Anmeldelse. TRANSMAND - den lange vej af Simon Gjerløv

 

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

Efter de første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen. 

Det er en smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen kørende.

Det er en endeløs række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet. Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.

Den kan både gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver sig højt op over det fortalte i passager som denne:

"Et af mine indre hellesteder var et minde fra jeg var 3 år gammel, hvor min far en tidlig forårsmorgen, medens de andre sov, satte mig op på min storerors sæde på stangen af sin cykel, for at køre os ud til en lysning i Kongelunden. Hvor vi delte en fløde, min far havde købt i Den runde Bager på Grækenlandsvej, hvor han måtte banke på ruden, fordi bageren endnu ikke havde åben. 

Mens vi drak fløden, kom Mikkel Ræv pludselig til syne midt i lysningen af blå skovvioler. Solen skinnede ned på ræven, så dens flotte rødbrune pels flammede op og gik i et med de funklende solstråler. Vi sad musestille og nød det smukke syn, medens nogle flødedråber langsomt trillede ned ad og dryppede fra min hage. Det kildrede, men jeg ville ikke klø mig eller tørre fløden væk, fordi ræven så så smuk og sød ud, at jeg ville fastholde øjeblikket så længe som muligt. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren, fluernes summen, lidt puslen i skovbunden og min fars pulserende hjerteslag, som det altid var så trygt at lægge øret imod hans brystkasse for at høre." (uddrag fra bogen, side 45).

Bogen bliver også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind. Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.

Forløbet gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling. Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret. Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende, mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt. Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.

Måske bliver det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget velskrevet.

Undervejs har jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning, men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.

 Simon Gjerløv

TRANSMAND – DEN LANGE VEJ 

Forlaget mellemgaard, 2025.

370 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Simon Gjerløv medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: DANSEN LATTEREN LIVET af Tekla Irene Walther

 

I starten er der en lang, omstændelig opremsning af vestjysk landboliv, og om hvordan tøjet strammede. Det er tydeligt, at hovedpersonen har drømme, der ikke lyttes til – og som heller aldrig bliver formuleret. Hun bliver uddannet som sygeplejerske, barneplejerske, og det lykkes også at komme ud at rejse med sit arbejde. Hun bliver gift, får børn og senere børnebørn. Deres liv skildres lige så minutiøst som alt det øvrige, og jeg begyndte at røre på mig – og vejede bogen i hånden. Den er tung og stor, men også gennemillustreret. Endda i farver.

Fortælletonen er nøgternt og underspillet. Det er tydeligt, at hovedpersonen ikke nyder selv at indtage hovedrollen, men det er jo nødvendigt i en bog om Tekla Irene Walthers liv og levned. Den er skrevet over en årrække. Hun er så generøs at nævne mig flere gang i bogen, og jeg havde ærlig talt aldrig troet, at der ville komme en bog ud af Teklas ønske om at formulere det, hun har været igennem. For umiddelbart synes jeg ikke, at der var meget at skrive om, men det indtryk har helt fortaget sig efter læsning af bogen, hvor jeg sidder overrasket tilbage.

Det er en helt anderledes måde at berette på, alt er underspillet på bedste vestjyske maner. Det samme gælder det anseelige antal workshops og forskellige teatersammenhænge, som Tekla uforfærdet har bevæget sig ind og ud af, da hun meget senere i livet endelig forfølger noget af det, hun altid gerne har villet, men først tør give sig i kast med langt senere i livet.

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende. Det er en fascinerende livsberetning.

Tilbage står hendes ildhu, skaberevne og livsmod. Det er alt sammen noget, hun fortjener stor anerkendelse og ros for. Hendes bog er fantastisk (uden at være det) – og det er slet ikke så ringe (som de sikkert ville sige oppe i det vestjyske).

Tekla Irene Walther: 

DANSEN LATTEREN LIVET 

(eget forlag, 2025), 

280 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Tekla Irene Walther medvirker på

Festivalafslutningen på Christianshavn 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*