Anmeldelse. TRANSMAND - den lange vej af Simon Gjerløv

 

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

Efter de første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen. 

Det er en smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen kørende.

Det er en endeløs række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet. Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.

Den kan både gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver sig højt op over det fortalte i passager som denne:

"Et af mine indre hellesteder var et minde fra jeg var 3 år gammel, hvor min far en tidlig forårsmorgen, medens de andre sov, satte mig op på min storerors sæde på stangen af sin cykel, for at køre os ud til en lysning i Kongelunden. Hvor vi delte en fløde, min far havde købt i Den runde Bager på Grækenlandsvej, hvor han måtte banke på ruden, fordi bageren endnu ikke havde åben. 

Mens vi drak fløden, kom Mikkel Ræv pludselig til syne midt i lysningen af blå skovvioler. Solen skinnede ned på ræven, så dens flotte rødbrune pels flammede op og gik i et med de funklende solstråler. Vi sad musestille og nød det smukke syn, medens nogle flødedråber langsomt trillede ned ad og dryppede fra min hage. Det kildrede, men jeg ville ikke klø mig eller tørre fløden væk, fordi ræven så så smuk og sød ud, at jeg ville fastholde øjeblikket så længe som muligt. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren, fluernes summen, lidt puslen i skovbunden og min fars pulserende hjerteslag, som det altid var så trygt at lægge øret imod hans brystkasse for at høre." (uddrag fra bogen, side 45).

Bogen bliver også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind. Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.

Forløbet gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling. Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret. Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende, mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt. Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.

Måske bliver det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget velskrevet.

Undervejs har jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning, men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.

 Simon Gjerløv

TRANSMAND – DEN LANGE VEJ 

Forlaget mellemgaard, 2025.

370 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Simon Gjerløv medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom af Benthe Ploug

 

”Ingen kan bygge dig den bro ad hvilken netop du må overskride livets flod. Ingen undtagen du alene. Ganske vist findes der talløse stier og broer og halvguder, som vil bære dig over floden, men kun på bekostning af dig selv, du vil da pantsætte og miste dig selv. Der findes i verden én eneste vej, som ingen undtagen du kan betræde.”

Citatet er af Friedrich Nietzsche, og Benthe Ploug gengiver det i bogens fyldige indledning. Jeg føler umiddelbart en form for spændt forventning til de ventende vidnesbyrd, som bogen lader til at være fuld af, og ærgrer mig over, at jeg skal læse både forord og indledning, før jeg først på side 32 når frem til en præsentation af de stemmer, der optræder i bogen. Men det er med fuldt overlæg og det viser sig både at være viist og forstandigt, for de efterfølgende stemmer har brug for det opbyggede rum som skitseres på de første sider, men det opdagede jeg først væsentligt senere.

Der er meget som jeg tager med mig fra læsningen. Blandt andet dette udsagn fra indledningen: ”Hvis vi bliver 85 år, men vores tanker, adfærd, vaner og bevidsthed fortsat kredser om de samme emner, som da vi var 40, må vi spørge os selv og hinanden om værdien i at blive næsten dobbelt så gammel i dag som for 100 år siden. Hvad er det uvurderlige og helt enestående i et langt liv, hvis det liv primært leves med en repeterende adfærd?”

Bente Ploug er uddannet psykoterapeut i England. Hun har været praktiserende gennem en årrække samt undervist på højskoler og været superviser inden for socialpsykiatrien og misbrugerområdet. Har studeret ved Esalan Instituttet i USA. Auroville i Indien og Damanhur i Italien. Gennem mere end 20 år været leder af Psykoterapeutisk Uddannelses Center i Hillerød. Men vigtigst i denne bogsammenhæng er, at hun bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Det er en fornøjelse at læse. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

”Men ældre kan noget, yngre ikke kan. Ældre kan genkende cyklusser, erindre historierne og sætte dem i perspektiv, de har rigtig meget, de kan give videre til egne og andres børn og børnebørn. De kan dele ud af deres liv og deres livshistorier til gavn og glæde for andre, der så kan få sat deres eget liv i perspektiv. De kan hjælpe os alle til at finde ind til noget almenmenneskeligt – vi har alle været børn – og er vi heldige, bliver vi alle gamle.” (indledningen, s. 19).

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten, sådan som det sker i det næste citat, der skildrer, hvordan forfatteren selv er til stede i det skrevne uden at trænge sig på. Det er en balancegang, der ikke er nem, men det fungerer her:

 ”William Faulkner, der i 1949 modtog Nobelprisen i litteratur, skriver et sted at: ”Fortiden dør aldrig, den er end ikke fortid.” Vi bærer vores historie med os på ondt og godt, ”borte findes ikke”, som min ungdomskæreste sagde og kyssede mig i nakken, mens jeg for rundt og ledte efter noget, jeg troede var blevet væk. Intet andet end materielle ting kan blive væk, selv om det ikke ligger lige fremme foran os.” (s. 21).

Benthe Ploug spørger fx: ”Hvad nu, hvis det jeg skal stille op er ensbetydende med at være og ikke at gøre?” (s. 22). Senere skriver hun: ”Vi kan måske ikke få svar på spørgsmålet om, hvorfor vi lever, men vi kan undersøge og finde ind til, hvordan vi ønsker at leve.”

Bagefter er banen kridtet op til de medvirkende, der er en blanding af velkendte stemmer fra det offentlige rum og af mere anonyme stemmer, der har særligt stærke historier og levede livserfaringer. De er alle blevet bedt om at besvare samme spørgsmål:

Hvad er noget af det væsentligste, du har lært i dit liv?

Hvad er den største gave, livet har givet dig?

Hvad vil du give videre til den næste generation?

Bo Schiøler (70 år) beretter om ustabilitet i opvæksten og om at bryde forholdet til en meget dominerende mor allerede som 15-årig. Om angst og behandling på Montebello daghospital, og konkluderer: ”Konkret videregiver jeg en hel masse sange. Jeg har altid vægtet, at når jeg skriver sange, må jeg aldrig lyve, jeg må aldrig være smart, jeg skal være helt ærlig. Jeg har skrevet over 700 sange, hvoraf de 200 er rigtig gode, resten er skrevet, fordi der sad nogle børn, der var lovet nogle sange til på tirsdag!” Det er en stærk menneskelig beretning.

Christian Andersen (72 år) beretter om, at han i en alder af 21 år, fik en betændelsestilstand i ryghvirvlen, ”der gav mig mange smerter og gener. Men det åbnede også min verden op, for jeg begyndte at interessere mig for andre dimensioner af livet”. Han konkluderer bl.a. ”Vi er som Vorherres strikkepinde, og vi skal passe på, at vi ikke taber maskerne.”

Særligt interessant er det at læse, hvad Erik Gyllenkrone-Rystenstenen (85 år) svarer. Det er typisk de levede liv, der når ud til grænserne og også gerne overskrider dem, der giver stof til eftertanke. Der er også flere skildringer af kvindeliv, der blot lever inden for de afstukne grænser, og de erfaringer bliver i denne sammenhæng blot affyringsrampen for de mere ekstraordinære livserfaringer, der brænder igennem med størst lys og lue – og som er fascinerende at læse. Men der er også beretningen fra Else Olsen (91 år). Den er rørende og virker som en fredfyldt bølge. Eva Hansen (70 år) efterlader en åndelighed, der også inspirerer. Gerda Tune Andersen (82 år) beretter: ”Mødet med de fremmede kulturer og religioner, ikke mindst med buddhismen, satte sig tydelige spor i de værker, jeg kom til at lave, og har betydet meget for min udvikling.” (s. 85).

Det er stærkt, når Inge Lise Thorkild-Hansen (81 år) skriver: ”Jeg vidste godt, at jeg levede mit liv forkert, især fordi jeg levede på andres præmisser, men jeg gad ikke gøre noget ved det, jeg var åndeligt doven.” I samme beretning skildrer hun sin mands død: ”En af de sidste dage, han levede, da jeg sad ved hans seng, bad han mig om at slukke det stærke lys, der brændte ved hans side, og jeg måtte sige, at hvis han ønskede det lys slukket, måtte han selv gøre det, da han var den eneste, der kunne gøre det, og så faldt han hen.” Det er en af bogens mest spændende beretninger. Måske fordi den også er problematisk, da den rejser det svære spørgsmål, om vi hjælper andre, fordi vi ikke formår at hjælpe os selv – eller hjælper vi, fordi det samtidig er en måde at hjælpe og heale os selv på?

Det er det overraskende og tankevækkende, der bliver stående efter endt læsning. 

I afsnittet om Jens Hjorth (76 år) fortæller han om at købe et folkevognsrugbrød, fordi de ville til Indien. De kørte 38.000 km. Han konkluderer, at det er ”vigtigt at huske på, at had binder, det er kun kærligheden, der kan gøre os frie.”

Karin Aase Larsen (87 år) fortæller: ”…det gik op for mig, at jeg kun så den virkelighed, jeg ville se.” På spørgsmålet om, hvad der er den største gave, livet har givet dig?, svarer hun: ”At få lov til at se og erkende.”

Det er rørende og smukt, når 91-årige Kirsten Weikop slutter med ordene: ”Glæd dig over dit liv, og lad dig ikke begrænse, jeg har for eksempel lige købt en boksmadras med 25 års garanti.”

Det går igennem flere af bogens tekster, at noget af de vigtigste har været fællesskabet eller den betydning, som de har haft for andre eller andre har haft for dem.

Der er flere i bogen, der siger alt det forventelige. Alt det, der lyder alt for rigtigt og som dårligt kan anfægtes, for det kan vi alle enes om, men i denne spændende og alsidige samling vidnesbyrd, kommer det til kort. Det ender som ord og som filosofisk tågesnak. Det gælder selvfølgelig ikke for dem, der lever efter det. Enhver er salig i sin tro. Men det løfter sig ikke fra papiret. Man kan omvendt sige, at nogle af de fremhævede samtaler netop glimter, eftersom de andre også er med. De tager afsæt i det levede liv og bringer det helt tæt på os. Det er en nærende oplevelse at læse de 32 bud på, hvad livet har at tilbyde – og hvad vi kan give tilbage til livet.

Benthe Ploug

”LIVSFORTÆLLINGER. 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom”. 

Erindringer. 206 sider.

Forlaget mellemgaard (2016). 

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Benthe Ploug medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse, 

hvor hun har en samtale med en af bogens medvirkende: 

Irma Clausen.

Benthe Ploug medvirker også på den efterfølgende 

Gammelfestival, 

hvor hun fortæller mere om bogen.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*