"Jens", roman af Rubén Palma (Forlaget Hjulet 2013).
Der er nogle romaner, der bliver ved med at rumstere og rumle inde i én efter at sidste side er vendt. "Jens" er sådan én. Det er en utrolig ambitiøs fortælling og en
underligt fascinerende roman. Den starter i et næsten hypnotisk indadvendt
snegletempo, indtil den eksploderer med så stor voldsomhed at jeg som læser
taber vejret. Den handler om sorg, ensomhed, om tilknytning, men også om
integration og de billeder vi har af hinanden. Men mest handler den om at
være menneske helt ude på kanten af samfundet.
Hvad gør det ved os
at være under pres? Både udefra og indefra. Hvad tvinger det os til at gøre,
når vi er ude på kanten? Helt derude, hvor vi skal opfinde verden på ny, fordi
vores erfaring ikke rækker længere.
Vi befinder os i et ingenmandsland, og
ønsker os egentlig bare tilbage til os selv, men det er et sted vi har forladt
for længst. Vi er i et indre såvel som ydre eksil.
Hovedpersonen, Jens, er en ganske almindelig dansk mand, der bliver så forelsket at
verden går i stykker, da kæresten forlader ham. Livet glider ham af
hænde, og han kan ikke længere gribe ud og hage sig fast. Han mister taget i sig selv og verden. Han har givet sig noget i vold som er større end ham selv. Først er det barre intetheden, siden kommer der noget andet i stedet. Han finder noget nyt, han finder håbet igen, men først efter at have opgivet alt det han var. Det er ikke så svært, for han kan ikke længere mærke sig selv.
Romanen skildrer hvordan han
langsomt opløses, men ud af intetheden træder hans egen modsætning, og han
overskrider sine egne grænser, og bliver en anden. Han lader sig falde ud over
kanten, hvorfra han ikke kan komme tilbage. Han bliver et nyt menneske, et
frygtløst menneske – et afskyeligt menneske, kan man sige, men også en
fascinerende romanfigur.
De første 90 sider er en ørkenvandring i et trøstesløst landskab. Der er bare sand og sand overalt - i overført betydning, men der er en plan med det. Uden at vi er klar over det spinder den drevne forfatter os ind i sit net, så vi bagefter ikke længere har andet valg end at følge med, for at opgive bogen er umuligt. Det er den for spændende til. Den er hård at komme igennem, men til gengæld gjorde læsningen noget ved mig, og byggede fundamentet op til det efterfølgende.
Det er en roman som jeg både har læst med fryd og med afsky. Fryd fordi den dykker dybt ned i menneskesindet og skildrer noget af det fascinerende ved at være menneske og svarer på mange ustillede spørgsmål - eller giver i hvert fald fascinerende bud på det: Hvad er et menneske? Hvorfor bliver vi som vi er? Hvad er det som danner og former os?
Afsky fordi den både bekræftede og afkræftede nogle af mine værste forestillinger om sammenhænge som jeg ikke har lys til at se, eller som ændrer mit menneskesyn, hvis jeg skal tage konsekvensen af det. Forfatteren tilbyder et nyt blik på livets sammenhænge.
Reubén Palma, der kommer fra Chile, skriver forførende. Umiddelbart skriver han let læseligt. Alt er tilsyneladende enkelt og forstående, og egentlig banalt, men det er kun tilsyneladende, for lige under overfladen skriver han sig dybt ned i kompleksiteten ved at være menneske. Forfatteren skriver sig overbevisende ind i følelsen af at være alene - det er et menneskeligt vilkår, men det er sjældent skildret så brændende og overbevisende som i denne roman. Det er især fængslende at Palma evner til at bruge det til noget i en romansammenhæng. Det burde egentlig ikke fungere, for det lyder i referat såre banalt: forelsket jyde flygter til København efter at kæresten har gjort det forbi. Han går til bunds i hovedstaden, lukket inde i sin egen meningsløshed. Men ud af det vokser der noget andet frem. Han tager livet på sig og hævner en tilfældig ydmygelse en aften foran et diskotek, hvorved han genskabelser sig selv. I mødet med sin egen modsætning - med sig selv, opstår der et håb og en søgen. Som forfatteren måske selv vil kalde religiøs, for der ligger et Kristus-tema i bogen også, men jeg vil hellere se det som en genskabelse af hovedpersonen fra Dostojevskis"Idioten". Èn der går rundt og bare er, mens andre følger ham. Det laver ringe i vandet. Det rører ved andre mennesker, der langsomt slutter sig til ham i hans søgen efter sig selv og meningen. Disse skildringer er så nøgne, så enkle. Det er betagende. Det ville være forkert at røbe mere af bogens handling her. Men tag med på rejsen, sammen med en forfatter, der har skabt et sjældent gribende værk om altings sammenhæng. Men også om menneskets eget valg af ondt og godt, og hvilken sags tjeneste som man vælger at støtte.
Foto: Lis Vallentin
Romanens forfatter, Rubén Palma (til højre) i forbindelse åbningen af Alan Parys fotoudstilling "15 år - ude på kanten" , lørdag den 9.8., der indgik i Festivalweekend om drømme og visioner 2014, hvor Rubén Palma til festivalåbningen om aftnen i en samtale med undertegnede i Apostelkirken på Vesterbro fortalte om romanen, mens tre uddrag fra bogen blev læst af skuespilleren Birgitte Prins. Se flere fotos fra festivalåbningen og læs mere her.
