Dobbeltanmeldelse: HERFRA MIN VERDEN GÅR på Riddersalen og RUSTUREN på Edison

 

Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)

 

Det var en stor og berigende oplevelse at se de to teaterpremierer i sidste uge: ”Herfra min verden går” på Riddersalen og ”Rusturen” på Edison. Den første er en dokumentarisk danseforestilling for de 10-15 årige, og den næste er en ungdoms/voksenforestilling. Det er en god ide at starte med børnene og de unge, for det er dem, der overtager det vi ikke selv kan finde ud af, og som selv skal forsøge at finde vej igennem. ” Herfra min verden går” er en forestilling, der på fornem vis handler om at prøve at sætte sig i andres sted. Og går med de mennesker, der er på flugt, på deres hvileløse vandring fra land til land for at finde (et) hjem, og samtidig bliver vi mindet om, at fra 1840-1915 var der 52 millioner europæere der udvandrede til oversøiske lande. Nu er strømmen bare vendt, så det er de andre, der søger mod Europa.

I ”Rusturen” på Edison er der i og for sig den samme tematik, for det handler også om identitet, og selv om det er grebet an fra et helt andet perspektiv, er det en forestilling, der velfortjent giver os et slag over næsen

HERFRA MIN VERDEN GÅR

 

Fotograf: Simon Jeppesen

Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det forestillingen ”Herfra min verden går” at give os den følelse.

Det skete på næsten legende vis, for vi blev inviteret indenfor på Riddersalen - på bare tæer - og blev placeret rundt om scenen, hvor der var lagt en masse puder og tæpper, og får at vide at forrest er det Nord- og Sydamerika, bagved Asien, Indien, Afrika, Australien, Rusland og Sibirien – og Europa. Alle jordens kontinenter er fordelt på de puder og tæpper, der er lagt frem på scenegulvet. ”Men hvor føler du, at du hører hjemme? Hvor har du rod? For det er jo ikke nødvendigvis dér, hvor du er født?”

Vi satte os på hver vores pude – på hver vort kontinent. Derfra bliv vi så gennet bort igen. Ét sted var der en naturkatastrofe, men det er slet ikke nedfældet som en gyldig grund til at flygte i flygtningekonventionen, og er derfor ikke omfattet af den. Én blev forelsket i én fra et andet land på en rejse og ville have kæresten med hjem, men det var ikke muligt, så derfor rejste de videre til et andet sted sammen. Én havde en mor, der oprindelig stammede fra et andet land, og da hun ikke kunne få opholdstilladelse, flygtede hun til et tredje land – og tog familien med. En havde udtalt sig kritisk om den siddende diktator, og blev smidt ud – og familien rejste med i sympati.

Til sidst var alle flygtet fra der, hvor de oprindelig havde sat sig på deres pude – nu var vi på flugt og havde taget puderne med og stod nu rundt om scenen ventende, mens vi kiggede ind mod den tomme scene, hvor de to spillere kunne berette den autentiske historie om pigen, der var født i Las Palmas, Spanien. Mens forældre oprindelig kom fra Tahiti. Da de ikke kunne bo i Spanien, flygtede de til Danmark, og da de heller ikke kunne bo der, flygtede de til Kiruna i Nordsverige. Da de ikke kunne bo i Sverige, flygtede de tilbage til Danmark – og i 9 år havde de nu været i Danmark som flygtninge. Pigen var teenager – 14 år og ligesom alle andre teenagere. Hun drømte om at blive tøjdesigner eller make-up-artist. Hun holdt fast i sine drømme og drømte om at rejse verden rundt, men det kunne hun ikke så længe hun stadig var flygtning.  Vi hørte hendes egen beretning på den lydoptagelse, der blev afspillet gennem forestillingen. Hun fortalte om sine drømme og om sit liv. Hun havde valgt ikke at tænke over, hvad der ville kunne ske, hvis hun ikke fik opholdstilladelse - og skulle være nødt til at rejse videre. Også selv om alt hvad hun kendte til og kunne huske, var dansk. Hun måtte leve dag for dage – og udskyde at tænke på det andet og prøve at holde fast i, at hun havde et normaltliv – og insistere på at leve det så længe, hun overhovedet kunne. Men hun havde været bekymret for, hvordan skoleveninden ville reagere, når hun fik det at vide. At hun havde en flygtning – som veninde. Om hun ville se ned på hende, og måske blive sur over, at hun ikke tidligere havde fortalt det. Men veninden blev bare ulykkelig over, at hendes bedste veninde – på 9. år stadig ikke var sikker på, at hun kunne blive. 

Det var først langt inde i forestillingen, at de to skuespillere/dansere: Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen  brød ud i dans. Men pludselig gjorde de. Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation – alt det, der kan udtrykkes så meget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der sammen med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk. Det blev på én gang så skærende smukt, at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidigt var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles – at være på flugt.

----------------------------

RUSTUREN

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse. ”Men det er jo bare for sjov!” På mange måder er det en forestilling, der handler om grænser og smertepunkter inde i os og imellem os. Dem, som vi støder os på, når vi søger hinanden, for det er let at komme til kort i teatertekstens labyrintiske blindgyder.

Rammen med de 6 unges rustur er perfekt, for i den ligger det implicit, at det er jo bare en leg, som en af de medvirkende gentager flere gange: ”Det er jo bare en leg. Slap af!” Men det bliver en dødelig leg. For hvem overlever psykisk? Hvem har privilegier og benytter sig af dem?

Som typer var de 6 personer både stærke og kraftfulde, og først og fremmest fuldt troværdige.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

Samir (Lior Foighel) er den første, der bliver præsenteret i en af de 6 monologer, som forestillingen også rummer. Han er Avedøre-drengen, der flytter til Østerbro. Han føler sig hjemme, der hvor han kommer fra, men ikke der, hvor han kommer hen, og alligevel klarer han sig igennem på sine gadedrenge-manerer. Han kan i og for sig spille og tale alle sprog, men har tabt sig selv på den sociale opstigen. For selv om at han får alle til at tro, at han er frisk på en slåskamp, og i hvert fald ikke går af vejen for en, så har han ikke været ude for at slås siden han var 12 år. Når han er tilbage i barndomskvarteret, nikker han måske nok til barndomsvennerne, men han er ikke mere en del af det fællesskab, der tidligere gav ham hans sikkerhed og tryghed. Nu er han hjemløs. Det er de andre 5 personer som udgangspunkt ikke. Eller måske er de alligevel?

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

 

Emad (Wahid Sui Mahmoud) er muslim af arabisk herkomst. Han går måske lidt for langt med på de andre drenges narrestreger for ikke selv at stikke for meget ud. Rigtig interessant bliver det, når han går op imod stykkets arabiske pige, Aliyah (Amina Tornak), for er hun dansker eller araber? Selv siger hun, at hun er dansker OG araber. Men kan man være begge dele - og så trække det mest fordelagtige frem, alt efter den sammenhæng man befinder sig i? Det er et godt spørgsmål, som teksten efterlader os med.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Michael (Nicklas Søderberg Lundstrøm) er mand, hetero, lyshåret og dermed særligt privilegeret, og det er da også ham, der styrer løjerne sammen med Aliyah. De er en slags vejledere på turen, selv om de også er med på samme vilkår som de andre. Det er de to, der for så vidt sætter spillereglerne. Men de andre har en pointe, når de peger Michael ud og siger, at han egentlig aldrig siger, hvad han selv mener. Han slår det altid hen og tilbage på dem, der spørger. Men hvad mener han selv?

Så er der Sarah (Molly Egelind), der måske/måske ikke bliver voldtaget til rusfesten. Ville hun eller ville hun ikke? Var hun for fuld til at sanse noget. Hvad var det egentlig, der skete?

Klara (Julie Jeziorski) er uden for fællesskabet og ønsker heller ikke at være en del af det. Ikke for enhver pris. Hun havde håbet, at eftersom de alle læser statskundskab ville niveauet være højere, også på rusturen, så det ikke bare ville handle om pik og patter. Hun er lesbisk eller er i hvert fald draget af det. For så vidt er hun stykkets syndebuk. Til gengæld tager hun til genmæle i stykkets epilog, hvor hun gør op med sin egen tekst og rolle.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Det er en fantastisk tekst, der er stramt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Efter forestillingen var der stående applaus. Jeg ved ikke, hvorfor de andre klappede, men jeg gjorde det pga. den geniale tekst udsat for 6 personer, der hver især ydede en flot præstation, men allerbedst var deres sammenspil. Sproget hidsede, bed og gnavede helt ind til knoglen, og nogle gange bed den sig så fast, at knoglerne brast. Det er en fornøjelse, når sproget er så tæt, at de mindste nuancer svirpede ud over scenekanten, og rammer publikum lige i panden – for der blev det siddende, det sved, sådan som det gør, når der virkelig er noget på spil – og i spil, når dramatikerne Zaki Youssef og Babak Vakili selv har noget i klemme, og spiller hårdt ud med det. Ikke mindst i den afsluttende epilog, der ikke skal røbes her, men som står bankende flot og pulserer – og svier, når forestillingen er ovre, og vi forlader vore pladser i teatret og går ud til vort liv. Måske troede vi, at forestillingen bare var en pause fra vore egne problemer. Men vi skulle blive klogere og opdage, at det, der var pausen, viste sig at være det essentielle. At det var dér at vi med vores medliden i det der skete på scenen ramte det centrale i vore liv, dér hvor det gør ondt, fordi vi selv er i tvivl om, hvor vi selv er, og hvor grænsen går.

Det er en inciterende rustur vi er inviteret med på. Alkoholen og rusen får problemerne op til overfladen. Scenen mellem den frigjorte danske pige og den snerpede arabiske pige er måske stykkets stærkeste scene, fordi det langsomt bliver tydeligt, at de hver især spiller op mod den, de TROR den anden er – og det er måske, det som teksten og forestillingen først og fremmest kredser om. Den viser os billeder af hinanden og det, vi tror om hinanden. For vi tror så meget, og ved så lidt. Det er en værdifuld pointe.
 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

Det er noget vi hele tiden taler om, og alligevel får vi aldrig rigtig fat. Som om vi med vores almindelige talesprog ikke kan gribe og holde fast i det. Det smutter hele tiden fra os. Vi er for kluntede, for bange og for svage. Det kræver simpelthen noget andet værktøj. Og der kan vi f.eks. gå i teatret og nogle gange blive rusket og mindet om, at verden og livet har mange flere facetter af noget, vi troede vi for længst havde debatteret til døde. Det er som om sproget giver op og synker dødt til bunds i det floskelfyldte politikersprog fyldt med lette og hurtige slagord, der tilflyder os i en lind strøm i jagten på stemmer til det kommende folketingsvalg. Det er sørgeligt, at vore liv ligger i hænderne på politikere, der har så dårligt fat og greb om det vigtige. De burde gå mere i teatret. For ved at traske af de almindelige og udtrådte diskussionsstier kommer vi ingen vegne, der skal simpelthen banes helt nye stier og veje for at få den nødvendige indsigt, der kan løfte debatten.

 

Fotograf: Jón Bjarni Hjartarson

 

-----------------------------------------------------

HERFRA MIN VERDEN GÅR

Varighed: 40 min. uden pause

Koreografi, iscenesætttelse og koncept:
Ingrid Tranum Velásquez,
Anette Asp Christensen,
Alexandra Hallén,
Annika Nilsson

Medvirkende:
Ingrid Tranum Velasquéz,
Anette Asp Christensen
Alexandra Hallén

Producent: NextDoor Project

Komponist: Alexandra Hallén

Scenograf: Annika Nilsson

Interviews og lydoptagelser:
Maj Horn & Eduardo Abrantes

Idé og kunstnerisk ledelse:
Ingrid Tranum Velásquez

Støttet af:
Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne Scene, Århus Kulturudviklingspuljen, BUPL.

Om NextDoor Project:
”NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion skabes et rum hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske begivenheder møder med og mellem sine omgivelser - lokalt såvel som globalt. Koreograf Ingrid Tranum Velásquez er kunstnerisk leder.”

Læs mere:
http://nextdoorproject.dk/da/produktioner/herfra-min-verden-gar

 

 

RUSTUREN

Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili

Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
 
Medvirkende:
Nicklas Søderberg Lundstrøm, 

Wahid Sui Mahmoud, 
Molly Blixt Egelind, 
Julie Jeziorski,
Amina Tornak
Lior Foighel
 

Instruktørassistent & forestillingsleder:
Jovana Zoric

Scenografi: Benjamin la Cour

Komponist: Troels Kampmann Kjær

Producent: C:NTACT

Spiller indtil den 14.9. 2018 på Edison

Se hjemmeside 

og billetter.

 

*

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
 

Mærket af livet (2018)

Der skal mod til (2016)

HOOYO! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ikk´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

Tidligere anmeldte forestillinger af
Kamilla Bach Mortensen:
 

Ondt blod (2012)

Sympati for djævelen (2014)

Turister (2015)

Fritz Hansen Folket (2017)

***