DITTE MENNESKEBARN blev filmatiseret i 1946 af Bjarne Henning-Jensen med en ung Tove Maës i hovedrollen, men der skulle gå næsten 100 år før romanen blev bearbejdet som teater.
Mille Maria Dalsgaard er kunstnerisk leder af Sydhavn Teater, og er selv på scenen sammen med Maria Carmen Lindegaard i denne teaterbearbejdede udgave af den 600 sider lange roman af Martin Andersen Nexø fra 1917-1921.
Forestillingen spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen. Kapellet ligger gemt inde bag træerne på kirkegården. Næsten som en hemmelighed. På samme måde er Ditte Menneskebarn en slags hemmelighed, for hun lever så kort og når kun at blomstre så kortvarigt, før hendes liv bliver blæst ud som et lys, der er brændt op i begge ender.
De to skuespiller ligger halvvejs skjult i en dynge hvidt vasketøj, da vi kommer ind. Henover loftet hænger vasketøj udspændt på snore, der kan fires op og ned i scenografien, der er skabt af Laura Rasmussen. Malik Grosos har stået for de projektioner, der vises på væggene.
Hun dør allerede som 25-årige opslidt af det tjenende liv hun har levet. Et liv, hvor hun den ene gang efter den anden har ofret sig for andre. Hun bliver narret og udnyttet af mændene, af samfundet - og af livet - og alligevel bliver hun ved med at tro på godheden. Den godhed som hun selv personificerer gennem et opofrende liv. Hun er tro over for sig selv, og går ikke på kompromis, heller ikke selv om det bliver hendes undergang.
Ditte kommer ud at tjene, men render af pladsen, da gårdens søn gør hende gravid, men barnet må hun give fra sig. Moren fængsles, og bliver skør af at sidde inde. Ditte sørger imens for sine moderløse søskende. Senere kommer hun ind til den store by, til København, hvor hun vil starte på en frisk. Først bliver hun ansat på et spædbørnshjem, men børnene dør og skaffes af vejen. Bagefter kommer hun i huset. Først i et fint hus, hvor alt hun gør er forkert. Bagefter kommer hun i huset hos en digter og bliver en del af familien. Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som at være trådt ind i paradisets have, men også der smides hun ud igen, og falder tilbage til den barske verden hun er rundet af, hvor alting er hårdt og ubarmhjerteligt. Men for Ditte er der ingen vej videre til noget bedre. Derfra er der kun vejen ned. At hun kortvarigt har oplevet noget andet og bedre, gør det kun sværere, da paradisets port endegyldigt smækker i bag hende.
Forestillingen er instrueret af tyske Mareika Mikat, der sammen med Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet romanen til teater. Det startede de på helt tilbage i 2014. Spillestilen er meget ekspressiv, og er rundet af Bertolt Brechts måde at lave teater på, hvor teatret er et politisk arnested for de nye samfundsomstyrtende ideer. Det er ikke det psykologiske teater som vi ellers er vant til, men er en mindre følende, mere vrængende og udtryksfuld teaterstil.
Allerførst blev jeg overvældet og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide det eller ej, for det virkede umiddelbart så udvendigt, manieret og karrikeret. Nærmest som den italienske masketradition, comedia dell´arte, hvor der grimasseres og overspilles på livet løs. Det gjorde mig stakåndet og jeg gispede, men langsomt tilegnede jeg mig spillestilen og nød de energibølger, der skyllede ind over mig. Sammenspillet mellem Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard er forrygende. Deres timing er imponerende og deres nærhed og tilstedeværelse er gribende. De glider legende ind og ud af en masse roller, sådan så Ditte snart spilles af den ene og den anden. Nærmest som var det leget frem under improvisationsøvelser.
Det er kropsligt teater, der skildrer kvindeliv. Den eneste mand, der skildres bare nogenlunde sympatisk, er den digtende familiefar, der forfører hende ligesom de mange øvrige mænd. Han er en pseudo-kunstner, der taler om at nærme sig de fattige, men det er bare ord, der ikke er bundet i noget egentligt. Han bliver chokeret over at se at Ditte er gået i hundene, men uden at opdage at det skyldes ham selv.
Det er historien om, hvordan godheden klarer sig igennem verden. Som Bertolt Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", hvor konklusionen ligeledes er, at det er ikke let at være et godt menneske i denne verden. Godheden bliver forført og uskylden bliver tabt.
Efter forestillingen talte jeg med forestillingens tyske instruktør, Mareika Mikat, der fortalte at da hun voksede op i det gamle DDR var Martin Andersen Nexøs værker skolepensum. Martin Andersen Nexø (1869-1954) var proletarforfatter, kommunist, og talte de undertryktes sag. I Danmark havde han været med til at stifte Socialistisk Arbejderpart i 1918. Det blev senere til Dansk Kommunistiske Parti (DKP). Som erklæret kommunisk var han nødt til at flygte til Sverige under krigen. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden, hvor han levede indtil sin død tre år efter. For generationer af østtyskere havde hans værker klassikerstatus.
