Foto: Per Morten Abrahamsen.
”SorgFugl” er den sigende titel på forestillingen om sorg i KU.BE på Frederiksberg nær Flintholm Station. Rummet på 2. etage er rundt og har store runde ovenlysvinduer. En tilsvarende rund mørk plade på gulvet samler rummet og centrerer fortællingen om den sorg som vi møder unge som gamle og den uforståelighed, der ligger indbygget i sorgen. Det kan være sorgen over en afdød ægtefælde eller et kæledyr. Det er tankerne om at være ladt tilbage, måske uden at have fået sagt ordentlig farvel. Hvordan kommer man gennem sorgen? Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?
Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez fra NextDoor Project har koreograferet, instrueret og danser selv med i forestillingen, hvor vi blidt og nænsomt bliver guidet rundt af båndede sentenser og udsagn fra voksne, børn, unge og gamle, der beretter om deres møde med sorgen og om, hvordan de kom gennem den. Musikken, komponeret af Henriette Groth og Stine Helkjær Engen, er en vidunderlig ledsager, for den smyger sig videre ind, hvor ordene ikke længere slår til. Musikken fremføres live af Henriette Groth, der spiller på diverse instrumenter med den største nænsomhed. De fire dansere (Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez og Ingrid Tranum Velásquez) er klædt i sort, og danser af og til også med sorte mundbind, og hvem skulle have troet at det faktisk passede ind så godt. For måske har vi alle mentale mundbind på, når det gælder om at udtrykke sorg, der rammer os.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Da
vi kommer ind er der strøet sorte fjer på gulvet, og der ligger et
kragehoved og to vinger, (udtryksfuldt kreeret af Annette Asp Christensen) som danserne skiftevist ifører sig og danser med. I løbet af forestillingen
bliver kragen til indbegrebet af sorgen. Ikke mindst via den indledende
forklaring om fuglenes særlige adfærd ved artsfællernes død. Det er den
overrumplende fortælling om, at kragerne tilsyneladende kalder hinanden til, når
en krage dør, og så sidder de i stort antal omkring den afdøde og har en særlig
sang som de kun istemmer i den situation, dødesangen. Selv efter at det er
sket, er der tit krager, der vender tilbage til stedet og tilsyneladende mindes
den afdøde artsfælle ved at gentage sangen. Det er en smuk ramme for fortællingen,
der ikke har nogen kontinuerlig historie, men som ikke desto mindre har en sikker og
inciterende puls i de malende og smukt dansede scener, hvor kragen føres af to
dansere.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen er båret af blidhed og nænsomhed, og det går igen i
dukkeføringen af kragen, der bliver ført med samme inderlighed. Det er rørende
og eftertænksomt. Hvem skulle have troet, at der var så megen historie og
følelse i et par fjer og en kragedukke?
Forestillingen er blevet til efter en større research, der er typisk for NextDoor Project. Oprindelig skulle der også have været lokale samarbejder med hospice og plejehjem, men grundet coronaen måtte det udskydes.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Under
forestillingen sad jeg og følte mig aldeles fortryllet. Sad helt stille og faldt ind
i mig selv, selv om jeg mentalt sad yderst på kanten af stolen, for jeg ville
have det hele med. Når selv kragerne tilsyneladende har forstået det og også
fundet en særlig måde at bearbejde det på, må vi også kunne gøre det – og jeg
følte, at det var mit eget ansvar at suge så meget ud af forestillingen som
muligt, for her var rig mulighed for at fordybe sig og bliver klogere på noget af
det uforståelige. Det er ikke hver dag, at en sådan mulighed viser sig.
Den tango-inspirerede musik og dans lirker de lukkede rum op i sindet, og smyger sig rundt om sorgen. Det er ikke en irrelevant forestilling at se i denne tid, hvor vi med god grund kan se tilbage på et år, hvor vi har måttet forholde os til den omgivende verden og coronaen med både bekymring og sorg.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Det påklistrede ekstranummer, hvor kragen blev erstattet med papirfugle, var helt overflødigt og tilføjede ikke noget, som kragen ikke allerede havde kommunikeret meget bedre og ganske ordløst til os. Meget sigende blev alle siddende, da forestillingen sluttede. Ingen havde tilsyneladende lyst til at forlade den magiske cirkel, som vi med forestillingen var blevet en del af.
Foto: Per Morten Abrahamsen
SORGFUGL (The Bird Experience)
af NextDoor Project
Iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez
Komponist: Henriette Groth, medkomponist Stine Helkjær
Engen
Dukkemager: Anette Asp Christensen
Dansere: Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal,
Aldo Tranum Velásquez, Ingrid Tranum Velásquez
Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez i samarbejde med
de medvirkende.
KU.BE (ZEN 1), Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg
Fredag d.27.nov kl 20, Lørdag d.28.nov kl 12, 15 og
18, Søndag d.29.nov kl 13
Forestillingen indgår i OmSorg på Frederiksberg -
og er blevet fotografisk dokumenteret af Per Morten Abrahamsenbliver og filmet af Ingeli Broberg
Læs mere på hjemmesiden
2018
*
Se oversigten over de
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar