Anmeldelse: MANNING ER FRI på Mungo Park

Fotograf: Jon Kort

Selvfølgelig er det en spændende historie, for hvordan går det til at Bradley Manning lækker fortrolige militæroplysninger til WikiLeaks – hvilken historie ligger der bag den dristige beslutning og drastige handling? Først den miserable opvæksthistorie. Han passer ikke ind nogen steder. Hverken hjemme, i skolen eller ude blandt andre. Han er for lille, for klein, for utilpasset, og alligevel er han et menneske som alle andre, et menneske der lider under sin egen utilstrækkelighed. Da han ikke passer ind i samfundet, går han ind i militæret. Allerede da er hans kontakt med andre begrænset til dem, han kommunikerer med via  computer. Det bliver hans måde at komme videre på, da han heller ikke passer ind i militæret, for det går straks bedre, da han bliver sat til at sortere i de digitale militære indberetninger fra de mange militære krigsoperationer. Han er konstant omgivet af skærme, og sammen med en hær af computernørder skal han sortere alle de beretninger og afrapporteringer som de får ind fra de træfninger som de udstationerede soldater kommer ud for. I starten opretter han nærmest for sig selv en mappe på computeren, hvor han gemmer de hemmeligt klassificerede beskeder, der ikke passer ind andre steder. De mange fejl og overtrædelser, der langsomt vokser i omfang bliver til flere og flere. Bradley får dem smuglet ud og lækker dem til WikiLeaks.

 

Men historien og forestillingen brækker over på midten, og bliver først rigtig farlig, da Manning bliver lukket inde i den sorte boks sammen med os – og slangen. For selvfølgelig har det konsekvenser. Han pågribes, sættes i fængsel, stilles for retten, dømmes og føres tilbage i fængslet. En af Barack Obamas sidste gerninger som præsident er at benåde Manning. Det sker den 17. maj 2017. Nu er hun fri.

Slangen er der hele tiden – og går igen på forestillingens plakat. Vi er med i boksen lige akkurat længe nok til at forstå hans afmagt og sorg, men også hans glæde over at være fri til sidst. Derved er det en forestilling om at føle sig fri, eller rettere om aldrig at være det – og alligevel blive det til sidst. For det bliver han – gør han ikke?

Foto: Bjarke Maccarthy

Anders Budde Christensen er en kamæleon som skuespiller. Han kan uden synlig anstrengelse glide fra den ene tilstand til den anden – også fra mand til kvinde. Vi tror ham hele vejen og tilbagelægger de store afstande mellem ham og os - og vores tvivl. For selvfølgelig tvivler vi. Sådan er det at være menneske.

Både som skuespiller og dramatiker leder Anders Budde Christensen os ad mange veje frem til hjertet i den karakter, som han portrætterer så tilsyneladende ubesværet. Dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Det er ikke nogen let opgave, men det er sikkert det som gør det så rørende at opleve. For snart fortoner freden sig, og vi er ladt tilbage i boksen, der visuelt stærkt og helt enkelt er genskabt på scenen af Nicolaj Spangaa.

Foto: Bjarke Maccarthy

Fra at være en sprængfarlig politisk cocktail bliver det til et sjæledrama, da Bradley bliver til Chelsea. I fængslet bliver han bogstavelig talt rippet for alt. Der er intet andet tilbage end hans egen kamp med sig selv.  Forestillingens andet tema er dén kamp. Kampen for at finde ind til det jeg, der ingen steder passer ind. ”Don´t ask, don´t tell” er militærets måde at håndtere homoseksualitet på, men der er ingen fortilfælde for transseksuelle i det amerikanske militær.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

 

Jo, fængselsscenerne i boksen er for lange, men det er samtidig dem, der er bedst, så det ville ødelægge oplevelsen at få dem beskåret. Forestillingen falder i to tempi. Den første del om de lækkede militær-hemmeligheder bliver fortalt, ligesom opvæksthistorien. Det er i sig selv en ond cirkel, hvor det ene fører uløseligt til det næste. Det sætter sig ikke rigtigt som fortælling, og alligevel danner det baggrunden for den efterfølgende Jakobskamp i boksen, der til gengæld er fortalt så præcist og nøgent, at det retfærdiggør det øvrige. Det er her, at sandheden trænger tydeligst igennem.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

Lækningen af militærhemmelighederne er sket i god tro – eller er det? Forestillingen lader det hænge i luften. Whistleblower eller forræder? Det er ubesvaret, men når det gælder kampen i boksen, er der ingen tvivl. Det rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Lige i vores identitet. Det er stærkt teater. Det er her at enhver tvivl fejes bort. Det er voldsomme scener. Ikke i sin ydre voldsomhed, men i skildringerne af den indre kamp, men uden at være selvudleverende, for der er ikke længere noget at udlevere, intet selv, for Bradley er udslettet, der er kun Chelsea tilbage. Som et slangeæg ruges hun ud, og bliver til den stemme, der hele tiden har talt i Mannings underbevidsthed. Endelig får han vished. Det gør vi osse.

MANNING ER FRI

Varighed: 100 min. - Monolog -  Premiere: 10.3.2018

Dramatiker og skuespiller: Anders Budde Christensen

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyskoder: Yaw Darko

Video: Nicolaj Spangaa og Rasmus Overgaard Hansen

Koreografisk konsulent: Esa Alanne

Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Produktionsleder/scenemester: Peter Schøning

Teknik: Oskar Jankovic og Klaus Boje Bent

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Kreativ producent: Anne Sophie Fogedby

Hjemmeside og billetter

Læs også det uddybende interview mellem Anders Budde Christensen og Maria Kjærsgaard-Sunesen i forestillings teaterprogram med overskriften "Mannings metamorfose".
Ros til teatret for deres altid gode, informative teaterprogrammer.
 

Fotograf: Jon Kort

 Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Faust, Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)

 

Anmeldelse: FAUST på Mungo Park

Selv om Mungo Parks forestillinger altid er flot opsatte rent visuelt, er det ingenting mod det der møder os i FAUST. Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) opfandt ikke Faust. Han siges at have levet omkring år 1500 i Württemberg, og var åndemager og stjernetyder, men også en svindler. I 1587 bliver der udgivet en folkebog om ham, hvor han er blevet til en lærd mand, der indgår en pagt med djævelen om evigt liv. Inden 1600 var bogen oversat til 5 sprog – og til dansk i 1588. Året efter blev den dramatiseret af Shakespeares samtidige Christopher Marlowe, der var fascineret af beretningen om mennesket, der tør sætte sig op imod den guddommelige orden. Goethe arbejdede med historien hele livet. I 1813 udkom 1. del og 2. del i 1832 – kun 8 måneder før Goethe døde. De to deles samlede 459 siders er frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen i en samproduktion med Alias Teaterproduktion. Line Mørkeby skrev Mungo Parks seneste forestilling ”Fritz Hansen Folket” og ikke mindst ”De Stuerene”.  Mungo har i forvejen en fornem samarbejdstradition, for da de sidst - i samarbejde med Skuespilhusets Eventministerium - lavede ”Boys Don´t Cry” (på kun 11 dage!) vandt de Årets Reumert 2014. Måske sker det samme med FAUST. Den er overdådig både i form og indhold. Der er tale om en ganske voldsom bearbejdelse, for det der i Skuespilhusets 2006-opsætning af Katrine Wiedemann med Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro som Faust og Mefisto var en større ensembleforestilling, er hos Mungo Park blevet til et kammerspil med bare 4 medvirkende - på kun 1 time og 45 minutter.  

 

 

Alt hvad der oprindelig var af prologer, mellemspil og epiloger er som blæst væk. Og hvad med Goethe? Er han også røget ud med badevandet? Ja, til dels, og alligevel bliver det der står tilbage et voldsomt og vellykket konglomerat af originalteksten. Det er en yderst fortættet beretning, og det er rent ud sagt utroligt så visuelt betagende den tidsløse fabel om fortabelse er i Allerød.

Spillet i alle fire roller er tæt og djævelsk velfungerende.
Djævelen og Faust  skal spilles så de matcher hinanden, for at stykket får den rette balance og bliver så farligt som muligt. For et spil om fortabelse er absolut ikke uaktuelt – heller ikke i dag. Der er et gnistrende samspil imellem de to. Henrik Prik er formidabel, og hans sproglige beherskelse af blankversene (ikke mindst i åbningsscenen) er flot. Som djævelen er Martin Geertz skræmmende i hvidt ulasteligt jakkesæt. Der er ingen horn og hale, men vi er ikke i tvivl om at han kommer ”nedenfra”.  Marianne Mortensen er mildest talt udknaldet som heksemutter. Stærkt spil! Gretchen spilles af Line Bie Rosenstjerne, der både skal spille uskylden selv og det modsatte, da vi siden møder hende i dødsriget. Inden da lever hun i et tæt incestuøst forhold med broren, bevægende spillet af Carl Christian Riestra, der er blind, men alligevel seende nok til at forstå, hvad der foregår.

Stykkets flotteste scene er da Faust og Gretchen elsker i silhuet mod det udspændte stof, der også gør det ud for sengen, hvor hun bagefter kvæler broren, da han vågner op af sin bedøvede søvn - og opdager dem. Det tager chokerende lang tid inden hun får kvalt ham. Eller også er det fordi tiden står stille, mens det står på. Siden slår hun både sig selv og barnet ihjel. Det er ikke at ødelægge spændingen at vide det på forhånd, for så mange ord er fjernet, så det kun er en fordel at være sig handlingen bevidst. For med tragedierne og klassikerne er det ikke et spørgsmål om, HVAD der sker, men HVORDAN.

Iscenesætteren Henrik Grimbäck har sammen med scenografen Julian Toldam Juhlin formået det utrolige med det trange scenerum, således at de pladsmæssige begrænsninger faktisk fremstår som en fordel. Stærkt og effektivt sekunderet af lysdesigneren Jacob H.S. Rasmussen, der lader lyset antage psykedelisk karakter, når det udspaltes som når lys brydes i en krystal, og kaster farvede skygger, så alt fremstår fordrejet, forhekset og fortryllet. Ja, der er sandelig ingen grund til at vente på sin egen fortabelse, når man allerede nu kan opleve Fausts ypperlige og sødmefyldte endeligt hos Mungo Park i Allerød.

 

FAUST

Mungo Park i co-produktion med Alias Teaterproduktion

1 time og 45 minutter

Premiere: 19.1.2018 -  Sæson 2017/2018

Instruktør: Henrik Grimbäck

Dramatikere:
Johann Wolfgang Goethe, Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra

Scenograf: Julian Toldam Juhlin

Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Instruktørassistenter:
Anne Bak Rasmussen og Tamara Mathiesen

Kostumier: Hanne Møller

Sminke: Hanna Kureer

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Teknisk afvikler/forestillingsleder: Peter Schøning

Teknik/værksted:
Oskar Jankovic, Klaus Boje Bentsen, Mathilde Schwartz og Sonny Oeftiger

Hjemmeside

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene

               Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:  

Fritz Hansen Folket, Ung blond pige & De Stuerene