Ørkendrømme: Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park

onsdag den 9. marts 2022

Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park

Fotos: Zuhal Kocan.

Er vi fanget midt i vores egen belejring af virkeligheden?

Er vi selv evigt fortabte og grænseløst lykkelige midt i en endeløs ensomhed, der byder os op til en forførende dans?

HUDLØS er fuld af spørgsmål, der hele tiden kastes ud til os.

Mungo Parks leder så denne forestillng på en festival i Berlin for 4 år siden. Det er nu 4. forsøg - og denne gang lykkedes det - at gennemføre opsætningen af den palæstineniske iscenesætter og dramatiker Bashar Murkus´ værk på Mungo Park i Allerød - i hans egen instruktion.

Det er dejligt at se en forestilling med et helt andet åndedrag, end det vi normalt har mulighed for at se. Som en fremmed fugle er forestillingen fløjet ind og har sat sig godt til rette på scenen i Allerød. Beckett og Ionesco har ikke levet forgæves - eller surrealisterne for den sags skyld.

Fotos: Zuhal Kocan

Billedsproget er som hentet ud af en billedbog. Scenografien af Majdala Khoury er betagende. En masse syltetøjsglas står bagest på den ellers tomme scene. Der er tændte lyskæder i nogle af dem. På bagvæggen er der et lærred, hvor der opprojiceres film undervejs, der styres fra en computer på scenen. Vi er alle steder og ingen steder. Måske er vi bare inde i hovedet på hovedpersonen, spillet af Sebastian Aagaard-Williams. Han er charmerende og spiller med et stort overskud. Han gør det godt i det forvoksede kæmpekostume af Maria Ipsen. Jacob Stages koreografi har gjort forestillingen til en hel rumballet. John Ivar Venneds poetiske lysdesign, baseret på Muaz Aljubehs originale design, gør universet drømmende, mens Emil Bølls lyddesign lægger sig lækkert rundt om den billedrige fortælling. Det hele er så forførende, og alligevel skriger det til himlen.

Det er ikke en lykkelig historie, selv om vi befinder os i et billedbogsunivers. Det, der kunne have været en sød bamsehistorie, vil noget andet, for er vi selv den store uformelige mand, der kæmper for at komme op at stå? Er vi selv dansende flodheste på en sky, der sejler hen over krigens rædsler? Er vi selv bananelskende kæmper, der forsøger ikke at overspise, mens verden er ved at gå under?

Fotos: Zuhal Kocan

Som han står der foran os, ligner han nærmest en skovtrold. Har har et stort kropskostume på, som han næsten forsvinder i. Eller rettere ser det ud, som om han er ved at eksplodere, så enorm er han. Han ligner mest af alt en oppustet ballon iført en trødternet skjorte, mørke bukser og sorte seler. Det er fysikken, der bestemmer, hvordan han bevæger sig. Når han sætter sig, er det med fare for liv og lemmer. Man tænker uvægerlig, om den stakkels spinkle stol vil kunne klare vægten.

Det er et surrealistisk og absurd billedværk om fustration, længsel, ensomhed og kærlighed - eller er det? Der bliver ikke sagt meget i forestillingen, der er oversat af Naja Bjørnsson. Det er en ekspressiv rumballet for en meget stor mand, der virker helt fortabt i sin egen verden.

Fotos: Zuhal Kocan

Han har isoleret sig, og har indtalt et lydspor til sin ensomhed, der skal mobilisere og træne ham til kampen mod det udefrakommende. Men der kommer ikke noget.

Vi kommer faktisk til at holde af ham. Der er noget Mummitrold over ham, som han bokser rundt med sig selv.

Musikken får os til at slappe af og give os hen. Tango-inspireret akkordeontoner. Instrumentets gemytlighed giver mindelser om parisiske musetter, og samtidig så brøler han. Midt i smilet stivner vi. Han råber uartikuleret. Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes.

Det er et værk, der er åbent for fortolkning, og som tidligere har været opført med succes i Frankrig, Belgien og England. Er det et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i et badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantasien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende.

Fotos: Zuhal Kocan

På togturen op til Allerød sad jeg omgivet af mennesker der, som manden i forestillingen, sidder i deres eget lille rum. Ingen er til stede i det fælles rum. Hver sidder i sin egen verden. Nogle smiler - men ikke til mig. Alle kiggede opslugte ned på deres små skærme. De er alle til stede i deres egne små verdener. De sidder, som manden i forestillingen, og ser tilfredse ud. Men tilfredse med hvad? Ingen af dem er sammen. Ingen af dem er knyttet til det øjeblik, der binder dem alle sammen i kupéen. Alle er de ande steder. Jeg kan uforstyrret sidde og betragte dem indgående. Det virker så sølle. Afstumpet. Det virker som en stor løgn. Hvor er fællesskabet? Hvor er samhørigheden? Hvor er kærligheden? Fantasien - og nærværet?

Det er de samme tanker jeg gør mig under forestillingen på Mungo Park til premieren i aftes. Men midt i desperationen er der denne drøm, der mærkelig nok næres så fint af afgrundsdybe forestillinger som HUDLØS.