Vi får en kaffebønne i hånden, da vi træder ind i teatersalen. Vi skal opleve en installation. Eller en mellemting mellem en installation og en forestilling om stemmerne omkring os. Det er de indsamlede stemmer fra mange lande. Det er udsagn på utallige sprog. Nogle forstår vi, mens andre bliver oversat for os. Det hele handler om nordisk kolonialisme.
Den røde snor, der rulles ud imellem publikum, forbinder os på kryds og tværs. Når der bliver trukket i den ene ende, strammer det til i den anden. De to dansere træder varsomt omkring den røde snor, der som blodårer forbinder os med de uafsluttede historier.
I tæt samarbejde med deres lokale koreograf udtrykte de unge deltagere, hvad den nordiske kolonialisme har betydet og betyder for deres identitet og hverdag. Som en del af researchen skabtes bl.a. 9 koreografiske kortfilm. Brudstykker af dem indgår i forestillingen. De to dansere danser dermed sammen med de øvrige - i hvert fald i overført betydning. På den vis skabes et fællesværk - en levende installation.
Den kunstneriske leder af Next Door Projekt, Ingrid Tranum Velásquez, fortæller om værket, at det er: "...et ønske om gennem kunstneriske processer at finde ind til en kollektiv fortælling. Alt hvad I hører af tekst, stemmer, film mv stammer fra vores research med unge (13-19 år) i Grønland, Færøerne, Island, Sápmi, Sverige, Finland, Norge, Ghana og St. Croix. Nogle af de unge har været med i kortere perioder, andre har været tilknyttet researchen i over 3 år på forskellige måder. Det er derfor virkelig et værk koreograferet af mange stemmer og kroppe, og netop dét, at finde og favne en kollektiv historie om dette sårbare emne, har været drivkraft i den måde materialet har bevæget sig gennem mange hænder, kroppe, stemmer og perspektiver."
Trekantshandlen med kaffe, sukker og slaver er nedsunket i vores bevidsthed. Det findes der et sted, men vi har kollektivt fortrængt det. Det er det, vi helst ikke vil tale eller mindes om, for hvad skal vi sige? Det går også igennem de unge stemmer vi hører gengivet i forestillingen/installationen. De taler fra steder, der ligger hen i mørke. Selve samtalen om skyld og forsoning henligger i mørke, men kan vi overhovedet se det, mærke det og være bevidst om det, hvis vi da ikke lige selv har været udsat for det eller føler os ramt af det?
Historien skrives altid af vinderne. Det er vel dét, der er sket. Vi er nødt til at lytte til de andres stemmer for at nærme os det. Danserne Var Bech Arting og Inaja Skands tager os med på rejsen over vandet. Meget kan slet ikke sættes i ord. Vi møder det i deres dans. I dansen får det mæle og bliver synligt imellem os. Forestillingen danser rundt om emnet, og gør det yderst delikat. Der danses på kaffe og sukker, og der breder sig en lækker duft af kaffe i rummet. Tidligere i forestillingen blev der også serveret nybrygget kaffe. Alle de udleverede kaffebønder som vi hver især har fået i hånden, da vi trådte indenfor, indsamles og males. Senere genskabes trekanthandlen symbolsk midt på gulvet med kaffepulver og stødt sukker.
De to danseres fødder danser igennem kaffetrekanten, der viser hen til trekantshandlen. På et langt stykke ophængt ostelærred projiceres film af dansende personer fra nogle af de steder, hvor unge er blevet opfordret til at dele deres tanker om, hvad koloniseringen har betydet for dem. De fortæller om, hvad det har affødt af tanker i dem. Det hele omsluttes af dans.
Da vi til afslutning opfordres til at skrive et par ord om, hvad installationen eller forestillingen vi har oplevet, har givet os af tanker, skriver jeg disse ord på sedlen:
"Som at bevæge sig rundt om et stort tomt sugende hul
Vi er alle mennesker af jorden og børn af solen"
Se oversigten over de øvrige