mandag den 23. april 2018

Om at anmelde

Foto: Louise Windfeldt
 
100! Tallet ét hundrede er et meget rundt tal. Dobbelt-anmeldelsen jeg publicerede i går, af to meget stærke og aktuelle teaterbud på den københavnske teaterscene, var min anmeldelse nr. 100 – og tilmed den mest læste. 4.000 har været inde og læse om Mammutteatret og Sydhavn Teater.
På trods af at google fortæller mig, at min blog slet ikke er mobil-venlig. Hvad ved jeg om det? Jeg har ikke mobil, men et eller andet må jeg vel foretage mig, eller også skal jeg bare spille ”cool” og tænke, at det alligevel ikke har forhindret rekord mange i at besøge siden de to sidste dage.
Men hvorfor egentlig anmelde?
Jeg er forfatter og dramatiker, så hvorfor skriver jeg ikke bare selv nogle bøger og noget dramatik?
Men det gør jeg også, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive om det, når jeg ser noget godt.
De første gange sendte jeg det nærmest for sjovt til det pågældende teater, hvor den presseansvarlige straks greb fat i mig og spurgte, om jeg ikke også ville skrive om nogle danseteaterforestillinger, som hun kørte presse på ude i byen – bl.a. i Dansehallerne. Jeg svarede som det er, at jeg intet aner om dans og derfor ikke kunne skrive om det. Hun skrev, at hun fornemmede at det ville ligge godt for mig (eller noget i den retning), og jeg tog en dyb indånding og svarede, at det kunne vi jo lade komme an på en prøve, hvis hun sendte mig et par billetter. Men betingede mig (og det gør jeg altid!) at jeg kun ville skrive, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. At jeg ikke ville bruge tid på at skrive om noget, der ikke sagde mig noget. Den var hun med på.  Det blev starten på et smukt venskab... (Som Bogey siger i ”Casablanca”) ...og nu er det 100 anmeldelser siden.
Det at skrive om teateroplevelser holder mit sprog ved lige. Jeg betragter det som øvelser, som en ny måde at trænge ned i sproget på.  Jeg forsøger ikke at sætte mig til doms over andres arbejde (i hvert fald ikke primært), men forsøger snarere at forstå, hvad det er som teaterfolkene forsøger at fortælle, og ud fra det giver jeg så mit bud på, om det de har sat sig for også trænger igennem til mig som tilskuer.
Jeg er inspireret af Ebbe Iversen på Berlingske Tidende, der havde en særlig evne til at sætte sig ind i og forstå det, som han blev præsenteret for. Hans måde at gå til opgaven på var meget imødekommende.
Anne Middelboe Christensen  er en af vore bedste kritikere.
Men ellers har jeg lært meget af at læse New York Times anmelder af klassisk musik: Anthony Tommasini. Jeg er så heldig, at en i familien videresender mange af hans anmeldelser (i øvrigt koster et digitalt abonnement kun 30 kr. månedligt!). Det er alt for ofte anmeldelser af Wagner-opsætninger, og det interesserer mig overhovedet ikke. Men jeg læser dem alligevel ofte. For det kan han få mig til. Tommasinis viden, interesse og glødende entusiasme er så smittende. Så ud med alle de mavesure og ind med de andre, der giver det uforståelige en chance - og måske os andre en nøgle til bedre at forstå det.
 
*

Jeg har samlet alle mine anmeldelser på hjemmesiden, så den kan du dykke ned i, hvis du skulle være interesseret.
Her er et link til en af Antony Tommasinis anmeldelser i New York Times (som kan læses uden abonnement)
- og her en artikel af Anne Middelboe Christensen (en artikel, der kom til at betyde meget for mig).

*
 
 

søndag den 22. april 2018

Dobbeltanmeldelse: HÅBET ER LYSEGRØNT på Edison - og FJER//MAJINSKI i Østre Kapel


Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der løber hunde og ulve igennem de to forestillinger af henholdsvis Mammutteatret og Sydhavn Teater. Mennesker bliver til hunde og ulve, og fortærer sig selv og hinanden. De firebenede kræ er tegn på at dyret har taget bolig i os. Vi er ikke længere hævet over dyrene. Faktisk er dyrene lettere at tage bestik af end os, for de er i det mindste rene i deres motiver, der er ingen tøven i deres handlinger, de er driftstyrede – og dødelige.
Fotograf: Lars Grunwald

I Mammutteatret seneste forestilling HÅBET ER LYSEGRØNT er det ikke længere til at skelne dyr fra mennesker. I Henrik Grimbäck & Claus Flygares iscenesættelse af Casper Kollings & Claus Flygares stærke og groteske tekst er der en glidende overgang fra menneske til ulv. Det er mennesket der er de uudgrundelige. Hvad er deres motiver og hvorfor gør de som de gør? Det må jo ende galt med de valg vi tager. Det synes at være tekstens bagvedliggende misantropi. En tekst om livet som det udfolder sig lige nu. Det er – som det også står i programmet – halsløs gerning at forsøge at fastholde dette nu, for lige så snart vi gør det, flytter det sig længere væk. Ikke desto mindre er det kunstens store fortjeneste at den netop evner det umulige. Det er Mammuttens særkende at den har gjort det umulige i 35 år – og stadig formår at gøre det. Mammutteatret er dansk teaters Cadillac - stadigvæk. Teatrets kunstneriske ledelse består af Claus Flygare, Tina Gylling-Mortensen og Nicolas Bro. Hos dem er det er drøm at blive spist af en ulv.

Fotograf: Henrik Grimbäck

I MACINSKI//FJER i Østre Kapel er det hundene, der minder os om at vi stadig er mennesker. Gustav Scavenius, Kasper Ørum og Rakel Valdimarsdottirde slipper et sådant raseri løs, så jeg som tilskuer rykker tilbage i stolen. Det er rasende godt og bliver akkompagneret af Malik Grosos på theremin – et luftbølgeinstrument, hvor enhver fysisk rystelse markerer et skift i musikken. De samme rystelser forplanter sig til spillerne i det nøgne scenerum i Østre Kapel i Sydhavnen. Teksten er på én gangbåde poetisk og barsk. Den er baseret på Ursula Scavenius´ prisvindende debutroman ”Fjer – tre fortællinger”. Teaterleder og instruktør Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet teksten til teater – og hvilken bearbejdelse! Store dele af forestillingen foregår i en næsten rasende spillestil. Det er en både frydefuld og frygtelig oplevelse. Instruktøren, der også er teaterleder, er selv en frygtløs skuespiller, der har en ekspressiv og performativ spillestil præget af sine år i tysk teater og det er samme sceniske og performative direkte tilstedeværelse og spillespil som hun afkræver sine spillere. Det er teater, der bliver til meget mere end teater. Det bliver til stormende civilisationsbilleder. Spillet tager afsæt i "Majinski", der er den første af de tre fortællinger i den postapokalyptiske roman ”Fjer”. Det er samtidig navnet på en genial opfinder, der har bosat sig i et trøstesløst byggeri. Hans datter strejfer rundt. Han beskriver det som om hun bevæger sig rundt i hans underbevidsthed. Da datteren Lucia møder Alexander, en ung digter og skuespiller, er det faderens største ønske at de gifter sig. Aleksander overværer at konen bliver påkørt og køber en kørestol til hende. Faren bliver langsomt ædt op indefra af et lurende krigstraume. Det er stort teater, der hæver sig over tid og sted – og giver publikum en gysende flot og frydefuld teateroplevelse, mens hundene langsomt kredser os ind.

Fotograf: Sofie Diemer

Der er eminent ensemblespil i begge forestillinger. Det er betagende at opleve to så vidt forskellige bud på signalementer af vores tid. Der er ingen glad optimisme, det er snarere dystopier. Forestillingerne efterlader os fyldt med advarsler om hvor galt det går, hvis vi ikke passer på. På Edison fører Tina Gylling-Mortensen, Andrea Vagn Jensen, Josephine Park og  Anne Sofie Wanstrup an. Det er stærk spil over hele linjen. Andrea Vagn Jensen er bankkunden, der vil optage et banklån i Danske Bank, skønt bankrådgiveren spillet af Tina Gylling-Mortensen, forsøger at få hende fra det. For lånet skal bruges til at købe en ulv. Det går da også som bankrådgiveren har forudsagt, for ulven spise hende. Det er en rigt fabulerende tekst, der tager afsæt og springer lige i struben på én. Den cirkusagtige musik i mellem scenerne forsøger at kaste et formildende skær over gruen. Historien udspalter sig i to dele, dels historien om bankrådgiveren Preben Harris (navnet vækker latter fra publikum, for Tina Gylling-Mortensen er transformeret til ukendelighed i sit bank-look og ligner til forveksling Preben Harris!), og dels historien om, hvad der sker med den ulv som bankkunden ønsker et lån til at købe. Siden fletter de to historier sig sammen og indgår i en meget større fortælling, for det viser sig at bankrådgiveren har en digter i maven, der debuterer med sit eget miserable liv omsat til digte, der er så overdrevne i deres digteriske sandhed at andre mennesker omkring hende bukker under for det hun skriver, for hendes debut er mest af alt en personlig vendetta. Oplagstallet er det samme som Yahya Hassan opnåede med sin digtsamling. Oplæsningerne fra digtsamlingen er ubetalelige. Måden de bliver læst op på er et helt studie i komik. Det er forestillingens fortjeneste at den spilles komisk, mens alvoret slår os i nakken, når vi ler. Hvis vi ellers tør... for der er intet komisk over den civilisationskritik som forestillingen rejser. Visuelt er det en fornøjelse. Ida Grarup Nielsens kontorscenografi kan det hele i et svært teaterrum.
Fotograf: Henrik Grimbäck

På begge scener er der en renfærdighed og et så direkte spil, at det er umuligt ikke at blive revet med. Begge tekster er vilde. Hunde- og ulve-vilde. Så tag din indre hund og ulv med i teatret, der er alt at hente i Østre Kapel og på Edison.
*

HÅBET ER LYSEGRØNT
af Mammutteatret på Edison
Spilleperiode: 16.4.-5.5.2018
Medvirkende:
Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup
samt statisterne Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin
Manuskript: Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare
Instruktion: Henrik Grimbäck / Claus Flygare
Scenografi: Ida Grarup Nielsen
Forestillingen varer 70 min, og spiller uden pause.

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
Catering (2015)
 Sidst på dagen er vi alle mennesker (2016)
 De danser alene (2017) 
*
FJER//MAJINSKI
af Sydhavn Teater i Østre Kapel
Spilleperiode: 21.4.-11.5.2018
Hjemmeside & billetter


Forfatter: Ursula Scavenius
Medvirkende:
Gustav Scavenius, Kasper Ørum, Rakel Valdimarsdottir
Instruktør: Mille Maria Dalsgaard
Lyd & lys: Brian Larsen
Afvikler & pub guide: Malik Grosos
Instruktørassistent: Julie Hultberg
Forhus: Julie Hultberg, Sofie Diemer

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
D´ARC (2016)
Marienborg - nej tak! (2017) 

*

lørdag den 14. april 2018

Anmeldelse: HVID USKYLD på Teater Får302


Fotograf: Søren Meisner

”Nå, det gik da meget godt!”
Bemærkningen falder off-stage efter det afsluttende black-out. Det er typisk noget man siger for at overbevise sig selv om, at det forhåbentlig er gået bedre, end man har turdet håbe på. Det siges også én gang tidligere i forestillingen, hvor det falder efter et statement, der heller ikke rigtig holder vand.
”Man har løjet for os!” er et andet statement fra forestillingen.
HVID USKYLD er rent visuelt en nydelse. Der er strøet hvid sukker ud på scenen, så det også agerer strandsand. Flere gange undervejs drysser der sukker ned over de medvirkende. Det er som om der kommer sukker ud af alle kropsåbninger.



Fotograf: Thomas Cato
Den sjoveste scene er også den mest nøgne. De to veninder er taget til Dansk Vestindien eller De Amerikanske Jomfruøer, som det hedder nu, hvor vi ikke længere ejer dem, men har videresolgt dem til USA. De sidder på stranden, og der er ingen som Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der bare kan sidde og sidde. Det har de gjort i utallige forestillinger – og det bliver det kun bedre af. Deres timing er utrolig. De kan trække den, så det næsten ikke kan mere, og så hugger de til. De er som typer trådt lige ud af Nikoline Werdelins tegneserie ”Homo Metropolis”. Når de er på scenen sammen med Mikkel Trier Rygård virket det, som om de lige er trådt ud af Michael Kviums malerier. På én gang helt afklædte, urkomiske og tragiske. Der er ingen tvivl om, at enhver fornyelse i hvert fald ikke kommer fra dem. Ikke som de scenepersoner de spiller.
Der er sukker allevegne. De bogstavelig talt vader i sukker.
 
Fotograf: Thomas Cato

Mikkel Trier Rygård er Ernst Schimmelmann, der var den første der på kongens befaling sejlede til det, der blev til Dansk Vestindien. Men der kommer ingen undskyldning fra ham. Heller ikke da vores nuværende statsminister senere besøger øerne i forbindelse med "fejringen" af 100 års dagen for det danske salg af øerne til USA. I stedet for bliver det til noget sludder om at han gerne – som privatperson – ville undskylde, mens han som statsminister må nøjes med at ”beklage”.

Fotograf: Thomas Cato
Det er utroligt som teatrets intime scenerum forestilling efter forestilling udnyttes på de mest opfindsomme måder. Nærmest som om begrænsningerne udvider grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Men sjældent så raffineret som denne gang – med scenografi af Siggi Óli Pálmason og kostumer af Amalie Aunsbjerg Jørgensen. Samtidig er der en betagende enkelhed over det sceniske udtryk, der går igen i teksten, der er skabt i fællesskab af holdet med Rose Sand som medforfatter og med Tine Byrdal som dramaturg. Det hele er holdt stramt i tømme af Lene Skytt som instruktør, der har evnet at tilføre det hele en ro, der får nuancerne til at træde klarere frem.
 
Fotograf: Thomas Cato
 
To forestillinger trænger sig på. Lucas Svenssons ”Et hus på sand og håb” skrev i sidste sæson teatrets 30 års jubilæumsforestilling om huset, der huser Teater Får302. Det var ligesom ”Hvid Uskyld” et tværrids ned igennem historien, der går 100 år tilbage. Nu fortsætter de historieundervisningen med ”Hvid Uskyld”. Den anden forestilling er Kunstkollektivet Familiens doku-drama ”En landsby på højkant”, hvor kollektivet rykkede ind i et nedrivningsmodent højhus på Amager, og lykkedes med at få beboerne til selv at fortælle deres individuelle historier. Det var et gribende og meget personligt møde. ”Hvid Uskyld” er et lykkeligt og inspireret samarbejde mellem Familien og Får203. Jeg havde inden forestillingen svært ved at forestille mig, hvordan et sådant samarbejde ville kunne spænde af og hvilken form det ville tage, så forskellige som de to parter er. Men forskelligheden har tydeligvis animeret og beriget samarbejdet. For det er blevet historieundervisning på et højt og velkvalificeret niveau. For de har ganske ret, når de antager at danskerne er gået smånynnende igennem dette historiske efterspil. Peter von Scholten husker vi (ikke mindst pga. nyligt afdøde filminstruktør Palle Kjærulff–Schmidts film af samme navn, fra 1987), men Ernst Schimmelmann?
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.
 
Fotograf: Emma Sejersen

 

På vejen til og fra teatret passerer jeg den syv meter høje statue ”I am Queen Mary” af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle opstillet påskelørdag uden for Vestindisk Pakhus. Kvinden sidder og spejder over mod rensningsanlægget Lynetten og tænker måske, at der er meget i debatten, der trænger til at blive renset op. Teater Får302 og Kollektivet Familien har i hvert fald gjort deres med den vellykkede forestilling ”Hvid Uskyld”.



Fotograf: Søren Meisner

HVID USKYLD
En humoristisk selvransagende forestilling om danskernes historiske selvforståelse
af Teater Får302 og Kunstkollektivet Familien

Spilleperiode:
12.4.-12.5, på Får302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.
75 min.

På scenen:
Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard

Instruktør: Lene Skytt
Tekst: Holdet
Dramaturg: Tine Byrdal
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Koreografi: Maria Saaby Noer
Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rose Sand
Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Lysdesigner: Maria Pi
Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll
Instruktørassistent: Isa Justesen



Fotograf: Thomas Cato


Iben Hendel Philipsen (skuespiller, instruktør og cand. mag. i engelsk litteratur med speciale i postkolonial repræsentation) skriver afslutningsvis i forestillingens rammende præcise programtekst:
”Men det burde ikke handle om skyld og uskyld. Post-kolonialisme, afkolonisering og hvad man ellers kan finde af utilstrækkelige akademiske udtryk, handler ikke om – som nogen fejlagtigt tror – at skælde ud og grave grøfter. Faktisk er dette et solidaritetsprojekt. Det handler om at ville forstå fortiden og ikke mindst dens konsekvenser, således at vi ikke blindt gentager fortidens mangler, men i stedet bliver i stand til at agere mere hensigtsmæssigt i nutiden. For verden er lille og bliver ”mindre og mindre” og dermed mere og mere kompleks.
Det kræver, at der både er plads til de undertryktes vrede – for den skal ud – og til samtale og dialog, så vi sammen kan finde en vej videre. Jø før vi accepterer, at Det Globale Nords privilegerede dage er forbi, jo før kan vi begynde at samarbejde om de løsninger, der skal til, for at vi alle sammen kan være her. Verden har aldrig været rigere – og der er nok til os alle sammen.
I sidste ende er det nutiden, der afgør fortidens relevans. Nutiden bygger på fortidens systematiske magtstrukturer, og om vi vil det eller ej, er vi alle sammen produkter og medopretholdere af disse strukturer. Så uanset om man helst ser en bibeholdelse af status quo, eller om man søger de store forandringer er udgangspunktet det samme. Forskellen ligger i, om vi har lyst til at lukke eller åbne øjnene for den besværlige viden, vi finder i vores fortid, vores fælles globale historie.
I 2018 er der ikke megen koloni-snak tilbage i det offentlige rum, og holdningen synes at være: Så, nu har vi gjort det dér kolonihalløj! Men vi er kun lige begyndt.”
 
Fotograf: Thomas Cato


*
 
Artist talk: INGEN UNDSKYLDNING
– den 17.4. efter forestillingen
*

tirsdag den 10. april 2018

Anmeldelse: MÆRKET AF LIVET på Nørrebro Teater

Foto: Jon Bjarni Fotografi

Forestillingen præsenteres af Thomas R., der er tatovør. Han står ved siden af sin opslåede tatovørbriks midt på scenen. På hver side står der tre stole, der i løbet af forestillingen bliver besat af de fem mænd og den ene kvinde, der dukker op med hver deres fortælling om at være MÆRKET AF LIVET. De præsenteres som nogle af de mange han har tatoveret. Det gælder for dem alle at de er mærket eller tatoveret af livet og de kampe som de har måttet udkæmpe for at nå frem til at de nu kan fortælle deres fortællinger.
 
Sophus. Foto: Jon Bjarni Fotografi
 
Sophus er den første og yngste, og også den mindste som han står der midt på forscenen og fortæller om en ensomhed, der er så afgrundsdyb at man fryser ved tanken. Det er også beretningen om et liv, der er frosset helt tilbage til start. Det er først, da han begynder at tegne at noget nyt spirer frem. Det bliver hans billet ud af den ensomhed, der ellers har lagt sig blytungt omkring ham.
Efter ham møder vi Mohamed, Ali, Nicklas, Thomas W. og Augusta. Mærkater er der mange af med overskrifter som nazisten, perkeren, den autonome, cutteren m. fl. Det er forestillingens store fortjeneste at de alle i løbet af deres beretninger kravler ud af de snævre kategorier og bevæger sig fra det stereotype til det flerdimensionelle. Det er fascinerende transformationer, der sker via deres fortællinger.
 
Ali. Foto: Jon Bjarni Fotografi
 
De har vreden tilfælles, og det er en pointe, at de selv er ofre, der slår fra sig og flere derved selv forvandler sig til bødler. Via vreden får de nye venner. Vreden bliver deres adgangsbillet til de nye fællesskaber, der bygger videre på den og benytter sig af den, og dygtigt vender den hævntørstigt mod nye fælles fjender. For den autonome er det nazisten. For nazisten er det den autonome eller perkeren. De har alle volden som et centralt omdrejningspunkt. Som en ild der brænder i dem, men som også vil fortære dem, hvis de ikke i tide kommer væk. Det er det som forestillingen og beretningerne handler om: at komme væk.
Augusta, den eneste kvinde blandt de syv på scenen, har ingen fysiske ar. Bare hun havde, siger hun. For så ville hun have kunnet vise dem frem. I stedet er hun offer for psykiske vold hun blev udsat for i hjemmet.

Augusta. Foto: Jon Bjarni Fotografi

C:NTACT står bag de menneskelige beretninger i ”Mærket for livet” på Nørrebro Teater. C:NTACT er tilknyttet Betty Nansen Teateret og deres anneksscene EDISON, hvor forestillingen bagefter spilles, før den sendes på turné rundt i landet.
Det særegne ved C:NTACT er den imponerende strøm af forestillinger, der er baseret på levet liv, hvor det der berettes fra scenen er oplevet af de selvsamme, der fortæller det. Det giver en stærk autencitet og et gnistrende nærvær. Beretningerne er via workshops dygtigt og rutineret bearbejdet i fællesskab med de medvirkende og instruktøren Babak Vikili, så de får en scenisk form og et udtryk, der gør dem til små monologer, der sættes op mod hinanden. Det giver en umådelig stærk identifikation, for de forskellige målgrupper som forestillingerne er tilrettelagt for. Som oftest er det skoleforestillinger for de ældste klasser.
 
Thomas R. Foto: Jon Bjarni Fotografi
 
Det er beretninger om, hvordan det er at være menneske på godt og ondt. Beretninger som der er stadigt mere brug for i et samfund der rummer vide muligheder for dem, der kan begå sig, mens de øvrige falder igennem, og alt for ofte ender som stereotype beretninger ude fra pressens alt for éndimensionelle overdrev udbasuneret af de politikere, der ideologisk ernærer sig ved at understøtte og udbygge endnu flere fjendebilleder. Fuldstændig som de syv på scenen fortæller at de har gjort. C:NTACT er det perfekte sted at forsøge at nedbryde den tunge arv.


 Thomas W. Foto: Jon Bjarni Fotografi

*

 
MÆRKET AF LIVET
90 min (60 min. + efterfølgende discussion 30 min.)

Medvirkende: Thomas R., Mohamed, Ali, Nicklas, Agusta, Sophus og Thomas W.
Instruktør: Babak Vikili
Manuskript: de medvirkende i samarbejde med Babak Vikili
Ide & koncept: Henrik Hartmann
Instruktørassistent: Freya Asbjerg
Musik: Troels Kampmann og Nicklas Bertelsen


Nicklas. Foto: Jon Bjarni Fotografi

Spilletid og sted:
Nørrebro Teater:
onsdag den 11. april kl. 10-11.30
& torsdag den 12. april kl. 10-11.30.

EDISON:
søndag den 15. april kl. 14-15.30
& søndag den 22. april kl. 14-15.30.

Efterfulgte af turné rundt i landet.
 
Billetter bestilles gratis her:
 https://billetto.dk/newfrontpage…

Undervisningsmateriale:

Læs mere på hjemmesiden:
http://www.contact.dk/forestilling/maerket-for-livet/

Foto: Jon Bjarni Fotografi

----------

Anmeldelser af tidligere C:NTACT-forestillinger:
Hooyo! (1.6.2016)
Ikk´ for børn (18.1.2015)
Ondt blod (9.11.2012)
----------------

torsdag den 5. april 2018

Mød Københavns nye Friby-kunstner: tegneren Khalid Albaih


Khalid Albaih, sudansk tegner, på Friby-ophold i København
”Khalid Albaih er et af de virkelig intelligente indslag i arabisk politisk kritik. Hans bidende karikaturer blev ikoniske under det arabiske forår, hvor aktivister tog dem til sig som en del af protesten. Nu er han i København.”

Efter den officielle velkomst var Khalid Albaih først i samtale med Rasmus Boserup (der har skrevet citatet ovenfor) og bagefter med Charlotte Bagger Brandt, hvorefter Khalid selv præsenterede og kommenterede en række af sine tegninger, hvorefter der var mulighed for at stille spørgsmål. Det hele sluttede med, at Hovedbiblioteket bød på noget at drikke og spise.

Rasmus Boserup (seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS) med en Ph.d. i arabisk og en fransk doktorgrad i historie og kulturstudier) indledte med at fortælle om, hvordan han selv første gang stødte på Khalids tegninger på nettet lige efter at han var kommet på Facebook. Det var under det arabiske forår i 2011, og han boede i Cairo med sin familie. Khalids tegninger var ikonografiske for revolutionen, og billederne gik verden rundt. Ganske særligt billedet med hånden bemalet med de arabiske landes flag og med teksten: ”The rest will follow”, der indikerede at dette blot var starten på noget endnu større.
 
 

Rasmus Boserup: ”Hvad var det specielle ved det tidspunkt i 2011, ud over at du selvfølgelig blev verdensberømt for dine tegninger, for det var bl.a. via dem at jeg blev klar over, at noget meget større var på vej, men hvornår opdagede du det, og hvordan oplevede du det selv?”

Khalid Albaih: ”Alting startede mange år før det, der siden blev kendt som det arabiske forår, for vi blev hele tiden holdt uden for politisk indflydelse. Der var ingen steder, hvor vi kunne udtrykke os selv og debattere, hvad der skete. Vi fik altid at vide, at vi ikke vidste nok og heller ikke forstod nogen ting. men internettet gav os en ny platform, hvor vi kunne kommunikere og lære hinanden at kende. Det var på et tidspunkt, hvor jeg forgæves havde forsøgt at få mine tegninger publicerede. Hver gang jeg kontaktede en avis, så blev jeg afvist, fordi mine tegninger var anderledes. De havde ingen tekst, intet sprog, netop fordi jeg ønskede at de skulle være internationale. jeg ønskede at de skulle være forståelige for den anden del af verden, for resten af verden. Det var problemet, for vi var lukket inde og ingen andre vidste, hvad der skete i vores del af verden – og det vidste vi heller ikke selv. Så sprogbarrieren var en stor del af det. Det endte med, at en redaktør bogstavelig talt sparkede mig ud med bemærkningen: ”De er ikke sjove!” og jeg svarede, at det var fordi situationen ikke var sjov. For mig var det et livsomvendende øjeblik, for jeg behøvede faktisk ikke hans 200 læsere, for jeg gik ”on line”. Det var sikkert allerede inden Facebook, og da det så kom lagde jeg tegninger ud der. Først var det bare mine venner, der likede dem og delte dem. Det var i en periode, hvor jeg mødte en masse mennesker, der over hele verden prøvede at gøre det samme, for at omgå og overvinde det, der forhindrede os i at komme til orde. Det var en masse forskellige kunstnere, og vi dannede en slags gruppe, selv om mange af os i dag endnu aldrig har mødtes, og nogle af dem er mine nærmeste venner, og vi kommunikerer dagligt. Så da Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien, var det sådan vi alle følte. Der var en sådan desperation, og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Det var en meget vanskelig tid, men vi vidste alle, at hvis det først startede, ville det aldrig ende. Jeg tog et foto af min hånd, hvor den ene finger havde det tunesiske flag, mens de øvrige var det egyptiske, sudanske, algeriske og liberiske flag, for det skete i alle de lande. Nu er det blevet undertrykt i alle landene, så det var kun i Tunesien at det skete, men alle vidste at det ville ske. Da jeg postede det on line tog det fart. Det var utroligt at se, hvor mange, der brugte min tegning. Selv om jeg knapt nok kendte nogen tunesere, så følte vi os så forbundne. Alle følte sig forbundne. Alle var på twitter og facebook. Det var et tidspunkt, hvor vi alle arbejdede sammen.”
 
 

Rasmus Boserup: ”Da jeg sagde, at jeg ikke så det komme, mente jeg, at jeg selvfølgelig så protesten der var på vej, men var ikke klar over, at det ville blive SÅ stort. På det tidspunkt havde jeg boet i Cairo i 3 år, og det var tydeligt at det kogte. Ingen ønskede systemet mere, og det var sikkert det samme i alle landene. Så det du gjorde med det billede var, at du gav ild til den protest, der var. Faktisk var jeg dengang skeptisk, for lige bag protesten var der et dybt skræmmende system. Jeg kendte det fra Algeriet og Egypten, og havde set dele af det i Syrien. Ja, alle steder jeg havde været i den arabiske verden de sidste 15 år. Det skræmte mig virkelig, og jeg tænkte at de aldrig ville lade det ske, men det skete... Men hvordan opfatter du situationen i dag, for selv om det er slået ned, koger det stadig under overfladen. Hvordan forholder du dig til det i dag?”

Khalid Albaih: ”Dengang vidste ingen af os, hvad der skete, men vi vidste, at det her var noget som vi måtte gøre. Ordet ”aktivister” kunne vi ikke forholde os til. Det var bare noget vi gjorde, men vi vidste også, at de aldrig nogensinde ville ophøre med at forsøge at stoppe det, fordi magten er baseret på det. Det er ikke kun det enkelte land som det involverer, men hele verden. Det var ikke bare de enkelte regeringer, men hele verden, der var bekymret for, hvad der skulle ske. Det var tydeligt at omverdenen var bekymret. Vi var nogle folk, der blev inviteret til Italien, hvor en professor spurgte os: ”Hvad tror I at der vil ske?” Det anede vi ikke. Vi var bare glade for at vi ikke var blevet fængslet. Professoren sagde: ”Det er godt for jer, men det er ikke godt for os! For før var der kontrol med, hvad der skete, men ikke længere! Vi ved godt, at det var skidt for jer, men det var godt for os.” Så vi ved godt at der er internationale interesser i, at dette område skal forblive aflukket og kontrolleret."
 
 

Rasmus Boserup: ”I dag er der massiv kritik af omverdenens manglende støtte, for dengang var der stor støtte, men i dag er den forsvundet. Det i hvert fald den kritik som jeg hører nu.”

Khalid Albaih: ”I dag kan vi ingenting gøre. Modrevolutionen er meget, meget stærk. Landenes ledere siger det ligeud: ”Vil I have os – eller Syrien?” Det er trist. I dag kan jeg ikke engang tage hjem til Sudan.”
 
 
 
Charlotte Bagger Brandt er kurator og kunstrådgiver, uddannet i idé- og kunsthistorie, og har startet ”Råderum” - et mobilt kontor for samtidskunst, der har til formål at udvide, udfordre og sprænge de konventionelle rammer for kunst.

Charlotte Bagger Brandt: ”På spørgsmålet om, hvor du kommer fra, har du udtalt: ´Jeg kommer fra internettet.´ Hvad mener du med det?”

Khalid Albaih: ”Tidligere var internettet det sted, hvor du følte dig mest hjemme, følte dig velkommen og tryg. Der var, sådan det var og sådan vi følte det. Det var et sted, hvor man kunne kommunikere frit. Det var en fantastisk følelse for mange af os, for det var første gang at vi fik mulighed for at blive hørt. Jeg er født i Rumænien, voksede op i Sudan, studerede i Emiraterne og har undervist her og der og alle vegne. Så jeg ER fra internettet, og alle steder forstår folk hvad jeg mener, når jeg siger det. Det er en så globaliseret verden, og alle trends går i de samme retninger. Det er de samme i Sudan som i Maine i USA. Der er en masse, der er forbundent. Det er det smukke, det er det grænseløse. Der er ikke fysiske grænser, selv om vi altid havde problemer med selv at rejse, for det kunne vi ikke. Vi kunne ikke se verden, og verden kunne heller ikke se os. For os var internettet et sted, hvor du ikke behøvede noget visum. Et sted hvor vi kunne kommunikere med mennesker fra steder, som vi end aldrig havde hørt om. Internettet var frit, men desværre er det de samme folk som vi dengang bekæmpede, der i dag ejer internettet.”
 
 

Charlotte Bagger Brandt: ”Men jeg ved, at det igen har ført til, at du nu arbejder på andre niveauer og andre platforme i et forsøg på at tilbageerobre noget af den tabte frihed, der tidligere var på internettet. Vil du fortælle om det?”




Det ville Khalid gerne, for han arbejder på flere interessante projekter og en bogudgivelse. Der er heldigvis mulighed for at møde ham ved mange andre lejligheder, mens han er i København på Friby-ophold. Næste gang er på den kommende festival

hvor han fortæller om sine satiretegninger.
Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro,
torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
 
----
 

Der var især ét spørgsmål fra salen, der fortjener særlig opmærksomhed, og som til fulde beviste, at det ikke er hvem som helst vi har fået på besøg de næste 2 år.
Først spørgsmålet (her betydeligt forkortet): ”Profettegningerne... selv i Danmark kan man være forfulgt og have brug for politibeskyttelse. Hvad tænker du om det?”



Khalid Albaih: ”Jeg arbejder på en helt anden måde og i en helt anden del af verden. Jeg og min generation af satiretegnere forsøger så meget som vi nu kan, at nå folk, også selv om de ikke er fra vores land eller vores religion. Det er en tid, hvor vi føler at det er nødvendigt at protestere, så for mig er det at pege fingre og lave vittigheder ikke noget vi gør. Jeg er ikke enig i, hvad de gør, men de har friheden til at gøre det. Ingen skal dræbes for det. Men det skal de forvente! Virkelig! Jeg kender mange mennesker, der er blevet fængslet, torteret og dræbt for meget mindre end det. Op gennem historien er der en masse manuskripter fra mange forskellige lande – også fra Afrika, hvor profeten er tegnet og gengivet. Så det handler egentlig ikke om at tegne profeten. Det er slet ikke emnet, og det har det aldrig været. Det vigtige er HVEM, der tegner og HVORFOR, de gør det? Det har altid været mit spørgsmål. Du kan gøre det. Det kan du da. Det er fint, men HVORFOR gør du det? Hvad er det som du forsøger at sige? Er du modig? Hvordan modig? Hvad kæmper du for? Du kæmper mod folk, der i forvejen slår andre ihjel. Jeg ved ikke, hvad du forsøger at opnå med det? Så min mission, hvis jeg skulle forsøge at tegne noget om det, ville være at forsøge at starte en dialog med disse mennesker om det, og vise dem at der er en masse andre måder... Hele glorificeringen af den, der tegnede profeten, og det at gøre vedkommende til en helt, ligegyldigt hvad tegningen ellers udtrykte, forstår jeg ikke. Udfordringen er at gøre det, og slet ikke HVORFOR han gjorde det? For hvad betyder det – og hvordan vil det hjælpe andre? Alle tilstedeværende her kan tegne profeten og poste det on line, og i morgen vil de have et interview med The Times. Men hvad betyder det? Hvad er det som du forsøger at gøre? I Frankrig har der været optøjer om det længe inden dette her skete. Der er intet nyt i det. Det er en anspændt situation og et anspændt tidspunkt. For alle kunstnere og journalister er det egoistisk at tænke, at det her er det, jeg vil gøre, uanset omkostningerne.  For man sætter ikke bare sig selv på spil, men også alle andre. De dræbte satiretegnere er blevet kendt fordi de er hvide, de er franske – og fordi de tegnede profeten. Mens der samtidig blev slået en masse ihjel, fordi de kæmpede for friheden i deres lande, men det er der ingen, der hører om eller kerer sig om.”

Samtalerne er oversat fra engelsk af undertegnede.
 
 
 
---------------------------
 

Pernille Bærendtsen, der var moderator på det vellykkede velkomstarrangement, har skrevet denne fine artikel på bibliotekets hjemmeside, hvor Khalid Albaih bl.a. siger:

’Jeg er ikke vant til biblioteker. I den arabiske verden og i det meste af det globale Syd ser vi på det at gå i skole, som noget der ikke handler om at tænke selv, men om at lære udenad og at repetere. Jeg blev glad for få at vide, at jeg skulle have base på Københavns Hovedbibliotek, men det var først da jeg begyndte at komme her regelmæssigt, at jeg så hvordan systemet er vævet sammen med resten af samfundet. Biblioteket er et meget åbent rum, hvor der tilbydes fri viden, som kan hjælpe dig med at undersøge ting. Det er rart at sidde her og bare iagttage mennesker’, forklarer Khalid.

Khalid holder tit til i Hovedbibliotekets café ved hovedindgangen, hvor man kan finde ham med en stak kunstbøger og sin computer i gang med at tegne:

’Som tegner er det det, du gør - du observerer for at finde ud af, hvad der er det mest specielle ved en person, så du kan fremhæve den ting; Hvis du har stort hår, giver jeg dig større hår, hvis du er en idiot, gør jeg dig til en større idiot.’dittenesdammadsen@gmail.comjah, Germany, Boston, Amsterdam, New Delhi and many other places. Albaih also founded @DohaFashionFridays and co-founded Khartoum Design Center.

FØLG KHALIDS ALBAIHS ARBEJDE HER:
 
 
Mød Khalid Albaih på den kommende festival BILLEDER AF LIV,
hvor han fortæller om sine satiretegninger. Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro, torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
Læs mere om festivalen:
Festivaltrailer:
 
---------