To forestillinger, der næsten ikke kan være mere forskellige, fortæller om at finde mening i tilværelsen - eller drive med ud på det dybe vand, hvor alting ophører og bliver til noget nyt. TRO, HÅB & GORGONZOLA på Teater Vestvolden giver et rørende og varmt indblik i barnets forvirrende verden, hvor det er svært at forstå de voksne. THE MIRROR PROJECT i Dansekapellet tager os med ud på de dybe våger, hvor alting opløses og forsvinder. To stærke visuelle forestillinger om at finde veje og forstå det uforståelige.
THE MIRROR PROJECT
i Dansekapellet
En mand og en kvinde bevæger sig langsomt baglæns ind på scenen i Dansekapellet i Antoinette Helbings "The Mirror Project". Skridt for skridt. Ganske langsomt. Det tager lang tid. Over dem hænger to spejle næsten på størrelse med scenen. Min 25 årige ledsager og jeg sidder på første række. Vi betragter de to skikkelser og træder med dem ind i en anden verden. Langsommeligheden i deres bevægelser gør at vi glider ind i en tilstand, hvor alt andet ophører. De tager os med sig hinsides. Jeg ser deres refleksion oppe i spejlet, og snart efter kryber mit blik op og hæfter sig fast på dem - i spejlet. Virkeligheden forsvinder, oppe i spejlet bliver alt vendt på hovedet. Perspektivet forsvinder, mens verden forsvinder under mine fødder, og snart efter befinder jeg mig i et lige så grænseløst univers som de to dansere/performere Cecilie Schyth Kjær og Taneli Törmä. Mine øjne og mit sind vænner sig lidt efter lidt til at alting forstyrres og vendes på hovedet - bogstavlig talt.
Efter længe at have betragtet de to i spejlene sker der noget i min underbevidsthed. En lem åbnes og jeg falder og falder. Dansernes bevægelser i spejlene får dem til at blive til alt muligt som kun fantasien sætter grænser for. De bevæger sig som plankton i vandet. Blødt, glidende og pludselig afbrudt af rystelser som var det en bølge, der kastede dem ud af kurs, hvis der altså er nogen, for vi befinder os i et grænseløst run. Hid og did i en evig glidende bevægelse. I evig forandring og i et uendelig hav af vilkårlighed. Det er, hvad det er, men oppe i spejlet sker der noget. Det kaster mig dybere ind i mig selv. Deres bevægelser spejles og kastes ud til mig som en evig bevægen sig på må og få. Det trækker tæppet væk under mig - og jeg flyder med længere og længere ud på et uendeligt hav.
75 minutter er lang tid, men pludselig er det ovre. Jeg oplever at tiden er smuttet fra mig. Det kan da umuligt have varet 75 minutter! "The Mirror Project" har stjålet tiden fra mig. Jeg er faldet ned i en tidslomme - og kan ikke komme op igen. Bagefter står vi vi tøvende. Det er svært at genvinde balancen efter denne glidende, formløse og strømmende oplevelse. Det er alt og ingenting. Det er et hop ud i intetheden.
Måske er det mere en undersøgelse end det er en forestilling. Måske er det en fælles afsøgning af, hvad der sker, når det intet sker. Eller rettere, hvordan reagerer sindet sat overfor det myldrende liv, der aftegner sig i en regndråbe, sådan som HC Andersen beskriver det i et af sine eventyr. Det er selve vores blik, der vendes rundt og bliver sat på hovedet.
Det er blikket der ser, der afgør det sete. Sådan er det også i "The Mirror Project", der er koreograferet af Antoinette Helbing sammen med danserne. Kasper Svenstrup Hansen har skabt scenografien - det vil sige spejlene og den konstruktion, der kan få dem den til langsomt at vendes. Når de via snoretræk i siden, som danserne trækker i, sænkes en anelse forskudt af hinanden, opstår der brudflader, hvor refleksionen af danserne afbrydes på midten. Pludselig bliver dansernes kroppe halveret, hvilket kun gør det endnu mere surrealistisk. Ida Elisabeth Larsen har stået fra dramaturgien. Carina Backman har været ansvarlig for lyset, der bølger om dem, mens Mads Emil Nielsen har skabt det musikalske computergenereret lydspor, der består lyde, der væver sig sammen til enorme klangflader. Fra det tyste og blide til det irriterende pågående. Nogle gange lyder det som radiobølger, der brydes på scenen. Andre gange er det som stråler af lyd, der rammer de dansende som impulser fra det hinsides.
Måske er vi under vand. Svømmende, flydende eller flyvende. Som om vi ser de dansende nede fra bunden af en swimmingpool, mens de svømmer forbi oven over os. Perspektivet er revet løs fra virkeligheden og oppe i spejlet bliver de til i en forvirret ny verden, hvor alting forandres.
Teater, kunst og dans kan give os nye øjne at se verden med. Det kan forstyrre os og gøre os klogere. Det kan stille spørgsmål uden svar. Svarene må vi selv finde. Det formår "The Mirroir Project" til fulde. Svøm med ud på det dybe vand - hvis du tør!
THE MIRROR PROJECT
i Dansekapellet
TRO, HÅB & GORGONZOLA
på Vester Vestvolden
Anton bor alene med sin mor, der er byens ostehandler. Anton er mors ”lille mand”, men hun drømmer alligevel om ”en høj mand med overskæg og stærke lange arme, der kan nå de øverste hylder i ostebutikken”. Sammen ser de hver onsdag tv-serien ”Tro, håb & Amore”, og moren er vild med mesterdetektiven Don Amore. Mens de sidder og ser fjernsyn, siger moren noget mærkeligt: ”Det var en sådan mand, man skulle have!”
Anton vil gerne hjælpe sin mor, og sammen med vennen Molly lægger de planer om at finde den rette mand til moren. Det går dog ikke helt som de planlægger. Molly er fuld af gode ideer og er hurtig til at få dem udført. Måske lidt for hurtig…
Lars Daneskovs roman af samme navn er af Anna Panduro bearbejdet til teater. Bogen illustrator, Pernilla Lykkegård, har skabt en masse illustrationer til historien som Frederik Lindgren har animeret og sammen med scenografen Signe Krogh har de genskabt bogens univers i en 2D-animeret udgave, hvor det lykkedes at lave en flydende og glidende overgang fra det animerede til den fysiske scenografi. Det har resulteret i en filmisk iscenesættelse som Kasper Sejersen smukt har styret i havn med god og smidig hjælp fra de fire skuespillere.
Anton spilles af Andreas Forné, der med drenget charme er Anton med hud og hår. Han har et fjæs og en mimik, der er overdrevet skøn. Det er svært at spille barn. Hvis det ikke er ramt lige på kornet, er det slet ikke til at holde ud. Men det er det her. Endda med en sødme og en charme, der går gennem hele forestillingen.
Vi er med Anton hele vejen på cyklen gennem byen og videre gennem resten af historien. Molly spilles af Christina Bech, der også er moren og Lola Star. Rundt om dem jonglerer Max-Emil Nissen og Kristian Holm Joensen med figurerer og gestik, så det er en fryd. Både som umulig elskovssyg skolelærer, lidt kikset pizzabager og action-politibetjent. Det er sandt som det er sagt: intet er som på tv, men måske er virkeligheden meget bedre, for alting er lidt forskruet på tv. Det er fup og gorgonzola det hele!
Der er et matchende lys- og lyddesign af Maria Pi og Jonas Jørgensen. Nynne F. Hedal har komponeret musikken og Inge Mikkelsen har skabt kostumerne til. Forestillingen, der er en co-produktion mellem Teatret Masken fra Falster og Teater Vestvolden, er en charmerende og varm forestilling som børn og voksne kan glæde sig over sammen. Den flotte animerede scenografi skifter med et knips. Det er elegant og overraskende. Det er meget arrangement og teknik i forestillingen, det må have været et hestearbejde at få alting til at passe så godt sammen, for det fremstår enkelt og ligetil. Det er en fornøjelse at nyde den appetitlige pizza-forestilling. Både med og uden gorgonzola!
TRO, HÅB & GORGONZOLA
på Vester Vestvolden
SPILLEPERIODE
14. januar – 4. februar 2023
SPILLEDAGE
Tir 9.30 & 11.30. Ons 9.30, Tor 9.30 & 11.30, Fre kl. 18, Lør kl. 15
ALDER
Fra 6 år (0-5 klasse)
VARIGHED
45 min. (uden pause)
MEDVIRKENDE
Max-Emil Nissen, Christina Bech, Andreas Forné og Kristian Holm Joensen
SCENOGRAF
Signe Krogh
DRAMATIKER
Anna Panduro
INSTRUKTION
Kasper Sejersen
ANIMATION
Frederik Lindgren
ILLUSTRATOR
Pernille Lykkegård
LYSDESIGN
Maria Pi
LYDDESIGN
Jonas Jørgensen
KOMPONIST
Nynne F. Hedal
KOSTUMIER
Inger Mikkelsen
DRAMATURG
Anne Nymark
SCENEBYGGER OG TEKNISK PRODUKTIONSLEDER
Niels Kragh
ØVRIG TEKNIK/AFVIKLING
Søren Knud, Gert Christoffersen og Mikkjal Galan
FORFATTER
Lars Daneskov
CO-PRODUKTION
Co-produceret i et samarbejde mellem Teatret Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i Hvidovre.
*
