søndag den 24. juni 2018

Anmeldelse: ULVEKVINTEN af Trisse Gejl


                                                  2016 (People’s Press), omslag Ida Balslev Olesen

Allerede på den første side af Trisse Gejls seneste roman ”Ulvekvinten” (People´s Press, 2016) er jeg fanget ind, og efter det første kapitel har forfatteren taget fat i mig og slynget mig højt op i luften, og mindet mig om den uperfekthed, den ulvekvint, den tone der aldrig går op i den menneskelige kabale. Det er som om bogen gør plads til det at være menneske, til det ufuldkomne menneske og til den ufuldkommenhed, der gør os hele som mennesker. Der er plads til det hele menneske i bogen og forfatterskabet. Bogens lidt vemodige tone kryber ind i sprækkerne og gør at jeg - som læser - bliver menneske. Personernes ufuldkommenhed smitter af og gør noget ved mig – som læser. Det er som om vi får en sidste chance for at kigge ind i spejlet før det er for sent. For Trisse skriver om kap med døden - eller katastrofen. Den hvisker hele tiden bag os. I romanen gengivet ved de gange Zoé bryder sammen ved tanker om det udefrakommende som hun ikke kan afværge. Det er krigen i Syrien. Det er børn, der bliver mishandlet. Alverdens gru hopper på hende, og hun forstår ikke at værge for sig. Hun zapper sågar efter katastrofer på tv´et, og den som leder skal finde...
Først opridses den perfekte idyl. Det er så smukt og så harmonisk at vi VED, at det kun er et spørgsmål om tid, før det går galt og overfladen krakelerer og livet kommer til syne. Det liv, der hele tiden har været skjult for os, nedenunder. Det vi af al magt forsøger at holde væk, for at kunne være til. Vi kan ikke rumme det. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal håndtere det og stille op med os selv, hvis vi lukker det ind.. Det er noget fremmed som vi støder fra os. Ja, man kan næsten sige at det er ”den fremmede” vi dermed afviser.
 
Forlagets pressefoto

Langsomt skubber forfatteren os længere og længere ud mod kanten, og så PUFF... Vi bliver skubbet så langt ud, at vi næsten ikke kan finde tilbage, for forfatteren vil have os til at se – det andet. Det, der også er. Det, der hele tiden er. Det, der lurer bag det vi vælger at se. Det er i skyggernes land at romanen bliver til og folder sig ud. I mørkningen sker der ting og sager, for der antager alting nye konturer og former. ”Ulvekvinten” er om den lyd der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om den tanke der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om det vi ser og alligevel ikke ser. Om det der sætter sig på tværs inde i os og som vi prøver at ignorere. Om den lille tvivl og den lille frygt og usikkerhed der altid er der og som forfatteren insisterer på at holde frem imod os.
Det største og meget anmassende spørgsmål som romanen rejser: hvordan kan vi overhovedet leve vores rolige og velfungerende liv i bevidstheden om, at der er så mange andre mennesker, der lige nu tørster og sulter eller er på flugt fra krig og ødelæggelse? Hvorfor overhovedet blive ved med at slå græsset og luge i haven, når så mange andre er på flugt fra hus og have, hvis de overhovedet har haft det? I romanen er det den psykisk ustabile og nervesvækkede Zoé, der pludselig ikke længere formår at holde verdens ulykker fra sig. Jo, hun er ustabil og nervesvækket, men hendes impuls til at ville gøre noget er sund nok, og det ændrer ikke det fundamentale spørgsmål: hvordan kan det nogensinde give mening? Romanen giver ikke nogen svar, og det er heller ikke dens opgave eller formål, men netop at stille de umulige spørgsmål som vi så efter endt læsning må tumle videre med hver især. For det er dét de bedste bøger formår. Trisse Gejl skal i hvert fald have tak for at hun så insisterer - og endda gør det så overbevisende. Om nogen tager hun en af litteraturens fornemmeste opgaver på sig: at sætte spørgsmål ved vores alles selvfølgeligheder og insisterer på at vi skal tænke over det. Det er fornemt!
Trisse Gejl (1968) debuterede med romanen "Hvor mælkebøtter gror" i 1995, og har siden skrevet en lang række romanen. Hun fik sit gennembrud med "Patriarken" i 2006. "Ulvekvinten" er hendes 8. roman. Hun er opvokset i Århus, men bosat i København. 
Trisse Gejls næste roman burde hedde ”Hamskifte”, for det er dét, der går igennem forfatterskabet, for romanpersonerne skifter ham. Det yderste lag af huden bliver skrællet af. Solen og alt det glade svitser den yderste tynde hud af, så vi er inde ved kødet. Derinde hver enhver pirring og sansning gør ondt, fordi det er så ubeskyttet og så nerveblottet. Personerne i romanerne ER ubeskyttede af livet og tilværelsen. De bliver masseret i livets malstrøm og kommer i klemme. De skal lære at svømme og bjerge sig selv i land. De bliver frataget deres skrøbelige sikkerhed og deres selvfølgeligheder, for bagefter at erfare at det bare har været en tom skal eller et ydre man faktisk ikke kan bruge til noget. Så det er ikke forkert at sige at Trisse som forfatter tager fat, hvor andre forfattere ofte slutter, og det gør læsningen af romanerne til noget ganske særegent og givende. Tak for det, Trisse!

Mød Trisse Gejl på den kommende festival BILLEDER AF LIV. Trisses seneste roman ”Ulvekvinten” er om noget et billede af liv. Af mange liv. Men et besværligt billede som det er svært, men det gør det ikke desto mindre så meget desto mere spændende,  at forholde sig til. Jeg glæder mig til at diskutere romanen med Trisse til festivalafslutningen, søndag den 19. august 2018.  Facebook-opslag.

 Trisse Gejls hjemmeside

 
 

mandag den 18. juni 2018

Anmeldelse: EN GOD FLYGTNING af Vibeke Marx


 

Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men umiddelbart fremstår romanen som et dobbeltportræt eller måske rettere som et skæbnesammentræf.
Benjamin er en 20-30 årig fyr, der er på Lampedusa. Vi får ikke meget at vide om hans baggrund, i starten. Han er der, fordi han skal være der. For han skal jo være ét eller andet sted, så hvorfor ikke dér? Han flyder og er uden retning i tilværelsen. Nærmest i kontrast til Vahid, der er en flygtning, der driver i land, alene, i bunden af en båd. Det er der Benjamin finder ham. Han er mere død end levende, og Benjamin skønner at hvis han ikke tager sig af ham, så dør han. Han bugserer den fremmede ind i sin bil – og kører afsted med ham. De kører op igennem Europa – til Danmark.
Vahid skildres som Benjamin. De er begge mænd uden fortid – tilsyneladende. Men selvfølgelig har de hver især deres egen forhistorie, der begrunder at de lige præcis befinder sig der, hvor de mødes. Men det er en fortid som de fortier og som ingen af dem kan eller vil vedkende sig.
Vahid siger ikke noget, men om natten drømmer han drabelige drømme og taler i søvne, mens han slår omkring sig for at holde det på afstand, der gør nætterne til overlevelseskampe for ham.
Både Vahid og Benjamin er overlevere. Den ene efter krig. Den anden efter velstands-vanrøgt. Men begge lever de i undtagelsestilstande.
Benjamin er søn af en stor dansk filminstruktør og en af de mange kvindelige skuespillere, der har spillet en hoverolle i en af hans film, og som faren elsker med for at få hende til at blive så god som mulig - og efterfølgende gifter sig med. Farens filmarbejde betyder alt og alt andet underordnes det. Også hustruen og børnene: Clara og Benjamin. Moren opgiver sin skuespillerkarriere og bliver hjemmegående. Hun spiller sin nye rolle til perfektionisme. Oprindelig var hun et balletbarn, der blev vraget, og som bliver samlet op af instruktøren, som 17-årig, der gjorde hende til stjerne og kvindelig hovedrolleindehaver i sine film. Da hun ikke længere er interessant for ham som filmisk materiale, hjælper hun til med manuskripterne ved at snakke om det der ligger bag filmene, men det kan ikke skjules at hun langsomt også er ved at glide ud af den funktion. I stedet begynder hun at drikke. Børnene kommer til at udgøre det nye centrum i hendes liv, men sønnen gør sig stum, og melder sig på den måde ud af familien. Efter en skilsmisse bliver børnene skilt ad. Clara skal bo hos moren, mens Benjamin skal bo hos faren, der installerer ham i en ny tilbygning til huset, hvor huslæreren, Chriss, underviser ham og i det hele taget forsøger at nå ind til ham. Men tager sig meget dyrt betalt for det senere i historien.
Faren tager alt omkring sig og gør det til filmiske værker. Det gælder også sønnens stumhed, da han begynder at lave en film om ham. Moren nægter at den skal vises offentligt, så faren er ikke sen til at gøre det til et projekt, der først skal offentliggøres, når Benjamin bliver 18, og dermed selv kan bestemme.  Men faren har forregnet sig, for sønnen er netop søn af en far som han har set behandle andre så dårligt, at han tager sine forholdsregler - og kræver en million kroner af faren for tilladelsen til offentliggørelsen af filmen, for han ved, hvad faren plejer at betale sin hovedrolleindehaver. Det er med den million i baglommen at han rejser ned igennem Europa og ender på Lampedusa. Han er selv en flygtning, så dermed bliver det den ene flygtning, der tager sig af den anden. Dermed er scenen sat til hvad der efterfølgende sker i Danmark – og det skal ikke afsløres her.


Det er en historie, der på mange måder giver mindelser til Ibsens ”Gengangerne”, hvor familiens skæbnefællesskab også tages under behandling. Noget lignende sker i filmmiljøet, hvor Benjamin vokser op. Det er en fuldstændig bizar historie, der stadigvæk er yderst troværdig, selv om den er overdreven.
Forfatteren tager os med i meget forskellige miljøer, hvor vi hører skråsikre og navlebeskuende påstande om flygtninge – om de andre: DEM, der ikke er OS, der flettes ind med de politiske begivenheder, der foregår samtidigt: terroranslaget mod Charlie Hebdo i Paris, de påståede massevoldtægter i Köln, ildpåsættelserne af asylcentre i Sverige og Tyskland - og de politiske stramninger i Danmark.
Når det kommer til stykket er det måske ikke så væsentlig hvem Vahid er, for han er her måske bare for at VI skal opdage, hvem vi selv er.
Det er en flot, barsk og besk pointe i en roman, der holdt mig fast fra start til slut. Jeg læste den i ét stræk. Det er længe siden at jeg har læst en roman, der på den måde drev mig videre fra kapitel til kapitel. Romanen er både velkomponeret og velskrevet. Sproget er smidigt og levende. Persontegningerne er interessante og flertydige, og fulde af så mange forståelsesmæssige sprækker, at det giver et leben uden lige på siderne. Det er en oprørende fortælling fuld af nuancerede skildringer. Men det er også en frygtelig historie, fordi den netop er så troværdig.


 
 
 
***
 
Læs mere på forfatterens hjemmeside
Roman udkom på forlaget Modtryk, 2017

Hør Vibeke Marx læse op fra romanen og fortælle om den til
åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
lørdag den 10. august 2018 kl. 19-22 i Apostelkirken.
FB
 
***

lørdag den 9. juni 2018

”Det er sjovt så forskellige vi er, selv om vi har samme udgangspunkt”


Samtale med maleren Anne-Mette Nyland

                         Anne-Mette Nyland: ”The Tree and the Sea” - logo for festivalen "Billeder af liv" 

På den første Venligbo-kunstauktion til fordel for de uledsagede flygtninge købte jeg et drømmende s/h-fotografi af Jens Brink af en vestjysk betonbunker i strandkanten under store hvide skyer. Det spejlede sig i sin egen midterakse og lignede mest af alt noget fra en forladt ørken. Jeg havde sparet sammen, inden den næste kunstauktion på Borups Højskole, hvorfra jeg hjemførte fire malerier. Det største var af den norske malerinde Anne-Mette Nyland, fra Århus. I løbet af vinteren havde jeg det over for min seng, og langsomt voksede det sammen med mine planer for den kommende festival: ”Billeder af liv”. Jeg kendte hende ikke forud, men fandt telefonnummeret på nettet og ringede til hende. Jo, jeg måtte gerne bruge hendes maleri, ”The Tree and the Sea”, som blikfang for festivalen. Vi aftalte at mødes næste gang hun kom til København, for vi talte også om muligheden for at hun kunne lave en malerworkshop på festivalen.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig


Jeg hentede hende på hotellet på Vesterbro, og sammen fulgtes vi ad ud i min kolonihave. Det var inden sommeren kom buldrende, mens det stadig var lunt i solen, men endnu inden alt var blevet grønt – som man også kan se på de ledsagende fotos.
Vi mødtes for at tale om Anne-Mettes malerier, om ”dialog-bænke” og om at komme fra Nord-Norge til Århus.
Anne-Mette taler en charmerende blanding af norsk og dansk, der næsten er syngende. Eller også taler hun bare dansk på en norsk måde. Hun virker rolig og afbalanceret, og befinder sig tydeligvis godt, dér i min hængesofa i H/F Prøvestenen. Det med naturen og fuglesangen bekommer hende godt – og hjemligt. Fra tid til anden lægger hun hovedet tilbage og ler, mens hun misser med øjnene mod solen. Jeg spørger hende om betydningen af hendes malerier, om forholdet mellem liv og kunst – og om, hvad hun gerne vil have at vi skal få ud af dem?
Anne-Mette Nyland (A-MN): Jeg har beskæftiget mig med kunst hele livet og når jeg kigger tilbage synes jeg både livet og kunsten i overskrift har handlet om relationer, relationer mellem mennesker og relationer til naturen. Som mennesker udvikler vi os gennem relationer. At mødes og undres og lære af hinanden gør at vi kan tage herfra som lidt større mennesker. Så hvad der holder os sammen, har altid interesseret mig.
Michael Svennevig (MS): Hvad er det som knytter os sammen?
A-MN: Jeg tror det er kærlighed, empati og bevidsthed - og lige i dag er empatien udfordret. Vi er jo alle mennesker og det skulle jo knytte os sammen i sig selv, men jeg tror også at dialogen knytter os sammen. Jeg synes vi skal være mere nysgerrige… nysgerrige efter at lære nye mennesker og kulturer at kende.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig
 

MS: Er det spirituelle malerier du maler?

A-MN: Jeg bruger både symboler og arketyper som redskaber og prøver at finde et kollektivt sprog, et sprog som taler til noget fælles. Jeg prøver også at tale til noget dybere i os, noget vi må lytte efter, ikke kun en mental forståelse eller oplevelse.
MS: Hvad vil det sige – ”et kollektivt sprog”?
A-MN: Det handler om hvordan jeg kommunikerer med andre gennem billederne. I det maleri som du f.eks. købte, ”The Tree and the Sea”, repræsenterer havet de dybder vi har, og som alle har. Det ubevidste, hvor der ligger en masse gaver til os, og som træernes rødder vokser ned i, og kan bringe det op i lyset.
MS: Hvad symboliserer træet?
A-MN: Træet symboliserer mennesket, som kan række op mod himlen, samtidig med at det har rødderne helt nede i underverdenen. Der er dette spænd mellem lyksaligheden og det dybeste mørke, for rødderne er lige så store som træets krone. Når du har oplevet dyb, dyb smerte, er der også en potentiel åbning for samme sving den modsatte vej.
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig


MS: Så jo mere smerte, des mere glæde?
A-MN: Nok snarere, jo mere smerte, des mere indsigt. Jeg tænker nok mere på den store spændvidde og mulighed vi alle har.
MS: På billedet har du malet en rund cirkel og en masse spirer, der går ud derfra, som om det er energistråler. Hvad tænkte du, da du malede dem?
A-MN: Det handler om det samme, jeg finder symboler, der understøtter det jeg ønsker skal være maleriets budskab. I første del af min malerkarriere arbejdede jeg meget med kærligheden som tema og omdrejningspunkt, mens det nu mere handler om bevidsthed. Forskellige måder at knytte sammen på. Bevidstheden forbinder os som mennesker, for uanset hvor udviklet din bevidsthed er, forbinder vi os alle ind i et kollektivt lag, som om vi er en tråd i det store væveri.
MS: Hvad er din arbejdsproces, når du maler?
A-MN: Jeg mediterer inden jeg går i gang og forsøger at holde mig tanketom. Hvis jeg tænker for meget, fungerer det ikke, så kan jeg lige så godt lade være. Men jeg har gjort det gennem så mange år, at jeg er ganske god til at gå ind i processen.
MS: Går du så rundt og venter på inspirationen?
A-MN: Nej, jeg er meget disciplinær i mit arbejde, og arbejder fra kl. 8-16. Der skal være en kontakt til maleriet, som jeg nogen gange skal ’vente’ på.
MS: Men hvis der ikke sker noget, hvad gør du så?
 
Anne-Mette Nyland i HF Prøvestenen. Foto: Michael Svennevig

A-MN: Der er mange små teknikker og tricks man kan gøre brug af, for billedet bliver jo ikke færdigt på én dag, så jeg prøver at bruge alle sanser. Jeg bruger sanserne på den måde, at hvis jeg f.eks. lugter citron vil jeg vælge den gule farve at male med... noget kan også ’føles’ grønt, hvis det giver mening.
MS: Efter at jeg købte dit maleri, gik jeg ind på hjemmesiden og så at billedet adskiller sig fra dine andre malerier
A-MN: Ja, det er fordi jeg arbejder i serier. Jeg dykker ned i et eller andet tema, og så kommer der normalt 20-30 billeder ud af det. På min hjemmeside er der kun malerier fra de to sidste serier jeg har arbejdet med.
MS: Det lyder ret voldsomt, for det må tage dig mindst en måned at male ét enkelt billede?
A-MN: Jo, men et tema varer ofte 2-3 år, og der er jo også mange billeder, der slet ikke kan bruges. De er bare trin på vejen frem mod det jeg forsøger at indfange og fastholde. Nye temaer giver nye landskaber og andre udtryksmuligheder, og det kommer tit fordi jeg er inde i noget og så opdager noget andet, noget nyt, der kunne være spændende at udforske, og det fører mig videre.
MS: Sker det når du laver fejl, og derved opdager, at sådan kunne det også gøre?
A-MN: Ja, fejl er lærerigt værdifulde.  

Anne-Mette Nyland, workshop med spejdere i Australien, 2017
 
MS: Jeg kan gribe mig selv i at jeg planlægger at tage fra det ene til det andet, fordi der sker så meget spændende, som jeg gerne vil opleve. Men det må være det samme i Århus, det er jo også en stor by...
A-MN: Nej, det er provins. Jeg kan tydeligt mærke pulsen er anderledes her i København. Det er ikke noget negativt i det, det er bare forskelligt. Jeg kunne ikke tænke mig at bo i København. Jeg har det fint ude i provinsen, men vil dog heller ikke bo helt ude på landet, så jeg har det fint med at bo midt i Århus C med grønne træer omkring, så jeg dagligt er i kontakt med naturen
MS: Hvad var grunden til at du kom til Danmark?
A-MN: Jeg kommer fra Nord-Norge, men boede i begyndelsen af 80’erne i Bergen, hvor jeg havde en kunsthåndværkerforretning sammen med en kollega. Samtidig søgte jeg ind på kunstakademiet. I påskeferien mødte jeg en dansker, der talte glødende om Århus og kunstakademiet, så da jeg fik afslag i Bergen gik turen til Århus.
MS: - og nu vil du lave dialogbænke?
A-MN: (smiler) Ja!
MS: Hvordan fik du på dén tanke?
A-MN: For flere år siden løste jeg en opgave for Dansk Flygtningehjælp, sammen med den spanske kunstner Oskar S.J. Buetas. Det blev til ”Dialogbænken”. En bænk der var sat sammen af forskellige stole, alle benene på bænken repræsenterede forskellige stilarter og designs. I overført betydning symboliserede de for os alle de forskellige menneskeracer. På bænkehynden var der påtrykt et verdenskort og de 20 små puder havde hver påtrykt ordet dialog på 20 forskellige sprog. Så til festivalen i august skal vi bygge og dekorere (male) bænkene, så de indbyder til dialog. Det glæder jeg mig til.
MS: Så det er grunden til at du ville have os til at samle stole ind til at lave bænke af?
A-MN: Ja, stole, men også gamle bænke, og malingsrester. Jo mere jo bedre, så vi har noget at lege med.
MS: Kan vi lakere det bagefter, så det kan holde, for så kunne det simpelthen blive en tradition at vi hvert år laver noget nyt til brug i haveforeningen.
A-MN: Ja, ja... sagtens.
MS: Din ide ligger meget tæt på mit ønske om at det ville være herligt at have noget varigt EFTER festivalerne, men jeg var endnu ikke kommet på, hvad det skulle være – men den ide er du nu kommet med!
A-MN: Jeg tænker også på at det skulle spille samen med dine dialog-bøger. Jeg kan også godt lide den måde at arbejde med mennesker på, så det hele ikke bliver så ordnet, og det heller ikke bliver for stramt.
MS: Det tror jeg vil passe rigtig godt til lige præcis vores haveforening.
A-MN: Det er vigtigt med forskelligheden, for det er sjovt så forskellige vi er, selv om vi har samme udgangspunkt.
 

 

***
 
Læs om festivalens malerworkshop i HF Prøvestenen, lørdag den 11. 8. kl. 12-18: 
Festivaltrailer med Anne-Mettes maleri ”The Tree and the Sea”:

  
 

Anne-Mette Nyland: "The Tree and the Sea"
 
 
 
***

fredag den 1. juni 2018

Anmeldelse: MÆND DER TROR DE HAR RET af Teater Lux



Indgår i Cph Stage og spiller på Basement, Enghavevej 42 på Vesterbro (ved Vega).

Vi går gennem mørket for at møde ham – manden. Han er selv et mørkemenneske, der manipulerer sig frem gennem verden – og ind mørket.
Vi ledes rundt ad labyrintiske gange og trapper. Det er let at blive væk i mørket, for mørket er totalt – og dermed får historien også den rette ballast og nødvendighed.

Jeg kommer til at tænke på Dostojevskijs ”Kældermennesket”, for vi skal helt derind, hvor det gør ondt. Helt ned i kælderen. Det er et billede af liv, der er ubærligt.
Hvad gør mørket ved os? Giver vi os det i vold – eller viger vi tilbage for det?
Er vi venner med mørket eller er vi ude i fjendtligt terræn?
Det er ikke til at holde ud at være alene med det, for sådan føles det. For alt andet forsvinder. Dem vi bliver ført ind sammen med - de forsvinder også. Ligesom vi selv forsvinder. Vi bliver ædt af mørket i kælderen. Men samtidig bliver det også tydeligere.


Det er flot og spændende tænkt. På én gang let og overskueligt, men samtidig også uendeligt kompliceret. Som livet selv.
Stemmelægningen – i en forestilling, der foregår i mørke – er alt, og her er Martin Ammundsen på hjemmebane. De fineste nuancer skinner igennem forestillingen i et sanseligt, voldsomt sammenspil mellem det akkompagnerende lydspor og hovedpersonens tanker og handlinger.
Det er umiddelbart uhyre genkendeligt, for vi kender ham alle ganske godt – MANDEN. Han er et dumt svin, et ledt bæst, en mand, der udnytter alle omkring sig til det yderste.


Det er en fortælling om mørke – i mørke. Om vores vej igennem mørket og om det mørke, der findes i os. En forestilling om raseri og migræne. En forestilling om at løbe imod en mur, hvor den eneste vej ud er henover andre mennesker.
Hvordan beskrive en forestilling, der kun foregår inde i hovedet på publikum, for alle vores billeder er forskellige? Afhængigt af, hvad vi selv har mødt på vores vej igennem livet. For nogen vil forestillingen være ubærlig, mens den for andre bare vil bekræfte deres mørkeste antagelser.
Hovedpersonen er blottet for empati, hvad der er et særligt kendetegn for psykopater. Men er det så ”bare” en psykopathistorie? Både og. For det er det måske nok, men samtidig virker det forkert at affærdige den så let, for det er også en fortælling om at leve med sit raseri og sin afmagt. For har vi at gøre med en bøddel eller et offer? For er der en morale, skal den nok findes i selve titlen. For mænd der tror de har ret – har det sjældent. Eller i hvert fald yderst sjældent – eller måske netop aldrig?


Det er en forestilling, der på mange måder passer direkte ind i #Metoo-bevægelsens støvletramp, og det gør den kun endnu mere ubærlig. Der er immervæk noget af et tematisk spring fra Teatergruppen Asterions Hus på Teaterøen som Martin Ammundsen har været en fast del af igennem mere end 10 år. Indtil han valgte at gå solo med Teater Lux. Det er en flot debutforestilling, som jeg gerne ville have været foruden, hvis jeg altså ikke var blevet fanget så godt ind af den. Mod min vilje. Det er en frygtelig forestilling, men også en frygtelig god én. Så velkommen til mørket, hvis du tør byde det indenfor!

 
 
Læs mere om TeaterLux

Forestillingen spillede fra den 16.-20. december 2017 på Bådteatret
- og kan opleves i disse dage under Cph Stage på Basement.


Af og med Martin Ammundsen
Forestillingen spilles  i to versioner - på engelsk og dansk.
Varighed: 60 min.


***

Mød manden i mørket: Martin Ammundsen
på festivalen "Billeder af liv" til august,
hvor han fortæller om arbejdet med forestillingen
den 19.8. til festivalafslutningen.

***