Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.
Deres
nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et
stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie
Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse
med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.
De fem
dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam
Tocuyo er mageløse.
De
formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende
lethed og elegance. Det er forførende.
Musikken,
der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser,
svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende
scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer
og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex
har stået for dramaturgien.
Men
hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?
Først
og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi.
Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.
Allerede
inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren,
LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt
over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på
”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter
i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til
alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre
svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer
vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte
stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen
er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og
akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler
trang til at græde.
Dette
er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.
Slip
din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er
der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne
fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt
og umådelig frydefuldt.
Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen
Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med
danserne
Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani,
Alexander Skjold & Adam Tocuyo
Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen
Scenografi & hale: Johan Kølkjær
Dramaturgi: Betina Rex
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen
Grafik: Phillip Bjørvig
Foto: Kenneth Nguyen
Produktion: Uppercut Danseteater
*
FAKTA OM FORESTILLINGEN:
DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.
Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.
Hjemmeside & Billetter
Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar