Der er et bur midt på scenen, og selv om hovedpersonen, den 15-årige skolepige, er buret inde, stopper det ikke stemmerne i hovedet på hende. Faren vil ikke vide af hende og moren, så moren finder i stedet en ny mand. Pigen har ikke lyst til at bo sammen med den nye stedfar, der styrer og kontrollerer dem begge, og betror sig til fysiklæreren, der bliver hendes eneste fortrolige på den nye skole. Han sørger for, at hun kan flytte hjemmefra, og at hun kommer i praktik på et dyrepensionat, hvor hun for første gang oplever, at hun kan noget – og bliver værdsat for det. På en rejse til Tyrkiet oplever hun den først forelskelse i en tjener, og bliver ført ind i en ny kultur, der tager varmt imod hende. For første gang føler hun sig rigtigt hjemme. Hun konverterer, da hun kommer hjem. Vennerne forsvinder, men som hun siger. ”…på et kvarter fik jeg nye venner” – de nye venner er alle muslimske.
Det
er historien om en pige, der altid har haft svært ved at passe ind, men
pludselig en dag oplever at blive hentet ind i et fællesskab, hvor hun for
første gang føler sig hjemme. Det er en historie om menneskelig kulde og om,
hvad det gør ved én, når alle døre lukkes.
På
internettet ser moren, at ham datteren mødte i Tyrkiet nu er i tæt kontakt med
endnu en ung hvid pige. En ny pige, som også lader sig påvirke, og som er villig
til at lægge øre til en radikal muslim, der taler om hævn over de vantro.
Kundby-sagen*, som den omdiskuterede sag om en radikaliseret dansk skoleelev, er blev kaldt i medierne, førte til 8 års fængsel for pigen for at have planlagt et terrorangreb og udøvet grov vold. Det er en ubehagelig sag, for hvad stiller man op med en ganske ung skoleelev, der vil udføre Jihad for at fremme Kalifatet og bringe død over de vantro ved et bombeangreb på sine klassekammerater? Forestillingen er en kunstnerisk bearbejdelse af, hvad der skete. Det er en fiktiv historie baseret på de reelle fakta. Hvis der er noget teatret er godt til, er det netop denne slags historier, hvor vi som publikum bringes helt tæt på noget, som vi helst vil være foruden.
Hannah
Arendt (tysk-jødisk forfatter og filosof, 1906-1975), taler om, at vi skal
anerkende, at andre kan være radikalt anderledes end os selv, og at vi skal
bruge vores fantasi til at se verden gennem andres øjne. Tolerance handler om
at turde forholde sig åbent til det, som man umiddelbart ikke forstår, og som
muligvis byder en imod. Arendt er god at have ved hånden, når man
skal navigere gennem så mineret terræn som det, der omgiver
Kundby-pigen.
For
en gangs skyld har de sidste 2 år fået os til at flytte fokus væk fra udlændingedebatten.
Udlændingene har længe nok været prygelknabe i den offentlige debat, hvor DF og Nye
Borgerlige har kæmpet om at hænge dem ud på skift. Den nuværende regerings
skamplet er netop udlændingepolitikken, men det har spillet 2. violin, mens pandemien
har raset – og neddroslingen af emnet i de kommende vælgeres bevidsthed ser ud til
at fortsætte frem mod næste regeringsvalg. Alt dette rusker forestillingen op i.
Det
er en ganske enkel tekst om et uhyre kompliceret emne. Det er forestillingens
store fortjeneste, at den holder sit sigte på det almenmenneskelige, og at den
sceniske enkelthed går igen med buret, der kan åbnes på forskellige
måder, og både kan illudere frihed og fængsel, men også pigens egen indre
isolation, hvor hun hjemsøges af stemmerne i hovedet.
Robert Reinhold har skrevet den enkle, men meget virkningsfulde tekst. Robert Parr har dygtigt instrueret de tre på scenen: Charlotte Amalie Kehlet som Kundby-pigen, Penille Albæk Andersen som moren og Bo Carlsson som henholdsvis stedfaren, fysiklæreren og den tyrkiske tjener. Især Charlotte Amalie Kehlets fremstilling af pigens sårede og alligevel viljefaste styrke brænder igennem. Scenografien er af Tanja Bovin. Esa Alanne har koreograferet. Jakob Ebbe har stået for lys og værksted, mens Robert Reinhold og Frans Hansen har stået for lyden. Forestillingen er produceret i 2019 af Teatret Fair Play fra Holbæk, der kun ligger 15 kilometer fra Kundby.
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD
Gæstespil på Teater V af Teatret Fair
Play
60 minutter
2.-5. februar 2022
Medvirkende:
Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson
Manuskript: Robert Reinhold
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Lys og værksted: Jakob Ebbe
Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen
Koreografi: Esa Alanne
Fotos og trailer: David Trood
Plakat: Asako Kido Parr
Produceret af: Teatret FAIR PLAY
Læs mere om forestillingen på Fair Plays hjemmeside
Trailer:
*Kort om Kundby-sagen (fra Wikipedia):
”Kundby-sagen var en dansk straffesag, hvor en
17-årig pige fra Kundby blev idømt 8 års fængsel for at have planlagt
et terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle Stationsby og Carolineskolen i København,[1] samt
at have udøvet grov vold mod en pædagog på en lukket institution, mens hun
var varetægtsfængslet.
Sagen fik stor opmærksomhed i den danske offentlighed,
blandt andet fordi pigen tilsyneladende konverterede til islam og
blev radikaliseret meget hurtigt. Derudover var det også første gang
at en kvinde blev dømt under dansk terrorlovgivning. Sagen blev først behandlet
ved Retten i Holbæk, hvor pigen blev idømt 6 års fængsel, herefter
ved Østre Landsret hvor straffen blev ændret til 8 års fængsel.”
