Tanker omkring læsningen af "Vahid" af Kristian Husted

Tanker omkring læsningen af 

"Vahid" af Kristian Husted

Kristian Husted læste fra  "Vahid"

på festivalen  "Med og uden smykker" i VerdensKultur Centret i august 2016

 (Foto: David Blazek

Det er en underlig bog. En mærkelig og forunderlig bog. For en dansker udgiver sig for at være flygtning, for at skildre, hvad der sker. På den måde bliver der to spor i romanen. Danskeren, der reflekterer over, hvordan det er at være dansker - og hvordan det er at være Vahid, der er flygtningeidentiteten som danskeren har opfundet og drager med sig - fra Grækenland, fra Moria-lejren på Lesbos via Balkan til Østrig og Tyskland og tilbage til Danmark.

Der er mange sproglige referencer til KZ-lejre, kapoere - og de mekanismer, der sætter ind, når mennesker bliver drevet frem som dyr i et forsøg på at skabe orden i det kaos, der virker så kaotisk så enhver form for orden bliver en fornærmelse.

Som læser bliver man med fortælleren og Vahid drevet fra lejr til lejr, fra kontrolpost til kontrolpost, som del af en navnløs mængde. En mængde, der bliver til en gruppe af indvandrer og flygtninge, der alle higer efter at komme et andet sted og bedre sted hen. De higer efter et liv, efter overlevelse - og efter at kunne klare sig i en verden de er blevet fremmed for.

Mens vi sidder i den anden ende, på den grønne gren, kan man sige, og kigger på dem, der nærmer sig. Det er lige præcis i dét punk, imellem de to positioner at Kristian Husteds roman placerer sig og bliver siddende. Den kryber ind i læseren.

Vi kommer med på rejsen, og oplever desperationen. Vi oplever vejen, når retningen forsvinder for.

Vi oplever et navnløst gab og svælg som vi suges hen imod.

Romanen giver en kraftfuld stemme til den intethed, den frygtløshed, den higen efter at bringe sig selv i sikkerhed som det hele handler om.

Vi sidder oppe nordpå - længst væk fra det hele, og føler os antastede. Vi bliver forstyrret midt i frokosten, af råb, af mennesker. Det er som om vores 50´er-idyl forlængst er gået under, mens nogle og især mange politikere lever videre i drømmen om et Danmark, der aldrig bliver multi-kulturelt, selv om vi forlængst er blevet det. Selvfølgelig mere i storbyerne end ude i provinsen.

På dén måde skildrer bogen også det som andre hele tiden italesætter. Men fra en helt anden vinkel, for romanen gør noget andet. Den starter et andet sted, og undgår derved den sædvanlige grøftegravning. Den befinder sig nede i en slukt. Derfra kan det kun gå op. Der er ingen vej ned. For nedenfor er der kun fortabelsen  - og det er den som alle de navnløse personer i romanen om Vahid kæmper sig opad og fremnmod den fremtid som de håber, der også er for dem.

Det er en flot bog. Men på sæt og vis også en desperat bog. En nødvendig bog.

Tak til Kristian Husted for at sætte ord på det unævnelige. For der ligger også noget andet under historien. For alle de her mennesker indgår i et usynligt fællesskab, hvor deres trang til overlevelse virker så påtrængende i forhold til vores egen selvglade haven-nok-i-sig-selv.

Jeg er halvvejs igennem romanen, men allerede helt fortabt i den - på en lykkelig desperat måde.

Det er god læsning.

Hør Kristian Husted læse op og fortælle om romanen 

 på festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016

i VerdensKulturCentret på Nørrebro- inden bogen blev færdig.

Læs uddrag fra romanen.

Mød forfatteren til afslutningen på jubilæumsfestivalen 

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018

 

Læs anmeldelsen