Foto: Per Morten Abrahamsen
Gæstespil af Teatret st. tv.
Scenerummet er nøgent
og tomt. Det er indrammet af en hvid firkantet trækonstruktion, der bærer det
meste af lyssætningen. Rekvisitter er der ingen af, medmindre man medregner de
to instrumenter, violinen og guitaren. Kostumeringen er begrænset til
kropsfarvet trikot, to hvide nederdele og to par hvide læderbukser. Bagest på
scenen står en computer eller et keyboard, hvorfra en af de tre medvirkende kan
starte det bagvedliggende beat, der fungerer som akkompagnement til deres sang.
Midt på scenen er to podier, der kan skubbes sammen til ét. Når de stables oven
på hinanden illuderer de en lukket toiletdør og vinduet som den ene af de tre
medvirkende kravler ud af, for at slippe ud og væk. Ellers er der intet. Men
der er lige præcis det, der skal til for at forløse historien om de to søstre,
April og Maj, der har lavet en sang sammen, der er blevet bevægelsens slagsang.
Det er en sang om sommersol, kvidrende fugle, ren luft - og rent blod.
Musiklæreren synes at den er ekskluderende og vil ikke lade dem fremføre den
til skolens forårskoncert. Klassens nye pige, Frida, vil gerne hjælpe med at
ændre teksten til en kærlighedssang, så de kan optræde med den sammen. Pigernes mor og bevægelsens leder ønsker ikke nogen
ny tekst. Og slet ikke den kærlighedstekst som Frida har skrevet, men hun får
musiklæreren til nølende at gå med til at de tre kan fremføre sangen med den nye
tekst.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Det er meningen at søstrene skal fremføre sangen til bevægelsens næste
møde, men April stikker af for at mødes med Frida, og de to forelsker sig. Maj
sladrer til moren, og helvede bryder løs. April låser sig inde på toilettet og
kravler ud af vinduet og flygter over til Frida. Maj forsøger forgæves at få
hende med hjem. På skrømt lader hun som om hun vil være med til at de alle tre skal
synge kærlighedssangen sammen, men da de cykler hen for at mødes med April,
stikker Maj violinbuen ind i Fridas forhjul, så hun vælter. Maj slår Frida i
hovedet med en sten. Slår og slår, og efterlader hende blødende og døende, mens
hun cykler videre til koncerten. Forgæves forsøger hun at overtale søsteren til
at synge den originale tekst. Men uden Frida nægter April, så Maj synger den alene.
Efter sangens sidste toner løfter hun som hilsen til bevægelsen en knyttet næve
ud mod publikum.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Her er intet overflødigt. Hvert et ord er, hvor det skal være. Hver bevægelse
er koreograferet ned til det mindste. Hver tone og betoning er afstemt efter
hinanden. Det er så skarpt og så enkelt, at det sætter historien fri. Det var lige så
det isnede ned af ryggen på mig. Det er en udadtil meget smuk lille
mini-musical af Line Mørkeby, hvor pigerne smilende afsynger deres nazistiske
slagsang. De smiler og smiler så det gør ondt i maven. Det er discount-drama.
Teksten er vidunderlig stram og tæt. Instruktionen af Rolf Heim er ypperlig, og
de tre piger spiller og synger så det er en fryd. Det er en fornøjelse at
opleve dette fuldstændigt afpillede stykke, der har det hele. Det er så enkelt at
det egentlig slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er som en drøm – en ond
drøm, der holder sig oppe fordi de medvirkende spiller det så stærkt og
overbevisende hjem. Forestillingen er lavet af nødvendighed, og som en kniv
finder den vej lige ind i hjertet, hvor den hugger til. Så enkelt og godt kan
det gøres!
Foto: Per Morten Abrahamsen
Instruktør: Rolf Heim
Dramatiker: Line Mørkeby
Komponist/santekter: Sune Skuldbøl Vraa
Medvirkende:
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen
Scenograf: Ingvild R. Grande
Lysdesigner: Raphael Solholm
Gæstespil
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013
