Det er svært ikke at blive
imponeret over ambitionsniveauet i ”Brecht og dødssynderne” som Copenhagen
Chamber Performance præsenterer i teatersalen i Krudttønden af Bertolt Brecht
og Kurt Weill.
Det starter med en sortmalet
scene, hvor gulv, vægge og loft synes at gå ud i ét. Tre stole og tilhørende
nodestativer står alene midt i rummet. På væggen bagerst
hænger et Madonna-billede med påsatte amerikanske flag. Det hænger mellem de
tre sorte døre, hvorigennem de tre musikere kommer ind. Først accordeonspilleren
Adam Ørvad, der også har arrangeret musikken. Han sætter sig i midten. Dernæst
cellisten Mattias Rodrick og over for ham klarinettisten Bo Skjold Christensen,
der istemmer prologen til syngespillet, hvorefter de 4 sangere: Martin Palsmar
(bas), Jakob. K. Pedersen (1. tenor), Rene V. Bjerregaard (2. tenor) og Jonas
Holst (bariton) kommer tumlende ind. De ser aparte ud. En af dem er en mand
forklædt som kvinde (Palsmar). En anden er perfekt som idiot (Knudsen Pedersen).
Han er ikke til at få øjnene fra. Lige som de andre er han iført snavset hvid
ærmeløs undertrøje, blå jeans og har et blåt stjernet pandebånd på. Han er uhyggelig
tynd og ser helt vild ud. Det er som om vanviddet vælder ud af ham. Det gør det
også i teksten…
Anna I og II synges af
Radmila Rajic, der både kan føre sig og synge så det er en fryd. Hendes stemme slår ud i lys lue
og brænder højt og klart gennem forestillingen. Hun er forførende smuk i denne historie om fortabelse og om
pengesamfundets endeligt. Noget som Brecht havde et skarpt blik for. Fra
tilskuerrummet lyder Chresten Speggers stemme som Bertolt Brecht. Han fremfører
de optrykte tekster gengivet i forestillingsprogrammet, der i Otto
Gelsteds originale metriske oversættelse klinger klart og præcist gennem
rummet. Det er samme oversættelse, der også blev brugt ved førsteopførelsen på
Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før den blev stoppet. Den danske ambassadør i Berlin var stærkt
presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som ”propagandistisk
og kommunistisk” (sådan som programmet citerer fra Harald Engbergs ”Brecht på
Fyn”).
Radmila Rajic er
kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der blev stiftet i 2011 og
har som sit erklærede mål at etablere en alternativ platform for musikere, hvor
musikdramatiske projekter, nyskreven musik, kendte operaer i nye former og
kammerkoncerter er kernen i foreningens virke. Det lever forestillingen med sit
imponerende kunstneriske niveau i høj grad op til. Radmila Rajic har også stået for
scenografi og iscenesættelse. Iscenesættelsen er flot og enkel. Det gælder også scenografien. Man kan selvfølgelig indvende
at scenografien faktisk er fraværende, men det er ikke sandt, for den sparsomme
staffage er alt hvad forestillingen kræver og har brug for. Intet andet end det
allerhøjst nødvendige. Intet andet. Til
gengæld er gennemgangen af de 7 dødssynder et så righoldigt musikdramatik værk og
her opført med et så stort kunstnerisk overskud at man er ved at tabe vejret.
Brecht havde et så klart kulturkritisk
syn på sin samtid at det stadig kan chokere, for vi er tilsyneladende ikke
blevet stort klogere siden. Lån Brechts blik og se ordentlig på det der
omgiver os i dag. Tonen er straks slået an i refleksionen ”Hvorfor
skal mit navn nævnes” og brænder videre i ordene fra Bogbrændingen: ”Jeg
befaler jer: Brænd mig!” og bliver til aske i passagen: ”At tale om reb i den hængtes hus
er ikke passende…”.
Der er så meget, der ikke
er passende. Brecht gjorde sit til at det fik både mål og mæle.
Medvirkende:
Anna
I & II: Radmila Rajic
Brecht:
Chresten Speggers
Familien:
Jacob
Knudsen, René Visgaard Bjerregaard, Jonas Holst og Martin Palsmar
Musikere:
Adam
Ørvad, Bo Skjold Christensen og Mattias Rodrick
Arrangement:
Adam
Ørvad.
Scenografi
og Iscenesættelse: Radmila
Rajic.
Lysdesign:
Yaw
Darco,
Dramatisk
konsulent: Helge
Reinhardt
Spilleperiode:
19.-21.
maj 2016 i Teatersalen i Krudttønden
Læs
mere
