Anmeldelse: DEN LILLE BLÅ af John Doe Shelley

 

John Doe Shelleys DEN LILLE BLÅ er en poetisk fortælling for børn og voksne.

”Som bitte små sølvstænk pibler de ud genne mørket og brænder hul i natten, med et lys så klart og skarpt som en isblå diamant.” 

Tonen er forunderlig og overjordisk. Vi er langt ude i galakserne. Fjernt fra alting og samtidig befinder vi os også i en verden, der er skøn og pudsig. Fortællingen skaber sit helt eget univers med egne regler og dogmer. Så slip jordkontakten og tag tilløb ind i denne særegne verden, hvor alting vi kender, er vendt på hovedet eller helt holdt op med at eksistere. Vi er taget med ud på en rumrejse til et ukendt land, hvorfra der ingen vej tilbage er. Tyngdekraften er ophævet og som læser er man frit svævende. Jeg synes, at det er skønt, men det er alt efter lyst og behov. For nogle vil det være for meget af det gode, mens jeg selv elsker at være flyvende. Det er simpelthen vanedannende.

Ingenting hører sammen – eller alt hører sammen.

Historien åbner med en lille bitte prolog, hvorefter vi glider ind i historien om de små rumbørn – blåbitterne og deres rejse mod den lille blå, der viser sig at være vores planet.

Det er en planethistorier fuld af stjerneregn og mirakler, men også en fundering over, hvorfor vi gør, som vi gør – om hvorfor vi ikke lærer af vores erfaringer og igen og igen gentager vores adfærd, selv om den er destruktiv. Men først og fremmest er det en glimrende himmelsendt beretning om uendelige horisonter og søgen efter svar i stjernevrimlen.

Historien er sjov og underfundigt konstrueret, for da den først er kommer i gang, går den tilbage til begyndelsen og igen lidt frem og slutter så samme sted som den kunne have begyndt. Det er meget forvirrende og vældigt charmerende.

I en beretning om månebørn og blåbitterne skal alting vendes på hovedet og tæppet hives væk under os – for at holde os flyvende. Det går over stok og sten. På denne ene side hænger det slet ikke sammen, og alligevel er der noget aldeles charmende over dette roderi. Det virker som om det er i fuld overensstemmelse med historiens ånd. Det hele roder, og alting er flydende. Eller rettere flyvende – og alligevel bliver det holdt op plads i denne charmerende, men også meget mærkelige bog, der har sin helt egen charme – og rummer en meget ivrig invitation til at rejse ud i rummet – og hvem kan sige nej til det?

John Doe Shelley: 

”Den lille blå”, 

Doe Workz, 2019. 

Illustrationer: Nikki Starostka og Tanja Aldebot. 

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  John Doe Shelley medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

 

Foto: Michael Svennevig. Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach.

 

Efter at have anmeldt Sinus Reuss´ ”CPH under vand” og ”Den vigtigste rolle” var jeg spændt på ”Zombiejagt”. Forfatterens vidtspændende greb på anderledes miljøer og situationer fornægter sig ikke i ”Zombiejagt”. Den er specielt skrevet for de 12-årige drenge, der slet ikke er læsende. Eller i hvert fald er så uvante med det, at der skal noget særligt til at få dem til at blive hængende i bogens univers.

I starten vægrede jeg mig. Hvad skulle jeg med en zombiefortælling – og hvad kunne denne genre overhovedet? Jeg kan godt lide vampyrfilm og har set mange af dem. Alligevel vendte jeg de første mange sider uden at føle noget for det. Jeg ledte nærmest efter en undskyldning for at lægge bogen fra mig, og så skete det forunderlige, dette særlige som Sinus Reuss er så god til. Han får alligevel bidt sig fast, så jeg umuligt kunne ryste bogen af mig og bare MÅTTE læse videre. Det er svært at sige, hvad det er, der sker, men alle læsende kender det punkt, hvor fiktionen løfter sig fra bogen og har direkte adgang til ens indre. Man må bare følge med, for man er selv blevet bidt af bogen, af universet og stemningen. Det ER en bog med bid i.

”Mit blik glider ned på drengen igen. Han må være tretten eller deromkring. Ligesom jeg var, da jeg fik feberen. Pandehåret hænger halvt ned over øjnene. Rystelserne er blevet værre. Det sker om lidt.” (”Zombiejagt”, side 10.)

Handlingen er henlagt til en nær fremtid, hvor menneskene jager zombierne. Halvlingerne er de nybidte, der i starten overhovedet ikke evner at styre deres blodtørst. De andre zombier forsøger at holde dem i skak. Det gør de ved tankens kraft, det er den måde de kommunikerer på. De behøver ikke længere at sige noget. Det giver personerne et ekstra kommunikerende spor. Det er i bogen gengivet i versaler (store bogstaver), og det er fascinerende at læse om, hvordan de når hinanden med tankens kraft alene.

”Drengen åbner øjnene, men menneskene har ryggen til ham, så de ser ham ikke. Han er halvling nu, og jeg kan mærke hans sind. Han hedder Adam.” (”Zombiejagt”, side 11.)

Vi bliver suget ind i et nyt univers, hvor zombierne er de klogeste og mest forstandige. Hvis de kunne, ville de udelukkende leve i overensstemmelse med jordens økosystem. Uden at forurene jorden og drive rovdrift på de sparsomme ressourcer, de grådige mennesker har efterladt sig. Det er svært at holde af menneskene efter at have læst ”Zombiejagt”.

”Vi løber gennem skoven. Adam vælter afsted mellem Lydia og mig. Vi kan ikke være lydløse med en halvling på slæb. Han er stadig lige så klodset som et menneske, og trangen til at bide gør ham svær at styre. Men efter noget tid er lydene fra menneskeflokken langt væk. Vi standser og står ubevægelige. Undtagen Adam.” (”Zombiejagt”, side 15.)

Sinus Reuss er ferm til at vende den genkendelige virkelighed på hovedet i sine boguniverser, hvilket gør, at vi som læsere får et nyt syn på det, vi oplever. Det er fornemt. Det betyder, at vi som læsere kommer derfra med en ny indsigt eller i hvert fald nye perspektiver på den verden vi lever i. Det er netop noget á la det, jeg ønsker mig at få ud af mødet med et andet (bog)univers.

På den ene side er stemningen i bogen dystopisk og mørkt undergangsladet, mens det på den anden side er en slags omvendt optimisme. Der ER håb, men det er et meget anderledes håb. Alting bliver vendt på hovedet, men er alligevel genkendeligt, fra et helt nyt perspektiv. Det er forfriskende og overraskende. ”Zombiejagt” er en dejlig overraskende læseoplevelse, der bider fra sig og hvæser! 

ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

Forlaget Heimdal, 2024.

Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach

79 sider.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Sinus Reuss medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*