Nogle
teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor
du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger
udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”,
der er tredje og sidste del af
Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi"
der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset".
Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste
af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det
uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle
Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt.
Sært forunderligt. Teksten fungerede
som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig
samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med
mig.
Foto: Søren Kuhn
Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på
tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von
Trier, Persona non grata”.
Forestillingen
skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn
Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende
at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan
som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende
gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet
fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig
selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv.
Det er
faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som
bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.
Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver,
der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud
mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum
gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne
er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion,
hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
Den
utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske
overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede
håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet
af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller.
Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk,
selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det
lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt
i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig.
Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske
at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det
fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker
at komme alt for tæt på?
Jakob Weis formår
elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig
er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og
tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk
forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.
