Anmeldelse: FEJRING AF ET GODT MENNESKE på Mungo Park

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

60 års fødselsdag. Susanne står afsides og gør sig klar til sin store entré. Gæsterne er begyndt at ankomme. Hun forestiller sig, hvordan hun vil gå ned ad trappen i bedste Norma Desmond-stil, for at ende i sit store close-up. Smile rundt til alle gæsterne: ”VELKOMMEN!” Hun øver sekvensen om og om igen. ”Velkommen...!” Hun smiler, hun er glad. Eller er hun? Hun taler om, at det jo ikke er hende som skal være i centrum. Festen er en fejring af vennerne, familien og naboerne. Alle dem, der gør hende til den hun er. Og så knækkker hun sammen og hun begynder at tale om Irena Sendler (1910-2008). Ikke Schindler, men Sendler. Epidemi-sygeplejersken, der under 2. verdenskrig i ghettoen i Warszawa bedøvede børnene for at kunne smugle dem ud og væk fra ghettoen – ud i sikkerhed. Hun samler de forældreløse jødiske børn op, der ligger på gaden, sikre på døden der ellers vil indfinde sig om natten, og efterlade dem nøgne, døde og nødtørfstigt dækket af en avis i morgengryet, for at skjule en sidste rest af deres døde værdighed. Hun var oppe imod den tyske okkupation, oppe imod nazismens dødsmaskine. 2.500 jødiske børn smuglede hun ud - og reddede.

                                                                                                                     Fotograf: Mikkel Russel

”Fejring af et godt menneske” er Mathilde Walter Clarks fine dramatikerdebut, men fejringen bliver aldrig det som avisartiklen lægger op til, hvor alle Susannes meritter opremses. Det er mange og artiklen slutter med monologens titel, ”...at det er fejring af et godt menneske”. Igen og igen vender hun tilbage til beretningen om Irena Sendler og til farens sidste ord til Irena: ”Der findes kun to slags mennesker. Gode og dårlige. Ikke jødiske og ariske mennesker, ikke alle de grupperinger som vi hører om. Kun to slags mennesker: de gode og de dårlige.” 
For hver 10.000 mennesker er der kun ét godt menneske. Susanne hælder alle strømperne ud på gulvet og sorterer dem. Først alle dem med de gode intentioner, der så at sige på afstand fejrer deres godhed ved at støtte børn langt væk. Eller i vore dages frelste (politiker)sprog ville det blive omdøbt til: børn i de nærområder, der altid ligger velbehageligt langt væk fra os. Men vi svigter. Næsten alle mennesker svigter. De gode er der kun få af.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne har gjort karriere inden for stamcelleforskning, og hun er en betydningsfuld forsker, der har drevet det vidt i menneskelighedens navn. Hun glider tilbage i erindringen til forældrenes ostebutik, for det lå ikke i kortene at hun skulle læse videre. Men en lærer erklærer hende ikke bare egnet, men særdeles egnet til gymnasiet. Faren er ligeglad, så længe hun blot assisterer i butikken efter skole og om lørdagen.

Til sidst kan moren ikke mere. Det hedder sig, at hun i stedet ville hellige sig hjemmet og børnene. Men det er Susanne, der sørger for at brødrene, tvillingeparret, kommer op, får tøj på og morgenmad før hun følger dem i børnehaven på vej til skolen.  Til sidst er moren bare et hjemmegående spøgelse, som Susanne forgæves forsøger at give strømper på. Det er næsten umuligt, hvis man ikke bøjer fødderne – og samarbejder.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne klarer sig godt i skolen. Særligt i fysik og kemi. Men ønsker sig kun at komme afsted hjemmefra, og bruger alle sparepengene på flyrejsen, og kommer til at sidde ved siden af the Petersons på flyrejsen, der tilbyder hende at blive deres nye au pair i England. Hustruen er forsker, mens manden er ’moren’ i familien. Susanne ønsker sig frihed, men går i en fælde – og bliver au pair. Men det sætter hende fri, for om natten går hun ind i Petersons bibliotek, og finder Fru Petersons bøger frem og læser i dem. Får lov til at følge hende i laboratoriet, og da hun første gang træder indenfor føler hun sig fri.

Resten indbefatter en datter, der ikke er der længere. En datter, der forsvinder, men som bliver lyslevende på denne 60 års fødselsdag. For hvilken slags mor er hun? Hvilken slags? Hun forsøger at råde bod på sine svigt som mor, og køber en rejse, så de kan rejse afsted sammen, men sådan bliver det ikke. Hun bliver ved med at gå rundt med datterens ubrugte billet i tasken. Den billet som hun ender med at rive i stykker, inden hun slukker lyset og går ned til de ventende gæster.

                                                                                                           Fotograf: Mikkel Russel

Walter Maria Clarks ”Fejringen af et godt menneske” er en klassisk monolog, der på mange måder minder om Kjeld Abells ”Anna Sophie Hedvig” (1939), hvor tiden kaldte på teater, der tog livtag med samtiden. Om en kvinde, der bærer på en hemmelighed. En kvinde, der har mod til at stå frem og fortælle om sin ”forbrydelse” og derved demaskerer borgerskabet omkring hende.

Susannes historie ligner umiddelbart ikke nogen tragedie. Det er en bragende flot præstation af Marianne Mortensen, der er alene på scenen i 1 time og 40 minutter. Hendes karakter vokser langsomt frem for øjnene af os. Det starter i det små, men bygger op og får vinger, før hun flyver afsted med historien og os. Det er meget velspillet og bliver fulgt til dørs i en flot og stilsikker instruktion af Kamilla Bach Mortensen. Marianne Mortensen, der med forestillingen fejrer sit 35 årige skuespillerjubilæum, udfylder hele scenen, selv om scenografien kun dækker den ene side. Vi er på et loftskammer med hendes og mandens tøj. Omgivet af kufferter, kasser og skuffer. Lyset falder ind udefra gennem persiennerne i døren. Der er en enkelt hængende nøgen loftspære. På et tidspunkt hiver hun en kuffert, en overfrakke og et par sko frem og sætter sig på kufferten, som om hun er på vej mod en ny destination. Som om hun alligevel ikke bliver til sin egen fest. Resten af scenerummet er tomt. Ind imellem går hun mørket i møde på den bare scenehalvdel. Den ufuldstændige scenografi af Mie Riis bliver derved til et helt univers, hvor hovedpersonens historie udspiller sig. Det er flot og enkelt tænkt. Nærmest som på et maleri af Poul Anker Bech (1942-2009), hvor dele af en lokalitet står tydeligt frem, mens alt andet forsvinder og efterlader et sugende tomrum.

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

Stykket har en fin timing. Det er et opråb til os - de mætte, veltilfredse, velstimulerede og veluddannede gode, danske mennesker, der sidder og ser flygtningene kommer hertil - og intet gør. Det er en behandsket knytnæve midt i pænhedens ansigt. Et slag for humanismen. Det er teatret, der bliver nutidigt ved at iføre sig klassiske klædninger. Teatret er provokation - og nærvær. Det glemmer vi alt for ofte, men det er godt at blive mindet om i en digital verden, hvor vi alle sidder klistret til vore skærme. På vejen op i toget til Allerød sad jeg og kiggede rundt på alle de bøjede nakker, mens mine medrejsendes øjne kiggede ned på deres mobiltelefoner. Ingen kiggede op, ingen havde nærkontakt. Der var ingen udveksling mellem os. Alle sad hver for sig fordybet i hver sin lille verden afskåret og afsondret fra hinanden. Men i teatermørket mødes vi. Vi trækker vejret i takt. Vi fokuserer nærværet mod et lysende punkt på scenen - og det er berusende. ”Fejring af et godt menneske” er noget så sjældent som et moralsk stykke, der taler til alle de mobilkiggende mennesker, og prøver at fange vores opmærksomhed. Det er prisværdigt. Måske er der ikke så meget at fejre i stykket – og for Susanne. Men stykket rummer et håb om at det aldrig er for sent. Selv inden den 60. fødselsdagsfejring er der stadig væk muligheder for at blive et godt menneske. Også for publikum.

Fotograf: Mikkel Russel

FEJRING AF ET GODT MENNESKE

af Mathilde Walter Clark

Premiere fredag den  10. maj 2019

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Medvirkende: Marianne Mortensen

Scenografi: Mie Riis

Lys: Mikkel Givskov

Lyd: Emil Bøll

Instruktørassistent: Tanya Falkenberg Kirk

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Systue: Hanne Mørup

Fotograf: Mikkel Russel

Hjemmeside 

Forestillingstrailer: Ivar Lind Greiner

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Manning er fri, 
Faust, 
Fritz Hansen Folket, 
Uledsaget, 
Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)

Anmeldelse: FAUST på Mungo Park

Selv om Mungo Parks forestillinger altid er flot opsatte rent visuelt, er det ingenting mod det der møder os i FAUST. Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) opfandt ikke Faust. Han siges at have levet omkring år 1500 i Württemberg, og var åndemager og stjernetyder, men også en svindler. I 1587 bliver der udgivet en folkebog om ham, hvor han er blevet til en lærd mand, der indgår en pagt med djævelen om evigt liv. Inden 1600 var bogen oversat til 5 sprog – og til dansk i 1588. Året efter blev den dramatiseret af Shakespeares samtidige Christopher Marlowe, der var fascineret af beretningen om mennesket, der tør sætte sig op imod den guddommelige orden. Goethe arbejdede med historien hele livet. I 1813 udkom 1. del og 2. del i 1832 – kun 8 måneder før Goethe døde. De to deles samlede 459 siders er frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen i en samproduktion med Alias Teaterproduktion. Line Mørkeby skrev Mungo Parks seneste forestilling ”Fritz Hansen Folket” og ikke mindst ”De Stuerene”.  Mungo har i forvejen en fornem samarbejdstradition, for da de sidst - i samarbejde med Skuespilhusets Eventministerium - lavede ”Boys Don´t Cry” (på kun 11 dage!) vandt de Årets Reumert 2014. Måske sker det samme med FAUST. Den er overdådig både i form og indhold. Der er tale om en ganske voldsom bearbejdelse, for det der i Skuespilhusets 2006-opsætning af Katrine Wiedemann med Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro som Faust og Mefisto var en større ensembleforestilling, er hos Mungo Park blevet til et kammerspil med bare 4 medvirkende - på kun 1 time og 45 minutter.  

 

 

Alt hvad der oprindelig var af prologer, mellemspil og epiloger er som blæst væk. Og hvad med Goethe? Er han også røget ud med badevandet? Ja, til dels, og alligevel bliver det der står tilbage et voldsomt og vellykket konglomerat af originalteksten. Det er en yderst fortættet beretning, og det er rent ud sagt utroligt så visuelt betagende den tidsløse fabel om fortabelse er i Allerød.

Spillet i alle fire roller er tæt og djævelsk velfungerende.
Djævelen og Faust  skal spilles så de matcher hinanden, for at stykket får den rette balance og bliver så farligt som muligt. For et spil om fortabelse er absolut ikke uaktuelt – heller ikke i dag. Der er et gnistrende samspil imellem de to. Henrik Prik er formidabel, og hans sproglige beherskelse af blankversene (ikke mindst i åbningsscenen) er flot. Som djævelen er Martin Geertz skræmmende i hvidt ulasteligt jakkesæt. Der er ingen horn og hale, men vi er ikke i tvivl om at han kommer ”nedenfra”.  Marianne Mortensen er mildest talt udknaldet som heksemutter. Stærkt spil! Gretchen spilles af Line Bie Rosenstjerne, der både skal spille uskylden selv og det modsatte, da vi siden møder hende i dødsriget. Inden da lever hun i et tæt incestuøst forhold med broren, bevægende spillet af Carl Christian Riestra, der er blind, men alligevel seende nok til at forstå, hvad der foregår.

Stykkets flotteste scene er da Faust og Gretchen elsker i silhuet mod det udspændte stof, der også gør det ud for sengen, hvor hun bagefter kvæler broren, da han vågner op af sin bedøvede søvn - og opdager dem. Det tager chokerende lang tid inden hun får kvalt ham. Eller også er det fordi tiden står stille, mens det står på. Siden slår hun både sig selv og barnet ihjel. Det er ikke at ødelægge spændingen at vide det på forhånd, for så mange ord er fjernet, så det kun er en fordel at være sig handlingen bevidst. For med tragedierne og klassikerne er det ikke et spørgsmål om, HVAD der sker, men HVORDAN.

Iscenesætteren Henrik Grimbäck har sammen med scenografen Julian Toldam Juhlin formået det utrolige med det trange scenerum, således at de pladsmæssige begrænsninger faktisk fremstår som en fordel. Stærkt og effektivt sekunderet af lysdesigneren Jacob H.S. Rasmussen, der lader lyset antage psykedelisk karakter, når det udspaltes som når lys brydes i en krystal, og kaster farvede skygger, så alt fremstår fordrejet, forhekset og fortryllet. Ja, der er sandelig ingen grund til at vente på sin egen fortabelse, når man allerede nu kan opleve Fausts ypperlige og sødmefyldte endeligt hos Mungo Park i Allerød.

 

FAUST

Mungo Park i co-produktion med Alias Teaterproduktion

1 time og 45 minutter

Premiere: 19.1.2018 -  Sæson 2017/2018

Instruktør: Henrik Grimbäck

Dramatikere:
Johann Wolfgang Goethe, Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra

Scenograf: Julian Toldam Juhlin

Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Instruktørassistenter:
Anne Bak Rasmussen og Tamara Mathiesen

Kostumier: Hanne Møller

Sminke: Hanna Kureer

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Teknisk afvikler/forestillingsleder: Peter Schøning

Teknik/værksted:
Oskar Jankovic, Klaus Boje Bentsen, Mathilde Schwartz og Sonny Oeftiger

Hjemmeside

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene

               Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:  

Fritz Hansen Folket, Ung blond pige & De Stuerene  

 

 

Anmeldelse: FRITZ HANSEN FOLKET på Mungo Park

 

 

Jeg har sjældent følt mig så nøgen og så afklædt som jeg gjorde efter forestillingen ”Fritz Hansen Folket” på Mungo Park. Endda i en grad så jeg kun klappede symbolsk til den efterfølgende applaus. Selv om jeg burde have rejst mig op og klappet begejstret. Men det kunne jeg ikke. Det var umuligt. Jeg forlod teatret tøvende og nedslået. For jeg havde via forestillingen, skrevet af Mungo Park-lederen Lasse Bo Handberg og dramatikeren Line Mørkeby, set mig selv og vor samtid, sådan som den også er. Det var noget jeg godt vidste, men som jeg havde forsøgt at fortrænge og ignorere for ikke at miste min glæde og min vished om, at det nok skal blive bedre. Det levner forestillingen ikke nogen større tro på, men det er heller ikke dens ærinde. For det er en protest, et opråb – eller måske snarere et manifest, der beskriver hvorfor det er gået så galt. Det er en gravskrift over det, der er skredet for os. Det er en overbevisende beskrivelse af, hvordan et nyt samfund er skudt frem. Alt det vi troede os så sikre på, er smuldret mellem vore hænder – og det har vi ladet ske! Al vores "selvfølgelige" humanisme er forduftet.
Forestillingen er lynende skarp og blændende godt lavet. Den er lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen, der med sikker hånd styrer Mungos ensemble bestående af Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen (der også har arrangeret musikken).
 

 Foto: Bjarke Maccarthy

Mørkeby og Handberg arbejdede også sammen på forestillingen ”De Stuerene” i Kolding, der på én gang skildrede Dansk Folkepartis fantastiske succes og kælderdybe deroute, men gjorde det så visuelt udfordrende, at det blev til en fryd, der gjorde ondt. Men kan sådanne forestillinger være lavet for godt? For også ”Fritz Hansen Folket” virkede som et syrebad eller måske rettere et fremkalderbad.
Hovedpersonen Rune er ansat i en eller anden ikke nærmere defineret offentlig kulturstyrelse. I tv´et hører han statsministeren Løkke Rasmussen fra 2015 bebude en udflytning af et stort antal offentligt ansatte til provinsen, deriblandt ham selv, der må følge med til Esbjerg for ikke at miste sit arbejde. Han er indbegrebet af en humanistisk vestreorienteret kulturradikal ”slags”, sådan som han fortæller både i begyndelsen og i slutningen, hvor han bl.a. siger: ”Vi er jazz! Vi er improvisationen. Vi er umagen, vi er fryden ved det smukke. Vi er ansvaret for helheden og plads til soloen. Vi er sund fornuft, ikke snusfornuft! Vi er ikke ydre skal. Vi er ind til benet. Vi er plads. Plads til alle!” Vi er jamsession!” Kort sagt: ”Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.” Over for ham er der datteren, performance-kunstneren Ditte, der siger: ”Undskyld, at jeg har læst humaniora. Undskyld, at jeg er kunstner. Undskyld, at jeg er københavner. Undskyld, at jeg er intellektuel. Undskyld, ar jeg tror på at hjælpe. Undskyld, at jeg tjener penge, selv om jeg gerne vil hjælpe fattige. Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige. Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel.”

 

 Foto: Bjarke Maccarthy

Rune maner i forestillingens begyndelse de to Brandes-brødre frem: Georg (1842-1927), der i 1871 begyndte sine forelæsninger ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” og Edward (1857-1931), der i 1884 var medstifter af Dagbladet Politiken og i flere omgange fungerede som finansminister i C. Th. Zahles regeringer. Men også deres 3. og offentligt helt glemte bror, der desillusioneret skød sig en kugle for panden i et indelukke bag Fortunen. Det er samme desillusion, som Rune vedkender sig og tager på sig mange år efter - i vor samtid. På den måde knyttes fortid og nutid sammen, sådan som det effektivt gøres på flere planer i løbet af forestillingen. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvad er der sket siden dengang og nu? Det er det, som forestillingen har sat sig for at undersøge, og det er netop, hvad der lykkes så alt for godt. Forfærdeligt godt.
 

 

Mungo Park leverer stadigvæk noget af byens bedste teater, selv om det slet ikke ligger i byen, men i Allerød – en halv times togtur fra København - på Fritz Hansens Vej. Hvem han var og hvad han var, denne Fritz Hansen, fortæller forestillingen levende om – men det skal være en overraskelse for alle dem, der forhåbentlig drager til Mungo Park i Allerød for dermed selv at blive en del af Fritz Hansen Folket. Men som forhåbentlig også kan blive det uden at blive lige så desillusioneret som jeg blev. Men det svier, når man bliver så brutalt afklædt og ”afsløret”. Jeg tror, det er sundt, selv om det ikke er rart. Måske er det endda nødvendigt.

 

FRITZ HANSEN FOLKET

Mungo Park

Koncept: Lasse Bo Handberg

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg

Scenograf: Nadia Nabil

Koreografi: Anja Gaardbo

Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen

Musiker: Morten Ærø

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Tapetserer: Karin Pinderup

Skrædder: Katine Tuborgh

Instruktørassistenter: Arne Bak Rasmussen og Tamara Mathisen

 

Spilleperiode:

28.10- 11.12.2017 (Mungo Park, Fritz Hansen Vej 23, 3450 Allerød)

29.1.-22.2.2018 (Gladsaxe, Festsalen, Grønnemoseskolen Høje Gladsaxe)

Hjemmeside og billetter

 

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Uledsaget, Nordskoven & De Stuerene

 

*

Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:

Ung blond pige & De Stuerene  

 

*

Andre anmeldte Kamilla Bach Mortensen-forestillinger:

Turister , Sympatifor djævelen  & Ondt blod

Anmeldelse: ULEDSAGET på Mungo Park

Foto: Mikkel Russel

De tre medvirkende starter med at sidde nede blandt publikum, hvor de fremsiger ord og sætninger i næsten digterisk form. Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen giver krop og mæle til et hav af stemmer som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og på rejsen til lands og til vands for at nå frem til Europa, hvor de kæmper sig videre fra land til land indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred at det bliver alle flygtninges historie. Iscenesættelsen er ferm og hurtig. Flere passager er arrangeret knivskarpt og kræver meget af de tre skuespillere, der gør det glimrende. Det kunne hurtigt blive overarrangeret og manieret, men det er træfsikkert lavet og udført. Det pisker forestillingens rytme og tempo betydeligt i vejret, selv om det faktisk er en meget stille og rolig forestilling – det barske emne til trods. For det har ikke været let at skulle lave teater baseret på den virkelighed, der eksisterer lige uden for Allerød, hvor Sandholmlejren er placeret.

 

Foto: Mikkel Russel

 

Alle historierne er orkestreret med stor finfølelse. Som tilskuer bliver man trykket dybt ned i sædet. Mængden af menneskelig smerte er så stor, så det er godt at den samlede fortællingen er blevet så bred, at der også er blevet plads og rum til fortællingen om fx den syriske svømmer, der selv når uskadt i land, men som alligevel svømmer ud 5-6 gange for at redde andre fra at drukne. Ulykkeligvis mister han derved den pose som han har haft om halsen med pas, papirer og mobiltelefon. Han bliver ved med at svømme rundt derude i et forsøg på det umulige: at genfinde den pose, der rummer hele hans liv. Og det lykkes. Han finder den. Det er historier som denne, der gør det muligt at tage forestillingen til sig.

Foto: Mikkel Russel

For vi ved det jo godt. Det er en umulig situation. Alene at få ordentlige vilkår til dem, der når helt op til os i Skandinavien og til Danmark holder hårdt. Vi tænker på hvad vi kan og hvad vi bør. Vi tæller på knapper og har svært ved det. Men menneske til menneske er det nok de færreste, der er i tvivl, for det er noget urmenneskeligt at selvfølgelig hjælper vi menneske i nød. Når vi står i situationen så træder civilsamfundet til, mens politikerne gemmer sig på Borgen og udstikker love og paragraffer, der skal virke afskrækkende og besværliggøre enhver integration af de nyankomne. Men alt dette er forestillingen fuldstændigt renset for, men det kører alligevel som undertekster til Mungo Parks fine og tætte forestilling.

 

 Foto: Mikkel Russel

I forestillingens trykte program beskriver teatret, hvordan billederne i medierne af flygtninge der gik på motorveje i Danmark fik dem til at ville lave forestillingen. Teatret kontaktede Khaterah Parwani, der selv er flygtning og som har arbejdet med flygtninge gennem mange år, og hun indvilligede i at hjælpe med researchen til forestillingen, hvorpå de talte med en masse mennesker, der alle blev lovet at deres historie kun ville blive brugt i anonymiseret form. Eller som Mungo Park selv beskriver det: ”Vi søgte ord. Vi søgte situationer, tanker og drømme.” Først lavede skuespillerne en række scener baseret på researchen, hvorefter instruktøren Kamilla Wargo Brekling bearbejdede, forkortede, forlængede og barberede teksten, så den fremsår i en montageform, der giver luft og plads til at favne de mange menneskelige stemmer fra alverdens lande, der bliver ført sammen på scenen og som giver afsæt for en meget fin og bred menneskelig beretning om at lade alt bag sig og flygte. Det er historier fra Afghanistan, Iran, Eritrea, Congo, Irak, Syrien, Tyrkiet, Kosovo og Albanien. Vi forstår hvilken pris de har betalt såvel økonomisk som menneskeligt for at nå frem.

I den afsluttende scene, smukt og inderligt fremført af Marianne Mortensen, skildres hvordan nogle af de uledsagede børn og unge undervejs oplever at de får fravristet deres menneskelighed. Mange drenge og piger bliver røvet og misbrugt undervejs, og mærker hvordan de langsomt bliver forvandlet til vilde dyr – for at overleve. For at nå frem. Mange bukker under. Det er kun de stærkeste der når frem.

Foto: Mikkel Russel

 

Instruktør og dramatiker:
Kamilla Wargo Brekling

Efter research af:
Khaterah Parwani
 

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen

Konsulenter:
Karina Dichov Lund og Martin Lyngbo
 

Scenografisk konsulent:
Helle Damgård
 

Lysdesign:
Jacob H. S. Rasmussen
 

Lyddesign:
Emil Bøll

Instruktørassistent:
Malene Begtrop

 -------------

Spilleperiode: 27. april - 25. juni 2016

"Uledsaget" spiller på Mungo Park, 
Fritz Hansens Vej, 23, 3450 Allerød

Læs mere.