Viser opslag med etiketten Why Not Theatre Company. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Why Not Theatre Company. Vis alle opslag

torsdag den 28. november 2024

Anmeldelse: ENTER COPY på Bådteatret

Foto: Jacob Stage.


Vi befinder os i et forsøgscenter, der senere viser sig at være et militært anlæg. Vi er der sammen med tre personer, som vi gradvist lærer at kende. I starten er de lige så udefinerede som stedet. Tid, sted og rum er uvist. Det kunne både være før, nu eller ude i fremtiden. De tre personer, som vi er sammen med, har ansøgt om at være med. De har betalt mange penge for det, og i den første indledende scene møder vi Alice, en 60-årig pensioneret arkitekt, spillet af Sue Hansen-Styles. Hun har underskrevet snesevis af dokumenter, der bekræfter at hun er her af egen fri vilje, og at hun ikke kan holde stedet ansvarlig for, hvad der skulle ske hende. Heller ikke, hvis det skulle resultere hendes død. Det er så at sige rammen for fortællingen. Det er en meget spinkel ramme, som den serbiske dramatiker Tanja Mastilo tager afsæt fra. Mastilo er næsten husdramatiker hos Why Not Theatre Company, der efterhånden har opført mange af hendes stykker - og har gjort det med stort held og dygtighed.


Foto: Jacob Stage.

Det er et gennemgående træk i Tanja Mastilos dramatik, at vi er lukket inde sammen med personer, der føler sig fastholdt og lukket ude fra det omgivende liv. Hendes dramatik giver mindelser om Jean-Paul Sartres "Lukkede Døre" og August Strindbergs "Et Drømmespil". Det er fabulerende og nådesløst. Det uvisse fungerer godt på en scene. Publikum er ofte lige så uvidende som de medvirkende. Det er et godt dramatisk udgangspunkt, når vi alle bliver holdt fast i samme uvished. Derved bliver det et forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Det er meget selvransagende, men også krævende, for hele tiden får vi kun historierne fortalt drypvist. Ofte gør det, at vi bliver holdt frit svævende - ligesom i denne forestilling, hvor vi også præsenteres for Kendall, en 40-årig levemand, spillet af Bennet Thorpe, der er blevet forladt af sin kone. Den tredje person er den unge Simon, spillet af Daniel Neil Ash, der har massive rygsmerter efter seks operationer som følge af, at han har befundet sig inde i et sammenstyrtet hus. 

Disse spredte oplysninger om de medvirkende varer det lang tid inden vi får. Længe handler det om, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Alice udviser omsorg for Simon, der viser sig at være i hæren og den eneste af de tre, der ikke selv har betalt for at være med. Han kredser meget om løjtnanten, der betyder alt for ham, og som han også har varme følelser for. Det er uvist, om det netop er grunden til, at han er der. 


Foto: Jacob Stage.

Vi ved det ikke, der er ingenting vi ved med sikkerhed. De tre udsættes for simulationer. Kendall bringes tilbage til et dansested, og vi danser rundt sammen med ham. Stedet leger med hans erindringer og prøver at genopbygge dem kunstigt. På samme måde som Alice bringes til at se sin afdøde søn. Både manden og sønnen omkom i en trafikulykke. Alice er chokeret, rystet og skælder ud over, at hun på den måde bringes tilbage i sine minder. Vi fornemmer, at det er noget af det som hele forsøget går ud på.

Det er ganske udmattende ikke at vide, hvad der sker - og stykket bevæger sig ikke ud af stedet. Det er meningen, at vi skal føle os lukket inde i en kunstig forsøgsverden, hvorfra der ingen vinduer er ud til omverdenen. Undervejs ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af forestillingen. Jeg svæver lige så meget i det uvisse som de tre på scenen, men selv om jeg bagefter forlader teatret forvirret og konfus, er det alligevel et af den slags stykker, der arbejder videre i underbevidstheden. Det er både irriterende og fascinerende.


Foto: Jacob Stage.

Faktisk er det noget af det, som teatret er så eminent til. Det planter frø i vore sind, der bagefter spirer videre. Det er ofte den slags oplevelser, der har en væsentlig længere levetid end forestillinger, der umiddelbart virker forløste og færdige. ENTER COPY leger med vores underbevidsthed. Det drillende og udfordrende er  hele pointen. Så selv om jeg forlader teatret uforløst, er forestillingen slet ikke færdig med mig. 

Jeg er på overarbejde. Mit sind og min krop kæmper for at finde sammenhængen. Det er først på cykelturen hjem, at det slår mig, at det jo netop er et billede på vores moderne liv, hvor vi omgiver os med skærme og derved ophæver den ydre virkelighed omkring os, eftersom det digitale skærmliv langsomt overtager vores fysiske liv. I stigende grad bruger vi tid på at kontakte hinanden gennem skærme på bekostning af den nærhed, som vi dermed fravælger. Vi er blevet helt og aldeles spundet ind i vores digitale omgivende verden. Vi er efterhånden mere til stede i vores mange parallelle universer. Vi går rundt med skyklapper på. Eller i hvert fald med høretelefoner. Jo, vi lytter til musik, til podcasts, til radio og er ikke længere fuldt til stede der, hvor vi er. Vores bevidsthed suges hele tiden andre steder hen. Det er noget af det, forestillingen med rette gør opmærksom på. 


Foto: Jacob Stage.


Det umiddelbare mest varme ved forestillingen er den udefrakommende mekanisme stemme, der taler til de medvirkende i eksperimentet. Nathan Meister har en blød, rund og meget melodisk klang og resonans i stemmen, så at vælge ham som den computerregenererede stemme udefra er velvalgt. Det er Meisters stemme og Daniel Neil Ash, der fascinerer mig mest ved forestillingen. Ash har et betagende stumspil. I en forestilling, der er meget lidt fortællende, er et sådant smertefuldt spil meget sigende.

Jonathan Hjorth er scenograf, lysdesigner og konsulent på lyden. Det er et fint stykke arbejde han får til at fungere godt sammen med teksten. Også selv om instruktøren, Jacob Stage, har valgt, at der hele tiden skal flyttes rundt med de flytbare, oplyste kasser på scenen. Det fungerer som sceneskift, men mindre ville også have kunnet gør det. Vigtigere er, at han får arbejdet godt med spillerne, selv om teksten er umådelig svær, da den insisterer på stilstanden, og at der skal være så lidt fremdrift som muligt. Jeg synes ikke, at det er en af Mastilos bedste tekster. Det fungerer som et eksperiment. Jeg håber, at retningen fremover bliver mod mere samling end opløsning. På mig virker det ikke farbart at fortsætte videre ud ad denne vej.

Tankevækkende er det! Vores menneskelighed smuldrer, og vi står nøgne tilbage. På den vis er det ikke noget rart menneskesyn, vi er omgiver af. Det er også en vigtig vision for teatret at stille spørgsmål og flytte os hen til steder, hvor vi bliver stillet over for endnu flere spørgsmål - og det må man sige at forestillingen gør. Det er spørgsmål uden svar. Det er de svar, vi selv må bakse med at finde. Det er ikke behageligt, men nødvendigt.

Forestillingen opleves endeløs. Personerne hænger frit sprællende, og det er netop meningen. Det er samme fortællestruktur, der går igennem megen af Tanja Mastilos øvrige dramatik og dermed også gennem Why Not Theatres seneste produktioner. Denne gang er fortællekonstruktioner lige ved at opløse sig selv. Det er ganske skræmmende - og det lover ikke godt for den verden, vi præsenteres for på scenen. Der er ikke meget håb at finde. Det er i det hele taget svært at finde ud og komme væk. Men der er ingen vej uden om COPY ENTER. 


COPY ENTER

Gæstespil af 

Why Not Theatre Company

på Bådteatret

28. november - 18. december 2024

105 minutter


Manuskript: Tanja Mastilo

Instruktion: Jacob Stage

Scenografi og lys og lydkonsulent: 
Jonathan Hjorth

Medvirkende: 
Sue Hansen-Styles, Bennet Thorpe, Daniel Neil Ash 
og Nathan Meister

Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside & billetter

Se mere på 

*


Tidligere anmeldte 
 Why Not Theatre-forestillinger:

2023:

2021:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 233 teateranmeldelser.

*

fredag den 3. september 2021

Anmeldelse: HAPPY DAYS på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Peter Dupont Weiss.

Sue Hansen-Styles er Winnie i Samuel Becketts HAPPY DAYS. Det er praktisk talt en monolog, og så alligevel ikke, for vi hører grynt, host og prusten fra den avislæsende Willy, der sidder med ryggen til os gennem det meste af stykket. Ja, faktisk er det kun baghovedet, en hat og avisen vi ser, han bor i et jordhul - ligesom Winnie, som vi kan se overdelen af.  Senere er det kun hovedet, der stikker op af jorden.

Rent scenografisk er der ikke meget vi kan kigge på, eller det passer ikke. Hele scenen er fyldt ud af de to jordhuller eller rettere jordhøje, som Winnie og Willy bor i. Mærkeligt nok er der en masse at kigge på alligevel. Jeg fatter ikke, at det kan være så spændende at kigge på denne jordscene, skabt af Peter Dupont Weiss, men det er det. Måske skyldes det, at de er placeret inde i et rum, og det rum SKABER jordhullerne. Det giver sikkert ingen mening, det skal opleves. Helt lige som Samuel Becketts tekst fra 1961, der på samme måde ingen som helst mening giver, den skal også opleves.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Men jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ud over at der er så meget talent til stede, at det giver mening til det hele. Også selv om der IKKE er nogen mening. Det er umuligt at forstå.

Samuel Beckett (1906-1989) er en af de store absurdister. Modtog Nobelprisen i 1969. Han var irskfødt og skrev både romaner, skuespil, digte og kortprosa. Mest af alt er han minimalist, forstået sådan, at han forsøger at nærme sig et nulpunkt, så meget som det overhovedet er muligt, uden at sproget og historien tilintetgøres. Eller også er det faktisk det han gør, han tilintetgør dem begge. I hvert fald er det den oplevelse, man går hjem med efter HAPPY DAYS. Hans mest kendte stykker er MENS VI VENTER PÅ GODOT (1952) og SLUTSPIL (1957). Det første er på plakaten igen senere i denne sæson, og det andet blev opført med bl.a. Søren Spanning og Maria Stenz i 2011. Begge på Teatret ved Sorte Hest. 


Foto: Peter Dupont Weiss.


Hver gang jeg konfronteres med Beckett, er det som om det kortslutter inde i mig. Første gang var med MENS VI VENTER PÅ GODOT med Tommy kenter og Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1990. For hvad stiller man op med Samuel Beckett? I hans tidløse dramatik er der ingen udveje. Man er spærret inde sammen med personerne. Meningsløsheden  griber én om struben, og man får lyst til at skrige eller i hvert fald til at gøre et eller andet. Personerne er altid fastgjort og fastholdt af deres egne love og regler som kun de kender, og som virker mildest talt absurde og formålsløse for alle andre. Alligevel er der dette lys, der gennemtrænger det hele. Det er som om, at vi gennem meningsløsheden netop kan fange dette større, som verden også rummer. Denne befrielse fra os selv. Det ligger ikke i teksten selv, men det er dét som de ofte kaster af sig. Det absurde, der burde få os til at løbe skrigende bort, tryllebinder os også, når teksten lægges i de bedste hænder - og det gør de altid, for det er kun de dygtigste, der overhovedet vover at nærme sig Samuel Beckett. Hans betydning for moderne dramatik er enorm. Men man er nok nødt til at forberede sig på noget ganske usædvanligt. Noget man ikke umiddelbart kan rubricere eller finde plads til inde i sig selv. Det er sådan Becket virker på en førstegangstilskuer - og det kræver mod, tapperhed og humoristisk sans at nærme sig noget, der er så lidt morsomt. Eller rettere er det enormt morsomt.


Samuel Beckett - Nathan Meister

Men som tilskuer til The Why Not Theater Companys originale engelsprogede udgave af HAPPY DAYS, der gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest, får vi både Sue Hansen-Styles og Nathan Meister som en gave oven i denne teaterklassiker, og det ER en gave. De er begge eminente, og det er en fornøjelse at begive sig ind i Becketts teaterunivers sammen med dem i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Winnie sidder i et jordhul som en anden mutter i grøften og vækkes om morgenen af en gennemtrængende morgenalarm fra en ophængt højtaler. Dagen går med at tale med sig selv og manden, der kun sjældent svarer. Hun er let at stille tilfreds, og selv den ringeste reaktion fra ham gør det til en af hendes HAPPY DAYS. Hun pludrer løs om alt og intet. Mest om hendes tandbørste, briller, kam, spejl, taske og revolveren. Det er aldeles intetsigende og handler bare om at få tiden til at gå. Det giver urkomiske situationer, når fx. Winnie refererer til forbipasserende, og det sker yderst sjældent, der siger til hinanden: "Hvorfor sidder hun der? Der er da ikke meget ved ham, når han ikke en gang graver hende fri?" Det er centralt for stykket, for hvorfor gør han ikke det? Hvorfor sidder de overhovedet i de der jordhuller? Og hvorfor bliver vi som publikum ved med at ville se og opleve Samuel Beckett på scenen? Se HAPPY DAYS og bliv meget klogere - eller slet ikke. Det er det hele værd!


Foto: Peter Dupont Weiss.


HAPPY DAYS
af Samuel Beckett

Teatret ved Sorte Hest
3. - 25. september 2021

Gæstespil af The Why Not Theatre Company

Medvirkende: Sue Hansen-Styles & Nathan Meister 
Instruktør & sceograf:  Peter Dupont Weiss 




*



Tidligere anmeldte forestillinger 
af  Why Not Theatre Company:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 143 teateranmeldelser.

*

søndag den 17. februar 2019

Anmeldelse: MAIREAD på Teatret ved Sorte Hest


Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Da lyset går op befinder vi os i et lukket rum med fire personer – sammen og alligevel hver for sig. De vågner og undrer sig over, hvor de er henne, og prøver at forstå sammenhængen. En sammenhæng, der ikke er der, men som alligevel knytter dem sammen. Er det skæbnen eller et hævndrama? Hvad er det der gør, at Mairead, den tilsyneladende hovedperson, er adskilt fra manden, elskeren og dennes kæreste?



Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Det er mesterligt, som den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo formår at holde de mange bolde elegant i luften, for det er sparsomt, hvad vi får af oplysninger om de fire - og kun ganske langsomt. For bliver de stillet til regnskab for deres synder og udeladelser? Er det deres selvopgør - eller Maireads? Spørgsmål er der mange af. Hvis det lyder forvirrende, er det ikke den fornemmelse jeg sidder tilbage med, for sjældent er usikkerhed blevet skildret så let og så enkelt. 

 Alting falder på plads i denne labyrintiske forestilling, der minder om Paul-Jean Sartres ”Lukkede Døre”, hvor personerne også er henvist til i al evighed at befinde sig i et limbo uden for tid og rum, men i denne ”version” er der mere håb og varme, selv om der ingen nemme løsninger anvises.  Der fører stadig veje væk derfra. Men hvor de fører hen, skal vi selv finde ud af.

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Måske er de alligevel ikke sat til doms, men bare holdt for nar? For måske er dette en praktical joke, som en af dem foreslår i begyndelsen, og som de om lidt vil vågne op af?
Det er en bedrift, at instruktøren Nina Larissa Bassett har kunnet lave en så ubesværet scenegang, for de fire skuespillere er konstant til stede, men uden at kunne se hinanden. Scenerummet og lyssætningen af Peter Rasmussen spiller smukt sammen med resten. De fire medvirkende er til stede i hinandens historier som stemmer, der når hinanden, men fysisk adskilt af mure som ingen af dem kan forcere. De er med andre ord indespærret i deres egne selvopfattelser. Det er jo det vi er. Vi lader os fængsle af hinanden og holder ofte hinanden fangne i vore billeder af dem - sådan som vi helst vil se os selv og hinanden. Smerten kan vi alle forholde os til, hvis vi tør. Men hvem er det, der snyder hvem? Hvem er det, der spiller med skjulte kort?

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.


Nathan Meister spiller manden. Han er umiddelbart charmerende, men bliver mere og mere usympatisk, som fortællingen rulles op, for han er jo alligevel bare et menneske, der er så fuld af sig selv og derfor egentlig ikke har plads til andre, selv om han siger det modsatte. Måske gælder det alle fire, for måske tager de bare forelskelsen som gidsel, for egen vindings skyld, for måske er det dét vi gør?

Elskeren, Kevin Kiernan-Molloy, er ikke mere givende, selv om det umiddelbart lyder sådan. Han er også primært til stede i egen behovsopfyldelse. Hverken han eller de øvrige føler, at de har gjort noget forkert, for har de ikke altid været der, når det gjaldt?

Elskerens kæreste, Sue Hansen-Styles, er den mest hemmelighedsfulde af de tre, og derfor også den mest interessante. Hun er jokeren, om hvem vi ved mindst. Tilmed er hun måske også den farligste. Bag hendes tilsyneladende ro og modne facade gemmer der sig noget som vi aldrig får at se – for hvilket spil spiller hun?

Hovedpersonen, Mairead, Kerry Norton-Griffith, er den mest utroværdige af dem alle. Hvad er egentlig hendes rolle i det hele? Er de andre blot de tilfangnetagne tanker, der har sat sig fast inde i hende, og som hun desperat forsøger at tale til rette eller lægge bag sig. Måske er hele forestillingen blot et forsøg på at gøre sig fri af dem?

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.


Det er tydeligt, at dramatikeren elsker sine personer. Det er rigtige mennesker med alle de sprækker som vi hver især har. Det er historien om en kvinde og en mand, om flere kvinder og flere mænd, om et bedrag eller flere, men først og fremmest er det spørgsmålet om, hvad kærlighed er? Det er så enkelt og umiddelbart tilforladeligt. Vi kunne alle være både kvinden og manden, kæresten og dennes kæreste. Det er jo det vi er – og som forestillingen får os til at forstå og indse.



                                                                             Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.


MAIREAD (urpremiere)

Gæstespil af Why Not Theatre på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 15. februar - 9. marts 2019
80 min.

Dramatiker: Tanja Mastilo
Instruktør (og dramaturg): Nina Larissa Bassett

Medvirkende: 
Kerry Norton-Griffith, Nathan Meister, Kevin Kiernan-Molloy og Sue Hansen-Styles

Instruktør-assistent: Cathrine Elmerkjær
Scenograf og lysdesigner: Peter Rasmussen
Lyddesign Peter Rsmussen og Barry Wesil
Lys- og lydtekniker: Beata Kublik
Kostumer: Why Not team

Forestillingen er støttet af Oticon Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Ernst B. Sund Fonden, Knud Højgaards Fonden, Beckett Fonden og Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck Fonden.


*




Læs mere om 


*

Tidligere anmeldte forestillinger med Why Not Theatre:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:


torsdag den 20. april 2017

Anmeldelse: MR TESLA PLAYED af Why Not Theatre Compagny

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg
Forestillingen starter på gaden. Vi samles uden for Knabrostræde 23 i indre by, før vi ledes ind igennem porten til en lille gård, hvorfra en smal spiraltrappe leder os op på 1. sal. The New Yorker Hotel står der på skiltet. Alene trappeopgangen signalerer hotel. Det er pænt og ordentligt på en gammeldags måde. Det er som at gå tilbage i tiden til 1943, hvor monologen tager sin begyndelse.
Vi bliver bænket omkring et stort rundt solidt bord, der er placeret ved siden af køkkenet. Det er en 1-værelses lejlighed. Den grønne farve på væggen virker beroligende. Sådan føler Mr. Tesla det givet også, for han er der hele tiden og forlader sjældent lejligheden, det er der han bor og nu lever sit liv. Han kommer ind i pyjamas og uldne sokker. Der er en robust følsomhed over ham. Han beretter sin historie, mens han færdes hjemmevant rundt i den lille lejlighed. Fra tid til anden beretter han direkte til os.
Det hele startede, da han som dreng stryger katten over pelsen og mærker den statiske elektricitet knitre. Det vækker noget i ham. Det er det her, han vil undersøge, for hvad er elektricitet? Mest af alt lå det i kortene, at han skulle blive præst. Han er familiens og landsbyenes eneste dreng. Hans bror dør i en rideulykke, som han overværer. Det sidder stadig i ham. På en måde har livet også sat sig fast i ham. Han er en vild dreng, der på grund af gale streger kunne have være død mange gange. Lægen giver op under et af de gentagne sygelejer. Sønnen spørger faren, om han ikke nok må læse til ingeniør, for så skal han nok komme sig... og faren svarer at han vil sende ham til den bedste skole, der overhovedet findes, hvis han overlever. Det gør han: overlever og bliver sendt til den bedste skole - i Graz. Men hans studier er økonomisk en byrde for forældrene, så han tager bagefter arbejde i et telefonselskab. Han opholder sig senere i Paris før han rejser videre til New York, hvor han møder Thomas Edison, Rudyard Kipling og Mark Twain. Han samarbejder i starten med Thomas Edison, men vil meget mere og ikke bare stille sig tilfreds med de opdagelser han gør, men hele tiden videreudvikle dem, og får en ny og bedre samarbejdspartner i George Westinghouse, der inspirerer og udfordrer ham i det videre arbejde. Det er den samme, der mange år efter stadig betaler for hans hotelværelse. Mr. Tesla er ikke særlig social, men ønsker brændende at yde sit bidrag til menneskeligheden som forsker. Han opdager noget så elementært, men livsvigtigt som den vekselstrøm vi dagligt tapper direkte fra stikkontakten. Ikke for at vinde rigdom og berømmelse. Man kan sige at det er godt gjort at han helt undgår det, mens han er i live, for hans opfindelser bliver epokegørende og bestemmende for den fremtid vi lever i i dag.
 
Nikola Tesla (1856-1943). Fysiker, opfinder og elektroingeniør.
Filmen "The Secret of Nikola Tesla" med Orson Welles fra 1980 er frit tilgængelig på nettet. Også i "The Prestige" af Christopher Nolan fra 2006 er der skildringer af Nikola Tesla (i filmen spilles han af David Bowie!!). 
Titlen "Mr Tesla played" går på Teslas legende forhold til sin forskning. Monologen er skrevet af den dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, blandt andet på baggrund af Nikola Teslas erindringer, og lanceres som en Why Not Pop-Up production. Det er historien om en opfinder, en stor humanist og altruist. Et kammerspil, mesterligt spillet af den herboende new zealandske skuespiller Nathan Meister, der allerede har medvirket i en af teatrets tidligere forestillinger "Secrets" af samme dramatiker. Han spiller med en afvæbnende naturlighed. Der er ikke én unødvendig bevægelse. Hans diktion er flot og klangfuld. Ikke ét ord går tabt. Han er allestedsnærværende i den meget poetiske forestilling, der forløses med stort kunstnerisk overskud. Det er som Teslas sidste del af sit liv stille, intimt og tyst. Men båret af stor nysgerrighed og både af lyst og vilje til at yde sit for det fælles bedste.
 
Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg
 
Spilleperiode: 18. - 20. & 24. - 26. april 2017 kl. 18 og kl. 20
Spillested: Knabrostræde 23, København
Dramatiker: Tanja Mastilo
Nikola Tesla: Nathan Meister
The Tesla Team: Tanja Mastilo, Nathan Meister, Sue Hansen-Styles og Barry Wesil
Musik: Louise Hjorth Hansen

Forestillingen spilles på et letforståeligt engelsk
 
Anmeldelser af teatrets tidligere produktioner:
 
 

fredag den 8. april 2016

Anmeldelse: LOVE AND MONEY på Bådteatret

 
 Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver
 
Det engelsk sprog er vidunderligt til teater. Det affyres som pistolskud fra de fire medvirkende, og vi sidder der i mørket og føler os trufne. Vi vil helst ikke vide af det, for det er pinligt. Pinligt at det er blevet sådan. Vi er gået ned ad en vej, hvorfra vi ikke kan komme væk og er nødt til at slås med os selv, hinanden og vores egen manglende menneskelighed for at komme videre.
Vi ler fordi det kommer så tæt på os, og fordi vi ikke ved hvordan vi skal forholde os til det. Vi gruer, fordi det er grumt. Det er ondt. Det er sådan det er. Det er sådan som vi ikke ønsker at se os selv.

I første scene møder vi David (Malte Frid-Nielsen), der læser mailkorrespondancen op til og fra en kvindelig kursusdeltager på et netop afsluttet kursus i marketing. Pigen, Sandrine, er fransk og er ikke fra det buisness-miljø hvorfra de andre kommer. Hun beder ham vælge. Enten beretter han om arbejdet eller om sine følelser, men hun gider ikke hans sammenblanding af det hele. Han må vælge. Hun beder ham fortælle om hvordan han har det og vil høre om hans kone. Først undslår han sig, men hun bliver ved indtil han fortæller at hun tog sit eget liv. Han kom hjem og finder hende halvdød. I stedet for at tilkalde en ambulance og redde hende, beslutter han sig for at sikre at hun dør, da det er langt lettere for ham (og den gæld de har), hvis det slutter der. Efter den tilståelse slutter korrespondancen, for Sandrine svarer ham ikke på mailen...

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver


I næste scene møder vi det ældre ægtepar, der sagtens kunne være Jess´ sørgende forældre (Bennet Thorpe & Sue Hansen-Styles), der har set sig sure på nabogravstedet, der rejser sig som et helt mausolæum, og kaster en skygge over deres datters friske grav. Det er både en af forestillingens mest bidske, men også mest musikalske scener, hvor forældrene venter på at gravjorden skal blive fast nok til at der kan komme gravsten på. Irritationen vokser og vokser og de beslutter at tage sagen i egen hånd. De hjælpes ad med at få mukkerten over kirkegårdsmuren. Snart er nabogravstedet helt pulveriseret. Det er overdådigt spillet og instrueret, men først og fremmest er det skrevet så grotesk, sådan som Dennis Kelly netop gør så rammende, så det både bliver for meget og rammer fuldstændigt plet.


Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

I en efterfølgende scene søger David arbejde i et marketingsfirma. En noget akavet situation, da den ældre kvindelige boss (Sue Hansen-Styles), der skal ansætte ham er hans tidligere kæreste. Det er en scene, der tydeligvis viser de mekanismer, der arbejder i det skjulte og som alligevel er yderst åbenlyse, for det kan reduceres til elementær dyrepsykologi om hvem der er over- og underhund.
Vi møder Jess (Sira Stampe) i en scene, hvor hun sttår foran et butiksvindue og næsten føler sig hypnotiseret af udstillingsvinduets lyksaligheder. Især en alt for dyr dametaske bemægtiger sig hende. Hun bliver næsten ét med tasken som hun står der og længes og længes og bliver slidt helt i stykker af bare længsel efter at komme til at eje netop dén taske. Først da hun køber tasken, bliver hun til. Først da bliver hun levende og bliver fyldt af meningsfuldhed -  så længe det varer. For allerede samme aften må hun le af sig selv, for hvad skulle hun egentlig med den taske?


Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver


Det hele tilspidses i scenen, hvor hun har overværet at en mand har dolket en anden mand lige foran hende på Oxford Street. Uden nogen egentlig grund udover at den ene mand var kommet til at skubbe den den anden, så dennes mobil blev slået ud af hånden på ham og knustes under en forbipasserende bus. David udfritter hende om hendes færden, og får et raserianfald, da hun bekender dagens shopperi. De har forlængst stiftet bundløs gæld.
En forestilling om tilværelsens manglende mening, der foregår i et undergangsunivers, hvor humoren er begsort og lynende klar og skarp.
LOVE AND MONEY (2006) af Dennis Kelly - og fermt iscenesat af Mia Lipschitz - spilles på en hel tom og bar scene. Da vi kommer ind er en dametaske sat op ad bagvæggen det eneste, der giver et praj om den historie som vi skal opleve.

 

Why Not Theatre Company har tidligere spillet "A tender thing", "The City" og "Wit" på Bådteatret, men også bl.a. "O, for the love of Shakespeare" i Kongernes Lapidarium.

 
Spilleperiode: 7.-29. april 2016.