søndag den 8. august 2021

Festivalprologen til ÆG & HÅB, læst af Ulla Henningsen til festivalåbningen

 

Foto: Majka Bjørnager.

Michael Svennevigs Festivalprolog:

ÆG & HÅB

 

Det er allerede lyst udenfor. Solsorten synger i den tidlige morgen. Det er en sang, der rummer håb, forventning og glæde, helt befriet for bekymringer og uro.

Det har været et underligt år. Det er mærkeligt at tænke tilbage på… et halvt eller et helt år, hvor alting ændredes. Det var et år, hvor alting kom til at handle om alt det, der virkelig betyder noget. Det blev vi tvungne til at holde os for øje. For pludselig var det vores medmenneskelighed, det handlede om. Ud af vores trængsler fødtes et håb om noget bedre. Men vandt eller tabte vi? Det er dét, der afgøres nu.  Måske genfandt vi meget mere end vi tabte. Måske er vi slet ikke klar over det.

I januar tænkte jeg at lyset ville vende tilbage til os. Sådan føltes det. Og nu er vi igennem. Så meget igennem at vi i hvert fald kan begynde at løfte blikket mod det kommende. Er det også sådan vi har det indeni? At vi har skubbet os forbi alt det, der bremsede vores udsyn. Tør vi nu kigge længere frem? Tør vi tage imod fremtiden? Tør vi åbne os for den, for hvis vi ikke gør det, hvis vi ikke tør det, så har vi ikke vundet noget som helst.

Jeg står i et åbent landskab og kigger mig rundt. Alting er så åbent, så det er svært at vide, hvilken vej, der fører frem. Er det dén her eller den dér. Eller…?

Vi skal til at orientere os på ny i livet, selv om vi knap har overskuddet til det, men det skal vi – og vi skal have det overskud. Vi skal altid turde se længere frem. Det er ikke nok at vi bare møder os selv. Vi skal også turde møde andre – og hinanden, ikke mindst. Måske skal vi bare vænne os til chokket først. Vænne os til det åbne land.

Den grønne og blomstrende natur giver mig troen tilbage og genetablerer kontakten til noget dybere i mig. Der træder jeg mig selv i møde og får modet til at møde andre. Måske er det dét som vi altid skal. Turde at genopbygge os selv, og at genetablere os selv i forhold til verden. Det er ikke verden, der er gået under. Måske er det vores tro på verden. Vi troede at vi kunne alting. Vi troede at verden var vores. Nu har vi fundet ud af at den bare er til låns. Og det er et udlån, der hele tiden skal fornys. Måske er det dét, der er sket.

Jeg er klar til alt det nye.

-----

Hør et uddrag fra prologen 

læst af Ulla Henningsen

på podcasten med festivalhøjdepunkter

Foto: Majka Bjørnager