"Min drøm var, at jeg enten ville være filmanmelder eller filminstruktør. Det har jeg altid vidst. Men vejen har været lang og fuld af huller. Psykisk har jeg været udfordret og er slået af banen mange gange. Så derfor betød det noget særligt, da jeg kom med i bestyrelsen i Romansk Filmklub og var med i en periode på fire år. Der var månedlige filmvisninger, hvor der kom film- eller teaterfolk og fortalte om film, der betød noget særligt for dem. For mig var det ikke bare en fritidsinteresse. Det betød også noget særligt for mig. Det var det, der hele tiden fik mig tilbage på sporet, for jeg væltede så let omkuld, og det var også svært, for det var heller ikke altid, at jeg kunne være med i filmklubben.
Der var en periode, hvor jeg havde det rigtig, rigtig svært. Jeg gik på en uddannelse, hvor mit stressniveau var så højt, at jeg ikke kunne børste tænder om morgenen, fordi jeg ikke kunne synke – og jeg kastede op, inden jeg skulle afsted.
Men jeg har altid været god til at finde de mennesker, der var gode for mig. Min kæreste siger, at jeg er et af de modigste mennesker han kender.
Vennerne anbefalede mig at stoppe på studiet og i stedet gå på det her kursus, hvor jeg selv siden blev underviser.
Jeg har altid været god til at hjælpe andre mennesker, men har også sagt, at jeg aldrig ville blive lærer. Men jeg fandt ud af, at det mest naturlige i verden var at tage den autoritetsrolle på mig, som det jo er, for jeg har altid elsket at fortælle og holde foredrag. Men jeg har bare forbundet det med at stå og fortælle noget til nogen, der ikke gad høre efter. Jeg forbandt det simpelthen med min egen folkeskoletid, hvor jeg altid var den eneste, der hørte efter."
