Anmeldelse: SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER på Edison

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi kender dem alt for godt, alle eksperterne og konsulenterne, der forvalter vores liv uden at vi kan sætte ansigter på dem. De befinder sig i en gråzone rundt om os og tager de beslutninger, der styrer livet omkring os. I Kasper Colling Nielsens kraftfulde og empatiske teatertekst møder vi dem, når de skal forklare sig over for en psykolog. Psykologen sidder midt på første række og udspørger dem på skift. Alle er de blevet bedt om at tage en ting eller en genstand med som har en særlig betydning for dem. For én er det kæreste eje en computer, for en anden barndommens hunds sutteklud, for en tredje en lille plastik høne, for en fjerde en snetinde i en vandkugle, der kan rystes, så det hele dækkes af hvirvlende snefnug, for en femte en AC/DC T-shirt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

På scenen er der opbygget en gigantisk knaldrød, lakblank pyramideagtig scenekonstruktion af Christian Albrechtsen, hvor vi i løbet af forestillingen bevæger os højere og højere op igennem jobpyramiden indtil vi ender øverst oppe hos den øverste chef, der ligesom de øvrige er blevet sat stævne af psykologen. Nicolei Faber har instrueret Claes Bang, Marijana Jankovic og Simon Sears i en stram iscenesættelse, der mest af alt minder om træk på et skakbræt. Den overdådige scenografi er et visuelt scoop, der giver mindelser om myretuen eller termitboet som en af forestillingens konsulenter beretter så begejstret om. Belysningen får det optimale ud af scenografien og lader forestillingens største visuelle billeder opstå ved noget så enkelt som papir, der smides op i luften, for at dale ned og antage grønne og røde mønstre i det farvede scenelys. Så enkelt og så raffineret kan det gøres. Det lyder ikke af meget, men i Mammutteatrets stramme opsætning virker det overdådigt. Historien omsættes i en så enkel scenegang at den næsten overflødiggør sig selv. Bedre kan det ikke gøres. Det er teatrets største illusion, når den næsten forsvinder for øjnene af os. Når den formår at ramme en enkelhed, hvor ingen hurtige ideer eller sjove indfald har fået plads, men i stedet er omfattet af en klart udarbejdet masterplan i en halsbrækkende scenografi, der giver os fornemmelsen af at bevæge os op ad et bjerg og at vi hvert øjeblik kan blive kastet i afgrunden, hvis vi et øjeblik taber koncentrationen og mister fodfæstet, hvis og når vi bliver fundet for lette under de igangværende psykologsamtaler.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Under de første samtaler er det let at opretholde et ”dem” og ”os”, men fra og med den tredje samtale smuldrer det og bliver umuligt at opretfolde den skelnen, der tidligere har været garant for adskillelsen. Det udligner sig, så det fra at handle om forskelle, kommer til at dreje sig om ligheder. Langsomt træder vores nysgerrighed længere og længere ind på scenen og menneskeliggør eksperterne og konsulenterne. Måske fordi vi bliver klar over at vi selv er blevet sådan, og derfor ikke længere formår at adskille os fra dem. Det er skræmmende - og mesterligt gjort.

Hvert et ord og hver en bevægelse arbejder så godt og synkront sammen at det fremstår med en betagende enkelhed. Det sceniske udtryk er renset for alt overflødigt, så den næsten forsvinder. Fjerlet er det ved at svæve væk, indtil det sparker os og vort eget selvbillede omkuld. Moralen kan glimrende opsummeres med forestillingens titel: Sidst på dagen er vi alle mennesker.

 

Det er ikke for ingenting at Mammutteatret inden for dansk teater er blevet til den Rolls Royce som det er. Teatrets forestillinger kan være underlige og mærkelige, men de er aldrig ligegyldige. De sætter sig fast i tilskuernes bevidsthed og arbejder videre. Teatret har en stolt 33 års historie og er stadig bannerfører inden for sit felt. Mammutteatret er skuespillernes teater, og det er en undtagelse at denne forestilling kun har tre medvirkende for som oftest plejer scenen at være tæt befolket af  skuespillere.

Teatrets seneste forestilling ”Catering” var ligesom denne en co-produktion mellem Mammutteatret og Betty Nansen Teatret, og spiller i Siloen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. ”Catering” var lige som denne et lige så frisk bud på teater i tiden. Selv om ”Catering” var væsentlig farligere og langt mere chokerende. (Læs anmeldelsen).

Spilleperiode: 12. april – til 7. maj 2016.

Læs mere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

ANMELDELSE: SNE på Husets Teater

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.

 

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:

Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda

 

Manuskript:

Hakan Savas Mican & Oliver Kontny

 

Instruktion:

Alexa Ther

 

Scenografi:

Camilla Bjørvad

 

Lysdesign:

Antonio Rodrigues-Andersen

 

Lyddesigm:

Jes Theede

 

Oversættelse:

Kristian T. Erhardsen

 

Husets Teater

Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014