKFUGL TIL STANDFUGL er et digt om trækfuglens længsel og om at finde til hvile fjernt fra hjemlandet, måske fordi det nye land er blevet til et nyt hjemland.

Alvoren slår ned i digtet:

TIL MIN PLAGEÅND

Nok kan du flytte dit blik

fra mit trælsomme slid som kuli

men du kan ikke undgå

at lugten af min sveds duft

siver ind i din sorte samvittighed

I digtet SLÅ ROD gøres det nye tilhørsforhold endnu tydeligere.

MINE ØJNE ER PÅ HIMLEN handler om lykken og drømmen. Både om hele himmelrummet, men også specifikt om Damhussøen.

” at omfavne mangfoldigheden i regnbuens farver.” fra digtet VIDSTE DU DET, PALUDANUS? Om at føle sig som dansker i hjertet, meget mere end ”Paludanus” gør, når han ikke evner at omfavne mangfoldigheden. Det er en fin pointe.

Jantes nyformulerede 10 bud kradser, men er meget præcise og sådan må det unægtelig virke for en udenforstående. Det er et hårdt, men retfærdigt blik på den verden vi lever i i Danmark - i hvert fald for majoritetens vedkommende.

Orhan Dogru er en produktiv herre. For to år siden roman-debuterede han med EN NYDANSKERS KONTRABOG. Ordene flyver skriften forbliver”. Sidste år gjaldt det oversættelsen og gendigtningen af kurdernes lyriske nationalepos, ”Mem og Zin” (1692) af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani. Nu er cirklen fuldbragt med dette tredje værk, der hylder de mange sprog som vi befatter os med. Tillykke med det!