Anmeldelse: ANTS 1 + 2 = 3 i Dansekapellet

Foto: Mikael Örtenheim.

De er fascinerende, de myrer. Det ser kaotisk ud, når man kigger ned i en myreture, men det er sikkert fordi, vi forstyrrer deres orden, for de er meget velorganiseret. Det er ikke til at forstå, hvordan de bærer sig ad. Hvordan kommunikerer de - og hvordan lever de deres myretueliv?

Foto: Mikael Örtenheim.

Det må være noget á la det, som koreografen Anastasija Olescuka også har spurgt sig selv om, da hun koreograferede "ANTS 1 + 2 = 3". Det er svært at begribe. Især når graden af myrernes enorme organisationstalent går op for os tobenede væsener, der nogle gange går i cirkler og langtfra når myrernes effektivitet til sokkeholderne. Vi vil gerne se os selv øverst på toppen af fødekæden, og følgelig tiltror vi os selv en høj grad af effektivisering og organisation, men måske er det lige omvendt?Anastasija er selv på scenen sammen med 4 dansere: 3 kvinder og en mand: Franklyn Kakyrie, Ida "Inxi" Holmlund, Emina Mustagrudic og Thea Thomsen.

Foto: Mikael Örtenheim.

I danseforestillingen "ANTS 1 + 2 = 3", der i aftes havde repremiere i Dansekapellet, er vi helt nede i myreniveau. Den dansk/irakiske DJ og komponist, Turkman Souljah, har skabt en fascinerende lydside til det myldrende liv i forestillingen. Betina Rex har været dramaturg. Seniorforsker Joackim Offenberg har sørget for autenciteten. Danserne: Franklyn Kakyrie, Ida "Inxi" Holmlund, Emina Mustagrudic, Thea Thomsen og altså Anastasija Olescuka ER myrer. Deres bevægelser er utrolige. Jeg ved ikke, hvordan myrerne bevæger sig, men det tror jeg at vide alt om  efter at have set forestillingen. Det på én gang legende og finurlige går igen i scenerne fra deres liv. Vi ser dem i flok, og hvordan de danner formationer, og i særdeleshed hvordan de efterligner hinanden, og hvordan de lever synkrone liv. 

Foto: Mikael Örtenheim.

I det sorte scenerum spiller lyset en vigtig rolle. Det er designet af Peter Rodholdt Løkke & Martin Danielsen. Kostumerne er af Julie Hendel Astrup & Marina Minejeva. Steen Koerner har været koreografisk konsulent.

Ordet "myreflittig" siger det hele. Snart vrimler de den ene vej, så den anden. Snart er de adskilt og snart samlet i fælles formation. Deres akkuratesse og præcision er uforlignelig. Det er umuligt ikke at blive fascineret af det. Men det er samtidig så fremmed og sært, at det heller ikke rigtig når ind på livet af mig som betragter. Jeg bliver imponeret, men egentlig ikke berørt. Men sådan er det nok med myrer. Vi iagttager deres univers og imponeres, men det når ikke rigtig ind under huden på os. Der er ingen følelser, kun bevægelser. Det gør danserne meget gennemført og ekvilibristisk. Der er den skønneste æstetik over sceneriet. Der spores ingen følelser i dansen. Det hele er perfektioneret og så ganske glimrende. Det er lidt som at kigge ind i disse magiske papirrør, hvor man drejer bunden, hvorefter de mest fantastiske mønstre dannes og aftegner sig. De skifter hele tiden form og farve. Det er så spændende, mens det varer, men det varer ikke evigt.

Det gør myrerenes liv heller ikke. Måske er det derfor, at de har så travlt, der er så meget, der skal nås. Kom og kig ned i myretuen i Dansekapellet. Det er fascinerende anderledes. Flot er det.

Foto: Mikael Örtenheim.

ANTS 1 + 2 = 3

i Dansekapellet

18.-20. januar 2024

45 min.

KOREOGRAF 

Anastasija Olescuka

MEDVIRKENDE

 Ida Holmlund, Miran Ugljen, Franklyn Kakyire, Thea Thomsen, Anastasija Olescuka

FORSKER 

Hans Joachim Offenberg

DRAMATURG 

Betina Rex

LYSDESIGNER 

Peter Bodholdt Løkke & Martin Danielsen

KONSULENT 

Steen Koerner

KOSTUMEDESIGNER 

Julie Hendel Astrup

KOMPONIST 

Turkman Souljah

FOTOGRAF 

Mikael Örtenheim

Hjemmeside & billetter

_*

_{Se  fortegnelsen} over de  øvrige 214 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: THE MIRROR PROJECT i Dansekapellet og TRO, HÅB & GORGONZOLA på Teater Vestvolden

Fotos: Jan Vesala/Ingrid Riis.

To forestillinger, der næsten ikke kan være mere forskellige, fortæller om at finde mening i tilværelsen - eller drive med ud på det dybe vand, hvor alting ophører og bliver til noget nyt. TRO, HÅB & GORGONZOLA på Teater Vestvolden giver et rørende og varmt indblik i barnets forvirrende verden, hvor det er svært at forstå de voksne. THE MIRROR PROJECT i Dansekapellet tager os med ud på de dybe våger, hvor alting opløses og forsvinder. To stærke visuelle forestillinger om at finde veje og forstå det uforståelige.

Foto: Jan Vesala.

 

THE MIRROR PROJECT

i Dansekapellet

En mand og en kvinde bevæger sig langsomt baglæns ind på scenen i Dansekapellet i Antoinette Helbings "The Mirror Project". Skridt for skridt. Ganske langsomt. Det tager lang tid. Over dem hænger to spejle næsten på størrelse med scenen. Min 25 årige ledsager og jeg sidder på første række. Vi betragter de to skikkelser og træder med dem ind i en anden verden. Langsommeligheden i deres bevægelser gør at vi glider ind i en tilstand, hvor alt andet ophører. De tager os med sig hinsides. Jeg ser deres refleksion oppe i spejlet, og snart efter kryber mit blik op og hæfter sig fast på dem - i spejlet. Virkeligheden forsvinder,  oppe i spejlet bliver alt vendt på hovedet. Perspektivet forsvinder, mens verden forsvinder under mine fødder, og snart efter befinder jeg mig i et lige så grænseløst univers som de to dansere/performere Cecilie Schyth Kjær og Taneli Törmä. Mine øjne og mit sind vænner sig lidt efter lidt til at alting forstyrres og vendes på hovedet -  bogstavlig talt. 

Foto: Jan Vesala.

Efter længe at have betragtet de to i spejlene sker der noget i min underbevidsthed. En lem åbnes og jeg falder og falder. Dansernes bevægelser i spejlene får dem til at blive til alt muligt som kun fantasien sætter grænser for. De bevæger sig som plankton i vandet. Blødt, glidende og pludselig afbrudt af rystelser som var det en bølge, der kastede dem ud af kurs, hvis der altså er nogen, for vi befinder os i et grænseløst run. Hid og did i en evig glidende bevægelse. I evig forandring og i et uendelig hav af vilkårlighed. Det er, hvad det er, men oppe i spejlet sker der noget. Det kaster mig dybere ind i mig selv. Deres bevægelser spejles og kastes ud til mig som en evig bevægen sig på må og få. Det trækker tæppet væk under mig - og jeg flyder med længere og længere ud på et uendeligt hav. 

Foto: Jan Vesala.

75 minutter er lang tid, men pludselig er det ovre. Jeg oplever at tiden er smuttet fra mig. Det kan da umuligt have varet 75 minutter! "The Mirror Project" har stjålet tiden fra mig. Jeg er faldet ned i en tidslomme - og kan ikke komme op igen. Bagefter står vi vi tøvende. Det er svært at genvinde balancen efter denne glidende, formløse og strømmende oplevelse. Det er alt og ingenting. Det er et hop ud i intetheden.

Foto: Jan Vesala.

Måske er det mere en undersøgelse end det er en forestilling. Måske er det en fælles afsøgning af, hvad der sker, når det intet sker. Eller rettere, hvordan reagerer sindet sat overfor det myldrende liv, der aftegner sig i en regndråbe, sådan som HC Andersen beskriver det i et af sine eventyr. Det er selve vores blik, der vendes rundt og bliver sat på hovedet. 

Foto: Jan Vesala.

Det er blikket der ser, der afgør det sete. Sådan er det også i "The Mirror Project", der er koreograferet af Antoinette Helbing sammen med danserne. Kasper Svenstrup Hansen har skabt scenografien - det vil sige spejlene og den konstruktion, der kan få dem den til langsomt at vendes. Når de via snoretræk i siden, som danserne trækker i, sænkes en anelse forskudt af hinanden, opstår der brudflader, hvor refleksionen af danserne afbrydes på midten. Pludselig bliver dansernes kroppe halveret, hvilket kun gør det endnu mere surrealistisk. Ida Elisabeth Larsen har stået fra dramaturgien. Carina Backman har været ansvarlig for lyset, der bølger om dem, mens Mads Emil Nielsen har skabt det musikalske computergenereret lydspor, der består  lyde, der væver sig sammen til enorme klangflader. Fra det tyste og blide til det irriterende pågående. Nogle gange lyder det som radiobølger, der brydes på scenen. Andre gange er det som stråler af lyd, der rammer de dansende som impulser fra det hinsides.

Foto: Jan Vesala.

Måske er vi under vand. Svømmende, flydende eller flyvende. Som om vi ser de dansende nede fra bunden af en swimmingpool, mens de svømmer forbi oven over os. Perspektivet er revet løs fra virkeligheden og oppe i spejlet bliver de til i en forvirret ny verden, hvor alting forandres.

Teater, kunst og dans kan give os nye øjne at se verden med. Det kan forstyrre os og gøre os klogere. Det kan stille spørgsmål uden svar. Svarene må vi selv finde. Det formår "The Mirroir Project" til fulde. Svøm med ud på det dybe vand - hvis du tør!

                                 

Foto: Jan Vesala.

THE MIRROR PROJECT

 i Dansekapellet

Concept: Antoinette Helbing

Choreography: Antoinette Helbing 

 in collaboration with the performers 

 Dance: Cecilie Schyth Kjær and Taneli Törmä

Scenography: Kasper Svenstrup Hansen

Dramaturgy: Ida Elisabeth Larsen

Light design: Carina Backman

Sound: Mads Emil Nielsen

Length: 75 min

Past Performances

30 November - 1 December 2022 at Holmegaard Værk

Upcoming Performances

19-21 January 2023 at Dansekapellet Copenhagen

27 January 2023 at Godsbanen Åbne Scene under Det Frie Felts Festival

Hjemmeside & billetter

Læs mere

*

Foto: Ingrid Riis.

TRO, HÅB & GORGONZOLA

på Vester Vestvolden

Anton bor alene med sin mor, der er byens ostehandler. Anton er mors ”lille mand”, men hun drømmer alligevel om ”en høj mand med overskæg og stærke lange arme, der kan nå de øverste hylder i ostebutikken”. Sammen ser de hver onsdag tv-serien ”Tro, håb & Amore”, og moren er vild med mesterdetektiven Don Amore. Mens de sidder og ser fjernsyn, siger moren noget mærkeligt: ”Det var en sådan mand, man skulle have!”

Foto: Ingrid Riis.

Anton vil gerne hjælpe sin mor, og sammen med vennen Molly lægger de planer om at finde den rette mand til moren. Det går dog ikke helt som de planlægger. Molly er fuld af gode ideer og er hurtig til at få dem udført. Måske lidt for hurtig…

Foto: Ingrid Riis.

Lars Daneskovs roman af samme navn er af Anna Panduro bearbejdet til teater. Bogen illustrator, Pernilla Lykkegård, har skabt en masse illustrationer til historien som Frederik Lindgren har animeret og sammen med scenografen Signe Krogh har de genskabt bogens univers i en 2D-animeret udgave, hvor det lykkedes at lave en flydende og glidende overgang fra det animerede til den fysiske scenografi. Det har resulteret i en filmisk iscenesættelse som Kasper Sejersen smukt har styret i havn med god og smidig hjælp fra de fire skuespillere.

Foto: Ingrid Riis.

Anton spilles af  Andreas Forné, der med drenget charme er Anton med hud og hår. Han har et fjæs og en mimik, der er overdrevet skøn. Det er svært at spille barn. Hvis det ikke er ramt lige på kornet, er det slet ikke til at holde ud. Men det er det her. Endda med en sødme og en charme, der går gennem hele forestillingen. 

Vi er med Anton hele vejen på cyklen gennem byen og videre gennem resten af historien. Molly spilles af Christina Bech, der også er moren og Lola Star. Rundt om dem jonglerer  Max-Emil Nissen og Kristian Holm Joensen med figurerer og gestik, så det er en fryd. Både som umulig elskovssyg skolelærer, lidt kikset pizzabager og action-politibetjent. Det er sandt som det er sagt: intet er som på tv, men måske er virkeligheden meget bedre, for alting er lidt forskruet på tv. Det er fup og gorgonzola det hele!

Foto: Ingrid Riis.

Der er et matchende lys- og lyddesign af Maria Pi og Jonas Jørgensen. Nynne F. Hedal har komponeret musikken og Inge Mikkelsen har skabt kostumerne til. Forestillingen, der er en co-produktion mellem Teatret Masken fra Falster og Teater Vestvolden, er en charmerende og varm forestilling som børn og voksne kan glæde sig over sammen. Den flotte animerede scenografi skifter med et knips. Det er elegant og overraskende. Det er meget arrangement og teknik i forestillingen, det må have været et hestearbejde at få alting til at passe så godt sammen, for det fremstår enkelt og ligetil. Det er en fornøjelse at nyde den appetitlige pizza-forestilling. Både med og uden gorgonzola!

 

TRO, HÅB & GORGONZOLA

på Vester Vestvolden

SPILLEPERIODE

14. januar – 4. februar 2023

SPILLEDAGE

Tir 9.30 & 11.30. Ons 9.30, Tor 9.30 & 11.30, Fre kl. 18, Lør kl. 15

ALDER

Fra 6 år (0-5 klasse)

VARIGHED

45 min. (uden pause)

 

MEDVIRKENDE
Max-Emil Nissen, Christina Bech, Andreas Forné og Kristian Holm Joensen

SCENOGRAF
Signe Krogh

DRAMATIKER
Anna Panduro

INSTRUKTION
Kasper Sejersen

ANIMATION
Frederik Lindgren

ILLUSTRATOR
Pernille Lykkegård

LYSDESIGN
Maria Pi

LYDDESIGN
Jonas Jørgensen

KOMPONIST
Nynne F. Hedal

​KOSTUMIER
Inger Mikkelsen

DRAMATURG
Anne Nymark

SCENEBYGGER OG TEKNISK PRODUKTIONSLEDER
Niels Kragh

ØVRIG TEKNIK/AFVIKLING
Søren Knud, Gert Christoffersen og Mikkjal Galan

FORFATTER
Lars Daneskov

CO-PRODUKTION
Co-produceret i et samarbejde mellem Teatret Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i Hvidovre.

Hjemmeside  & billetter  

*

Se oversigten over de 

233 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: KALINKA i Dansekapellet

 

Foto: Kenneth Nguyen.

Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.

Deres nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.

Foto: Kenneth Nguyen,

De fem dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo er mageløse.

De formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende lethed og elegance. Det er forførende.

Foto: Kenneth Nguyen,

Musikken, der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser, svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex har stået for dramaturgien.

Men hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?

Først og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi. Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.

Allerede inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren, LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på ”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler trang til at græde.

Foto: Kenneth Nguyen,

Dette er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.

Slip din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt og umådelig frydefuldt.

 

Foto: Kenneth Nguyen,

 KALINKA

af Uppercut Danseteater

i Dansekapellet

fra den 22. september til 2. oktober 2022

*

Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen 

Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne 

Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold & Adam Tocuyo 

Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen 

Scenografi & hale:  Johan Kølkjær 

Dramaturgi: Betina Rex 

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke 

Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen 

Grafik: Phillip Bjørvig 

Foto: Kenneth Nguyen 

Produktion: Uppercut Danseteater

*

FAKTA OM FORESTILLINGEN:

DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.

 
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.

STED: DANSEKAPELLET. Bispebjerg Torv 1, 2400 København

VARIGHED: ca. 1 time uden pause

ALDER: Fra 14 år

Foto: Monty Freddie

Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & Billetter

Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.


*

Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet

Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström

Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström

De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström

Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.

Foto: Hilmar Guðjónsson

GENERATION KROP

Sydhavn Teater & Venter på Venus

Dansekapellet

fra den 13.-29. september 2019

65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere

Trailer 

Billetter

Spillested: 

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter 

Anmeldelse: SLEEPING WITH THE LIGHTS ON i Dansekapellet

 

Fotograf: Søren Meisner

På det kvadratiske dansegulv i Dansekapellet er der tegnet en cirkel, sort på hvidt. Publikum sidder hele vejen rundt om og kigger hypnotiseret på de to dansere og koreografer Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO), da de mødes inde i cirklen og udfordrer hinanden til at begynde et stort kosmisk ragnarok, den store episke finale, ved at danse.  De er inspireret af fysikeren Lord Kelvins termodynamiske teori om universets varmedød, hvor energiudladninger fører til verdens undergang. Den vil de prøve at danse frem. Egentlig er det en dødedans, en dance macabre, men når man danser ud mod den sidste og dybeste afgrund, bliver det også en sidste dans for livet. Det er livet og døden, der mødes, når de to dansere mødes i en dansende brydekamp. De tager hårdt fat i hinanden og svinger hinanden rundt, så det også bliver en overlevelsesdans. Om de er partnere eller modstandere skifter. Som partikler kredser de om hinanden. De er hele tiden sammen – også når de ikke er det. Deres fysiske brydekampe bringer mindelse om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, for der er en befriende råhed, der paradoksalt nok giver plads til en ligeså stor inderlighed. For nok er dansen rå og kropslig fysisk, men den er også varm og hengiven.

 

Fotograf: Søren Meisner

Dansen akkompagneres af dybe basrungende klange, der bliver stadig højere og bredere. Er det toner eller stemmer? Lyden kredser de to dansere ind. Deres stødvise åndedræt går i ét med musikken af Thomas Elfstadius, og spænder en bue hen over deres bestræbelser på at danse verden sammen, altimens lyset langsomt tændes rundt om cirklen. Mens der fra tid til anden sendes røg ind over danserne.

Mute Comp. Physical Theatres forestillings verbale indledning er kedelig og uinspirerende, og lever på ingen måde op til den store danseglæde, der udfoldes senere i forestillingen. Ud over introduktionen er der ingen fortalt historie. Det er på én gang både forestillingens styrke og svaghed. Men det er overvældende, hvad der fortælles med de to medvirkendes kroppe. De skiftevist giver og tager energi fra hinanden. Nogle gange kysser de energien og luften ud af hinanden. Andre gange banker og slår de den ud af hinandens kroppe. Kroppene glider sammen til et bevægeligt energifelt, der vokser og pulserer.   Det er utroligt, hvad de formår at udtrykke i denne historie uden nogen linje eller handling. Intensiteten holder hele vejen igennem. Det er rent ud sagt overvældende som der kommunikeres i denne ordløse beretning.
 

Kasper Ravnhøj skrev nytårsdag 2016 et brev til den norske koreograf og danser Stian Danielsen, hvor han udfordrede ham til, at de på 60 minutter skulle splintre universet med deres kroppe. ”Jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over at være i live. I nat sover jeg med lyset tændt, og i morgen danser vi til vi falder om.”   

Fotograf: Søren Meisner

 

 

SLEEPING WITH THE LIGHTS ON

KOREOGRAFI / DANS:
Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO)

DRAMATURGI:
Thomas Schaupp

ORIGINAL MUSIK / MIX:
Thomas Elfstadius

LYS DESIGN/PRODUKTIONS KOORDINATION:
Martin Myrvold

KOSTUME DESIGN:
Line Maher

PRODUCENT:
Annette Max Hansen (Mute Comp. Physical Theatre) og Lene Bang (Lenebang.org)

PRODUCERET AF:
Mute Comp. Physical Theatre og Lenebang.org

CO-PRODUKTION MED:
Regional Arena for Samtidsdans (NO),
Bærum Kulturhus - Regionalt Kompetensesenter for Dans (NO),
Dansareana Nord (NO),
Regionteater Väst (SV)

Spillested:
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode:
Fredag den 3. marts til lørdag den 11. marts 2017

Spilletid:
tir-lør kl. 20, søn kl. 17

Varighed:
60 minutter

Alder:
12 år +

Billetter og hjemmeside.
 

Turnéplan:

MARTS 17 - Regional Arena for Samtidsdans, Sandnes (NO)

APRIL 17 - Regionteater Väst, Borås (SV)  

JUNI 17 – CPH STAGE, København (DK)  

NOVEMBER 17 - Teater Nordkraft, Aalborg (DK)