Selvfølgelig
er det en spændende historie, for hvordan går det til at Bradley Manning lækker
fortrolige militæroplysninger til WikiLeaks – hvilken historie ligger der bag
den dristige beslutning og drastige handling? Først den miserable
opvæksthistorie. Han passer ikke ind nogen steder. Hverken hjemme, i skolen
eller ude blandt andre. Han er for lille, for klein, for utilpasset, og
alligevel er han et menneske som alle andre, et menneske der lider under sin
egen utilstrækkelighed. Da han ikke passer ind i samfundet, går han ind i militæret.
Allerede da er hans kontakt med andre begrænset til dem, han kommunikerer med via computer.
Det bliver hans måde at komme videre på, da han heller ikke passer ind i
militæret, for det går straks
bedre, da han bliver sat til at sortere i de digitale militære indberetninger fra de mange militære krigsoperationer. Han er konstant omgivet af skærme, og sammen med en hær af computernørder skal han sortere alle
de beretninger og afrapporteringer som de får ind fra de træfninger som de
udstationerede soldater kommer ud for. I starten opretter han nærmest for sig selv en mappe på computeren, hvor han gemmer de hemmeligt
klassificerede beskeder, der ikke passer ind andre steder. De mange fejl og
overtrædelser, der langsomt vokser i omfang bliver til flere og flere. Bradley
får dem smuglet ud og lækker dem til WikiLeaks.
Men
historien og forestillingen brækker over på midten, og bliver først rigtig
farlig, da Manning bliver lukket inde i den sorte boks sammen med os – og slangen.
For selvfølgelig har det konsekvenser. Han pågribes, sættes i fængsel, stilles
for retten, dømmes og føres tilbage i fængslet. En af Barack Obamas sidste
gerninger som præsident er at benåde Manning. Det sker den 17. maj 2017. Nu er
hun fri.
Slangen
er der hele tiden – og går igen på forestillingens plakat. Vi er med i boksen lige
akkurat længe nok til at forstå hans afmagt og sorg, men også hans glæde over
at være fri til sidst. Derved er det en forestilling om at føle sig fri, eller
rettere om aldrig at være det – og alligevel blive det til sidst. For det
bliver han – gør han ikke?
Foto: Bjarke Maccarthy
Anders
Budde Christensen er en kamæleon som skuespiller. Han kan uden synlig
anstrengelse glide fra den ene tilstand til den anden – også fra mand til
kvinde. Vi tror ham hele vejen og tilbagelægger de store afstande
mellem ham og os - og vores tvivl. For selvfølgelig tvivler vi. Sådan er det at
være menneske.
Både
som skuespiller og dramatiker leder Anders Budde Christensen os ad mange veje
frem til hjertet i den karakter, som han portrætterer så tilsyneladende
ubesværet. Dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Det er ikke nogen let
opgave, men det er sikkert det som gør det så rørende at opleve. For snart
fortoner freden sig, og vi er ladt tilbage i boksen, der visuelt stærkt og
helt enkelt er genskabt på scenen af Nicolaj Spangaa.
Foto: Bjarke Maccarthy
Fra
at være en sprængfarlig politisk cocktail bliver det til et sjæledrama, da Bradley
bliver til Chelsea. I fængslet bliver han bogstavelig talt rippet for alt. Der
er intet andet tilbage end hans egen kamp med sig selv. Forestillingens andet tema er dén kamp. Kampen
for at finde ind til det jeg, der ingen steder passer ind. ”Don´t ask, don´t
tell” er militærets måde at håndtere homoseksualitet på, men der er ingen
fortilfælde for transseksuelle i det amerikanske militær.
Foto: Bjarke Maccarthy
Jo,
fængselsscenerne i boksen er for lange, men det er samtidig dem, der er bedst,
så det ville ødelægge oplevelsen at få dem beskåret. Forestillingen falder i to
tempi. Den første del om de lækkede militær-hemmeligheder bliver fortalt,
ligesom opvæksthistorien. Det er i sig selv en ond cirkel, hvor det ene fører
uløseligt til det næste. Det sætter sig ikke rigtigt som fortælling, og
alligevel danner det baggrunden for den efterfølgende Jakobskamp i boksen, der til
gengæld er fortalt så præcist og nøgent, at det retfærdiggør det øvrige. Det er
her, at sandheden trænger tydeligst igennem.
Lækningen
af militærhemmelighederne er sket i god tro – eller er det? Forestillingen lader
det hænge i luften. Whistleblower eller forræder? Det er ubesvaret, men når det
gælder kampen i boksen, er der ingen tvivl. Det rammer lige der,
hvor det gør allermest ondt. Lige i vores identitet. Det er stærkt teater. Det er her at enhver tvivl
fejes bort. Det er voldsomme scener. Ikke i sin ydre voldsomhed, men i skildringerne
af den indre kamp, men uden at være selvudleverende, for der er ikke længere noget
at udlevere, intet selv, for Bradley er udslettet, der er kun Chelsea tilbage.
Som et slangeæg ruges hun ud, og bliver til den stemme, der hele tiden har talt
i Mannings underbevidsthed. Endelig får han vished. Det gør vi osse.
MANNING
ER FRI
Varighed:
100 min. - Monolog - Premiere:
10.3.2018
Dramatiker
og skuespiller: Anders Budde Christensen
Instruktør:
Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf:
Nicolaj Spangaa
Lyddesigner:
Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesigner:
Jacob H.S. Rasmussen
Lyskoder:
Yaw Darko
Video:
Nicolaj Spangaa og Rasmus Overgaard Hansen
Koreografisk
konsulent: Esa Alanne
Instruktørassistent:
Tamara Mathiesen
Produktionsleder/scenemester:
Peter Schøning
Teknik:
Oskar Jankovic og Klaus Boje Bent
Produktionsleder:
Bjarne Jørgensen
Kreativ
producent: Anne Sophie Fogedby
Hjemmeside og billetter
Læs også det uddybende interview mellem Anders Budde Christensen og Maria Kjærsgaard-Sunesen i forestillings teaterprogram med overskriften "Mannings metamorfose".
Ros til teatret for deres altid gode, informative teaterprogrammer.
Læs også det uddybende interview mellem Anders Budde Christensen og Maria Kjærsgaard-Sunesen i forestillings teaterprogram med overskriften "Mannings metamorfose".
Ros til teatret for deres altid gode, informative teaterprogrammer.
Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
