torsdag den 21. maj 2015

Anmeldelse: VON TRIER, PERSONA NON GRATA på Teater V.

 
 
Nogle teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”, der er tredje og sidste del af Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi" der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset". Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt. Sært forunderligt. Teksten fungerede som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med mig.
 
Foto: Søren Kuhn
Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von Trier, Persona non grata”.
 
 Foto: Søren Kuhn
Forestillingen skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv. 
Det er faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.  Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver, der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion, hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
 
 
Den utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller. Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk, selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig. Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker at komme alt for tæt på?
 
Foto: Søren Kuhn
Jakob Weis formår elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.   
 
 
 
Medvirkende:
Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.
Instruktion: Pelle Koppel
Manuskript: Jakob Weis
Scenografi: Rikke Juellund
Læs mere
Varighed: ca. 130 min. inkl. pause
Spilleperiode: 3.-31.maj 2015