Foto: Per Morten Abrahamsen
Vi kender dem alt for
godt, alle eksperterne og konsulenterne, der forvalter vores liv uden at vi kan
sætte ansigter på dem. De befinder sig i en gråzone rundt om os og tager de beslutninger,
der styrer livet omkring os. I Kasper Colling Nielsens kraftfulde og empatiske teatertekst
møder vi dem, når de skal forklare sig over for en psykolog. Psykologen sidder
midt på første række og udspørger dem på skift. Alle er de blevet bedt om at tage
en ting eller en genstand med som har en særlig betydning for dem. For én er
det kæreste eje en computer, for en anden barndommens hunds sutteklud, for en
tredje en lille plastik høne, for en fjerde en snetinde i en vandkugle, der kan
rystes, så det hele dækkes af hvirvlende snefnug, for en femte en AC/DC
T-shirt.
Foto: Per Morten Abrahamsen
På scenen er der opbygget
en gigantisk knaldrød, lakblank pyramideagtig scenekonstruktion af Christian
Albrechtsen, hvor vi i løbet af forestillingen bevæger os højere og højere op
igennem jobpyramiden indtil vi ender øverst oppe hos den øverste chef, der ligesom
de øvrige er blevet sat stævne af psykologen. Nicolei Faber har instrueret
Claes Bang, Marijana Jankovic og Simon Sears i en stram
iscenesættelse, der mest af alt minder om træk på et skakbræt. Den overdådige
scenografi er et visuelt scoop, der giver mindelser om myretuen eller termitboet
som en af forestillingens konsulenter beretter så begejstret om. Belysningen
får det optimale ud af
scenografien og lader forestillingens største visuelle billeder opstå ved noget
så enkelt som papir, der smides op i luften, for at dale ned og antage grønne
og røde mønstre i det farvede scenelys. Så enkelt og så raffineret kan det
gøres. Det lyder ikke af meget, men i Mammutteatrets stramme opsætning virker
det overdådigt. Historien omsættes i en så
enkel scenegang at den næsten overflødiggør sig selv. Bedre kan det ikke gøres.
Det er teatrets største illusion, når den næsten forsvinder for øjnene af os. Når
den formår at ramme en enkelhed, hvor ingen
hurtige ideer eller sjove indfald har fået plads, men i stedet er omfattet af en klart udarbejdet masterplan i en halsbrækkende scenografi, der giver
os fornemmelsen af at bevæge os op ad et bjerg og at vi hvert øjeblik kan blive
kastet i afgrunden, hvis vi et øjeblik taber koncentrationen og mister fodfæstet, hvis og når vi bliver fundet for lette under de igangværende psykologsamtaler.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Under de første samtaler
er det let at opretholde et ”dem” og ”os”, men fra og med den tredje samtale
smuldrer det og bliver umuligt at opretfolde den skelnen, der tidligere har
været garant for adskillelsen. Det udligner sig, så det fra at
handle om forskelle, kommer til at dreje sig om ligheder. Langsomt træder vores nysgerrighed
længere og længere ind på scenen og menneskeliggør eksperterne og
konsulenterne. Måske fordi vi bliver klar over at vi selv er blevet sådan, og derfor ikke længere formår at adskille os fra dem. Det er skræmmende - og mesterligt gjort.
Hvert et ord og hver en
bevægelse arbejder så godt og synkront sammen at det fremstår med en betagende
enkelhed. Det sceniske udtryk er renset for alt overflødigt, så den næsten
forsvinder. Fjerlet er det ved at svæve væk, indtil det sparker os og vort eget
selvbillede omkuld. Moralen kan glimrende opsummeres med forestillingens titel: Sidst på dagen
er vi alle mennesker.
Det er ikke for ingenting
at Mammutteatret inden for dansk teater er blevet til den Rolls Royce som det
er. Teatrets forestillinger kan være underlige og mærkelige, men de er aldrig
ligegyldige. De sætter sig fast i tilskuernes bevidsthed og arbejder videre.
Teatret har en stolt 33 års historie og er stadig bannerfører inden for sit
felt. Mammutteatret er skuespillernes teater, og det er en undtagelse
at denne forestilling kun har tre medvirkende for som oftest plejer scenen at
være tæt befolket af skuespillere.
Teatrets seneste
forestilling ”Catering” var ligesom denne en co-produktion mellem Mammutteatret
og Betty Nansen Teatret, og spiller i Siloen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. ”Catering”
var lige som denne et lige så frisk bud på teater i tiden. Selv om ”Catering”
var væsentlig farligere og langt mere chokerende. (Læs anmeldelsen).
Spilleperiode: 12. april –
til 7. maj 2016.
Læs mere.
Foto: Per Morten Abrahamsen
