Anmeldelse: CUL DE SAC i Skuespilhuset og MARIE GALANTE i KU.BE

 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

CUL DE SAC i Skuespilhuset 

Det lover godt som de står der ventende sammen med os andre, før vi skal ind. Samuel Gustavsson og Petter Wadsten ligner Fyr & Bi . Da de stiller sig på scenen foran os, ruller de et banner ud: ”This is the beginning”, står der på det. Det er en rigtig god begyndelse, for de kan noget de to. Den ene er meget lille (Petter Wadsten). Den anden er meget høj (Samuel Gustavsson). Der er en særlig forbindelse mellem dem, det mærkes straks. Samuel Gustavsson står bag ideen til forestillingen. De behøver næsten ikke gøre noget, for de har os i deres hule hånd fra begyndelsen. Vi vil gerne høre deres historie. De siger bare ikke noget, bortset fra det gentagne: ’Stuck’ og ’Unstuck’. Det giver fin mening i begyndelsen. Især da det viser sig, at de begge er iført jakkesæt med velcro, der gør, at de røde stænger, som de kaster til hinanden, sætter sig fast på deres tøj. Eller slet og ret, at de selv sætter sig fast på hinanden, de er uløseligt forbundet. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Det er simpelthen sjovt, når de kaster rundt med hinanden og bliver siddende som burrer på hinandens tøj, og det bliver det ved med et stykke tid. Indtil det går i sig selv, og bliver til ren Nycirkus, der skal nydes for det, det er, men problemet er, at så spændende er det heller ikke med de røde stænger, som de bliver ved at kaste til hinanden. Hvor er historien, hvad er det som de vil fortælle os? Det forsvinder i komikken. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Der er ellers gode ansatser til det. Ikke mindst da alle de røde stænger kastes ind og sætter sig fast på Petter Wadsten, så de på en måde bliver ét med ham. Det er et godt billede på at være lukket inde. Det giver fin mening. Det gælder også den afsluttende installation, der bygges på scenen. Det er betagende, at alle de røde stænger rejser sig som en konstruktion. Som en kæmpemæssig borg fra gulv til loft. Jeg kommer til at tænke på Lars Vilks ”Nemis” på Kullen, hvor man kan bevæge sig rundt inde i en hel verden bestående af drivtæmmer hamret sammen på kryds og tværs.  På samme måde rejser de velcro-beklædte røde stænger sig for øjnene af os, mens meningen synker i grus.

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Sidste år i forestillingen ”Genlyd” på AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) indgik Petter Wadsten i en anden Fyr & Bi-konstellation med Anika Barkan, instrueret af Cille Landsade. Det var også en forestilling affødt af Nycirkus, men den havde alligevel en sammenkædende forståelsesramme. Eller i hvert fald var der en logik, der kædede løjerne sammen. Ikke altid en logik jeg kunne følge, men den var der. Egentlig er det spændende, når vi som publikum blev hægtet af, for det kræver mod, når vi skal lokkes ud på dybt vand. Men i ”Cul de sac” (der er det franske udtryk for ’Blindgyde’) måtte vi nøjes med de røde stænger og massevis af velcro. Det er forbløffende, hvad de kan med de stænger, men det er bare ikke nok. Som start og slutning får vi et anslag til en ramme, men det hjælper ikke, når de 50 minutter, forestillingen varer, føles alt for lange. Også selv om det var en fornøjelse at være i selskab med Samuel Gustavsson og Petter Wadsten. Dem vil jeg blive ved med at huske. Der er virkelig noget at bygge videre på med deres figurer. Der er masser af historier i dem.

CUL DE SAC

Skuespilhuset DKT, 

den 19. og 20 november 2021

Medvirkende: Samuel Gustavsson, Petter Wadsten
Idé: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Lyddesigner: Mika Forsling
Lysdesigner: Sonja Lea
Producent: Rapid Eye
Co-producent: Dynamo Workspace for Circus and Performing Arts
Arrangør: Rapid Eye

Hjemmeside & billetter

---------- 

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i KU.BE

Kurt Weills opera-cabaret "Marie Galante" bygger på Jaques Devals roman fra 1931 om den fattige pige, Marie, fra Bordeaux. Weill komponerede musikken i 1934, mens han boede i eksil i Paris. Han var kommet dertil i håb om at genoptage samarbejdet med Bertolt Brecht, men sådan gik det ikke, for Brecht rejste til Svendborg, og Weill mødte forfatteren Jacques Deval, der skrev librettoen baseret på romanen.

Marie Galante bliver bortført til Sydamerika på en lastdamper, bliver sat af i Venezuela, og må sælge sin krop for at komme tilbage til Frankrig. Ulykkeligvis bliver Marie uvidende involveret i politiske intriger og dobbeltspionage, alt sammen i håbet om at rejse penge til at vende hjem.

Forestillingen er forholdsvis ukendt, og meget sjældent opført i sin helhed, men nogle af Weills mest kendte melodier stammer derfra. Copenhagen Chamber Performance opfører en farverig kammerversion af forestillingen, hvor der synges på fransk og fortælles på dansk. 

De tre musikere: Adam Ørvad (accordeon), Bo Skjold Christensen (klarinet) og Jacob la Cour (cello) kommer ind og sætter sig ved et café-bord med rødternet dug, og bydes på et glas absinth af tjeneren, spillet af Edhem Jesenkovic, der glider gennem forestillingen og agerer over for Radmila Rajic, der ligesom trioen fungerer som både historiefortællere og musiker/sanger. Der er dobbelt roller til alle. Edhem Jesenkovic er den eneste af de fem, der intet siger, men det gør han så alligevel gennem sin dans. Susanne Breuning har i sin glidende og formfuldendte instruktion arbejdet med små præcise virkemidler, der understøtter historien. Enkelheden er forestillingens styrke. Utroligt hvad man kan med så få virkemidler. Her er alting på rette plads, og der danses, spilles, synges og ageres umådelig fint af alle 5 medvirkende.

Forestillingen er miket op, og det fungerer godt i de tyste og stille partier, men virker lidt voldsomt, når der synges i fuldt register, men efter et stykke tid vænnede mine ører sig til det. Det klinger smukt. Celloens vemodige, dybe klang og Rajic´s sopran smyger sig om hinanden. Rajic klarer de mange skift ganske dækkende, men arrangementerne ligger også godt for hende. Både musikalsk og scenisk.

Det er en dybt tragisk historie, der har meget til fælles med Bizets ”Carmen”. Det er en skildring af kærligheden, der overlever det hele, indtil den må betale den ultimative pris for sin lidenskab. 

Det er en stor fortælling, der ridses op på bare én time. Kærligheden flammer op, og slukkes igen. Marie drømmer sig bort til drømmelandet Youkali ved Verdens Ende. Stedet, hvor man glemmer alle sorger.

”Men det er en drøm, en dårskab, det findes ikke – Youkali. /Og livet fører os videre. Hverdagsagtigt, kedeligt, men den stakkels menneskesjæl som søger efter glemsel overalt, har fundet den mystik, hvor vores drøm er begravet, i et Youkali.”(fra 8. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Men nogen lykkelig ende får vi ikke.

”Dampen og bremsernes hvinen får mine nerver til at krympe sig. Det er Herrens tog, jeg ser det komme. Men et andet sort tog følger Herrens tog. Hurtigt, hurtigt, stig ind i det gode tog, syndere. Stig ind i toget. Stig ind i toget. Kør, rul, vug, oh tavse tog, vores kære bror til Faderens hjem. Vug på dine skinner, som glider lige til himlen, over Jorden, over Golgata.”(fra 9. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Radmila Rajic er initiativtager til og kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der også stod bag ”Brecht og dødssynderne ”, der slog mig helt bagover i 2016 i Krudttønden på Østerbro. Der var igen med musik af Kurt Weill, og denne gang med tekst af Bertolt Brecht i Otto Gelsteds originale oversættelse. Samme oversættelse, der blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før det blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som propagandistisk og kommunistisk. Forestillingen ”Alma Mahler” var lige så betagende, da den blev opført i Arbejdermuseets festsal i 2018. En forestilling af Eva Sommerstad Holten om Alma Schindler, der bliver til Alma Mahler, men dermed også afskrev sin egen kunstneriske karriere for at understøtte sin kommende mands, for det betingede Gustav Mahler sig før giftemålet. Forestillingen beskrev hendes møde med Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka men også, hvordan hun genvandt sin egen kunstneriske integritet.  Otte  af de 13 sange var komponeret af Alma. Resten var af Mahler. Blandt andet fra ”Five Rückert Songs” (1904) og "Kindertotenlieder" (1902).

Både ”Marie Galante”, ”Brecht og dødssynderne” og ”Alma Mahler” er tre eksempler på, hvordan det er lykkedes at få store dramaer til at fungere i intime sammenhænge. I ”Alma Mahler” var musikken lagt i hænderne på pianisten, Rikke Sandberg, hvis imponerende spil fik det til at lyde som et helt orkester. I ”Marie Galante” og ”Brecht og dødssynderne” er det med Adam Ørvad på accordeon og Bo Skjold Christensen på klarinet. Det var med cellisten Mattias Rodrick i ”Brecht og dødssynderne” og Jacob la Cour i ”Marie Galante”. Musikken er arrangeret for trio-besætning af Adam Ørvad. Vi er i godt musikalsk selskab.

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i samarbejde med Musikforum Frederiksberg i KU.BE

lørdag den 20. november 2021

Opføres også i Hellig Kors Kirken, Jyllinge

søndag den 21. november 2021 kl. 15.00.

Komponist: Kurt Weill

Libretto: Jacques Deval

Instruktion: Susanne Breuning

Sopran: Radmila Rajic
Performance: Edhem Jesenkovic

Trio:

Adam Ørvad (accordeon)
Bo Skjold Christensen (clarinet)
Jacob la Cour (cello)

Hjemmeside

Teatertrailer (via Facebook):

*

Tidligere anmeldte Copenhagen Chamber Performance-forestillinger:

Alma Mahler (2018):

Brecht og dødssynderne (2016):

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: BRECHT OG DØDSSYNDERNE i Krudttønden

 

 

Det er svært ikke at blive imponeret over ambitionsniveauet i ”Brecht og dødssynderne” som Copenhagen Chamber Performance præsenterer i teatersalen i Krudttønden af Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Det starter med en sortmalet scene, hvor gulv, vægge og loft synes at gå ud i ét. Tre stole og tilhørende nodestativer står alene midt i rummet. På væggen bagerst hænger et Madonna-billede med påsatte amerikanske flag. Det hænger mellem de tre sorte døre, hvorigennem de tre musikere kommer ind. Først accordeonspilleren Adam Ørvad, der også har arrangeret musikken. Han sætter sig i midten. Dernæst cellisten Mattias Rodrick og over for ham klarinettisten Bo Skjold Christensen, der istemmer prologen til syngespillet, hvorefter de 4 sangere: Martin Palsmar (bas), Jakob. K. Pedersen (1. tenor), Rene V. Bjerregaard (2. tenor) og Jonas Holst (bariton) kommer tumlende ind. De ser aparte ud. En af dem er en mand forklædt som kvinde (Palsmar). En anden er perfekt som idiot (Knudsen Pedersen). Han er ikke til at få øjnene fra. Lige som de andre er han iført snavset hvid ærmeløs undertrøje, blå jeans og har et blåt stjernet pandebånd på. Han er uhyggelig tynd og ser helt vild ud. Det er som om vanviddet vælder ud af ham. Det gør det også i teksten…

Anna I og II synges af Radmila Rajic, der både kan føre sig og synge så det er en fryd. Hendes stemme slår ud i lys lue og brænder højt og klart gennem forestillingen. Hun er forførende smuk i denne historie om fortabelse og om pengesamfundets endeligt. Noget som Brecht havde et skarpt blik for. Fra tilskuerrummet lyder Chresten Speggers stemme som Bertolt Brecht. Han fremfører de optrykte tekster gengivet i forestillingsprogrammet, der i Otto Gelsteds originale metriske oversættelse klinger klart og præcist gennem rummet. Det er samme oversættelse, der også blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før den blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som ”propagandistisk og kommunistisk” (sådan som programmet citerer fra Harald Engbergs ”Brecht på Fyn”).

 

 

Radmila Rajic er kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der blev stiftet i 2011 og har som sit erklærede mål at etablere en alternativ platform for musikere, hvor musikdramatiske projekter, nyskreven musik, kendte operaer i nye former og kammerkoncerter er kernen i foreningens virke. Det lever forestillingen med sit imponerende kunstneriske niveau i høj grad op til. Radmila Rajic har også stået for scenografi og iscenesættelse.  Iscenesættelsen er flot og enkel. Det gælder også scenografien. Man kan selvfølgelig indvende at scenografien faktisk er fraværende, men det er ikke sandt, for den sparsomme staffage er alt hvad forestillingen kræver og har brug for. Intet andet end det allerhøjst nødvendige. Intet andet. Til gengæld er gennemgangen af de 7 dødssynder et så righoldigt musikdramatik værk og her opført med et så stort kunstnerisk overskud at man er ved at tabe vejret.

Brecht havde et så klart kulturkritisk syn på sin samtid at det stadig kan chokere, for vi er tilsyneladende ikke blevet stort klogere siden. Lån Brechts blik og se ordentlig på det der omgiver os i dag. Tonen er straks slået an i refleksionen ”Hvorfor skal mit navn nævnes” og brænder videre i ordene fra Bogbrændingen: ”Jeg befaler jer: Brænd mig!” og bliver til aske i passagen: ”At tale om reb i den hængtes hus er ikke passende…”.

Der er så meget, der ikke er passende.
Brecht gjorde sit til at det fik både mål og mæle.

 

Medvirkende:

Anna I & II: Radmila Rajic

Brecht: Chresten Speggers

Familien:

Jacob Knudsen, René Visgaard Bjerregaard, Jonas Holst og Martin Palsmar

Musikere:

Adam Ørvad, Bo Skjold Christensen og Mattias Rodrick

Arrangement: Adam Ørvad.

Scenografi og Iscenesættelse: Radmila Rajic.

Lysdesign: Yaw Darco,

Dramatisk konsulent: Helge Reinhardt

 

Spilleperiode:

19.-21. maj 2016 i Teatersalen i Krudttønden

Læs mere