onsdag den 28. december 2022

Anmeldelse: INGENMANDSLAND på Mungo Park

 

Foto: Rumle Skafte.

Efter forestillingen opdager min ledsager og jeg, at vi begge – uafhængigt af hinanden - kender én, der er bidt af en gal UFO, ligesom i indie-musicalen INGENMANDSLAND på Mungo Park. Vi synes begge, at det er underligt og lidt uforståeligt på den måde at knytte sit liv an til noget, der virker så fjernt og så uforståeligt. Sådan er der sikkert mange, der tænker, og måske er det grunden til, at der ikke tales særligt meget om det – og alligevel hænger det usagt i luften imellem os som noget uundgåeligt og umådeligt fascinerende. 


Foto: Rumle Skafte.

I filmen ”Mysterious skin” af Gregg Araki (2004) baseret på Scott Heims roman af samme navn bliver UFO-fascinationen ligefrem et dække for en underliggende overgrebshistorie, der er så farlig, at kun en UFO-oplevelse kan dække for den. Dette blot for at sige at UFO-musicalen på Mungo Park af Nana Plechinger Tüchsen er ude i et umuligt ærinde, og måske er det netop derfor, at den fungerer så godt. Det umulige møder den fascination, de fleste af os kender til. For er det et emne, der er latterligt eller giver det mening? 


Foto: Rumle Skafte.

Teaterlederen Anna Malzer har taget beretningerne til sig og instrueret den sære historie, så alle brudfladerne finder sammen og har gjort det til en musical om tro, håb og UFO´er. Alexander Mayah Larsens Orhan, der er en 30-årig, usikker og lidt tøvende ingeniør, er ladt tilbage efter farens selvmord med en kasse efterladenskaber og en masse ubesvarede spørgsmål. I kassen finder han UFO-magasiner, en UFO-trøje og mystiske optagelser af lyde og toner, der angiveligt stammer fra farens nærlydsoptagelser af UFO-møder. Orhans bror, Albert (spillet af Søren Birch Plum), som han bor sammen med, har ikke lettere ved at finde sig til rette i livet. Famlende forsøg på at realisere sig selv som digter trækker lange veksler på brorens tålmodighed. Men da Orhan møder den selvsikre Lilly (spillet af Laura Kjær/Nana Morks), kaster det dem begge ud på en undersøgende rejse for at finde tilbage til, hvad der reelt lå bag farens fascination og tilknytning til de overnaturlige oplevelser han havde. Sammen opsøger de Finn Heino (spillet af Henrik Prip), der selv har haft en masse UFO-oplevelser og også har fotograferet dem – og som faren desuden har boet hos. De to har kendt i hinanden i 20 år. For Lillys tilfælde handler det om at lave endnu en podcast om et uforklarligt fænomen, som hun forsøger at afsløre som enten ”fis eller fakta”. For Orhan handler det om at finde ud af, hvem faren var. Den far som resten af familien affejede som smågal. Men var han det?


Foto: Rumle Skafte.


Vi bydes indenfor til tonerne fra Gnags ”Danmark” og med ordene:

”Danmark/ Det banker på din dør/ Har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før/ Åh, Danmark/ Pas på du ikke dør”

Bagefter iblandes Poul Krebs ”Sådan nogen som os” og Anne Dorthe Michelsens ”Jeg har lagt mine våben” m.fl. Det burde være dødsdømt fra starten, men det mærkelige sker, at brudstykkerne fra diverse slagere er så kunstfærdigt arrangeret og sammenvævet af Ingvild Skandsen sammen med den øvrige musik, at det ikke bare bliver spiseligt, men ligefrem lækkert, for det er så frækt gjort og virker så overrumplende, at jeg når at nyde musikken, inden jeg opdager, hvad det er, og på det tidspunkt sidder jeg allerede og slår takten med foden, helt forført. 


Foto: Rumle Skafte.

De fire på scenen står for det hele. Deres stemmer klinger smukt sammen, og musikken er, hvad de selv formår at frembringe på scenen. Der er ingen playback, intet stort maskineri at gemme sig bag. Emil Sebastian Bøll står for lyddesignet, der understøttes af lysdesignet af Mads Lindegaard. Scenografien af Frederikke Dalum er på samme måde som det øvrige, yderst sparsom, men meget velfungerende. Så enkelt kan det gøres. Det hele reddes af denne enkelhed som det er grebet an med, for historien er lige modsat, selv om der også er ansatser til en kærlighedshistorie mellem Orhan og Lilly. Men det er i mødet med Finn Heino at det hele kommer i balance. Mens de andre svæver rundt i deres usikkerhed, selv Lilly, der skal forestille at være stålsat i sin afdækning af ”fis eller fakta” hænger usikkert i en usikker verden, lige indtil Henrik Prips Finn Heino endelig kan fortælle historien om, hvad der ligger bag det hele (og det skal ikke røbes her). Heinos beretning er lige så fantastisk som alt det øvrige, men den er også rørende. Ikke mindst eftersom Prip ER Finn Heino. Henrik Prip formår at få det hele til at bundfælde sig. Han bliver det prisme som det hele kan ses igennem. Det er stort spil i en umådelig rodet historie, der mirakuløst nok kommer til at fremstå meget enkel og fokuseret. 


Foto: Rumle Skafte.

Selvfølgelig er det akavet, når de fire skuespillere bryder ud i sang, men sådan er konventionen, og som instruktøren skriver i forestillingens program: ”det føles som at have drukket 1,5 glas rødvin hver gang der synges”. Måske er det enkelheden og nøgenheden, der betager. For det er stort og skævt tænkt, og faktisk så vildt, at det umulig kan lykkes, men det gør det!.  Underet sker, alt det akavede finder sin egen sære balance i denne usædvanlige forestilling i Mungo Parks nye fine teatersal i Allerød.


Foto: Rumle Skafte.


 INGENMANDSLAND

en indie-musical

på Mungo Park

105 minutter (uden pause)

Premiere den 19.12.22


Medvirkende: Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær/Nana Morks, Henrik Prip, Søren Birch Plum 

Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen 

Instruktør: Anna Malzer 

Scenograf: Frederikke Dalum 

Lysdesigner: Mads Lindegaard 

Lyddesign: Emil Sebastian Bøll 

Musikalsk arrangement: Ingvild Skandsen 

Rekvisitter: Tobias Eff Johannessen

Kostumer: Ellen Ahnfelt-Rønne

Smed: Sonny Oeftiger

Sangcoach: Johnny Jørgensen

Trommecoach: Siv Øyunn Kjenstad

Musicalkonsulent: Hele Hansen

Instruktørassistent: Freja Søndergaard

Pruduktionsleder: Bjarne Jørgensen

Scenemester: Peter Schøning

Tonemester: Enil Sebastian Bøll

 Hjemmeside & billetter

 


Tidligere anmeldelser af Mungo Park-forestillinger:


fredag den 2. december 2022

Anmeldelse: INSIDEREN på Teater V


I teaterforestillingen INSIDEREN befinder vi os hele tiden på ydersiden. Godt nok sidder alle i salen iført høretelefoner og kigger på scenen, hvor den navnløse hovedperson befinder sig i et glasbur. Han er på én gang fastholdt og fritsvævende. Det minder lidt om scenen i en af de mange Marvel-filmatiseringer, hvor en farlig skurk er holdt fast i et udefineret flugtsikkert rum, men flygter alligevel altid fra det - på den ene eller anden måde. Men ikke i INSIDEREN.




I INSIDEREN er vi på en måde holdt fangen ligesom hovedpersonen. Holdt fast og smeltet sammen med den forbrydelse, som han har begået.


-Hvordan startede det?

-Hvorfor gjorde du det?

-Hvad er det første du husker?

-Hvem tog den første kontakt?


Vi befinder os også i et forhørslokale, hvor de samme spørgsmål stilles igen og igen af en yderst sympatisk spørgende stemme, men ikke desto mindre også irriterende vedholdende stemme. Hun (Marion Reuter) befinder sig - ligesom vi gør - over for kronvidnet i sagen.

Egentlig er det et akavet set-up, for nærlyden i høretelefonerne indbyder på samme tid til både nærvær og distance. Helt tæt kommer vi senere i forestillingen, hvor vi også befinder os inde i hovedet på kronvidnet.

Det er en fortælling om økonomisk spekulation og kriminalitet, men det også en fortælling om følelsesmæssig afstumpethed og grænseløs grådighed.




Det er så omfattende økonomisk svindel, at det svimler for én. Tallene er så store og så høje, at det virker helt abstrakt. Men det hele bliver yderst konkret, da 200 politifolk samtidig i 14 lande begynder at optrævle den konkrete sag takket være kronvidnet, der mod strafnedsættelse angiver det omfattende netværk. Det er svært at afgøre hans egen rolle i det. Det er i og for sig meget lidt vi får at vide, så det handler ikke så meget om selve sagen som det handler om det, der sker inde i den person, der går fra at være en almindelig, ambitiøs finansstuderende, der bliver nyansat i et stort advokatfirma, og til hvordan han fører sig frem blandt kollegerne. Storskrydlende, som han er, får man hurtigt øje på ham højere oppe i systemet, og hans egen ærgerrighed får ham straks fanget ind.



Derefter går det slag i slag, og det han lærer, er han hurtig til selv at lære videre, snart er det ham, der fanger andre ind. Men ingen kræver særlig megen tilskyndelse, hvis de i forvejen føler sig hævet over andre mennesker.  Og det gør de, de andre. Måske er de rundet af systemet, der føder dem så kyniske og spejlblanke, at de sjældent mærker, når de overskrider grænsen mellem at blivet styret til selv at styre. Måske er det en animalsk drift i os, der som et slumrende uhyre kun begrænses af vore egen moral og etik, og hvis den smuldrer, er der ikke langt til at lade sig falde. Det bliver et spil. Et game. En spænding. En rus.

Christoffer Hvidbjerg Rønje er alene på scenen omgivet af 3D-lyd. Han er omgivet af stemmer. Både konkret og i overført forstand. Hans egoisme er så skinger, at andre ikke er andet end stemmer for ham, så det er passende at vi ikke ser dem, for det gør han heller ikke.

I forestillingen  er stemmerne indtalt af Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter og William Halken. 

Johan Sarauw har iscenesat det stærke drama med sikker hånd. Ligesom han gjorde i HEROIN (Får 302, 2021), REN HANG IN PEACE (R.H.I.P) (Fotografisk Center, 2022) og DE HOVEDLØSE (Mungo Park, 2020). 

Christoffer Hvidbjerg Rønje er fascinerende. Han er som en varulv i jakkesæt, og når han krænger jakken og den hvide skjorte af, forvandler han sig til et vildt dyr, der banker ind i ruden, der adskiller ham fra os. Det er den rude, der redder os, for ellers ville han være sprunget på os. Han er et vilddyr, der æder og fortærer sine omgivelser.

Scenografien er af Signe Krogh. Lyden er designet af Sun Hee Engelstoff, Peter Albrechtsen og Marcus Hjelmborg. Lyser er designet af Jens Hansen. Forestillingen er skrevet af Anna Skov Jensen baseret på en ide af Torben Dahl.




INSIDEREN
af Anna Skov Jensen 
på Teater V
produceret af Teater Katapult
30.11-3.12.22

Medvirkende: Christoffer Hvidbjerg Rønje, Marion Reuter, 
Hanin Georgis, Benjamin Kitter og William Halken

Instruktør: Johan Sarauw

Dramatiker: Anna Skov Jensen

Lyddesignere: Sun Hee Engelstoff, Peter Albrechtsen 
og Marcus Hjelmborg

Lysdesigner: Jens Hansen

Scenograf: Signe Krogh

Idé: Torben Dahl

Instruktørassistent: Sofie Kallan

Dramaturger: Susanne Hjelm Pedersen og Daniella Skovgaard

Lydtekniker: Nicolai Pedersen og Mikkel Nielsen

Producent: Teater Katapult



Se oversigten over de øvrige 222 anmeldel
ser.

*

tirsdag den 15. november 2022

Anmeldelse: SVANEKE på Teater Vestvolden & NÅR MØRKET FALDER PÅ i Hans Egedes Kirke

NÅR MØRKET FALDER PÅ (Foto: Per Morten Abrahamsen) & SVANEKE.

Det er både en styrke og en svaghed, når en forestilling ikke vil falde til ro, men bliver ved med pusle rundt. Som nattesøvn, der aldrig indfinder sig. Det betyder, at der er noget på spil. Noget væsentligt.


Foto: Joar Cirkola. 
 

SVANEKE 

– Om at leve i undtagelsestilstand

på Teater Vestvolden

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil fra Bornholms Teater


Nogle gange er det nødvendigt at trænge igennem en masse ævl og bævl for at hente en perle op af dynget. Det er tilfældet i den amerikanske teatermand Kevin Doyles monolog ”Svaneke”, der er lavet i samarbejde med Bornholms Teater. Det er i udgangspunktet en monolog, men med inddragelse af film og fotos bliver det også et  dokumentarisk og geografisk tidsbillede, der forsøger at fastholde  en periode, hvor hovedpersonen blev holdt fast og fangen, men det kræver en forhistorie. 


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle var egentlig kun på gennemrejse, men strandede på Bornholm, da landet lukkede ned under coronaen, og måtte blive der i næsten et ½ år. Det var en rystende oplevelse for den berejste globetrotter, der er vant til at have store dele af kloden som sin aktionsradius. Pludselig blev det reduceret til vandreture rundt i det corona-nedlukkede Svaneke på Bornholm. Hans registreringer af det ikke-liv, der nu omgav ham, eller rettere alt det bornholmske indeliv, der udspillede sig bag de lukkede vinduer som han var adskilt fra, rystede ham yderligere. Det var faktisk kun de unge drenge, ansat i Dagli´brugsen, der var de eneste han flygtigt kom i kontakt med, når han handlede ind. 

Der er meget, der er ujævnt og kantet i fremstillingen, men hovedmonologen, der skildrer hans møde med det nedlukkede ø-samfund er betagende. Desværre  bliver det forlænget af monologens sideløbende fortællinger, der bevæger sig i for mange retninger, der får det hele til at svulme op og blive alt for langt. Men selve monologen er knugende enkel – og den virker og gør indtryk.


Foto: Joar Cirkola. 

Kevin Doyle går omkring i den affolkede og helt uddøde by, mens corona-smitten stiger. Han beretter om de bornholmske butiksmannequiner, der er de eneste han møder, og noterer sig, hvordan en kvindelig mannequin, vendt ud mod havet, får aftensolen lige ind i ansigtet. Han undres over alle de nips og småfigurer som bornholmerne har stående i vinduerne. Er det udstillinger til glæde for de forbipasserende, eller er det udtryk for noget, der betyder noget særligt for beboerne? Der er lys i alle husenes vinduer, og han kan se at menneskene sidder foran deres skærme. Som en anden marsmand står han udenfor og har lyst til at vinke for bare at opnå en eller anden form for kontakt, men de ser ham ikke. Den omgivende usynlighed er hjerteskærende. Han undrer sig over, at de affolkede butikker har lyset tændt om aftenen efter lukketid, for der er tilsyneladende kun ham til at se det. Andre møder han ikke. 

Som New Yorker bruger han meget tid på at få sig organiseret, så han kan nå at købe ind, før Dagli’ Brugsen lukker kl. 19. Han er vant til at butikkerne har døgnåbent. Der er mange ting, der er nye, og skildringen af det og hans forundring over det, er rørende. 


 
Foto: Joar Cirkola. 

LESS IS MORE

Som sandt er, fortæller han afvæbnende, så ved han intet om Bornholm og Svaneke, for det han har oplevet stemmer slet ikke overensens med det gængse billede af den forgyldte sommervarme ferieø. Det er noget helt andet han har oplevet. Det er iblandet flere andre fortællinger, der har sværere ved at stå distancen. Det virker prætentiøst. Ligesom åbningsscenen, med en (for) lang monolog om rejsekuffertens manglende rulleben og den afsluttende fortælling, om en døende svane og dens ønsker til fem mennesker på stranden, som jeg helst så synke til bunds i havet ud for Svaneke. Det virker snarere forstyrrende. Tilbage står skildringerne, der kun kan opfattes og skildres af en udefrakommende. Det er nøgne og sårbare skildringer, der udgør forestillingens hjerte, mens alt det øvrige virker som fjernere bølgeslag. Ud over filmede interviews (på dansk) med bornholmere, der fortæller om liv under coronaen, foregår resten på amerikansk. De interviews fungerer godt sammen med monologen. Det er spændende tænkt, mens skildringerne af livet i byen ud fra et filmet bykort, hvor personerne bevæger sig rundt som var de brikker i et Matador-spil, har sværere ved at balancere, ligesom kufferten med det manglende rulleben. Monologen virker, men lige så snart den iblandes alt muligt andet, viger autenciteten og nærheden udebliver. Rent galt går det, da det skal illustreres med en sang. Hvis man ikke kan synge, er det bedre at lade være. Sangen dedikeres til vennen, der dør under nedlukningen i San Francisco. Vennen, Kirk, er også kunstner, men hvad er egentlig deres relation? Vi må nøjes med at gætte, og svaret blæser i vinden. Historierne fra Bornholm fungerer bedst, når de fortælles direkte til publikum. De er som en lille perle - og det var den jeg tog med mig fra forestillingen.

 


SVANEKE

– Om at leve i undtagelsestilstand

Monolog af Kevin Doyle

Gæstespil

70 min.

Medvirkende:
Kevin Doyle

Producent:
Bornholms Teater

Arrangør:

TEATER VESTVOLDEN
Hvidovrevej 241
2650 Hvidovre




Hjemmeside  

Læs mere.

Trailer.

*


Foto: Martin Gundesen.



NÅR MØRKET FALDER PÅ
 i Hans Egedes Kirke
af Teatergrad

Lever vi en blodrus? Vi elsker gyset og er omgivet af true crime-beretninger. Endeløse serier, bøger og film pirrer vores fascination af spændingen og gyset. Det kan ske for hvem som helst. Måske næres det af tanken om, at det ligesom så godt kunne ske for os selv. Teatergrad har i samarbejde med Randers Teater skabt forestillingen NÅR MØRKET FALDER PÅ, der har københavnerpremiere i Hans Egedes Kirke på Østerbro. Efterfølgende opføres forestillingen på Politimuseet. Forestillingen foregår i to akter. Først møder vi parret Jens og Karin i en beretning om partnerdrab. Efter pausen gælder det søskendeparret Patrick og Maja, hvor vi præsenteres for en af de uløste mordsager om datteren, der aldrig kommer hjem, men findes død og afklædt. Regnen har slettet alle spor. Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er. Det kunne være hvem som helt. Måske endda én hun kendte i forvejen.


Foto: Martin Gundesen.


På scenen midt i kirken spilles alle personerne og deres pårørende, venner, naboer og behandlere af Julie Riis og Daniel Bevensee, instrueret af Pelle Nordhøj Kann i en tekst af Julie Petrine Glargaard. Det er virkelige historier, der ligger til grund for de to skildrede forløb. Historierne fortælles springende, vi hvirvles ind og ud af historierne. Det er klippet og instrueret som var det en film. Små korte scener fra de to hændelsesforløb fortælles med brudt kronologi. Af og til afbrudt af smukke balletagtige slowmotion-sekvenser. Vi kender historierne, dog ikke detaljeret, men befinder os på gerningsstederne. Der er opstregninger på gulvet, hvor Karin blev dræbt. Den bloddryppende kniv ligger på et oplyst podie, og efter pausen er det Majas gule regnfrakke, der dominerer.


Foto: Martin Gundesen.


Selv om de to fortællinger ikke umiddelbart har andet end gyset og spændingen til fælles, fungerer de godt sammen. De indgår i en organisk glidende fortælling. De mange lys- og lydskift inddeler historien i små korte scener som brikker i et større puslespil. Vi er fuldt fortrolige med dramaturgien (styret af Tine Eibye og Christine Worre Kann). Det er hurtighed frem for inderlighed. Handling frem for indlevelse, og alligevel sniger uhyggen sig ind på os. Det hele er dygtigt instrueret og fungerer efter hensigten.

Kirkerummet er ikke let at gebærde sig i, men forestillingen ånder fint sammen med rummet, og det virker ekstra stærkt, da vi efter pausen får udleveret hvide roser og teksten til ”I østen stiger solen op” som vi synger som afslutning - til begravelsen. Salmenumrene er allerede sat op på væggen.


Foto: Martin Gundesen.


På den flotte moderne og abstrakte altertavle af Liselotte Krodal, der spiller fint sammen med kirkens nye orgel, er der omrids af forgyldte vinger, der omgiver de dramatisk dekorerede felter i midten. Tre røde striber løber hen over billedfladerne. Det røde bliver uvægerligt til blod, og et øjeblik griber jeg mig selv i at tro, at de er tilføjet i forbindelse med forestillingen, hvilket de selvfølgelig ikke er, men sådan virker det, når rummet og historien mødes. Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Lyssætningen er af Viktor Holm Lauridsen og musikken er komponeret af Marie Louise von Bülow.


Foto: Martin Gundesen.

Men hvorfor fortælle historien, når den ikke bliver ført helt igennem? Hvad er ærindet, ud over at få os til at gyse, for det gør vi allerede inden det starter, men hvor skal vi hen med gyset? Det ligger implicit i den sidste uopklarede gerningshistorie, og kunne meget let have været ført helt igennem. En tændt lommelygte fejer hen over os gennem den mørke kirke, da det anklagende fortælles, at det kunne være hvem som helst, der havde begået drabet. Måske endda en af dem hun kendte. Det er netop pointen, at det ikke bare er ukendte drabsmænd, der griber ind NÅR MØRKET FALDER PÅ. Det kunne lige så vel have været en af de tilstedeværende i kirken.  Hvis det havde fået lov til at blive stående, ville vi have haft anklagen hængende over os, og det kunne faktisk have været baggrund nok for at fortælle historien og anklage os som blodtørstigt publikum, men det gribes ikke rigtigt. Det er synd, for det kunne have begrundet hele forestillingen, der i stedet må nøjes med at blive en rapt fortalt, smukt iscenesat og meget effektiv mordhistorie. 

Som altid er det en fornøjelse at drage med Teatergrad ud på eventyr, selv om det denne gang er mere makabert end det plejer. Teatret udmærker sig med at opføre teater i byens rum og lokaler, men aldrig på teatrene. Det har igennem årene skabt en perlerække af oplevelser. Ja, faktisk udmærker deres forestillinger sig ved at være et af byens mest friske teaterbidrag. Det er i hvert fald det teater, som jeg opsøger med størst interesse. Det skal de have tak for.


 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


NÅR MØRKET FALDER PÅ

14.-18.11.22: Hans Egedes Kirke

28.11-1.12.22: Politimuseet

90 min.

Medvirkende: Julie Riis og Daniel Bevensee
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign; Viktor Holm Lauridsen
Forestillingsleder Josefine Bitsch


 Hjemmeside  & billetter 


*

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2022:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se  fortegnelsen over de  øvrige 200 teateranmeldelser.

*

 

tirsdag den 27. september 2022

Anmeldelse: KALINKA i Dansekapellet

 

Foto: Kenneth Nguyen.


Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.

Deres nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.


Foto: Kenneth Nguyen,

De fem dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo er mageløse.

De formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende lethed og elegance. Det er forførende.


Foto: Kenneth Nguyen,

Musikken, der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser, svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex har stået for dramaturgien.

Men hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?

Først og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi. Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.

Allerede inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren, LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på ”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler trang til at græde.


Foto: Kenneth Nguyen,

Dette er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.

Slip din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt og umådelig frydefuldt.

 

Foto: Kenneth Nguyen,

 KALINKA

af Uppercut Danseteater

i Dansekapellet

fra den 22. september til 2. oktober 2022

*

Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen 

Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne 

Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold & Adam Tocuyo 

Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen 

Scenografi & hale:  Johan Kølkjær 

Dramaturgi: Betina Rex 

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke 

Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen 

Grafik: Phillip Bjørvig 

Foto: Kenneth Nguyen 

Produktion: Uppercut Danseteater

*


FAKTA OM FORESTILLINGEN:

DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.
 
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.

STED: DANSEKAPELLET. Bispebjerg Torv 1, 2400 København

VARIGHED: ca. 1 time uden pause

ALDER: Fra 14 år


Foto: Monty Freddie

Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & Billetter


Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.


*