Viser opslag med etiketten Hvor regnbuen ender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvor regnbuen ender. Vis alle opslag

søndag den 6. december 2020

Anmeldelse: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN på Espergærde Bibliotek

 

Fotos: Madame Garborg

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for, når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.



”Når hun og jeg

legede sammen

glemte jeg

hendes handicap”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek



Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.




”Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg

de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 



Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.

 




”Mange har spurgt mig

om det har været hårdt

at vokse op med en søster

der har Downs

og autisme.

Ja

har jeg svaret.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 


De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.


 



Læs og lyt mere:

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast  med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN.    I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København. 


Foto: Majka Bjørnager. 
Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse.

*

Nynne Tworeks digtsamling, "Glasdøren", koster 149,- kr. 
og kan købes i Fredensborg Boghandel 
eller direkte via mail til nynnebtworek@gmail.com

*


Foto: Michael Svennevig


*

søndag den 2. august 2020

Lilian Frederiksen: Fra emballagedesign til clairvoyance

Foto: Michael Svennevig.


Mød Lilian Frederiksen 
2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.


"Jeg er vant til at arbejde med ideudvikling og grafisk design, men pludselig skete der en ændring i mit liv. Via et besøg i Amazonas regnskov kom jeg til at tænke i helt andre baner. Derfra kom der en masse nye impulser ind i mit liv. Det var noget jeg hovedkulds stødte ind i og blev introduceret til af fremmede mennesker jeg aldrig havde mødt før.”


Foto: Michael Svennevig.


”Jeg åbnede først døren på klem ind til en helt anderledes verden, hvor jeg måtte sadle mit liv om. Alt det som jeg tidligere havde været vant til og været stolt af smuldrede. Jeg havde været i toppen af erhvervslivet, hvor alting kører på de højeste nagler, og hvor alting er toptunet og funktionsdygtig. Så det var noget af et chok, da jeg fx. ganske uforvarende blev opfordret til at søge et arbejde, hvor jeg skulle arbejde med døvblinde - og fik det! Jeg havde aldrig mødt handicappede før, for de eksisterende ikke i min gamle verden, men det kom de til - sammen med alt det andet nye og anderledes.”


Mød Lilian Frederiksen 
på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen

*

Stig Dalager & Sue Hansen-Styles: "The Dream"



Mød Stig Dalager fra helt nye sider på denne 26. festivalpodcast.

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles 

Stig Dalagers teaterstykke "Drømmen" eller "The Dream" har spillet på Odense Teater med Birgitte Fiederspiel i den centrale rolle som Elisabeth i dette kammerspil om 3 kvinder i tre generationer. Men stykket har også spillet i Moskva og i New York, hvor det var Bergman-skuespilleren Bibi Anderson, der havde den bærende hovedrolle som den syge og døende kvinde, der ser tilbage på sit liv. For hvad er det egentlig der sker? Er det hele én stor drøm, der foregår i Elisabeths underbevidsthedhed? Drømmene er helt centrale i Dalagers forfattergerning både som lyriker, forfatter og dramatiker. Drømmesporet går også igen i Stig Dalagers nye roman "Kaos og verden", der udkommer senere på måneden. 


På podcasten her, men også op den kommende festival, er det det den engelsk fødte, men dansk bosatte skuespiller Sue Hansen-Styles, der læser uddrag fra "The Dream". Sue Hansen-Styles er også kunstnerisk leder af The Why Not Theatre, der seneste spillede forestillingen DANCE WITH ME på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sue var alene på scenen i Solbjørg Højfeldts fine instruktion.

På podcasten er der et nykomponeret nummer, "Land of Shadows", af Jens Rugsted med tekst af Stig Dalager. Den er et bud på en titelsang til en muligt kommende amerikansk filmatisering af Dalagers roman af samme navn. Eller som den hedder på dansk: "Skyggeland". Hvem der synger? Ja, det er en overraskelse.

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles  på den 26. festivalpodcast

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles 

Læs mere om festivalen

*

Ingrid Tranum Velásques:"Vi er norden" & "Unfinished Tales"

Foto: Michael Svennevig.

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse,

Ingrid fortæller om at rejse ind i koloni-kroppens følsomme landskab. Om at arbejde med sceniske formater, der stiller sig til rådighed og faciliterer lokale og nordiske debatter. Om at skabe rum, hvor fortællinger mødes på tværs. Om at bryde tavsheden. Om unge, der skal finde deres identitet mellem de uskrevne sider i historiebøgerne og de sorte huller i samvittigheden. Om sårbarhed og anspændthed. Om at træde varsomt.


Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo.


hvor hun fortæller om sit arbejde som koreograf og danser
- og om sine mange undersøgelser af verden omkring sig igennem kroppen, der filtrerer det hele til form og udtryk. Jeg mødte Ingrid, da jeg sidste år anmeldte forestillingen HERFRA MIN VERDEN GÅR, der var en undersøgende forestilling om, hvordan vi til alle tider har flyttet os rundt - og stadig gør det. Om flugt og forsøg på at finde hjem. Ikke mindst for dem, der er blevet fordrevet fra deres hjem. Hør mere på denne podcast med Ingrid Tranum Velásques fra sidste år.

I år på festivalen fortæller Ingrid, at arbejdet sker gennem embodiment, koreografi, film og performance via den nordiske kolonialismes foruroligende fodspor og arkiverer som afslutning det visuelle, koreografiske, skriftlige og auditive materiale i et udstillingsformat, målrettet skoler og uddannelsesinstitutioner."


Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques 


Også i Norden handlede vi med menneskekroppe på tværs af kontinenter. Også i Norden splittede vi familier og lande i civilisationens navn. Også i Norden forbød vi sprog og kulturel praksis, og tvangsfjernede børn til racebiologisk forskning. Og vi har lært at håndtere det kollektive arvæv med tavshed. Vi overhører dagligt de postkoloniale traumer i Grønland og på Færøerne, lukker øjnene for den foruroligende aktuelle kolonisering af Sápmi og reproducerer den transatlantiske slavehandels sociale positioneringer. 
I værkerne VI ER NORDEN og Unfinished Tales, det sidste målrettet 13-18 årige, undersøger vi den nordiske kolonialismes nutidige skikkelse. I VI ER NORDEN søger vi gennem et dekoloniserende ritual at opløse kolonialismens nedarvede koreografier. Værket rejser rundt i nordens forskellige koloniale og postkoloniale terræner og stiller sig til rådighed som performativ situation i den lokale debat om dekolonisering. I Unfinished Tales mødes koreografer og unge fra hele Norden, Jomfruøerne og Ghana i udarbejdelsen af et tre-årigt værk. 

Foto: Julie Støp Husby. 
Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques  og Camara Lundestad Joof. 


Begge værker produceres og iværksættes af NextDoor Project og kunstnerisk leder, koreograf og danser Ingrid Tranum Velásquez i tæt samarbejde med kunstnere fra Grønland, Sápmi, Ghana, Jomfruøerne, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Finland.


Foto: Michael Svennevig.

Læs mere på nextdoorproject.dk

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på  3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Læs mere om festivalen

*

Anmeldelse: SNIPER af Kasper Hoff



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)


”Jeg hedder Christopher. Christopher Leboucher Larsen, men folk kalder mig Stoffer.”

 15-årige Christopher bor alene med sin mor. Han har to venner, Hassan og Emil. De mødes nede på pladsen bag idrætscentret, hvor de mest laver ingenting eller slås for sjovt, men det er nu mest Emil og Hassan. Christopher er varm på Petra fra klassen, men det er langt fra gengældt. Det længste Christopher kan drive det til, er at låne en blyant af hende. Men en dag får han et brev, der inviteret ham til et møde med en advokat, der overrækker ham en konvolut med en nøgle. Nøglen passer til en garderobeboks i lufthavnen, hvor der også befinder sig et gevær og et charteque med mordplaner. Christopher og hans to venner prøveskyder med geværet nede i den nærliggende mose, og da en afrikansk politiker med en blakket fortid kommer på besøg i København, tager Christopher med til klassens moddemonstration, men tager også geværet med – og går i aktion. Politikeren bliver dræbt. Det gælder også den næste på listen i chartequet. Da Christopher mødes med den 3. på listen, viser det sig at være hans forsvundne fars tidligere elskerinde. Den forsvundne far, som måske alligevel ikke er helt så død som han først troede.

I skolen prøver klasselæren at undervise i etik, og forsøger at anskueliggøre forskellen på at gøre noget godt, fordi man er nødt til det, eller fordi man vælger at gøre det. Christopher er i tvivl om man må slå ihjel, for hvis det nu tjener et større og højere formål?

På et tidspunkt konstaterer han: ”Retfærdighed er sgu noget mærkeligt noget”.
Bogen slutter med ordene: ”I virkeligheden tror jeg, de fleste er enig med mig i, at verden er et bedre sted uden mennesker som dem. Folk tør bare ikke sige det højt.”

Ligesom i Hoffs efterfølgende roman, ”Rygtet om hendes død” (Modtryk, 2016) er det igen en dreng med en manglende far, der udsættes for mangt og meget. Det er igen større etiske dilemmaer, der sættes i spil. Hvad kan man? Hvad skal man? Hvordan skal man leve bedst muligt? Hvordan gør man det på den bedst mulige måde?

Begge sønner i de to romaner presses ud i absurde situationer, men figurtegningen er så fin, at det ikke skorter på indre motivation. Hoff satser det hele og vinder, for han træffer den 15-årige pubertære knægt lige på kornet. Det er en fornøjelse at følge ham gennem bogens etiske dilemmaer, der er ekstra presserende i lige netop den alder, hvor alting skal stå sin prøve. Det giver et ekstra spændingslag til bogen.

Den umulige historie ender faktisk godt, og det er ikke synd at afsløre, for det er vejen dertil, der er det vigtige. Ikke udfaldet i sig selv. Det er en regulær spændingshistorie, der samtidig kommer til at fungere som en lære i etik. Det er flot håndteret.



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)

Mød Kasper Hoff til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*

Erik Trigger: "svajende som et flyttelæs"

Foto: Peter Langwithz Smith.



Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Tidligere havnearbejder og skolelærer, men altid digter og erklæret anarkist. Nu også forlægger, redaktør og omslagsdesigner på mit eget forlag ANARKI. Debuterede på fornemme Brøndums Forlag i 1991 og er pt. ansvarlig for 15 værker i genrerne digte, børnebøger, roman, noveller, koncerttekster og spoken word cd og sceneshow, sammen med illustratorer, musikere og billedkunstnere. Har internationalt deltaget i Struga Poetry Evenings (Makedonien) og (som første danske forfatter i øvrigt) ved Internacional festival de poesia en Medellin (Colombia). 



Her er et digt Erik Triggers nyeste samling, 
MØRKETS JOURNALER 


Du er en journal jeg bladrer i
en sen forsoning jeg synker igennrm
for at klæbe mig til dine cellevægge
og gøre hver af dine tanker
til en undergrund

Nordstjernen glimter
i kønshårenes tunge dråber
det susr i havstokkens strå
og der er ingen ende på dig

Atomerne forlader os
for at finde nye former
og havet skraber imod molen
som hjemløse katte

Jeg prøver at krydse dagen
balancerer over afgrunden
med skiftende mål i munden
svajende som et flyttelæs
imens mine hænder metodisk
foretager deres oceanografiske kortlægning
af det der afskiller os
drevet af befolkningstilvækstens vedvarende snuren
i nosserne



                         Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*