Viser opslag med etiketten Jacob Stage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jacob Stage. Vis alle opslag

torsdag den 28. november 2024

Anmeldelse: ENTER COPY på Bådteatret

Foto: Jacob Stage.


Vi befinder os i et forsøgscenter, der senere viser sig at være et militært anlæg. Vi er der sammen med tre personer, som vi gradvist lærer at kende. I starten er de lige så udefinerede som stedet. Tid, sted og rum er uvist. Det kunne både være før, nu eller ude i fremtiden. De tre personer, som vi er sammen med, har ansøgt om at være med. De har betalt mange penge for det, og i den første indledende scene møder vi Alice, en 60-årig pensioneret arkitekt, spillet af Sue Hansen-Styles. Hun har underskrevet snesevis af dokumenter, der bekræfter at hun er her af egen fri vilje, og at hun ikke kan holde stedet ansvarlig for, hvad der skulle ske hende. Heller ikke, hvis det skulle resultere hendes død. Det er så at sige rammen for fortællingen. Det er en meget spinkel ramme, som den serbiske dramatiker Tanja Mastilo tager afsæt fra. Mastilo er næsten husdramatiker hos Why Not Theatre Company, der efterhånden har opført mange af hendes stykker - og har gjort det med stort held og dygtighed.


Foto: Jacob Stage.

Det er et gennemgående træk i Tanja Mastilos dramatik, at vi er lukket inde sammen med personer, der føler sig fastholdt og lukket ude fra det omgivende liv. Hendes dramatik giver mindelser om Jean-Paul Sartres "Lukkede Døre" og August Strindbergs "Et Drømmespil". Det er fabulerende og nådesløst. Det uvisse fungerer godt på en scene. Publikum er ofte lige så uvidende som de medvirkende. Det er et godt dramatisk udgangspunkt, når vi alle bliver holdt fast i samme uvished. Derved bliver det et forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Det er meget selvransagende, men også krævende, for hele tiden får vi kun historierne fortalt drypvist. Ofte gør det, at vi bliver holdt frit svævende - ligesom i denne forestilling, hvor vi også præsenteres for Kendall, en 40-årig levemand, spillet af Bennet Thorpe, der er blevet forladt af sin kone. Den tredje person er den unge Simon, spillet af Daniel Neil Ash, der har massive rygsmerter efter seks operationer som følge af, at han har befundet sig inde i et sammenstyrtet hus. 

Disse spredte oplysninger om de medvirkende varer det lang tid inden vi får. Længe handler det om, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Alice udviser omsorg for Simon, der viser sig at være i hæren og den eneste af de tre, der ikke selv har betalt for at være med. Han kredser meget om løjtnanten, der betyder alt for ham, og som han også har varme følelser for. Det er uvist, om det netop er grunden til, at han er der. 


Foto: Jacob Stage.

Vi ved det ikke, der er ingenting vi ved med sikkerhed. De tre udsættes for simulationer. Kendall bringes tilbage til et dansested, og vi danser rundt sammen med ham. Stedet leger med hans erindringer og prøver at genopbygge dem kunstigt. På samme måde som Alice bringes til at se sin afdøde søn. Både manden og sønnen omkom i en trafikulykke. Alice er chokeret, rystet og skælder ud over, at hun på den måde bringes tilbage i sine minder. Vi fornemmer, at det er noget af det som hele forsøget går ud på.

Det er ganske udmattende ikke at vide, hvad der sker - og stykket bevæger sig ikke ud af stedet. Det er meningen, at vi skal føle os lukket inde i en kunstig forsøgsverden, hvorfra der ingen vinduer er ud til omverdenen. Undervejs ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af forestillingen. Jeg svæver lige så meget i det uvisse som de tre på scenen, men selv om jeg bagefter forlader teatret forvirret og konfus, er det alligevel et af den slags stykker, der arbejder videre i underbevidstheden. Det er både irriterende og fascinerende.


Foto: Jacob Stage.

Faktisk er det noget af det, som teatret er så eminent til. Det planter frø i vore sind, der bagefter spirer videre. Det er ofte den slags oplevelser, der har en væsentlig længere levetid end forestillinger, der umiddelbart virker forløste og færdige. ENTER COPY leger med vores underbevidsthed. Det drillende og udfordrende er  hele pointen. Så selv om jeg forlader teatret uforløst, er forestillingen slet ikke færdig med mig. 

Jeg er på overarbejde. Mit sind og min krop kæmper for at finde sammenhængen. Det er først på cykelturen hjem, at det slår mig, at det jo netop er et billede på vores moderne liv, hvor vi omgiver os med skærme og derved ophæver den ydre virkelighed omkring os, eftersom det digitale skærmliv langsomt overtager vores fysiske liv. I stigende grad bruger vi tid på at kontakte hinanden gennem skærme på bekostning af den nærhed, som vi dermed fravælger. Vi er blevet helt og aldeles spundet ind i vores digitale omgivende verden. Vi er efterhånden mere til stede i vores mange parallelle universer. Vi går rundt med skyklapper på. Eller i hvert fald med høretelefoner. Jo, vi lytter til musik, til podcasts, til radio og er ikke længere fuldt til stede der, hvor vi er. Vores bevidsthed suges hele tiden andre steder hen. Det er noget af det, forestillingen med rette gør opmærksom på. 


Foto: Jacob Stage.


Det umiddelbare mest varme ved forestillingen er den udefrakommende mekanisme stemme, der taler til de medvirkende i eksperimentet. Nathan Meister har en blød, rund og meget melodisk klang og resonans i stemmen, så at vælge ham som den computerregenererede stemme udefra er velvalgt. Det er Meisters stemme og Daniel Neil Ash, der fascinerer mig mest ved forestillingen. Ash har et betagende stumspil. I en forestilling, der er meget lidt fortællende, er et sådant smertefuldt spil meget sigende.

Jonathan Hjorth er scenograf, lysdesigner og konsulent på lyden. Det er et fint stykke arbejde han får til at fungere godt sammen med teksten. Også selv om instruktøren, Jacob Stage, har valgt, at der hele tiden skal flyttes rundt med de flytbare, oplyste kasser på scenen. Det fungerer som sceneskift, men mindre ville også have kunnet gør det. Vigtigere er, at han får arbejdet godt med spillerne, selv om teksten er umådelig svær, da den insisterer på stilstanden, og at der skal være så lidt fremdrift som muligt. Jeg synes ikke, at det er en af Mastilos bedste tekster. Det fungerer som et eksperiment. Jeg håber, at retningen fremover bliver mod mere samling end opløsning. På mig virker det ikke farbart at fortsætte videre ud ad denne vej.

Tankevækkende er det! Vores menneskelighed smuldrer, og vi står nøgne tilbage. På den vis er det ikke noget rart menneskesyn, vi er omgiver af. Det er også en vigtig vision for teatret at stille spørgsmål og flytte os hen til steder, hvor vi bliver stillet over for endnu flere spørgsmål - og det må man sige at forestillingen gør. Det er spørgsmål uden svar. Det er de svar, vi selv må bakse med at finde. Det er ikke behageligt, men nødvendigt.

Forestillingen opleves endeløs. Personerne hænger frit sprællende, og det er netop meningen. Det er samme fortællestruktur, der går igennem megen af Tanja Mastilos øvrige dramatik og dermed også gennem Why Not Theatres seneste produktioner. Denne gang er fortællekonstruktioner lige ved at opløse sig selv. Det er ganske skræmmende - og det lover ikke godt for den verden, vi præsenteres for på scenen. Der er ikke meget håb at finde. Det er i det hele taget svært at finde ud og komme væk. Men der er ingen vej uden om COPY ENTER. 


COPY ENTER

Gæstespil af 

Why Not Theatre Company

på Bådteatret

28. november - 18. december 2024

105 minutter


Manuskript: Tanja Mastilo

Instruktion: Jacob Stage

Scenografi og lys og lydkonsulent: 
Jonathan Hjorth

Medvirkende: 
Sue Hansen-Styles, Bennet Thorpe, Daniel Neil Ash 
og Nathan Meister

Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside & billetter

Se mere på 

*


Tidligere anmeldte 
 Why Not Theatre-forestillinger:

2023:

2021:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 233 teateranmeldelser.

*

onsdag den 9. marts 2022

Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park

 

Fotos: Zuhal Kocan.

 
Er vi fanget midt i vores egen belejring af virkeligheden?
Er vi selv evigt fortabte og grænseløst lykkelige midt i en endeløs ensomhed, der byder os op til en forførende dans?

HUDLØS er fuld af spørgsmål, der hele tiden kastes ud til os.

Mungo Parks leder så denne forestillng på en festival i Berlin for 4 år siden. Det er nu 4. forsøg - og denne gang lykkedes det - at gennemføre opsætningen af den palæstineniske iscenesætter og dramatiker Bashar Murkus´ værk på Mungo Park i Allerød - i hans egen instruktion.  

Det er dejligt at se en forestilling med et helt andet åndedrag, end det vi normalt har mulighed for at se. Som en fremmed fugle er forestillingen fløjet ind og har sat sig godt til rette på scenen i Allerød. Beckett og Ionesco har ikke levet forgæves - eller surrealisterne for den sags skyld.


Fotos: Zuhal Kocan 


Billedsproget er som hentet ud af en billedbog. Scenografien af  Majdala Khoury er betagende. En masse syltetøjsglas står bagest på den ellers tomme scene. Der er tændte lyskæder i nogle af dem. På bagvæggen er der et lærred, hvor der opprojiceres film undervejs, der styres fra en computer på scenen. Vi er alle steder og ingen steder. Måske er vi bare inde i hovedet på hovedpersonen, spillet af Sebastian Aagaard-Williams. Han er charmerende og spiller med et stort overskud. Han gør det godt i det forvoksede kæmpekostume af Maria Ipsen. Jacob Stages koreografi har gjort forestillingen til en hel rumballet. John Ivar Venneds poetiske lysdesign, baseret på Muaz Aljubehs originale design, gør universet drømmende, mens Emil Bølls lyddesign lægger sig lækkert rundt om den billedrige fortælling. Det hele er så forførende, og alligevel skriger det til himlen. 

Det er ikke en lykkelig historie, selv om vi befinder os i et billedbogsunivers. Det, der kunne have været en sød bamsehistorie, vil noget andet, for er vi selv den store uformelige mand, der kæmper for at komme op at stå? Er vi selv dansende flodheste på en sky, der sejler hen over krigens rædsler? Er vi selv bananelskende kæmper, der forsøger ikke at overspise, mens verden er ved at gå under?


Fotos: Zuhal Kocan 


Som han står der foran os, ligner han nærmest en skovtrold. Har har et stort kropskostume på, som han næsten forsvinder i. Eller rettere ser det ud, som om han er ved at eksplodere, så enorm er han. Han ligner mest af alt en oppustet ballon iført en trødternet skjorte, mørke bukser og sorte seler. Det er  fysikken, der bestemmer, hvordan han bevæger sig. Når han sætter sig, er det med fare for liv og lemmer. Man tænker uvægerlig, om den stakkels spinkle stol vil kunne klare vægten. 

Det er et surrealistisk og absurd billedværk om fustration, længsel, ensomhed og kærlighed - eller er det? Der bliver ikke sagt meget i forestillingen, der er oversat af Naja Bjørnsson. Det er en ekspressiv rumballet for en meget stor mand, der virker helt fortabt i sin egen verden.


Fotos: Zuhal Kocan 

Han har isoleret sig, og har indtalt et lydspor til sin ensomhed, der skal mobilisere  og  træne ham til kampen mod det udefrakommende.  Men der kommer ikke noget.  

Vi kommer faktisk til at holde af ham. Der er noget Mummitrold over ham, som han bokser rundt med sig selv.

Musikken får os til at slappe af og give os hen. Tango-inspireret akkordeontoner. Instrumentets gemytlighed giver mindelser om parisiske musetter, og samtidig så brøler han. Midt i smilet stivner vi. Han råber uartikuleret. Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes. 

Det er et værk, der er åbent for fortolkning, og som tidligere har været opført med succes i Frankrig, Belgien og England. Er det et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i et badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantasien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende.


Fotos: Zuhal Kocan 


På togturen op til Allerød sad jeg omgivet af mennesker der, som manden i forestillingen, sidder i deres eget lille rum. Ingen er til stede i det fælles rum. Hver sidder i sin  egen verden. Nogle smiler - men ikke til mig. Alle kiggede opslugte ned på deres små skærme. De er alle til stede i deres egne små verdener. De sidder, som manden i forestillingen, og ser tilfredse ud. Men tilfredse med hvad? Ingen af dem er sammen. Ingen af dem er knyttet til det øjeblik, der binder dem alle sammen i kupéen. Alle er de ande steder. Jeg kan uforstyrret sidde og betragte dem indgående. Det virker så sølle. Afstumpet. Det virker som en stor løgn. Hvor er fællesskabet? Hvor er samhørigheden? Hvor er kærligheden? Fantasien - og nærværet? 

Det er de samme tanker jeg gør mig under forestillingen på Mungo Park til premieren i aftes. Men midt i desperationen er der denne drøm, der mærkelig nok næres så fint af afgrundsdybe forestillinger som HUDLØS.


Fotos: Zuhal Kocan 

HUDLØS

Mungo Park

Premiere: 9. marts 2022


Skrevet og instrueret af Bashar Murkus 
Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams 
Scenograf: Majdala Khoury 
Lysdesign: John Ivar Venned baseret på Muaz Aljubehs originale design 
Lyddesign: Emil Bøll 
Koreograf: Jacob Stage 
Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann 
Oversætter: Naja Bjørnsson 
Kostume-skrædder: Maria Ipsen 
Coverfoto: Jon Kort 
Forestillingsfotos: Zuhal Kocan 
Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 
Dansende barn: Noah Sui 
Original produktion: (هـــــــشّ, 2017) Khashabi Theatre, Palæstina

Hjemmeside & Billetter


Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 

Dramatiker & instruktør Bashar Murkus 
fortæller om sit teaterarbejde og om HUDLØS

Foto: Jon Kort 


Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:





(Mungo Park Kolding)


 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*

lørdag den 12. februar 2022

Anmeldelse: HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE? på Krudttønden

Foto-grafik: Robin Hart.

 

Genialt, sjovt og begavet! 

Teater Hund & Co gør det igen. Hvor svært kan det egentlig være? Faktisk er det hundesvært, men det ligner en leg, når alle hundekunstnerne sættes i spil i selskab med Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn instrueret af Jacob Stage. Anna Panduro har været devising dramatiker, hvilke vil sige, at man improviserer sig frem til det endelige resultat. Det mærkes tydeligt, for det legende går som en forgyldt tråd igennem forestillingen. Det er svært ikke straks at blive revet med. Det er en fryd at opleve. 


Foto: Jacob Stage.


Mathilde drømmer om at blive valgt, men det bliver hun sjældent. Hun er uden for det fællesskab, hun drømmer om at være en del af. Theresa har svært ved at bestemme sig, hvad skal hun vælge? Skal hun det ene eller det andet? Hvordan bestemmer man sig? Hun er fanget lige i det øjeblik, hvor hun skal vælge, det er umuligt for hende. Therese vil allerhelst bare være for sig selv. Hun er indadvendt og stille. Foreslår at de skal lege gemmeleg, men gemmer sig ofte så godt, at hun bliver væk, for hun vil slet ikke findes. Hun har bare brug for at være lidt alene, inden hun er klar til at lege med de andre. De tre venner har svært ved at finde en leg de kan lege, for hvordan kan det hele kombineres? De skriver om det til deres brevkasse, der dykker ned i præmiepokalen og finder en løsning.


Foto: Jacob Stage.


Man skal bare være sig selv. Mærke efter, spørge kroppen - og slappe af. Ja, det er let nok at sige, og så er det ligegyldigt, om man er barn eller voksen.

Forestillingen handler om venskab og fællesskab, og måder at være sammen på. Der er intet overflødigt. Kun det, der skal til, når man er i tæt øjenhøjde med sit publikum. Vi bliver taget  med ind i os selv, hvor vi mærker efter - og slapper af med de forskelligheder, vi hver især rummer. Det er så enkelt - og alligevel så svært.


Foto: Jacob Stage.


Scenografien af Jacob Langaa-Senneker er storslået. Vi er både på boldbanen, i skolegården, ude og hjemme. Lyssætningen af Mikkel Magnus Olsen er flot, og lyden af Brian Larsen gør det hele endnu bedre. Til overmål får vi den skønneste udgave af Eric Carmens "All by myself", baseret på et tema fra Rachmaninoffs 2. klaverkoncert. Der er ikke er øje tørt. Det går lige til hjertet. Det balancerer der mellem sorg og glæde, hvor alle kan gribe det. Stor som lille.

Det handler om noget, og vi går derfra besjælede og glade, for vi har lært noget væsentlig om at være menneske. Store ord, for det er trods alt "bare" en børne- og familieforestilling, men det viser, hvor godt det kan gøres, når man har hjertet med. 

Tillykke til Teater Hund & Co.

Se forestillingen og mærk det selv. Det er forrygende, vidunderligt - og legende let!


Foto: Jacob Stage.


I tilgift er det altid en glæde at opleve børn se teater. Lille lyshårede Jakob havde taget sin hundebamse Bo med i teatret. Hunden var ligeså stor som ham selv, og fyldte halvdelen af teatersædet. Som de sad der, Jakob knugende Bo ind til sig, var der ingen tvivl om, at de var bedste venner. Jeg sad og funderede over, hvor lykkelige og trygge vi alle ville være, hvis vi tog vores yndlingsbamser med os ud i verden.





HVOR SVÆRT KAN DETVÆRE? 

Teater Hund & Co 
på Krudttønden

For de 5 -12 årige og deres voksne.

 9. februar – 6. marts 2022

ca. 45 min.

MEDVIRKENDE: Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn
INSTRUKTION: Jacob Stage
DEVISING DRAMATIKER: Anna Panduro
Opr. SCENOGRAFI: Jacob Langaa-Sennek
SYERSKE: Hanne Mørup
LYDDESIGN & TEKNIKER: Brian Larsen
LYSDESIGN: Mikkel Magnus Olsen
BYGGER: Morten Just Hansen
DRAMATURGISK KONSULENT: Jane Rasch
PRODUKTIONSLEDER: Anna-Kathrine Madelung Fries
FOTOGRAF: Jacob Stage
GRAFIKER: Robin Hart
PR & KOMMUNIKATION: Laila Skjerning
PRODUCENT: Kenneth Gall

SPILLETIDER: Ons. & Tors. kl. 9.30 & 11.00 // Fre. kl. 11.00 & 17.00 // Lør. & søn. kl. 11.00 & 13.00

OBS: SPILLETIDER I VINTERFERIEN: Ons. & Tors kl. 11 & 13, Fre. kl. 11 & 17, Lør. & Søn. kl. 11. & 13

Hjemmeside og billetter

Trailer

Undervisningsmateriale

Foto: Jacob Stage.


*

Tidligere Teater Hund & Co-andmeldelser:

2021:

Tænk engang!

2019: 

Drømme om noget andet

2017:

Drømme om noget andet/Den store jagt på lykke


*

Se oversigten over de øvrige

212  anmeldelser

*

torsdag den 24. august 2017

Anmeldelse: SLAG på Bådteatret


Fotograf: Miklos Szabo

Det kommer krybende og pludselig slår det til. Som et lyn slår det ned – og med ét ligger vi der. Det berøver os førligheden, talens brug og efterlader os lammede. Såvel fysisk som psykisk. Men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der.... I løbet af et års tid...
I forestillingen SLAG med undertitlen ”Når hjernen bløder”, der er et gæstespil på Bådteatret, præsenteres vi for hvad der sker, når lynet slår ned, og mennesker rammes af en blodprop i hjernen og får en hjerneskade.
Det sker for 40.000 årligt i Danmark. Det er ikke noget rart emne. Ligesom døden er det ikke noget, der er mange teaterstykker om.  Bådteatrets gæstespil skal have ros for denne utraditionelle satsning. Det er ikke let at lave teater om noget som alle allerhelst undgår.
Fotograf: Miklos Szabo
 
Bådteatret har tradition for at lave dukketeater, og det er på mange måder en dukketeaterforestilling. Og måske en af de mest vellykkede – bare uden dukker, hvor instruktøren Rolf Heim fører de to medvirkende, Helene Kvint og Jacob Stage, som var de viljesløse dukker i et spil som ingen af dem kan kontrollere. Forestillingen er stærkest i de ordløse scener, hvor hverdagsagtige scener gennemspilles i ”loop” i en uendelighed. Scener, hvor afmægtigheden udstilles knivskarpt. Det er hjælpeløse fald ud af sengen. Påklædningsseancer, der går én lige til hjertet.  Helene Kvint og Jacob Stage er på scenen nogle gange alene, andre gange sammen. Ofte sammen uden alligevel at være det, mens hjælpeløsheden breder sig imellem dem som en adskillelse som det synes umuligt at overskride.

I forestillingen fremstår de som et ægtepar. Han er sig selv, hun er forandret. Scenerne fra deres samliv afløses af scener fra et dukkehus, hvor mini-kameraer filmer alt det vi godt ved, men ikke ser udspille sig på scenen. Det mixes med drømmende og klaustrofobiske videooptagelser af Helle Lyshøj. Dukkehus-scenerne bliver billeder på det indre liv, der langsomt opløses og forsvinder. Som små mus, der æder sig gennem underbevidstheden. Til sidst forvandles de to medvirkende til mus (med livagtige musemasker af Camilla Lind). Det virker på én gang rørende og forfærdeligt nøgent.  
Skuespilleren Helene Kvint har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som nærmeste pårørende. SLAG er ikke historien om hendes egen far, men den bygger på virkeligheden. For hvem er vi, når hjernen krakelerer? Hvad gemmer sig bag personlighedens facade?
Fotograf: Miklos Szabo
 
Under en stor del af forestillingen sad jeg musestille med tilbageholdt åndedræt. Det virkede så voldsomt, fordi det vi oplevede på scenen ikke var det. Jo, selvfølgelig var det voldsomt, men det var orkestreret så tilbageholdt og så underspillet, at det forplantede sig direkte til os. Det virkede som et SLAG, som noget det var umuligt ikke at forholde sig til. Heldigvis varede forestillingen ikke meget længere end en times tid, for det havde heller ikke været muligt at opholde sig i stemningen længere. På sin vis er det uudholdeligt – ligesom sygdommen, men alligevel er forestillingen fuld af håb. Fuld af billeder, overraskende scener og endda humor. Hvem skulle have troet det? Ovenikøbet sluttede den håbefuldt med en lang poetisk dans, hvor parrets raske lemmer blev bundet sammen med de lammede, og derved gjorde en vals mulig. På samme måde som når der danses med en fastbundet kludedukke, der viljesløst bare følger med. Men forestillingen har en sødme og et stille indre liv, der virker så meget desto stærkere i al sin tysthed. Der er heldigvis ingen store armbevægelser, men i stedet megen akrobatik, megen slapstick-komik, for parret kaster rundt med hinanden – eller rettere er det den store mand, der kaster rundt med den syge kvinde. De er forbundsfæller, men også modstandere, når der skal genoptrænes, og vi forstår at begge er ramt, når slaget falder. Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gøre det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød.

Det er frygteligt, men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der... I løbet af et års tid...
Fotograf: Miklos Szabo

SLAG
Når hjernen bløder
Spilleperiode: 24. august – 14.- september 2017
Gæstespil
Efter idé af Helene Kvint i co-produktion med Bådteatret
Instruktion: Rolf Heim
Medvirkende: Helene Kvint og Jacob Stage
Video: Helle Lyshøj
Scenografi/kostumer: Camilla Lind
Lysdesign: Jón Gelting
 
 Fotograf: Miklos Szabo

fredag den 18. november 2016

Anmeldelse: EUROPÆERNE på Teaterøen

 

Foto: Ingrid Bugge

I ”Europæerne” er vi tilbage i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse. Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell) kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser, der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.

Foto: Ingrid Bugge

”Gud knock-outede Allah, denne gang...” 
(Kejserinden af Østrig, 1. akt, 1. scene)

Allerede da Klaus Risagers musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er frosset fast i et vibrerende nu.

Foto: Ingrid Bugge

”De fattige har hverken ord eller underbukser.” 
(Katrin, 1. akt, 2. scene)


I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.

Foto: Ingrid Bugge

De leder os videre indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention – på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan? Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre. Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder nye overraskende selvforståelser.

Foto: Ingrid Bugge

”Ja de gode manerer vender tilbage lige så snart butikkerne åbner.” 
(Suzanna, 1. akt, 2. scene)

Barker har været opført på nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
 
Foto: Ingrid Bugge

Barker skriver som en beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte, frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med det overdådige. Til premieren blev spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til ord. Men Howard Barker er altid for lang - eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske univers.

Foto: Ingrid Bugge


EUROPÆERNE

Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus Risager og Susanne Storm

Instruktør: Peter Kirk

Kok: Martin ‘Guf’

Scenograf: Maria Lau Krogh

Scenografisk konsulent: Hasse Selvig Sandell

Kostumedesigner: Maria Lau Krogh

Dramatiker, forfatter: Howard Barker

Komponist: Klaus Risager


Spilleperiode: fra den 16.-26. november 2016 kl. 18.30

Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.

  Læs mere,
Dramatikerens hjemmeside.



Andre anmeldte forestillinger på Teaterøen:
Leonardo (Asterions Hus, 2015)

Mit rum (Asterions Hus, 2013)
Teaterfestivalen Asteroiden (2012)
Minotauros (Asterions Hus, 2010 )

------

Instruktør Peter Kirk beskriver i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem historier som de ikke forstår:
”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”