tirsdag den 15. november 2011

EFTER DEN SIDSTE FORESTILLING



Så er det ved at være slut med opførelserne af ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater.

Efter et stykke tid finder enhver forestilling sit eget leje, og det er også sket for Elisabeth von Rosen i monologen.

Da jeg overværede forestillingen forleden, var der en kvinde, der efter forestillingen forlod teatret grædende.
Man glemmer det selv. Glemmer, hvor stærkt det virker første gang man oplever noget. Og det er en voldsom tekst. Jeg har især glædet mig over, hvor smukt Elisabeth har formået at dykke ned i stoffet og taget det på sig, og det er ekstra smukt at Ulla Koppels instruktion har understøttet det og har givet pladsen og roen som teksten kræver. Det er et menneske af kød og blod vi sidder overfor. Det er ikke bare en rolle. Det er et menneske – og det fornmmer jeg meget tydeligt i den smukke iscenesættelse.
Der er noget insisterende og vedholdende ved hovedpersonens levede liv, der tydeligt trænger igennem både tekst og forestilling. Det er blandt andet det man sidder tilbage med efter forestillingen.
Det er en stille smerte, der er ved at slide én over.
Det er også blevet en provokerende forestilling, for den insisterer og giver sig ikke. Den insisterer på sit eget nærvær. Og det er hårdt at sidde igennem – men også nødvendigt.




Så tak til Verdens Mindste Teater for denne fantastiske opsætning. Både til Annemette Albrectsen, der lægger husrum til. Til Ulla Koppel, der så fornemt har instrueret – og ikke mindst Elisabeth von Rosen, der aften efter aften har kæmpet for at bjerge denne svære livshistorie i land.
Også en stor tak til Aihua Yan, der har haft modet til at fortælle om alt det hun har oplevet under Kulturrevolutionen, så det først har kunnet blive gengivet i portrætsamtalebogen, der siden dannede baggrund for det, der blev til monologen om, hvad der skete bag de blå bjerge.
Forestilingen flyttes afslutningsvist til bådteatret LIVA2, hvor den spilles ved en lukket forestilling, mandag den 28.11., for alle ansatte ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København. Efterfulgt af en faglig diskussion.
Desuden er RCT ved at lave en dokumentarfilm over det forløb som Aihua har været igennem siden hun for 2 år siden begyndte sin behandling hos dem. En forhandling, der siden er gennemført og afsluttet. Hendes psykolog, Linda Nordin har i bogudgivelsen af ”Bag de blå bjerge” skrevet et flot efterord, hvori hun beskriver benhandlingsforløbet. Både hvor svært det var i det hele taget at få begyndt og hvor smukt det er at se, når et helt sammenkrøllet sind alligevel folder sig ud og sætter nye blomster.
Aihua Yan er nu parat til selv at gå igang med at ville skildre hele sin livshistorie i en bog.

lørdag den 5. november 2011

En publikumstilkendegivelse


Det er blevet en meget stærk forestilling.
Hvor stærkt den egentlig virker, opdager vi først, når andre beretter om deres oplevelse. Sådan som Sheila har gjort her. Tak for din tilbagemelding, Sheila!



På billederne fra premieren er Aihua Yan på vej til urpremieren på forestillingen "Bag de blå bjerge" på Verdens Mindste Teater, søndag den 30. oktober 2011. "Bag de blå bjerge" er skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen.

Jeg har svært ved at se glæden i stykket.
Jeg græder og græder og græder indvendigt.
Nogen gange ville jeg ønske at mennesket ikke
var så sejt at det kan gå død rundt og overleve.

Sådan tænker jeg for mig selv.
Det er så svært at mærke hvordan det har været.
Tænk hvis mennesket ikke havde dette overlevelses instinkt
så var behovet der måske heller ikke og grunden til at have det behov.

Når der bliver råbt om hjælp, men ingen hører.
Når man aser og maser.
Slider, slider, slider og kæmper.
Katten der har kæmpet sig hjem
men er kørt over af en bil på bagkroppen.

Jeg overlever altid.
Jeg nåede hjem.

Kærlig hilsen
Sheila



Forestillingen varer 50 minutter - og spiller til og med 20. november.
Der er udsolt til forestillingen tirsdag den 15.11., hvor der bagefter er en samtale med Aihua Yan og de involverede i forestillingen.

torsdag den 3. november 2011

Historien BAG DE BLÅ BJERGE

Når historien er fortalt, hvad sker der så?



"Det var ikke et vulkanudbrud. Det var ikke lava, der vældede op fra de blå bjerge højt over os, men ord. Bare ord. Først var det bare ord. Det lød så godt. Vi blev fyldt med en længsel og glæde. Det var dét, der blev tændt i os. Det lød så godt. Vi troede på det. Alle troede på det. Hvordan kunne vi overhovedet lade være?
I dag forstår jeg det ikke. Jo, jeg forstår det, for jeg oplevede det.
Hvad det virkelig betød, gik alt for sent op for os. Alt for sent.
Jeg var en af dem, der overlevede
."

Uddrag fra forestillingen "Bag de blå bjerge", der havde urpremiere på Verdens Mindste Teater søndag den 30. oktober 2011.



I forbindelse med forestillingen "Bag de blå bjerge" baseret på Aihua Yans liv er det første gang at historien om hvad der skete bag de blå bjerge er nået frem til Aihuas to voksne sønner. Hidtil har de vægret sig ved at høre på hendes beretning. De har ikke kunnet relatere til det. Det var som en slags mørkt eventyr, de slet ikke ønskede at høre. Men nu har det ændret sig. Nu er historien rykket tættere på dem. Den har berørt dem.
Det har også ændret det, der skete bag de blå bjerge. Nu er det ikke længere hemmeligt.




Selvfølgelig var det voldsomt for Aihua at opleve sin historie udspille sig på en scene foran hende. Men hun klarede det. Hendes psykolog fra RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre), København, havde et fast greb i hende under hele forestillingen. Og Aihua græd, som om hun græd det hele ud. Selv om det aldrig kommer helt ud, men nu kan hun fortælle om det. Noget har løstnet sig inde i hende.
Hun har fortalt sin historie - og er nu klar til selv at nedskrive den.
Hele historien.





På fotos, taget i Kongens Have bag Verdens Mindste Teater og ved indgangen til teatret umiddelbart inden premieren, ses Aihua omgivet af Anne Lene, Ray, Michael og Linda.


Forestillingen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig
er instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen
- og spiller til om med den 20. november 2011.

Teatret melder udsolgt til den 15.11., hvor der er forestilling og efterfølgende samtale, men der er endnu billetter til de andre dage.