fredag den 12. januar 2024

Anmeldelse: AKTIVISTERNE af Teatergrad i Demokrati Garage

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Vi har brug for forestillinger som denne, der kan ruskes op i os og give os et nyt blik på os selv og vores aktivisme eller mangel på samme. Det serveres med musik til. 12 melodier, der slynges ud mod os. Det er råt, men også sjælfuldt og gribende. Det går lige i kroppen. Rytmerne glider ind i blodet, og jeg går opstemt og håbefuldt derfra. 

Premierelokaliteten, Demokrati Garage på Rentemestervej i Nordvest, er velvalgt, det er et  sted, hvor nye impulser udspringer, og hvor der tænkes tanker og arbejdes på forskellige demokratiseringsprocesser. Det, der kendetegner Teatergrad er, at de ikke spiller forestillinger på teatrene, men på lokaliteter, hvor teatret kan gå i direkte dialog med deres publikum. Det har de allerede gjort gennem mange år - og det er en fryd at opleve. Jeg holder meget af deres måde at bruge teatret på. Det er i sig selv en form for aktivisme. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


AKTIVISTERNE består af en lang række sange, der leveres med smittende entusiasme. Den nye generation er repræsenteret af Alfred Nordhøj Kann, der er på scenen sammen med moren, Christine Worre Kann, der er teatrets kunstneriske leder, mens faren, Pelle Nordhøj Kann, er kreativ producent på forestillingen. Rolf Hansen og Marie Louise von Bülow fuldender firekløveret. Sidstnævnte er også komponisten, der i utallige af Teatergrads forestillinger har sørget for den vellyd, der altid kendetegner deres opsætninger. I denne forestilling har hun bl.a. komponeret numrene: Den sidste sne, Den man tugter og Hvor blev de af?

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Oprøret er lagt i de bedste hænder. De sammenbindende og spiddende tekster er skrevet af Julie Petrine Glargaard og Peller Nordhøj Kann i samarbejde med instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen. Det er stærke tekster, der kæder musikken sammen. Det frisætter temaet. Det er det, musikken kan og har gjort gennem tiden. Det er en musikalsk lystvandring gennem de epoker, der har fulgt de forskellige oprør. Men det er et også et generationsoprør, der på smukkeste vis bæres frem af den yngste, når Alfred Nordhøj Kann indleder med at spørge publikum, hvad han egentlig skal kæmpe for, for der er så meget? Hvor skal han begynde, og hvor skal han ende? Er det miljøet,  er det uligheden, sexisme, diskrimination, krigene? - hvor er det, han skal sætte ind? Hvor er det, at han skal træde frem og gøre en forskel?


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Aktivismen bliver hele tiden sat op imod vores sofakultur. Det er godt set og skildret, hvordan vi hele tiden har haft valget mellem sofaen og oprøret. Indledningsvist bliver det nævnt, hvor meget tid vi bruger foran fjernsynet i  den famøse sofa. I gennemsnit bruger danskeren 2-3 timer om dagen. En stor del af vores vågne "aktive" liv leves i sofaen. Oprindelig var sofaen udformet til kernefamilien, og beregnet til at vi skulle tale sammen, men siden kom det nye husalter til. Sofaen blev til flyderen - og engagement og aktivisme blev til relative størrelser, men se forestillingen, det får blodet til igen at rulle frit i årerne. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det er forløsende at få en rusketur af Teatergrad, når alle - og måske også lidt for mange - aktivitetsformer sættes i spil gennem tiden. Flotte arrangementer af numre som Kringsatt av fiender (Nordahl Grieg) indleder og afslutter forestillingen. Hva skal verden med sådan en som mig (Andreas Odberg) bliver sunget knusende smukt af Alfred Nordhøj Kann. Talkin’ ‘Bout a Revolution (Tracy Chapman) bliver fulgt til dørs af Rolf Hansen. Tom Lundéns Christiania-sang, I kan ikke slå os ihjel får smukt liv af alle fire på scenen. Det er en tilsyneladende uopslidelig sang, der lever og ånder i et flot musikalsk firestemmigt arrangement. Musikalsk spændes der fra Killing In The Name til Madonnas Like a Virgin. Men der er fuld dækning hele vejen. Rolf Hansen synger hjertet ud i Daddy Lessons. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.



Der er kvindekamp, klima, racisme, BZ og kønskamp. Selv om det hele er spillet og sunget, så hjertet næsten må briste, bliver det til sidst i forestillingen svært at rumme det hele. Det bliver næsten for meget af det gode. Selv om John Lennons Imagine er selvskrevet, bliver det for meget med visualiseringen af tre verdensledere, der kæmper i en sofa. Publikum ler, men man skal stoppe, mens legen er god. Men hatten af for instruktøren, Leiv Arne Kjøllmoen, der formår at få det hele til at fremstå betagende helt. Jeg nød forestillingen - og tog musikken med mig, da jeg cyklede hjem, mens jeg funderede over, hvor grænsen går mellem terrorisme og aktivisme. I ørene havde jeg både ordene fra Martin Luther Kings I have a dream og Greta Thunbergs ord til FN-topmødet i New York. Tak for det til Teatergrad!


Foto: Per Morten Abrahamsen.

Aktisterne

af Teatergrad

12. januar - 7. februar 2024


Medvirkende: 
Alfred Nordhøj Kann, Marie Louise von Bülow, Rolf Hansen + Christine Worre Kann

Komponist: Marie Louise von Bülow

Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen

Tekster:
 Julie Petrine Glargaard, Pelle Nordhøj Kann 
i samarbejde med Leiv Arne Kjøllmoen

Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap

Lysdesign og videoproducent: Flora Pelle Brandt

Lyddesign: Janus Jensen

Kostumedesign: Olivia Hetman

Teknisk afvikling: Therese Indiana Nauta

Produktionsleder: Josefine Bitsch

Kreativ producent: Pelle Nordhøj Kann

Idé & koncept: Teatergrad


Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2022:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se  fortegnelsen over de  øvrige 212 teateranmeldelser.

*