Viser opslag med etiketten Rebecca Langley. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rebecca Langley. Vis alle opslag

tirsdag den 27. juni 2023

Reza Farmand: DET ER BLODET DER ELSKER

 

Bogomslag: Grafiker Søren Klok.


Den dansk/iranske digter Reza Farmand
udgav i foråret 2023 digtsamlingen
DET ER BLODET DER ELSKER

Forskellige uddrag fra digtsamlingen kan høres alle festivaldage.
Skuespilleren Mette Frank læser uddrag til festivalåbningen
Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag 
på 2. og 3. festivaldag i Vanløse og på Østerbro.
Skuespilleren Rebecca Langley læser uddrag 
til festivalafslutningen på Amager.
Skuespilleren Laura Kamis Wrang læser uddrag 
til festivalens Nachspiel i Husum.

Kærlighed kaster
livets betydning op i himlen

*

Når man elsker bliver man føjelig
og tager sin skønneste form

*

Kærlighed
er projektet for at redde ungdommen
for at redde skønheden

*

Rynker er dødens klare geografi
kærlighed redder kroppen
fra dens uundgåelige blindgyde

*

Omslag: Grafiker Søren Klok.



Reza Farmand fortæller om sin digtning:

"Jeg skriver på persisk. 

Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. 
Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. 

Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund og den trækker som en magnet de passende ord til sig. 

I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. 

Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min seneste bog ”Det er blodet der elsker”. 

Gnisten, der tændte bålet var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter."




Kærlighed er kroppens nøgle til ungdom
kroppens nøgle til befrielse

*

Kærlighed er vogter for elskovens ild
vogter for kroppens forår

*

Kærlighed sprænger traditionernes og
kulturernes grænser
for at skabe sin egen grænseløse verden
i dybet af blod og sprog

*

Kærlighed er den metafor
der lyser din poesi op
det højdepunkt
der fuldender din historie

*

Kærlighed bliver til enhver nøgle du vil
enhver vej du ønsker

*

Kærlighed er hjertets omdannelse til fugl
hjertets omdannelse til storm
hjertets omdannelse til sommerfugl

*




Digtsamlingen indgår også i den digitale festivalserie

*

Kærlighed er hormonernes skønneste poesi

*


Kærlighed er allerfineste visdom

*


Kærlighed er når
alle ens drømmefugle letter sammen

*


kærlighed er et vindue der med et
åbner mod alle udsigter

*
kærlighed
er tidens uventede lynnedslag i ordene

*


kærlighed er en moden tid
et modent svar

*


kærlighed er en mild profet
en mild gud
et blidt univers

*


Kærlighed er fredens andet navn
fugleflugtens andet navn
skønhedens andet navn

*


Kærlighedens betydning er altid på vingerne

*


kærlighed slynger sine gloser op mod himlen
lynhurtigt bør du læse dem

*


kærlighed er et digt
som skrives på hastigheden

*


kærlighed er sprogets
og hormonernes fælles vers

*


kærlighed er et oplyst hus i sproget
en frodig have i sproget
en blå himmel i sproget


*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

torsdag den 10. marts 2022

Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster

Foto: Christopher Mertz/Jonas Andersen/Louise Kirstine Danielsen.


Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej

Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm. 

Hør podcast

Sheila Andersen. Foto: Jonas Andersen

Uddrag fra "FORVANDLING eller  ej", 
en eventyrlig fabel forfattet af Sheila Andersen:

"Kvinden lukkede øjnene for bedre at kunne lytte. Hun mærkede længslen, og havet hviskede til hende med sin stille melodi, eller måske var det bare blodet i hendes årer, der igen begyndte at løbe. Noget blev vakt til live, noget hun havde glemt, det var en musik, der lagde sig om hende. Kvinden blev urolig, hun frygtede det ukendte, og åbnede øjnene for at få det til at stoppe, skubbe det fra sig, for kvinden var forelsket. Hun stod og kiggede ud ad den lange badebro, der førte ud i havet. Hun kunne få blodet i årerne til at stoppe, hun kunne få længslens kalden til at drukne, hun kunne spurte ud ad broen og få det overstået, hun kunne smelte sammen med havet og forsvinde i dybet - alt ville blive forvandlet, og hun ville endelig få fred."

Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse inden for børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs  KLODS DANSK. Arbejder i dag som talehørekonsulent i Ringsted Kommune. Sheila har bidraget til flere bøger: GAMMELBOGEN II  (Epigraf, 2014) og LIVET GANG I HF PRØVKLUDEN (Epigraf, 2019)  (indsamling af børne- og ungdomsstemmer). I forbindelse med sidste års festival ÆG & HÅB (2021) skrev Sheila ligeledes en eventyrlig fabel, der blev indlæst og udgivet på podcasten Apopos ÆG & HÅB og oplæst på festivalen af Trine Runge.


Foto: Christopher Mertz

Skuespilleren Rebecca Langley har indlæst teksten.
Rebecca har flere gange medvirket på festivalerne.

På festivalafslutningen af MØD VERDEN (2019) indledte Rebecca sammen med Wanjiku-Victoria Seest med at fremføre et udrag fra forestillingen "For Coloured Girls" af Ntozake Shange som teaterlederen Michael Omoke fortalte om. På festivalen HVOR REGNBUEN ENDER læste Rebecca 1. del af Qaali Schmidt-Sørensens historie "Den Snobbede Afrikaner". 2. del læser Rebbecca til sommer på 3.  festivaldag i Salonen.


Aleksandar Šajin

Læs Aleksandar Šajins digt, "Forvandlingmesteren",
som Poul Storm  har indlæst til podcasten:

Forvandlingsmesteren

I en vanddråbe ved havet på en strand, i en vandkugle blandet med salt og sand så jeg billedet af en have der  sagtens kunne være min. Og i haven så jeg ham sidde på en havestol med narrehat med fire bjælder på. Og hans navn var således Harlekin. Forglem mig ej lille have hvor vinden blæser gennem den nøgne bøgehæk med få tørre blade på, der forgæves forsøger at tildække forårets herligheder hist og her ved at skygge for de knopklare nøgne grene. Jorden vækkes til live af spirende løg af dorothealiljer og vintergækker. Og den lille strålende diskokugle der hænger i en sytråd fra den hvide bjælke i halvtagets trækonstruktion drejer i vinden rundt og rundt, frem og tilbage – en rund forvandlingsmester spændt i brynjen af små kvadratiske spejlglas, der med strålende lyspletter forblænder blikket, og lader solstrålens refleksioner vælte ind over nethinden, sammen med billeder af verden i opløsning og forvandling. Se den lille fattige Harlekin klædt i lysromber af glas, hvor verden spejles i en tidløs mosaik og hvor alle hemmeligheder råbes højt op i en spejlglat himmel i februars kulde. Forvandlingsmesteren, alfekongen og vor alles snedige tjener, hofnar og den sande digter, man hører ham recitere for os alle: Hvis du kan forvandle en banan til en mand, kære mave, så er du den sande gud, forvandlingsmestrenes håb og fryd.

Aleksandar Šajin har ligeledes medvirket flere gange på festivalerne. 
Sidste år på festivalen ÆG & HÅB (2021) med digtet "Festival" som han indlæste på podcasten "Apropos ÆG & HÅB"  (Læs uddrag). I 2020 skrev han digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER (læs digtet). I 2018 var det med romanen "Ivan Blank" (læs anmeldelse). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden smykker" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018).

Poul Storm. Foto: Louise Kirstine Danielsen.

Skuespilleren Poul Storm har indlæst teksten.

Poul Storm har tidligre medvirket på festivalen  BILLEDER AF LIV (2018), hvor han sammen med skuespilleren Trine Runge fremførte en reading på Kenneth Krabats énakter ”Erling møder sin gamle flamme” fra ”Hårdt omtalte fjerkræ”, en samling af af 17 énaktere, der var Kenneth Krabats første udgivne samling af teatertekster. Se video. Hør podcast. Mød Kenneth Krabat på den kommende festival.


Mikkel Andersen. Foto:  Kennet Havgaard

Musikken på podcasten:
Heitor Villa-Lobos (1887-1959): "Mazurka-Choro""
indspillet af Mikkel Andersen
 fra cd´en: "Un Buen Día/One Fine Day" (Helikon, 2017).


Mød Mikkel Andersen på den kommende festival, 
hvor han medvirker på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse 
og på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro.
Hør også podcasten med Mikkel fra sidste års festival. 
Det var en af de mest lyttede!

*
Næste uges podcast :

3) Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1977 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af. Se anmeldelse. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.

*


Foto & layout: Michael Svennevig.

Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
 #forvandling
*

torsdag den 3. marts 2022

FORVANDLING: 1. Præsentationspodcast

Foto & layout: Michael Svennevig.


1.     PRÆSENTATIONSPODCAST

Uddrag fra de kommende 5 festivalpodcasts 

Lyt med her

 

Foto: Michael Svennevig.

         FORÅRSFORNEMMELSER: Lydbrev fra Paris 

Jeg rejste til Paris, og det var ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. Tag med på rejsen – og lyt med på dette lydbrev fra Paris. For det handler om at åbne vinduet eller døren - og tage imod verden omkring os. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. februar 2021. 


Foto: Michael Svennevig.

              Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster

Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej. Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 12. marts 2022.


Foto: Michael Svennevig.

      Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1979 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle  hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun  styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af. 

Se anmeldelse.  Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.


Foto : Pia Hansen.

 Åbningen af Sønderbro Frugthave

Til åbningen af Sønderbro Frugthave fortalte Bente, Michael og Erik om initiativer og fællesskaber i en haveforening på Amager. Bente fortalte om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortalte om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortalte om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har førte til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. marts 2021.




                     Gustav Foss: om frådende raseri og kulsort humor 

Musik og ord blander sig sammen i Gustavs liv. Musikken var der først, og siden kom ordene til, der nu er resulteret i ”en skiveskåret rugbrødsroman i fire dele”. Universet i romanen er kulsort, men også kradsende morsomt. Alligevel skal der bare den mindste lille flamme til, for at mørket viger – og håbet alligevel vinder indpas. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 2. april 2021.

 

Der offentliggøres en ny festivalpodcast hver weekend frem til august.



#forvandling

mandag den 27. juli 2020

Qaali Schmidt-Sørensen: Fejlfarvet kvinde til vejledning


Foto: Michael Svennevig.

Fejlfarvet kvinde til vejledning
af Qaali Schmidt-Sørensen
(uddrag)


-Undskyld, men jeg vil også gerne vide, hvor din familie oprindeligt kommer fra? 
-Er Danmark-København ikke svar nok?
-Nå nå ok....  Har du en kæreste?
-Nej, svarede jeg meget tydeligt.
-Er det fordi du ikke må pga. din religion
-Nej, sagde jeg
-Har du nogle danske venner,
-Ja, mange venner.
-Du er en af de heldige som er blevet integreret hurtigt i vores samfund, hvad?
-Ja svarede jeg.
Efter en kort pause:
-Du taler jo flydende dansk og du har nogle fine eksamensresultater, det er meget flot, og nu vil du gerne vælge den rigtige uddannelse, ikke?
Jo, det vil jeg meget gerne, svarede jeg smilende.
-Det kan jeg forstå, sagde Pia med rynket pande.
-Har du overvejet nogen uddannelse?
-Ja, jeg vil gerne søge om optagelse på politiskolen.
-Hvad siger du???
-Ja, jeg gerne vil gerne søge ind på politiskolen.

Foto: Michael Svennevig.


Oplev et længere uddrag på 
4. festivaldag i Salonen på Østerbro
hvor Qaali vil fortælle om sin tekst, 
der bliver læst af Rebecca Langley.

Hør også podcasten "Den usynlige krig", 
hvor  Qaali fortæller om at være tilbage i Somalia
så mange år efter flugten derfra. Podcasten er fra 2019.

*

Rebecca Langley fremførte sammen med 
Wanjiku-Victoria Seest 
 et uddrag fra den afroamerikanske dramatiker 
Ntozake Shanges "For Colored girls", 
til festivalafslutningen sidste år,
hvorefter Michael Omoke fortalte om 
New Nordic Voices, 
som han er stifter og kunstnerisk leder af.
Mød Michael Omoke igen i år på 
til en samtale om August Strindbergs 
"Frøken Julie" med et afrikansk twist.




Mød Rebecca Langley, der er fra Zanzibar og Danmark,

Læs mere om festivalen


*


torsdag den 29. august 2019

Anmeldelse: FOR COLORED GIRLS af New Nordic Voices/KU.BE



Foto: Zach Khadudu

Ja, de ser jo umiddelbart ikke særligt nordiske ud, sådan som de står der foran os på scenen i det engelsksprogede Tony Award-norminerede teaterstykke af den New York-baserede afroamerikanske forfatter/digter/dramatiker Ntozake Shange (1948-2018), der i aftes havde premiere på KU.BE på Frederiksberg. Det er 6 farvede piger samt en dansk. Men det er netop sagen, som Michael Omoke forklarer det, han er teatrets stifter og kunstneriske leder. Det handler om at give stemme til kunstnere, der alle bor i det nordiske og som kan tilføre noget nyt. Samtidig med at det omgivende samfund også for dem er nyt, for de kommer fra andre egne af verden. På den måde er det ”nye nordiske stemmer”.


Foto: Anis Dhiman

Stykkets fulde titel er: ”For colored girls who have considered suicide/when the rainbow is enuf" (1975). De 7 kvinder hvirvler rundt på scenen i hver sin farverige kjole. Som farver på et stort maleri blandes farverne rødt, gult, brunt, blåt, grønt til et stort billede af kvindernes liv og færden. Farverne er glade, rasende, syngende eller drømmende. Vi er sammen med: Victoria (Kenya), Rebecca (Zanzibar), Alice (Zimbabwe), Dew (Sydafrika), Pernille (Danmark),  Praachi (Indien) og Ellen (Malawi). De præsenterer sig i begyndelsen og vi ser flagene fra deres hjemlande mødes i et stort billede på bagvæggen, der understreger at det er individuelle fortællinger, men samtidig forskellige sider af det at være kvinde.

Foto: Anis Dhiman
                                                                                                                        
Men som altid, når det kun er kvinder tilstede, bliver det vist hurtigt de fraværende mænd, der tales mest om. Men det handlede også om selvstændighed, om at stå ved sig selv. Om at finde sig selv og være glad for det fundne. Stemmerne tilhørte såvel unge som ældre kvinder. Forfattercitatet ”Where there is a woman there is magic” lokker indenfor til forestillingen. Først syntes jeg at det lød lidt postuleret og overdrevent, men ikke efter at have overværet premieren i aftes på KU.BE på Frederiksberg, var det netop hvad forestillingen på fineste vis bekræftede. 

Foto: Anis Dhiman

Det skråt tilskårne scenerum er nøgent og bliver kun brudt af tre kasser i den ene side, der udgør en forhøjning. Ud over det, er der intet andet end de 7 kvinder, der konstant er på scenen gennem forestillingens knapt 2 timer. Instruktøren Shirley Basefield Dunlap har et sikkert og godt øje for dynamikken og energien kvinderne imellem, og er god til at bruge og udnytte det scenisk. Det er som at være flue på væggen i kvindernes omklædningsrum. Hver af deres historier er som sider af livet i et stort album, der tilhører dem alle. De fortæller deres historier til os, men det er lige så meget en del af deres egen fælles fortælling. Der er energi som er det en polterabend, hvor der skal festes igennem, og hvor den bagvedliggende smerte først træder frem senere. For da den første festglæde har lagt, går forestillingen ned i gear, og træder i karakter med beretningerne om mændene. De mænd, der flyver fra kvinde til kvinde. De mænd, der lover alt og intet holder. De mænd, der både er der og alligevel ikke er der. De mænd, der tilsyneladende får alt, men intet giver. Det kunne hurtigt gå hen og blive ret ensidige monologer uden nogen til at forsvare den mandlige side af det, men det er samtidig tydeligt at det også er mændene, der giver liv til kvinderne, så selv om forestillingen munder ud i en stor syngende hymne, der priser kvindernes evne og vilje til at blive sig selv – og stå ved det, er der stadig plads til mændene, når bare de opfører sig ordentligt. 

For det er også en forestilling om at give sig hen. Kvinderne er gode til det, så der er ikke noget at sige til at det ikke altid er lige let at mødes i denne hengivelse, men det er såvel dengang som nu en mandlig domineret verden som omgiver forestillingen. Der er sket meget siden forestillingen blev skrevet i 1975, men spørgsmålet er, hvor meget det alligevel har rykket sig? Vi vil gerne tro på og leve med ideen om at verden og vi selv er på en kurs, der hele tiden gør vores forhold til hinanden og verden bedre.

Foto: Anis Dhiman

De to mest rørende historier fortælles af Rebecca og Victoria. Rebecca fortalte om drømmevennen, der sprang ud af hendes ungpigelæsning af voksenbøger. Hun forelskede sig i ham, og slap ham først, da hans navnefælle antog skikkelse af en ung fyr, der blev overordentlig virkelig, da han stillede sig foran hende og blev stående, så hun kunne forelske sig i ham i stedet. Victoria fortalte den forfærdelige historie om de forelskede, der blev hinandens værste fjender. Om manden, der narrede deres fælles børn fra hende og holdt dem ud over balkonen, for at tvinge hende til at gifte sig med ham, og da hun forståeligt nok tøvede, slap han taget i børnene. Forestillingen var spændt ud imellem den første store drøm og de døde børn.

Der er ingen gennemgående historie - eller det er der måske alligevel, for det handler om at være kvinde, om at blive kvinde og om at overleve som kvinde. Det var forelskede kvinders historier. Hævngerrige kvinders historier. Grædende kvinders historier. Det var stemmer fra alle livets cirkler, der træder dansen i denne fine forestilling. Synd at KU.BEs lys er så dårligt, for forestillingen fortjener en langt bedre lyssætning, for det er teater i en rendyrket form, for der er intet andet end det vigtigste. Vi er på scenen sammen med de historier der betyder noget og som er vigtige at få fortalt. Der er god grund til at skynde sig ud og se forestillingen, mens den spilles på KU.BE. Forestillingen havde premiere på kvindernes kampdag i Finland tidligere på året, og skal efter Danmark videre til Sverige og igen tilbage til Finland.

Da jeg skulle hjem stod jeg af ved Nørrebro Station og cyklede tilbage gennem byen. Den farverige forestilling kunne bedst fordøjes ved at køre gennem byens mest blandede bydel, før jeg endte tilbage på Østerbro, der pludselige virkede så farveløst og måske også farveforskrækket. Jeg havde nydt at være omgivet af det blandede publikum i KU.BE, hvor der i øvrigt var en lukket mørk tunnel, der forbandt første sal med stuen, hvor man kunne kure ned, hvis man ellers turde. Men jeg gjorde jeg ikke. Men næste gang gør jeg det...


Foto: Anis Dhiman


FOR COLORED GIRLS
af  Ntozake Shange

Spiller fra den 28.8.-1.9.2019 kl. 19.00
Spillested: KU.BE, Dirch Passers Allé 4, Vanløse

Medvirkende:
Rebecca Langley, Pernille Nordtop, Ellen Gram, 
Wanjiku Victoria Seest, Alice Knuth, Dew Mandonsela 
og Praachi Pratz
Instruktør: Shirley Basefield Dunlap
Lys: Cheryl Williams
Instruktørassistent: Anna Skanborg
Produktionsleder: Zach Khadudu
Forestillingsleder: Aicha Haidara
Kunstnerisk leder:  Michael Omoke
Økonomi: Anders Juhl & Hind Charafi
Grafik: Shasyaa Harsh Vaishnav

Læs mere om Ntozake Shange

KU.BEs hjemmeside

ACT/New Nordic Voices´ hjemmeside



*

Foto: Majka Bjørnager


Her er et foto af Victoria og Rebecca, 
da de opførte et uddrag fra forestillingen 
søndag den 18. august i Dansk Forfatterforening. 

Læs festivalopslag 
og hør festivalpodcast med Michael Omoke.

Læs også om den seneste 
New York-opsætning af "For Colored Girls".