ÆG & HÅB
Det er
allerede lyst udenfor. Solsorten synger i den tidlige morgen. Det er en sang, der
rummer håb, forventning og glæde, helt befriet for bekymringer og uro.
Det har været
et underligt år. Det er mærkeligt at tænke tilbage på… et halvt eller et helt
år, hvor alting ændredes. Det var et år, hvor alting kom til at handle om alt
det, der virkelig betyder noget. Det blev vi tvungne til at holde os for øje. For
pludselig var det vores medmenneskelighed, det handlede om. Ud af vores
trængsler fødtes et håb om noget bedre. Men vandt eller tabte vi? Det er dét,
der afgøres nu. Måske genfandt vi meget
mere end vi tabte. Måske er vi slet ikke klar over det.
I januar
tænkte jeg at lyset ville vende tilbage til os. Sådan føltes det. Og nu er vi
igennem. Så meget igennem at vi i hvert fald kan begynde at løfte blikket mod
det kommende. Er det også sådan vi har det indeni? At vi har skubbet os forbi
alt det, der bremsede vores udsyn. Tør vi nu kigge længere frem? Tør vi tage
imod fremtiden? Tør vi åbne os for den, for hvis vi ikke gør det, hvis vi ikke
tør det, så har vi ikke vundet noget som helst.
Jeg står i et
åbent landskab og kigger mig rundt. Alting er så åbent, så det er svært at
vide, hvilken vej, der fører frem. Er det dén her eller den dér. Eller…?
Vi skal til at
orientere os på ny i livet, selv om vi knap har overskuddet til det, men det
skal vi – og vi skal have det overskud. Vi skal altid turde se længere frem.
Det er ikke nok at vi bare møder os selv. Vi skal også turde møde andre – og
hinanden, ikke mindst. Måske skal vi bare vænne os til chokket først. Vænne os
til det åbne land.
Den grønne og blomstrende natur giver mig troen
tilbage og genetablerer kontakten til noget dybere i mig. Der træder jeg mig
selv i møde og får modet til at møde andre. Måske er det
dét som vi altid skal. Turde at genopbygge os selv, og at genetablere os selv i
forhold til verden. Det er ikke verden, der er gået under. Måske er det vores
tro på verden. Vi troede at vi kunne alting. Vi troede at verden var vores. Nu
har vi fundet ud af at den bare er til låns. Og det er et udlån, der hele tiden
skal fornys. Måske er det dét, der er sket.
Jeg er klar
til alt det nye.
-----
Hør et uddrag fra prologen
læst af Ulla Henningsen
på podcasten med festivalhøjdepunkter
