torsdag den 29. august 2019

Anmeldelse: FOR COLORED GIRLS af New Nordic Voices/KU.BE



Foto: Zach Khadudu

Ja, de ser jo umiddelbart ikke særligt nordiske ud, sådan som de står der foran os på scenen i det engelsksprogede Tony Ward-norminerede teaterstykke af den New York-baserede afroamerikanske forfatter/digter/dramatiker Ntozake Shange (1948-2018), der i aftes havde premiere på KU.BE på Frederiksberg. Det er 6 farvede piger samt en dansk. Men det er netop sagen, som Michael Omoke forklarer det, han er teatrets stifter og kunstneriske leder. Det handler om at give stemme til kunstnere, der alle bor i det nordiske og som kan tilføre noget nyt. Samtidig med at det omgivende samfund også for dem er nyt, for de kommer fra andre egne af verden. På den måde er det ”nye nordiske stemmer”.


Foto: Anis Dhiman

Stykkets fulde titel er: ”For colored girls who have considered suicide/when the rainbow is enuf" (1975). De 7 kvinder hvirvler rundt på scenen i hver sin farverige kjole. Som farver på et stort maleri blandes farverne rødt, gult, brunt, blåt, grønt til et stort billede af kvindernes liv og færden. Farverne er glade, rasende, syngende eller drømmende. Vi er sammen med: Victoria (Kenya), Rebecca (Zanzibar), Alice (Zimbabwe), Dew (Sydafrika), Pernille (Danmark),  Praachi (Indien) og Ellen (Malawi). De præsenterer sig i begyndelsen og vi ser flagene fra deres hjemlande mødes i et stort billede på bagvæggen, der understreger at det er individuelle fortællinger, men samtidig forskellige sider af det at være kvinde.

Foto: Anis Dhiman
                                                                                                                        
Men som altid, når det kun er kvinder tilstede, bliver det vist hurtigt de fraværende mænd, der tales mest om. Men det handlede også om selvstændighed, om at stå ved sig selv. Om at finde sig selv og være glad for det fundne. Stemmerne tilhørte såvel unge som ældre kvinder. Forfattercitatet ”Where there is a woman there is magic” lokker indenfor til forestillingen. Først syntes jeg at det lød lidt postuleret og overdrevent, men ikke efter at have overværet premieren i aftes på KU.BE på Frederiksberg, var det netop hvad forestillingen på fineste vis bekræftede. 

Foto: Anis Dhiman

Det skråt tilskårne scenerum er nøgent og bliver kun brudt af tre kasser i den ene side, der udgør en forhøjning. Ud over det, er der intet andet end de 7 kvinder, der konstant er på scenen gennem forestillingens knapt 2 timer. Instruktøren Shirley Basefield Dunlap har et sikkert og godt øje for dynamikken og energien kvinderne imellem, og er god til at bruge og udnytte det scenisk. Det er som at være flue på væggen i kvindernes omklædningsrum. Hver af deres historier er som sider af livet i et stort album, der tilhører dem alle. De fortæller deres historier til os, men det er lige så meget en del af deres egen fælles fortælling. Der er energi som er det en polterabend, hvor der skal festes igennem, og hvor den bagvedliggende smerte først træder frem senere. For da den første festglæde har lagt, går forestillingen ned i gear, og træder i karakter med beretningerne om mændene. De mænd, der flyver fra kvinde til kvinde. De mænd, der lover alt og intet holder. De mænd, der både er der og alligevel ikke er der. De mænd, der tilsyneladende får alt, men intet giver. Det kunne hurtigt gå hen og blive ret ensidige monologer uden nogen til at forsvare den mandlige side af det, men det er samtidig tydeligt at det også er mændene, der giver liv til kvinderne, så selv om forestillingen munder ud i en stor syngende hymne, der priser kvindernes evne og vilje til at blive sig selv – og stå ved det, er der stadig plads til mændene, når bare de opfører sig ordentligt. 

For det er også en forestilling om at give sig hen. Kvinderne er gode til det, så der er ikke noget at sige til at det ikke altid er lige let at mødes i denne hengivelse, men det er såvel dengang som nu en mandlig domineret verden som omgiver forestillingen. Der er sket meget siden forestillingen blev skrevet i 1975, men spørgsmålet er, hvor meget det alligevel har rykket sig? Vi vil gerne tro på og leve med ideen om at verden og vi selv er på en kurs, der hele tiden gør vores forhold til hinanden og verden bedre.

Foto: Anis Dhiman

De to mest rørende historier fortælles af Rebecca og Victoria. Rebecca fortalte om drømmevennen, der sprang ud af hendes ungpigelæsning af voksenbøger. Hun forelskede sig i ham, og slap ham først, da hans navnefælle antog skikkelse af en unge fyr, der blev overordentlig virkelig, da han stillede sig foran hende og blev stående, så hun kunne forelske sig i ham i stedet. Victoria fortalte den forfærdelige historie om de forelskede, der blev hinandens værste fjender. Om manden, der narrede deres fælles børn fra hende og holdt dem ud over balkonen, for at tvinge hende til at gifte sig med ham, og da hun forståeligt nok tøvede, slap han taget i børnene. Forestillingen var spændt ud imellem den første store drøm og de døde børn.

Der er ingen gennemgående historie - eller det er der måske alligevel, for det handler om at være kvinde, om at blive kvinde og om at overleve som kvinde. Det var forelskede kvinders historier. Hævngerrige kvinders historier. Grædende kvinders historier. Det var stemmer fra alle livets cirkler, der træder dansen i denne fine forestilling. Synd at KU.BEs lys er så dårligt, for forestillingen fortjener en langt bedre lyssætning, for det er teater i en rendyrket form, for der er intet andet end det vigtigste. Vi er på scenen sammen med de historier der betyder noget og som er vigtige at få fortalt. Der er god grund til at skynde sig ud og se forestillingen, mens den spilles på KU.BE. Forestillingen havde premiere på kvindernes kampdag i Finland tidligere på året, og skal efter Danmark videre til Sverige og igen tilbage til Finland.

Da jeg skulle hjem stod jeg af ved Nørrebro Station og cyklede tilbage gennem byen. Den farverige forestilling kunne bedst fordøjes ved at køre gennem byens mest blandede bydel, før jeg endte tilbage på Østerbro, der pludselige virkede så farveløst og måske også farveforskrækket. Jeg havde nydt at være omgivet af det blandede publikum i KU.BE, hvor der i øvrigt var en lukket mørk tunnel, der forbandt første sal med stuen, hvor man kunne kure ned, hvis man ellers turde. Men jeg gjorde jeg ikke. Men næste gang gør jeg det...


Foto: Anis Dhiman


FOR COLORED GIRLS
af  Ntozake Shange

Spiller fra den 28.8.-1.9.2019 kl. 19.00
Spillested: KU.BE, Dirch Passers Allé 4, Vanløse

Medvirkende:
Rebecca Langley, Pernille Nordtop, Ellen Gram, 
Wanjiku Victoria Seest, Alice Knuth, Dew Mandonsela 
og Praachi Pratz
Instruktør: Shirley Basefield Dunlap
Lys: Cheryl Williams
Instruktørassistent: Anna Skanborg
Produktionsleder: Zach Khadudu
Forestillingsleder: Aicha Haidara
Kunstnerisk leder:  Michael Omoke
Økonomi: Anders Juhl & Hind Charafi
Grafik: Shasyaa Harsh Vaishnav

Læs mere om Ntozake Shange

KU.BEs hjemmeside

ACT/New Nordic Voices´ hjemmeside



*

Foto: Majka Bjørnager


Her er et foto af Victoria og Rebecca, 
da de opførte et uddrag fra forestillingen 
søndag den 18. august i Dansk Forfatterforening. 

Læs festivalopslag 
og hør festivalpodcast med Michael Omoke.

Læs også om den seneste 
New York-opsætning af "For Colored Girls".


mandag den 19. august 2019

MØD VERDEN - MØD KAFKA


Foto: Helene Hernflo.

Birte Kont har givet tilladelse til at hendes oplæg om Franz Kafka fra festivalafslutningen kan offentliggøres her på bloggen. Det er et smukt 10 minutters essay, der fortjener at nå videre ud, så her er det:

Birte Kont:

MØD KAFKA i ”Mød verden” den 18. august 2019

Selvom man ikke har læst en linje af Kafka, kender enhver udtrykket kafkask.
Franz Kafka tilhørte det assimilerede, jødiske tysktalende mindretal i Prag, skrev i en antisemitisk tid og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder.
Hvordan er Kafka universel? Og hvad kan det kafkaske fortælle os (om) i dag?
 
Kafkas personlige historie, hans livslange misforhold til faderen og nogle kulturhistoriske forhold på Kafkas tid – først og fremmest hvad det indebar at være jøde i Prags antisemitiske atmosfære – er den grund, som hele Kafkas forfatterskab voksede frem af. Det, han skrev om, kunne i virkeligheden foregå hvor som helst, men er med til at betinge det universelle og det, vi forstår som det kafkaske, og kan stadig i dag fortælle os noget væsentligt om at være fremmed i verden: En tilstand, der er om noget blevet Kafkas vandmærke.

Kafka taler til mennesker overalt på kloden, ordet kafkask er på mere end 100 sprog gået ind i dagligsproget som en tilstand af absurd eksistentiel og universel ufremkommelighed. Kafkas værk er blevet fortolket i utallige kontekster, og der bliver ved med at komme nye. I 2018 udgav Benjamin Balint Kafka’s Last Trial – The Case of A Literary Legacy, der i lyset af en række retssager om Kafkas efterladte manuskripter fortæller om Kafka og hans betydning gennem tiden. Det nye her er opdagelsen af, i hvor høj grad Kafka skriver om identitet.

Kafka blev født i 1883. Bortset fra kortere rejser i Europa, bl.a. til Marielyst på Falster, levede Kafka det meste af sit liv i fødebyen Prag. Først i efteråret 1923, flyttede Kafka til Berlin sammen med Dora Diamant, der var af hasidisk afstamning. Trods fattigdom og svækket af sygdom lykkedes det, som Kafka livslangt havde kæmpet for, nemlig at nå frem til en slags harmoni mellem liv og skrivning. Men glæden – eller snarere det at befinde sig på tærsklen til glæde, som han har skrevet et sted – blev kort. Kafka døde i juni 1924.

Kafka bad sin nærmeste ven, forfatteren og kritikeren Max Brod, der også var hans litterære agent, om at brænde alt, hvad han efterlod sig af ufuldstændige manuskripter. Men da Brod i 1939 flygtede fra det tyskbesatte Prag til det daværende Palæstina, havde han proppet Kafkas håndskrevne manuskripter ned i sin kuffert. Og det er takket være Brod, at verden har fået kendskab til bl.a. Kafkas tre store romaner, Amerika, Processen og Slottet, et større antal fortællinger, Kafkas dagbøger og hans brev til sin far, Kære far, forstå mig ret … Brods forræderi kan skyldes, at han var den første, der hørte Kafka læse højt af sine tekster, og at han (modsat Kafka selv) opfattede Kafka som et geni, Kafka er vor tids største forfatter har Brod noteret i sin dagbog.   

Her i sommer hørte jeg et foredrag med Moritz Schramm, der er lektor på Syddansk Universitet og har skrevet PhD om Kafka. Han konstaterede, at selv om der er utallige fortolkninger af Kafkas værk, er der ingen fortolkning, der kan udtømme det til bunds, og kom med sit bud på, hvorfor man hos Kafka kan blive ved med at finde ny betydning: Kafka skriver konkret, men hans absurde tekster peger ud mod og stiller spørgsmål til eksistensens store universelle temaer som f.eks. magt og retfærdighed.

Den 21. juni 1913 skrev Kafka i sin dagbog: Den uhyre verden, jeg har i mit hoved. Men hvorledes befri mig selv og befri den, uden at gå i stykker. Og tusind gange hellere gå i stykker end at holde den tilbage og begrave den i mig. Det er jo det, jeg er her for. Det står mig helt klart.

Kafka begyndte at skrive dagbog i 1909, og i dagbogen kan man følge, hvordan han arbejdede, for der er adskillige enslydende begyndelser, der stopper midt i en sætning, og så begyndte han forfra. Det har at gøre med, at når Kafka begyndte at skrive, søgte han ind i en skrive-rus og skrev intuitivt. Men Kafka kunne ikke samle alt det, han havde fået skrevet frem, og opfattede selv sine romaner som ufuldstændige.

Processen åbner med ordene: En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt. Josef K. fremmedgøres og mister sine rettigheder i sit eget hjem, og da han ikke kender sin brøde, erklærer han sig uskyldig. Herefter, med en absurd logik og en sort kafkask komik, jages Josef K. igennem et labyrintisk bureaukrati, der med en lang række vildledende personer og en overjordisk domstol vrider og forvrænger Lovbegrebet og det juridiske system og stiller med dette spørgsmål til, om der findes en højere guddommelig retfærdighed? I Processens slutning bliver Josef K stukket med en kniv i hjertet og dør med ordene: Som en hund, sagde han, og det var som skammen skulle overleve ham.

Da jeg i 1990’erne læste litteraturvidenskab på KUA, sagde min unge underviser om den ovennævnte skam: Det er arvesynden. Efter undervisningen gik jeg op til ham og sagde, at Kafka var jøde, og at man inden for jødedommen ikke opererer med arvesynd. Jeg ved ikke spor om det jødiske, sagde den unge underviser, så her fik jeg mit specialeemne forærende, en fortolkning af Kafkas værk ud fra en jødisk vinkel. Bortset fra min specialevejleder, nu afdøde Uffe Hansen, har den hjemlige litteraturforskning ikke (som den internationale), interesseret sig for Kafkas jødiske herkomst. Men i 1999 udgav Uffe Hansen Aforismer og andre efterladte skrifter med et noteapparat, der viser, at der i Kafkas aforismer kan findes idéstukturer, som bl.a. peger direkte mod tænkningen i hasidismen i den jødiske mystik, f.eks. Den, der søger, finder ikke, den, der ikke søger, bliver fundet. Aforismen refererer til en hasidisk idé og handler om at gøre det negative, som der desværre ikke er tid til at gå dybere ind i her. Kort kan jeg sige, at hvis man ikke tillægger Kafkas jødiske baggrund betydning for hans værk, kan man let overse, i hvor høj grad hans verdensengagement kanaliseres via den jødiske identitet.

I Kafkas dagbog kan man følge, hvordan hans gryende jødiske bevidsthed fører til øget skrivning. I 1910 i Prag hørte Kafka et foredrag med Martin Buber, der var en af den zionistiske bevægelses førende skikkelser i Berlin. I vinteren 1911, da en jødisk teatertrup fra Galicien optrådte Prag, så Kafka og Brod mere end 20 forestillinger, og Kafka blev ven med truppens ledende skuespiller, Jitzhak Löwy. Og i dagbogen mellem erindringer og drømme, refleksioner over sproget og referencer til bl.a. Goethe, Dostojevskij og Strindberg, dukkede nu også en jødisk verden frem. Mere end 100 sider i dagbogen er kommentarer til det jødiske teater og den øst-jødisk-europæiske kultur. Der er refleksioner over vest-jødens stilling i samfundet og den jødiske religions praksis i vest og i øst; der er referencer til jødiske forfattere og til Torah (Loven, De fem Mosebøger) og Talmud (Studium, Samlingen af diskussioner af Loven) og til den hasidiske teksttradition. I denne første store inspirationsbølge skrev Kafka bl.a. to af de mest kendte fortællinger Dommen og Forvandlingen i 1912 og 1913.

I Dommen fortæller Georg sin far om sin forestående forlovelse. Faren reagerer giftigt og ironisk på Georgs frigørelsesforsøg, der giver anledning til et absurd magtspil mellem faren og Georg og ender med, at faren dømmer sønnen til druknedøden, hvorefter han løber ud af huset, ud på Cechbroen, griber om gelænderet som en sulten griber efter føde og kaster sig i floden. Kafka skrev Dommen i én lang skrive-rus, der varede hele natten, og anså den selv for sit egentlige gennembrud.

I Forvandlingen vågner Gregor Samsa, en pligtopfyldende, ung handelsrejsende en morgen efter urolige drømme og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en kæmpebille. Kafka bruger ordet Ungeziefer, og det er tankevækkende, at netop Ungeziefer sidenhen i Hitlers racistiske propaganda, blev brugt som benævnelsen for en jøde. I den forbindelse vil jeg nævne, at Kafkas tre søstre og adskillige af hans venner og kolleger endte livet i en kz-lejr. I brevet til faren kalder Kafka far-søn-konflikten for ein Kampf des Ungeziefers og erindrer også, at faren kaldte kunstnervennen Jitzhak Löwy for Ungeziefer. Der er desværre ikke tid til at gå dybere ind i teksten, men i Forvandlingen handler det ikke længere kun om at være en fremmed i nye omgivelser, men en fremmed i sin egen krop. Også det må siges at være aktuelt for vor tid.

Den amerikanske succesforfatter Nicole Krauss har i sin seneste store roman Mørke dybe skove ladet Kafka overleve den lungetuberkulose, han døde af, og rejse til Palæstina, en tanke han havde flirtet med. Så ud over at blive udgivet og anerkendt mod sin vilje har Kafka fået et efterliv, som han ville have hadet. Eller ville han? Måske sidder han på en himmelsk tærskel og kigger ned på vores absurde verden – og ler.


Læs mere om Birte Kont
forfatteren til dette 10 minutters lyn-oplæg 
søndag den 18. august 2019
i Dansk Forfatterforening.







I kølvandet på festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening

Foto: Majka Bjørnager.

Til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening var der
i går mulighed for at høre stemmer fra nær og fjern.

Måske nåede du ikke at være med 


- eller også vil du måske bare gerne læse eller høre mere.

Det har du mulighed for via disse festival-links:


Bent Melchior:
1. del:
2. del: 



Iben Hasselbalch:




Michael Omoke & New Nordic Voices:




Martin Paludan:




Linne Windfeldt Valling Rasmussen:




Birte Kont:




Vokalgruppen Syng Med Hjertet:
Anja Gram:




Jon Høyer:




Jannik Hastrup:




Helene Johanne Christensen:




Dominique Auxila Frugaard:




Ingrid Tranum Velásquez:


Festivalafslutningens overraskelse:

Anne Hansen:


----


Læs mere om festivalen MØD VERDEN 
- og festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening i går. 

fredag den 16. august 2019

Mød forfatteren Birte Kont




Foto: Helene Hernflo.

Selvom man ikke har læst en linje af Kafka, 
kender enhver udtrykket kafkask. 

Franz Kafka tilhørte det assimilerede jødiske tysktalende mindretal i Prag, 
skrev i en antisemitisk tid 
og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder. 
Hvordan er Kafka universel? 
Og hvad kan dette kafkaske fortælle os i dag?

Hele oplægget er siden 
- med tilladelse fra Birte Kont -
offentliggjort her på bloggen.
Læs det her.

Birte Kont fortæller om Kafka til festivalafslutningen.
Selv har hun skrevet bogen
"Skyldidentitet hos Franz Kafka
– en moderne jødisk tvivlers livtag med loven"
 (Nansensgade Antikvariats Forlag , 2002).



Birte Kont fortæller:
"Mit syn på litteratur og sprog er farvet af den russiske litterat og kulturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975). Bakhtin definerer sproget som en ”begivenhed”, der inddrager sproglige, kulturelle og sociale elementer fra omverdenen. Her spilles værdierne i menneskelivet og samfundslivet ud mod hinanden inden for et særligt historisk rum. Sprog er verdenssyn.
Mit syn på sproget og verden – og kønnet – er inspireret af feministen og forfatteren Virginia Woolf (1882-1941). Woolf ser sproget som udtryk for et mandligt verdenssyn, hvori den kvindelige forfatter kan komme til orde som en sproglig og kulturel konstruktion i brændpunktet af en mængde forskellige synsvinkler.
Jeg er optaget af det felt, hvor litteraturteori og psykoanalyse lapper ind over hinanden: På trods af at den gode litteratur etablerer sin egen virkelighed, bliver litteraturen fortsat til gennem sprog, der skrives af mennesker i verden.
Mit mangeårige og nyskabende arbejde med Franz Kafka (1883-1924) er et område for sig, men hænger sammen med mine øvrige temaer.
Kafkas sociale blik på individet og den moderne, bureaukratiske, sekulære verden peger mod forfatterens baggrund i den tysktalende, assimilerede jødiske minoritet i det antisemitiske Prag i de første årtier af 1900-tallet.
Kafkas tre søstre døde i kz-lejr.
Arbejdet med Kafkas forfatterskab har fra minoritetens synspunkt givet mig et særligt blik for at finde nye og skæve perspektiver på det kendte – og omvendt."


Om romandebutten EN BY I RUSLAND (Gyldendal, 2011):

Hun vokser op i en jødisk familie i skyggen af anden verdenskrig, hvor fortielse og ulmende jødehad eksisterer side om side.
I hele sin barndom og ind i ungdommen bliver hun holdt uvidende om, hvad der skete med jøderne under krigen. Hverken hendes bedsteforældre, forældre eller onkler og tanter siger noget, det er en stiltiende overenskomst i familien, at man vælger at være tavs for at skåne. Men effekten bliver det modsatte. Det ufortalte vokser sig stort og uhyggeligt i barnets fantasi.



Birte Kont medvirker til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN
søndag den 18. august kl. 13-16 
i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, 
Dronningensgade 14, Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet til 
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 
- et par gader derfra.

I kølvandet på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro

                      Claus Willumsens lyrikinstallation "Om vi mødes igen". Foto: Majka Bjørnager: 

I Salonen var der mulighed for at høre 
stærke stemmer fra nær og fjern.

Måske nåede du ikke at være med 
- eller også vil du måske bare gerne høre mere.
Det har du mulighed for på disse festivalpodcasts:

Knud Vilby:

Asef Soltanzadeh:

Anne Hansen:

Stig Dalager:

Claus Willumsen:

Katrin Ottarsdóttir:

Salim Abdali:

Khalid Albaih:

Louise Christine Larsen & Khalid Albaih:

*

Se hele aftenens program på hjemmesiden.

torsdag den 15. august 2019

I kølvandet på 3. festivaldag i Vanløse



Foto: Majka Bjørnager.

Dejligt og overvældende at der var så mange til festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse. Der var det dobbelte af, hvad der var sidst, så det var umuligt at få stole nok – og få plads til stolene, så mange måtte sidde på gulvet. Det gav en meget intens stemning til arrangementet. Madame Garborg stod for den ypperlige bespisning, og selv om hun havde lavet den dobbelte portion af, hvad vi havde aftalt, så var der ikke en krumme tilbage bagefter. Tak til dem, der sørgede for oprydningen. Men allermest tak til Sune, der åbnede galleriet for os alle – og ikke mindst til de medvirkende. Der var et kvarter til hver, men der er mulighed for at høre dem berette endnu mere i festivalpodcastene, der er links til herunder. Her er links til alle, der medvirkede på 3. dagen – enten podcasts eller anmeldelser/tekster. Og tillykke til Rasmus Braun, for podcasten med hans historie er den mest lyttede podcast, der netop har rundet de første 100 lytninger:

Kl. 16.00:

Rasmus Braun & Lotte Arnsbjerg:

Sue Hansen-Styles & Nina Larissa Bassett:
Cindy Lynn Brown & Kenneth Krabat :

Kl. 17.00:

Christina Svennevig & John Søncksen:
Eva Billesbølle Tworek :
https://svennevig.podbean.com/e/eva-billesb%c3%b8lle-tworek/                                                                                           
Trine Andersen:
https://svennevig.podbean.com/e/trine-andersen-med-afrika-i-blodet/                                                                                   

Kl. 18.00: Vegetarisk aftensmad v/ Madame Garborg                                            

Kl. 19.00:

Christina Munk:
https://svennevig.podbean.com/e/christina-munk-om-at-leve-med-sin-sarbarhed/                                                                                                       
Maria Lundborg:
https://svennevig.podbean.com/e/maria-lundborg-gennem-en-hinde-af-is/                                                                                                             
Vibeke B. Arildsen:
https://svennevig.podbean.com/e/vibeke-b-arildsen/                                                                                                           
Cecilie Rosdahl:

Kl. 20.15:

"Minder om rejser jeg aldrig har været på".
Performance af og med Thulla Wamberg, Shohreh Shahrzad & Michael Svennevig:

Prisoverrækkelse af Festivalens Altruistiske Pris 2019 - til Thulla Wamberg: