CUL DE SAC i Skuespilhuset
Det lover godt som de står der ventende sammen med os andre, før vi skal ind. Samuel Gustavsson og Petter Wadsten ligner Fyr & Bi . Da de stiller sig på scenen foran os, ruller de et banner ud: ”This is the beginning”, står der på det. Det er en rigtig god begyndelse, for de kan noget de to. Den ene er meget lille (Petter Wadsten). Den anden er meget høj (Samuel Gustavsson). Der er en særlig forbindelse mellem dem, det mærkes straks. Samuel Gustavsson står bag ideen til forestillingen. De behøver næsten ikke gøre noget, for de har os i deres hule hånd fra begyndelsen. Vi vil gerne høre deres historie. De siger bare ikke noget, bortset fra det gentagne: ’Stuck’ og ’Unstuck’. Det giver fin mening i begyndelsen. Især da det viser sig, at de begge er iført jakkesæt med velcro, der gør, at de røde stænger, som de kaster til hinanden, sætter sig fast på deres tøj. Eller slet og ret, at de selv sætter sig fast på hinanden, de er uløseligt forbundet.
Det er simpelthen sjovt, når de kaster rundt med hinanden og bliver siddende som burrer på hinandens tøj, og det bliver det ved med et stykke tid. Indtil det går i sig selv, og bliver til ren Nycirkus, der skal nydes for det, det er, men problemet er, at så spændende er det heller ikke med de røde stænger, som de bliver ved at kaste til hinanden. Hvor er historien, hvad er det som de vil fortælle os? Det forsvinder i komikken.
Der er ellers gode ansatser til det. Ikke mindst da alle de røde stænger
kastes ind og sætter sig fast på Petter Wadsten, så de på en måde bliver ét
med ham. Det er et godt billede på at være lukket inde. Det giver fin mening. Det gælder også den afsluttende installation, der bygges på
scenen. Det er betagende, at alle de røde stænger rejser sig som en konstruktion.
Som en kæmpemæssig borg fra gulv til loft. Jeg kommer til at
tænke på Lars Vilks ”Nemis” på
Kullen, hvor man kan bevæge sig rundt inde i en hel verden bestående af drivtæmmer
hamret sammen på kryds og tværs. På
samme måde rejser de velcro-beklædte røde stænger sig for øjnene af os,
mens meningen synker i grus.
Sidste år i forestillingen ”Genlyd” på AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) indgik Petter Wadsten i en
anden Fyr & Bi-konstellation med Anika Barkan, instrueret af Cille
Landsade. Det var også en
forestilling affødt af Nycirkus, men den havde alligevel en sammenkædende forståelsesramme.
Eller i hvert fald var der en logik, der kædede løjerne sammen. Ikke altid en
logik jeg kunne følge, men den var der. Egentlig er det spændende, når vi
som publikum blev hægtet af, for det kræver mod, når vi skal lokkes ud på dybt
vand. Men i ”Cul de sac” (der er det franske udtryk for ’Blindgyde’) måtte vi
nøjes med de røde stænger og massevis af velcro. Det er forbløffende, hvad de
kan med de stænger, men det er bare ikke nok. Som start og slutning får vi et
anslag til en ramme, men det hjælper ikke, når de 50 minutter,
forestillingen varer, føles alt for lange. Også selv om det var en fornøjelse at
være i selskab med Samuel Gustavsson og Petter Wadsten. Dem vil jeg blive ved
med at huske. Der er virkelig noget at bygge videre på med deres figurer. Der er masser af historier i dem.
CUL
DE SAC
Skuespilhuset DKT,
den 19. og 20 november 2021
Medvirkende: Samuel Gustavsson,
Petter Wadsten
Idé: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Lyddesigner: Mika Forsling
Lysdesigner: Sonja Lea
Producent: Rapid Eye
Co-producent: Dynamo Workspace for Circus and Performing Arts
Arrangør: Rapid Eye
----------
MARIE GALANTE
med Copenhagen Chamber Performance
i KU.BE
Kurt Weills
opera-cabaret "Marie Galante" bygger på Jaques Devals roman fra 1931
om den fattige pige, Marie, fra Bordeaux. Weill komponerede musikken i 1934,
mens han boede i eksil i Paris. Han var kommet dertil i håb om at genoptage
samarbejdet med Bertolt Brecht, men sådan gik det ikke, for Brecht rejste til Svendborg, og Weill mødte forfatteren Jacques Deval, der skrev librettoen
baseret på romanen.
Marie Galante
bliver bortført til Sydamerika på en lastdamper, bliver sat af i Venezuela, og
må sælge sin krop for at komme tilbage til Frankrig. Ulykkeligvis bliver Marie
uvidende involveret i politiske intriger og dobbeltspionage, alt sammen i håbet
om at rejse penge til at vende hjem.
Forestillingen
er forholdsvis ukendt, og meget sjældent opført i sin helhed, men nogle af Weills
mest kendte melodier stammer derfra. Copenhagen Chamber Performance opfører en farverig
kammerversion af forestillingen, hvor der synges på fransk og fortælles på
dansk.
De tre musikere:
Adam Ørvad (accordeon), Bo Skjold Christensen (klarinet) og Jacob la Cour (cello)
kommer ind og sætter sig ved et café-bord med rødternet dug, og bydes på
et glas absinth af tjeneren, spillet af Edhem Jesenkovic, der glider gennem
forestillingen og agerer over for Radmila Rajic, der ligesom trioen fungerer som
både historiefortællere og musiker/sanger. Der er dobbelt roller til alle. Edhem
Jesenkovic er den eneste af de fem, der intet siger, men det gør han så alligevel
gennem sin dans. Susanne Breuning har i sin glidende og formfuldendte
instruktion arbejdet med små præcise virkemidler, der understøtter historien.
Enkelheden er forestillingens styrke. Utroligt hvad man kan med så få virkemidler.
Her er alting på rette plads, og der danses, spilles, synges og ageres umådelig
fint af alle 5 medvirkende.
Forestillingen
er miket op, og det fungerer godt i de tyste og stille partier, men virker lidt voldsomt, når der synges i
fuldt register, men efter et stykke tid vænnede mine ører sig til det. Det
klinger smukt. Celloens vemodige, dybe klang og Rajic´s sopran smyger sig om hinanden. Rajic klarer de mange skift ganske dækkende, men arrangementerne
ligger også godt for hende. Både musikalsk og scenisk.
Det er en
dybt tragisk historie, der har meget til fælles med Bizets ”Carmen”. Det er en skildring
af kærligheden, der overlever det hele, indtil den må betale den ultimative pris
for sin lidenskab.
Det er en
stor fortælling, der ridses op på bare én time. Kærligheden flammer op, og slukkes
igen. Marie drømmer sig bort til drømmelandet Youkali ved Verdens Ende. Stedet,
hvor man glemmer alle sorger.
”Men det er en drøm, en dårskab, det findes ikke – Youkali. /Og livet fører os videre. Hverdagsagtigt, kedeligt, men den stakkels menneskesjæl som søger efter glemsel overalt, har fundet den mystik, hvor vores drøm er begravet, i et Youkali.”(fra 8. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)
Men nogen
lykkelig ende får vi ikke.
”Dampen og bremsernes hvinen får mine nerver til at krympe sig. Det er Herrens tog, jeg ser det komme. Men et andet sort tog følger Herrens tog. Hurtigt, hurtigt, stig ind i det gode tog, syndere. Stig ind i toget. Stig ind i toget. Kør, rul, vug, oh tavse tog, vores kære bror til Faderens hjem. Vug på dine skinner, som glider lige til himlen, over Jorden, over Golgata.”(fra 9. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)
Radmila
Rajic er initiativtager til og kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber
Performance, der også stod bag ”Brecht og dødssynderne ”, der slog mig helt
bagover i 2016 i Krudttønden på Østerbro. Der var igen med musik af Kurt Weill,
og denne gang med tekst af Bertolt Brecht i Otto Gelsteds originale oversættelse.
Samme oversættelse, der blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i
1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før det blev
stoppet. Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af
myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som propagandistisk og
kommunistisk. Forestillingen ”Alma Mahler” var lige så betagende, da den blev opført
i Arbejdermuseets festsal i 2018. En forestilling af Eva Sommerstad Holten om
Alma Schindler, der bliver til Alma Mahler, men dermed også afskrev sin egen
kunstneriske karriere for at understøtte sin kommende mands, for det betingede
Gustav Mahler sig før giftemålet. Forestillingen beskrev hendes møde med
Gustav Klimt, Alexaner
Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar
Kokoschka men også, hvordan hun genvandt sin egen kunstneriske integritet. Otte af de
13 sange var komponeret af Alma. Resten var af Mahler. Blandt andet fra ”Five
Rückert Songs” (1904) og "Kindertotenlieder" (1902).
Både
”Marie Galante”, ”Brecht og dødssynderne” og ”Alma Mahler” er tre eksempler på,
hvordan det er lykkedes at få store dramaer til at fungere i intime
sammenhænge. I ”Alma Mahler” var musikken lagt i hænderne på pianisten, Rikke
Sandberg, hvis imponerende spil fik det til at lyde som et helt
orkester. I ”Marie Galante” og ”Brecht og dødssynderne” er det med Adam Ørvad på accordeon og Bo Skjold
Christensen på klarinet. Det var med cellisten Mattias Rodrick i ”Brecht og
dødssynderne” og Jacob la Cour i ”Marie Galante”. Musikken er arrangeret for
trio-besætning af Adam Ørvad. Vi er i godt musikalsk selskab.
MARIE GALANTE
med Copenhagen Chamber Performance
i samarbejde med Musikforum Frederiksberg i KU.BE
lørdag den 20. november 2021
Opføres også i Hellig Kors Kirken, Jyllinge
søndag den 21. november 2021 kl. 15.00.
Komponist: Kurt Weill
Libretto: Jacques Deval
Instruktion: Susanne Breuning
Sopran: Radmila
Rajic
Performance: Edhem Jesenkovic
Trio:
Adam Ørvad (accordeon)
Bo Skjold Christensen (clarinet)
Jacob la Cour (cello)
Teatertrailer (via Facebook):
*
Tidligere anmeldte Copenhagen Chamber
Performance-forestillinger:
Alma Mahler (2018):
Brecht og dødssynderne (2016):
*
