Anmeldelse: TYREPOSE af Cecilie Rosdahl

 

 

Jonas er vinduespudser. Især kan han godt lide at pudse andres soveværelsesvinduer. Når ingen ser det fotograferer han de tomme soveværelser, og forsøger at opsnuse alle de skjulte tegn på liv, der er efterladt der. Der er en lejlighed overfor, hvor han holder øje med et bøssepar. Han pudser også deres vinduer – og låner en af deres film med mænd. Selv er han gift med Karina og de har teenagedatteren Astrid. Datteren er som hendes navn også antyder – strid. Karina forsøger at holde sammen på stumperne af deres samliv. Men de passer ikke længere sammen, og deres samliv er som et pudsespil, hvor der altid mangler nogle brikker.

Jonas leder efter det, der mangler. Han befinder sig ved en afgrund. Det hele startede ellers så godt:

”Jeg kunne være blevet arkitekt eller opfinder. Legoklodserne, da jeg var barn, kunne blive til hvad som helst, og de tårne, jeg byggede, stablede jeg med hengivelsen til nuet, bygningerne var ikke fiktion, jeg boede i de huse, mens de blev til, jeg var bilerne og hænderne, der kørte dem. Jeg var drengen med de små legomænd. Min mor læste op af guidebøger, for at jeg skulle falde i søvn, og for at jeg skulle drømme om noget større end Vanløse. Jeg drømte om bygninger af Pringles-rør. Lennart sagde: Han har for mange ideer, den knægt. Jeg holdt op med at skabe store ting og begyndte i stedet at pudse. Det blev en hobby for mig at fjerne pletter.” (s.13)

 

 

Han pudser alt muligt, som om han forsøger at fjerne alt det grimme, men der er mere end han kan fjerne med en klud og Ajax. Barndommen med en eftergivende og svag mor og en dominerende stedfar, som han både hadede og elskede, har sat sine spor og har placeret ham der – ved foden afgrunden. Nu spejder han rundt efter noget, der kan redde ham fra sig selv.

På tanken falder han i snak med Adrian, der er alt det han ikke selv er. De er sammen og han knytter sig til ham, og vil gerne opgive alt for hans skyld, men den anden er ikke interesseret nok i ham og trækker sig. På det tidspunkt har Jonas allerede kastet sig ud og befinder sig i frit fald. Som han selv beskriver det:

”Hvorfor skal det altid føles som glas, når jeg føler noget? Glas, der går i stykker inden i mig.” ( s. 187)

Cecilie Rosdahl er en ferm skildrer af den intethed han befinder sig i, og af de tanker han tænker i sit frie fald . Det er på én gang rørende, og samtidig er det ikke til at holde ud at læse, for vi er med Jonas i det frie fald direkte mod afgrunden. Han lander både hårdt og nådesløst, for der er ingen nemme løsninger i Cecilies roman.

Strindberg hævder ”at det er synd for menneskene” i ”Et Drømmespil”, men Cecilie har ingen medlidenhed med Jonas. Hun følger ham nysgerrigt på vejen videre. Det er nærmest et dødsrige han bevæger sig igennem, men et meget fysisk ét, hvor pinslerne i mørket også er lystfyldte sådan som de er fuldt på vej af pisk, læder og urin.

Der er stærke skildringer af momentvise øjeblikke af lykke:

”Det er, som om alting giver mening nu. At jeg ved, hvorfor jeg er et menneske. Lad bare alting ske eller ikke ske. Det gør ingen forskel. Citronerne er pink og græsset rødt. og det røde findes også i øjet, ligesom det gule og brune og den dør, jeg gik ind ad, da jeg kom, er den dør, jeg går ud ad. Der er en anden dør. Jeg behøver ikke bekymre mig. Jeg behøver ikke nå noget. Der er musik, et valhorn eller en fløjte. Noget fra et orkester, der har spillet i en anden tid, også den tid indtager jeg nu, som om jeg blot er et øre, en krop, men ren perception. Jeg flyder hen over Sahara, ude af mig selv, Route 66 for fuldt drøn. Jeg kan dykke ned i vandet, hvor Titanic sank, uden at synke. Det er en drøm, jeg ikke drømmer. Det er noget, der sker. Her er jeg for første gang den, jeg er, ét med alt, og for første gang fyldes jeg af tillid til, at jeg kan elske mere, end jeg selv er elsket. Skønheden i altings væsen åbenbarer sig som flakkende natsværmere, der kaster regnbuefarver ind i mit ansigt, mine lukkede, åbne øjne uden øjenlæg, uden væv og pupiller.” (s. 150)

Cecilie Rosdahl er også billedkunstner og det fornægter sig ikke, for hun skriver på en gang udsyret og nøgternt, men også med et forfriskende komisk glimt i øjet. Som da Jonas er i Matas for at købe barberblade for at gøre en ende på det hele og ekspedienten forsøger at få ham meldt ind forretnings kundeklub. Eller samtalen med blomsterekspedienten om en bårebuket. Det er urkomisk, men det gør ondt at le.
Lige under overfladen luer komikken som sultne krokodiller. Og der er mange krokodiller i Cecilies bøger. Jeg har læst Cecilies to første romaner, der også på samme måde udmærkede sig ved at være befriende mærkelige, men væsentligt mere vidtforgrenede og forvoksede, for hun er siden blevet mere klar og transparent i sit sprog og i sin måde at fortælle på, men hvad der stadig løber som en dyb flod igennem hendes fortællinger er lysten til at dykke ned i det mørkeste vand. Hun er som fortæller nysgerrig. Nysgerrig efter, hvad der driver mennesker og meget fordomsløs i sin beskrivelse af det. Det er befriende. Hun lader sin hovedperson forvilde sig helt derud, hvor det er umuligt at bunde – også for læseren.

Da jeg nærmede mig bogens slutning blev jeg grebet af tristhed. Den tristhed der griber én, når det ikke er til at bære at om få sider, træder man uigenkaldeligt ud af det selskab og det univers som bogen har inviteret til.

 

TYREPOSE, Herreværelset 2013, 217 s.

 

*

 

Mød Cecilie til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

 

***

 

Anmeldelse: VAHID af Kristian Husted

Fotograf: Mikkel Bache

Man sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID – men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.

Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
 
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."

Først og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.

"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)

Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.

For Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og ikke mindst skildre det  - indefra.

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:

"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.

"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).

Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.

Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!

 

 

*

Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:

 

 

 Romanen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i februar 2018.


*

Læsningen af "Vahid" vækker mange tanker, og halvvejs gennem den 400 siders roman nedskrev jeg nogle af dem, som en slags refleksioner over læsningen af bogens første halvdel, der foregår inden Vahid kommer til Danmark. Det kan læses her.


***