Plakat: Søren
Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)
Det var en stor og berigende oplevelse at se de to
teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen”
på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige,
og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med
børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud
af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er
en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres
sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse
vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om,
at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande.
Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.
I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme
tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt
andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag
over næsen
HERFRA MIN VERDEN GÅR
Fotograf: Simon Jeppesen
Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at
være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen
”Herfra min verden går” at give os den følelse.
Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret
indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor
der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord-
og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien –
og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er
lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du
rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”
Vi satte os på hver vores pude – på hver vort
kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en
naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at
flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev
forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem,
men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen.
Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke
kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien
med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud –
og familien rejste med i sympati.
Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig
havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og
stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor
de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der
var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de
ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo
der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige,
flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som
flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun
drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine
drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun
stadig var flygtning. Vi hørte hendes
egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen.
Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over,
hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik
opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte
til og kunne huske, var dansk. Hun måtte
leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at
holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville
reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om
hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde
fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde –
på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive.
Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere:
Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse,
fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre
UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af
Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og
gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det
ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt,
at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.
----------------------------
RUSTUREN
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på
ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene,
som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at
blive en kamp om overlevelse. ”Men det er jo bare for sjov!” På mange måder er det en forestilling, der handler om
grænser og smertepunkter inde i os og imellem os. Dem, som vi støder os på, når
vi søger hinanden, for det er let at komme til kort i teatertekstens labyrintiske
blindgyder.
Rammen med de 6 unges rustur er perfekt, for i den
ligger det implicit, at det er jo bare en leg, som en af de medvirkende
gentager flere gange: ”Det er jo bare en leg. Slap af!” Men det bliver
en dødelig leg. For hvem overlever psykisk? Hvem har privilegier og
benytter sig af dem?
Som typer var de 6 personer både stærke og kraftfulde,
og først og fremmest fuldt troværdige.
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
Samir (Lior Foighel) er den første, der bliver
præsenteret i en af de 6 monologer, som forestillingen også rummer. Han er
Avedøre-drengen, der flytter til Østerbro. Han føler sig hjemme, der hvor han
kommer fra, men ikke der, hvor han kommer hen, og alligevel klarer
han sig igennem på sine gadedrenge-manerer. Han kan i og for sig spille og tale
alle sprog, men har tabt sig selv på den sociale opstigen. For selv om at han
får alle til at tro, at han er frisk på en slåskamp, og i hvert fald ikke går
af vejen for en, så har han ikke været ude for at slås siden han var 12 år. Når han er tilbage i barndomskvarteret, nikker han måske nok til barndomsvennerne,
men han er ikke mere en del af det fællesskab, der tidligere gav ham hans
sikkerhed og tryghed. Nu er han hjemløs. Det er de andre 5 personer som udgangspunkt ikke. Eller
måske er de alligevel?
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
Emad (Wahid Sui Mahmoud) er muslim af arabisk
herkomst. Han går måske lidt for langt med på de andre drenges narrestreger for
ikke selv at stikke for meget ud. Rigtig interessant bliver det, når han går op
imod stykkets arabiske pige, Aliyah (Amina Tornak), for er hun dansker eller araber?
Selv siger hun, at hun er dansker OG araber. Men kan man være begge dele - og så
trække det mest fordelagtige frem, alt efter den sammenhæng man befinder sig i?
Det er et godt spørgsmål, som teksten efterlader os med.
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
Michael (Nicklas Søderberg Lundstrøm) er mand, hetero, lyshåret
og dermed særligt privilegeret, og det er da også ham, der styrer løjerne sammen med Aliyah. De er
en slags vejledere på turen, selv om de også er med på samme vilkår som de
andre. Det er de to, der for så vidt sætter spillereglerne. Men de andre har en
pointe, når de peger Michael ud og siger, at han egentlig aldrig siger, hvad
han selv mener. Han slår det altid hen og tilbage på dem, der spørger. Men hvad mener han selv?
Så er der Sarah (Molly Egelind), der måske/måske ikke
bliver voldtaget til rusfesten. Ville hun eller ville hun ikke? Var hun for
fuld til at sanse noget. Hvad var det egentlig, der skete?
Klara (Julie Jeziorski) er uden for fællesskabet og
ønsker heller ikke at være en del af det. Ikke for enhver pris. Hun havde
håbet, at eftersom de alle læser statskundskab ville niveauet være højere, også
på rusturen, så det ikke bare ville handle om pik og patter. Hun er lesbisk eller er
i hvert fald draget af det. For så vidt er hun stykkets syndebuk. Til
gengæld tager hun til genmæle i stykkets epilog, hvor hun gør op med sin egen
tekst og rolle.
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
Det er en fantastisk tekst, der er stramt instrueret af
Kamilla Bach Mortensen. Efter forestillingen var der stående applaus. Jeg ved
ikke, hvorfor de andre klappede, men jeg gjorde det pga. den geniale tekst
udsat for 6 personer, der hver især ydede en flot præstation, men allerbedst
var deres sammenspil. Sproget hidsede, bed og gnavede helt ind til knoglen, og
nogle gange bed den sig så fast, at knoglerne brast. Det er en fornøjelse, når
sproget er så tæt, at de mindste nuancer svirpede ud over scenekanten, og rammer
publikum lige i panden – for der blev det siddende, det sved, sådan som det
gør, når der virkelig er noget på spil – og i spil, når dramatikerne Zaki
Youssef og Babak Vakili selv har noget i klemme, og spiller hårdt ud med det. Ikke
mindst i den afsluttende epilog, der ikke skal røbes her, men som står bankende
flot og pulserer – og svier, når forestillingen er ovre, og vi forlader vore
pladser i teatret og går ud til vort liv. Måske troede vi, at forestillingen
bare var en pause fra vore egne problemer. Men vi skulle blive klogere og
opdage, at det, der var pausen, viste sig at være det essentielle. At det var dér
at vi med vores medliden i det der skete på scenen ramte det centrale i vore
liv, dér hvor det gør ondt, fordi vi selv er i tvivl om, hvor vi selv er, og hvor
grænsen går.
Det er en inciterende rustur vi er inviteret med på.
Alkoholen og rusen får problemerne op til overfladen. Scenen mellem den frigjorte danske pige
og den snerpede arabiske pige er måske stykkets stærkeste scene, fordi det
langsomt bliver tydeligt, at de hver især spiller op mod den, de TROR den anden
er – og det er måske, det som teksten og forestillingen først og fremmest
kredser om. Den viser os billeder af hinanden og det, vi tror om hinanden. For
vi tror så meget, og ved så lidt. Det er en værdifuld pointe.
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
Det er noget vi hele tiden taler om, og alligevel får
vi aldrig rigtig fat. Som om vi med vores almindelige talesprog ikke kan gribe
og holde fast i det. Det smutter hele tiden fra os. Vi er for kluntede, for
bange og for svage. Det kræver simpelthen noget andet værktøj. Og der kan vi f.eks. gå
i teatret og nogle gange blive rusket og mindet om, at verden og livet har mange
flere facetter af noget, vi troede vi for længst havde debatteret til døde. Det
er som om sproget giver op og synker dødt til bunds i det floskelfyldte politikersprog
fyldt med lette og hurtige slagord, der tilflyder os i en lind strøm i jagten på
stemmer til det kommende folketingsvalg. Det er sørgeligt, at vore liv ligger i
hænderne på politikere, der har så dårligt fat og greb om det vigtige. De burde
gå mere i teatret. For ved at traske af de almindelige og udtrådte diskussionsstier
kommer vi ingen vegne, der skal simpelthen banes helt nye stier og veje for at
få den nødvendige indsigt, der kan løfte debatten.
Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson
-----------------------------------------------------
HERFRA MIN VERDEN GÅR
Varighed: 40 min. uden pause
Koreografi, iscenesætttelse og koncept:
Ingrid Tranum
Velásquez,
Anette Asp Christensen,
Alexandra Hallén,
Annika
Nilsson
Medvirkende:
Ingrid Tranum Velasquéz,
Anette Asp
Christensen
Alexandra Hallén
Producent: NextDoor Project
Komponist: Alexandra Hallén
Scenograf: Annika Nilsson
Interviews og lydoptagelser:
Maj Horn & Eduardo
Abrantes
Idé og kunstnerisk ledelse:
Ingrid Tranum Velásquez
Støttet af:
Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne
Scene, Århus Kulturudviklingspuljen, BUPL.
Om NextDoor Project:
”NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet
mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion
skabes et rum hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver
anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske
begivenheder møder med og mellem sine omgivelser - lokalt såvel som globalt. Koreograf
Ingrid Tranum Velásquez er kunstnerisk leder.”
RUSTUREN
Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili
Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
Medvirkende:
Nicklas Søderberg Lundstrøm,
Wahid Sui Mahmoud,
Molly Blixt Egelind,
Julie Jeziorski,
Amina Tornak
Lior Foighel
Instruktørassistent & forestillingsleder:
Jovana
Zoric
Scenografi: Benjamin la Cour
Komponist: Troels Kampmann Kjær
Producent: C:NTACT
Spiller indtil den 14.9. 2018 på Edison
*
Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Tidligere anmeldte forestillinger af
Kamilla Bach
Mortensen:
***
.jpg)
.jpg)
%20(6).jpeg)
%20(5).jpeg)
%20(3).jpeg)
%20(7).jpeg)
