Efter forestillingen opdager min ledsager og jeg, at vi begge – uafhængigt af hinanden - kender én, der er bidt af en gal UFO, ligesom i indie-musicalen INGENMANDSLAND på Mungo Park. Vi synes begge, at det er underligt og lidt uforståeligt på den måde at knytte sit liv an til noget, der virker så fjernt og så uforståeligt. Sådan er der sikkert mange, der tænker, og måske er det grunden til, at der ikke tales særligt meget om det – og alligevel hænger det usagt i luften imellem os som noget uundgåeligt og umådeligt fascinerende.
I filmen ”Mysterious skin” af Gregg Araki (2004) baseret på Scott Heims roman af samme navn bliver UFO-fascinationen ligefrem et dække for en underliggende overgrebshistorie, der er så farlig, at kun en UFO-oplevelse kan dække for den. Dette blot for at sige at UFO-musicalen på Mungo Park af Nana Plechinger Tüchsen er ude i et umuligt ærinde, og måske er det netop derfor, at den fungerer så godt. Det umulige møder den fascination, de fleste af os kender til. For er det et emne, der er latterligt eller giver det mening?
Teaterlederen Anna Malzer har taget beretningerne til sig og instrueret den sære historie, så alle brudfladerne finder sammen og har gjort det til en musical om tro, håb og UFO´er. Alexander Mayah Larsens Orhan, der er en 30-årig, usikker og lidt tøvende ingeniør, er ladt tilbage efter farens selvmord med en kasse efterladenskaber og en masse ubesvarede spørgsmål. I kassen finder han UFO-magasiner, en UFO-trøje og mystiske optagelser af lyde og toner, der angiveligt stammer fra farens nærlydsoptagelser af UFO-møder. Orhans bror, Albert (spillet af Søren Birch Plum), som han bor sammen med, har ikke lettere ved at finde sig til rette i livet. Famlende forsøg på at realisere sig selv som digter trækker lange veksler på brorens tålmodighed. Men da Orhan møder den selvsikre Lilly (spillet af Laura Kjær/Nana Morks), kaster det dem begge ud på en undersøgende rejse for at finde tilbage til, hvad der reelt lå bag farens fascination og tilknytning til de overnaturlige oplevelser han havde. Sammen opsøger de Finn Heino (spillet af Henrik Prip), der selv har haft en masse UFO-oplevelser og også har fotograferet dem – og som faren desuden har boet hos. De to har kendt i hinanden i 20 år. For Lillys tilfælde handler det om at lave endnu en podcast om et uforklarligt fænomen, som hun forsøger at afsløre som enten ”fis eller fakta”. For Orhan handler det om at finde ud af, hvem faren var. Den far som resten af familien affejede som smågal. Men var han det?
Bagefter iblandes Poul Krebs ”Sådan nogen som os” og Anne Dorthe Michelsens ”Jeg har lagt mine våben” m.fl. Det burde være dødsdømt fra starten, men det mærkelige sker, at brudstykkerne fra diverse slagere er så kunstfærdigt arrangeret og sammenvævet af Ingvild Skandsen sammen med den øvrige musik, at det ikke bare bliver spiseligt, men ligefrem lækkert, for det er så frækt gjort og virker så overrumplende, at jeg når at nyde musikken, inden jeg opdager, hvad det er, og på det tidspunkt sidder jeg allerede og slår takten med foden, helt forført.
De fire på scenen står for det hele. Deres stemmer klinger smukt sammen, og musikken er, hvad de selv formår at frembringe på scenen. Der er ingen playback, intet stort maskineri at gemme sig bag. Emil Sebastian Bøll står for lyddesignet, der understøttes af lysdesignet af Mads Lindegaard. Scenografien af Frederikke Dalum er på samme måde som det øvrige, yderst sparsom, men meget velfungerende. Så enkelt kan det gøres. Det hele reddes af denne enkelhed som det er grebet an med, for historien er lige modsat, selv om der også er ansatser til en kærlighedshistorie mellem Orhan og Lilly. Men det er i mødet med Finn Heino at det hele kommer i balance. Mens de andre svæver rundt i deres usikkerhed, selv Lilly, der skal forestille at være stålsat i sin afdækning af ”fis eller fakta” hænger usikkert i en usikker verden, lige indtil Henrik Prips Finn Heino endelig kan fortælle historien om, hvad der ligger bag det hele (og det skal ikke røbes her). Heinos beretning er lige så fantastisk som alt det øvrige, men den er også rørende. Ikke mindst eftersom Prip ER Finn Heino. Henrik Prip formår at få det hele til at bundfælde sig. Han bliver det prisme som det hele kan ses igennem. Det er stort spil i en umådelig rodet historie, der mirakuløst nok kommer til at fremstå meget enkel og fokuseret.
Selvfølgelig er det akavet, når de fire skuespillere bryder ud i sang, men sådan er konventionen, og som instruktøren skriver i forestillingens program: ”det føles som at have drukket 1,5 glas rødvin hver gang der synges”. Måske er det enkelheden og nøgenheden, der betager. For det er stort og skævt tænkt, og faktisk så vildt, at det umulig kan lykkes, men det gør det!. Underet sker, alt det akavede finder sin egen sære balance i denne usædvanlige forestilling i Mungo Parks nye fine teatersal i Allerød.
Medvirkende: Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær/Nana Morks,
Henrik Prip, Søren Birch Plum
Dramatiker: Nanna
Plechinger Tüchsen
Instruktør: Anna
Malzer
Scenograf: Frederikke
Dalum
Lysdesigner: Mads
Lindegaard
Lyddesign: Emil Sebastian Bøll
Musikalsk
arrangement: Ingvild Skandsen
Rekvisitter: Tobias Eff Johannessen
Kostumer: Ellen Ahnfelt-Rønne
Smed: Sonny Oeftiger
Sangcoach: Johnny Jørgensen
Trommecoach: Siv Øyunn Kjenstad
Musicalkonsulent: Hele Hansen
Instruktørassistent: Freja Søndergaard
Pruduktionsleder: Bjarne Jørgensen
Scenemester: Peter Schøning
Tonemester: Enil Sebastian Bøll
*
