Anmeldelse: MEET YOURSELF AS A COLONIZER på Blaagaard Teater

Alene overskriften siger det hele. 

"Hvem er kolonisten?"

Forestillingen fungerer "som et spejl, der giver publikum mulighed for at møde den kolonialist, der bor i dem selv. Selvom de fleste danskere er bevidste om, at Danmark koloniserede Kalaallit Nunaat (Grønland), er det de færreste, som forstår omfanget. I et performativt univers mødes dukketeater og dokumentar, når performancegruppen PERSONA NON GRATA og mixed-race-aktivist og kandidatstuderende i pædagogik CARMINA GULDMANN drager til Kalaallit Nunaat i de danske kolonialisters fodspor. Forestillingen udspiller sig på tværs af tid og sted – fra HANS EGEDEs ankomst til Kalaallit Nunaat i 1721 og op til i dag."

Det kan være svært at nå bagom alle programerklæringerne, sådan som det oplistes i teaterets introduktion til forestillingen, men det lykkedes alligevel. Det er en svær balanceakt, for bliver det for provokerende, så kan publikum falde af, og bliver det ikke kraftigt nok, så gør det ingen forskel. Men forestillingen GØR en forskel og gør det tilmed på en fabulerende og meget besnærende måde. Det dokumentariske veksler med stærke billeder, der scenisk slår igennem. Det mikses med film og sentenser på en storskærm på scenen, der kører kontinuerligt, mens en heemands-dukke ironisk kommenterer det hele.

Jeg forventede at blive slået omkuld. Det lægger titlen op til. Det blev jeg også, men på en måde, så det var muligt at være i det. Teksten balancerer hele vejen på en knivsæg. Ironien er snigende og er skrevet, så den får mange fine nuancer frem.

Det dokumentariske repræsenteres af Camilla Guldmann, der som bortadopteret grønlandsk barn vokser op hos danske forældre, der fortier hendes grønlandske ophav.  Hun rejser sig op fra sin plads blandt publikum og fortæller sin historie om at opvokse med en viden om sit grønlandske ophav, som hendes danske forældre har pålagt hende at fortie, for som de siger, så er hun "fuldt ud dansker". Det er et godt billede på det hele.

Det narrativ som forestillingen protesterer imod, er vi alle en del af, for det er den nationale fortælling - og derfor er det vigtigt at tale imod. Det er en vigtig historie at fortælle. Også selv om det kradser, for det gør det, når vi møder modbilleder - og tvinges til at se det fra den anden side. Det er ubehageligt, når vi konfronteres med fortællingen, der ikke ligner den, vi kender. 

Jeg noterede mig, at der vist ingen andre af mine anmelderkollegaer var til stede - og det er ærgerligt, for det er en vigtig historie, der har bud til os alle.

Men hvorfor laver vi kunst? Hvis det ikke er for at ændre det bestående og få os til at tænke os om - og forsøge at få os til at forstå det, vi ikke forstår?  Ellers synes jeg at det bliver meget vagt og ofte også uvæsentligt. Bevares, der er vel også brug for underholdning, men det er måske i højere grad forestillinger som denne, der virkelig har noget på hjertet, og som formår at berette det, der ligger bag om ordene, hvormed det vitterlig får sin berettigelse.

Teatret skriver også:
"MEET YOURSELF AS A COLONIZER kaster lys over, hvordan vi som danskere stadig reproducerer den koloniale arv og opretholder kolonialistiske strukturer gennem vores daglige sproglighed og i vores politiske og økonomiske alliancer. En højaktuel forestilling i en tid, hvor der udspiller sig et storpolitisk drama mellem Kalaallit Nunaat, Danmark og USA."

Det kan være svært at gabe over. Der indfinder en form for metaltræthed i hjernen. Ordene tårner sig op foran oplevelsen, og gør det svært at se noget. Det kan virke som om vi får briller udleveret, som vi skal tage på, for at se det RIGTIGT. Men det rigtige er altid kedeligt, men denne forestilling er alligevel et godt eksempel på, at det også fungerer uden disse lange forklarende ord. Det sætter sig på tværs i hovedet og i halsen, men hvis du fejer dem til side, og bare tager forestillingen ind, så klarer den det helt på egen hånd. Jeg tænker, at det er tekster som ovenstående, der holder mine anmelderkolleger væk. 

Forestillingen formår at fortælle historien på en fascinerende vedkommende måde.

Der er den dokumentariske, personoplevede fortælling, som Camilla Guldmann læser op fra små talekort. Hun gør det godt. Det er tydeligvis meget emotionelt for hende, og det forplanter sig fint til os. Der er ingen tvivl om, hvad der er på spil. Alligevel fortælles det tilbageholdt. Vi fornemmer tydeligt den kontrast, der er mellem det generelle billede og så det selvoplevede. På scenen møder vi 3-4 maskeklædte personer, der i et værksted er ved at gøre klar til deres ekspedition, hvor de skal sejle i speedbåd rundt om Grønland. De pakker, mens de gør motorbåden klar til afgang. Båden er hængt op i metalkæder. Vi befinder os omgivet af motorer og værktøj. På bagvæggen er opklæbe et kort over Grønland, som de skyder til måls efter med Dannebrogsudsmykkede dartpile.

Maskerne, de har på, slutter tæt til deres ansigter. Der er huller til øjnene. Det gør dem på én gang både komiske og uhyggelige.  De gestikulerer selvbevidst til de oplæste speaks, der afspilles samtidig. Skiftevist træder de frem og tager teksten på sig. Det får dem til at fremtræde overfladiske og idiotiske, men stadig på en måde, så vi godt forstår dem, selv om det er komisk på en uhyggelig måde. De er mildest talt selvfede og teksten hamrer sine pointer ind uden at vi rammes af hammeren, men alligevel træffer det os i hjertet.

MEET YOURSELF AS A COLONIZER

Blaagaard Teater

9. - 30. september 2026

En co-produktion med 

performancegruppen PERSONA NON GRATA.

70 min.

Medvirkende

ASTRID LINDHARDT

MAI KATSUME

MATHILDE HYTTEL

CARMINA GULDMANN

MATHIAS SAUER

Skabt af

PERSONA NON GRATA, moltamole og CARMINA GULDMANN

Forestillingsleder MATHIAS SAUER

Dramaturg SIRI PAULSEN

Assistent i præproduktion ASTRID GADE

Fotograf JASKO BOBAR

Videoredigering TRYGGVI SÆBERG

Assisterende lysdesigner LOUI JOHNSEN

Forestillingsassistent EMILIE BESKE

Videograf GROW PRODUCTIONS

Forestillingsfotograf MARIA ALBRECHTSEN MORTENSEN 

Hjemmeside og billetter

*

Se også oversigten 

over de øvrige 264 anmeldelser.

*