Anmeldelse: VAHID af Kristian Husted

Fotograf: Mikkel Bache

Man sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID – men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.

Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
 
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."

Først og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.

"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)

Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.

For Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og ikke mindst skildre det  - indefra.

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:

"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.

"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).

Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.

Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!

 

 

*

Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:

 

 

 Romanen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i februar 2018.


*

Læsningen af "Vahid" vækker mange tanker, og halvvejs gennem den 400 siders roman nedskrev jeg nogle af dem, som en slags refleksioner over læsningen af bogens første halvdel, der foregår inden Vahid kommer til Danmark. Det kan læses her.


***

Tanker omkring læsningen af "Vahid" af Kristian Husted

Tanker omkring læsningen af 

"Vahid" af Kristian Husted

Kristian Husted læste fra  "Vahid"

på festivalen  "Med og uden smykker" i VerdensKultur Centret i august 2016

 (Foto: David Blazek

Det er en underlig bog. En mærkelig og forunderlig bog. For en dansker udgiver sig for at være flygtning, for at skildre, hvad der sker. På den måde bliver der to spor i romanen. Danskeren, der reflekterer over, hvordan det er at være dansker - og hvordan det er at være Vahid, der er flygtningeidentiteten som danskeren har opfundet og drager med sig - fra Grækenland, fra Moria-lejren på Lesbos via Balkan til Østrig og Tyskland og tilbage til Danmark.

Der er mange sproglige referencer til KZ-lejre, kapoere - og de mekanismer, der sætter ind, når mennesker bliver drevet frem som dyr i et forsøg på at skabe orden i det kaos, der virker så kaotisk så enhver form for orden bliver en fornærmelse.

Som læser bliver man med fortælleren og Vahid drevet fra lejr til lejr, fra kontrolpost til kontrolpost, som del af en navnløs mængde. En mængde, der bliver til en gruppe af indvandrer og flygtninge, der alle higer efter at komme et andet sted og bedre sted hen. De higer efter et liv, efter overlevelse - og efter at kunne klare sig i en verden de er blevet fremmed for.

Mens vi sidder i den anden ende, på den grønne gren, kan man sige, og kigger på dem, der nærmer sig. Det er lige præcis i dét punk, imellem de to positioner at Kristian Husteds roman placerer sig og bliver siddende. Den kryber ind i læseren.

Vi kommer med på rejsen, og oplever desperationen. Vi oplever vejen, når retningen forsvinder for.

Vi oplever et navnløst gab og svælg som vi suges hen imod.

Romanen giver en kraftfuld stemme til den intethed, den frygtløshed, den higen efter at bringe sig selv i sikkerhed som det hele handler om.

Vi sidder oppe nordpå - længst væk fra det hele, og føler os antastede. Vi bliver forstyrret midt i frokosten, af råb, af mennesker. Det er som om vores 50´er-idyl forlængst er gået under, mens nogle og især mange politikere lever videre i drømmen om et Danmark, der aldrig bliver multi-kulturelt, selv om vi forlængst er blevet det. Selvfølgelig mere i storbyerne end ude i provinsen.

På dén måde skildrer bogen også det som andre hele tiden italesætter. Men fra en helt anden vinkel, for romanen gør noget andet. Den starter et andet sted, og undgår derved den sædvanlige grøftegravning. Den befinder sig nede i en slukt. Derfra kan det kun gå op. Der er ingen vej ned. For nedenfor er der kun fortabelsen  - og det er den som alle de navnløse personer i romanen om Vahid kæmper sig opad og fremnmod den fremtid som de håber, der også er for dem.

Det er en flot bog. Men på sæt og vis også en desperat bog. En nødvendig bog.

Tak til Kristian Husted for at sætte ord på det unævnelige. For der ligger også noget andet under historien. For alle de her mennesker indgår i et usynligt fællesskab, hvor deres trang til overlevelse virker så påtrængende i forhold til vores egen selvglade haven-nok-i-sig-selv.

Jeg er halvvejs igennem romanen, men allerede helt fortabt i den - på en lykkelig desperat måde.

Det er god læsning.

Hør Kristian Husted læse op og fortælle om romanen 

 på festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016

i VerdensKulturCentret på Nørrebro- inden bogen blev færdig.

Læs uddrag fra romanen.

Mød forfatteren til afslutningen på jubilæumsfestivalen 

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018

 

Læs anmeldelsen

Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/